Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 50—Dømt til Døden.

    UNDER sit sidste Forhør for Kejserens Domstol havde Paulus gjort et saa stærkt Indtryk paa Kejseren, at han udsatte med at afsige nogen Kjendelse i Sagen, idet han hverken frikjendte eller dømte den anklagede Guds Tjener. Men Kejserens Had mod Paulus ind fandt sig snart paany. Forbitret over, at han ikk e var i Stand til at standse den kristne Religions Udbredelse endog blot i det kejserlige Hus besluttede han, at Apostelen skulde henrettes, saasnart et anvendeligt Paaskud kunde findes. Ikke længe derefter afgav Nero den Kjendelse, der dømte Paulus til Martyrdøden. Eftersom en romersk Borger ikke kunde udsættes for Tortur, blev han dømt til at halshugges.AV 294.1

    Paulus blev i al Stilhed ført til Retterstedet. Kun faa Tilskuere fik Lov til at være nærværende; thi hans Forfølgere, som frygtede for hans store Indflydelse, var bange for, at Synet af hans Henrettelse kunde skaffe Kristendommen nye Tilhængere. Men selv de hærdede Stridsmænd, som bevogtede ham. hørte paa hans Ord og saa med Forundring, at han var glad, ja endog frydede sig ved Udsigten til at dø. For nogle af dem. som var Vidne til hans Martyrdød, blev hans tilgivende Sindelag overfor sine Mordere og hans urokkelige Tillid til Kristus indtil sidste Øjeblik en Livets Lugt til Liv. Mere end én antog den Frelser, som Paulus forkyndte, og beseglede inden ret lang Tid uden Frygt sin Tro med sit Blod.AV 294.2

    Indtil sidste Stund vidnede Apostelens Liv om Sandheden af de Ord, han skrev til Korinthierne: “Gud som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Kristus. Men dette Liggendefæ har vi i Lerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds, cg ikke af os; vi som trænges paa alle Maader, men ikke forsager; tvivlende, men ikke fortvivlende; forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke forlorne; ombærende altid den Herres Jesu Død i Legemet, at og Jesu Liv maa aabenbares i vort Legeme.” 2 Kor. 4: 6-10. Hans Dygtighed var ikke i ham selv, men i den Helligaand, der fyldte hans Sjæl med sin Nærværelse og bragte enhver Tanke til Fange under Kristi Vilje. Profeten skriver: “Den Fortrøstning staar fast: du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.” Es. 26: 3. Den himmelske Fred som kom til Syne i Apostelens Ansigt, vandt mange Sjæle for Evangeliet.AV 294.3

    Paulus var omgivet af en himmelsk Luftning. Alle, som han kom sammen med, mærkede Indflydelsen af hans Samfund med Kristus. Det at hans eget Liv udgjorde en Fremstilling af de Sandheder, han forkyndte. gav hans Prædiken en overbevisende Styrke. Heri ligger Sandhedens Kraft. Den uvilkaarlige og ubevidste Indflydelse af et helligt Liv er den mest overbevisende Prædiken, der kan holdes til Forsvar for Kristendommen. Selv et uigjendriveligt Argument kan opvække blot Modstand; men i et gudfrygtigt Eksempel er der en Kraft, som det er umuligt helt at modstaa.AV 294.4

    I sin Omhu for dem, han snart skulde forlade, overladte som de var til at kjæmpe imod Fordom, Had og Forfølgelse, tænkte Apostelen ikke paa de Lidelser, der forestod ham. De faa Kristne, som ledsagede ham til Retterstedet, søgte han at styrke og opmuntre ved at gjentage for dem de Løfter, som er tilsagt dem, der lider Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld. Han forsikrede dem om, at intet af ált det, Herren havde talt angaaende sine prøvede og trofaste Born, vilde slaa fejl. En kort Tid kunde de maaske blive besværede af mangehaande Fristelser; det kunde være, at de ingen jordiske Bekvemmeligheder vilde have; men de kunde hente Opmuntring af Forvisningen om Guds Trofasthed og sige: “Jeg ved, hvem jeg har troet, og jeg er vis paa, at han er mægtig til at bevare det, jeg har nedlagt hos ham.” 2 Tim. 2: 1. Snart vilde Prøvelsens og Lidelsens Nat være til Ende. og da vilde Fredens herlige Morgen gry og bringe en fuldkommen Dag.AV 295.1

    Apostelen skuede ind i det store hinsidige, ikke med Uvished eller Frygt. men med et frydefuldt Haab og en længselsfuld Forventning. Naar han nu staar paa det Sted, hvor han skal lide Martyrdøden, ser han ikke Skarpretterens Sværd eller Jorden, der saa snart skal drikke hans Blod; han ser opad mod den fredelige, blaa Himmelhvælving, opad mod den Eviges Trone.AV 295.2

    Denne Troens Mand ser den Stige, Jakob saa i sit Syn, og som fremstiller Kristus, der har forenet Jorden med Himlen, forenet dødelige Mennesker med den evige Gud. Hans Tro styrkes, naar han tænker paa, hvorledes Patriarkerne og Profeterne har forladt sig paa ham, som er hans Trøst og Styrke, og for hvem han nu giver sit Liv. Fra disse hellige Mænd, der fra Aarhundrede til Aarhundrede har baaret Vidnesbyrd om sin Tro, hører han den Forsikring, at Gud er sanddru. Hans Medapostle, som for at prædike Kristi Evangelium gik ud for at møde religiøs Forblindelse og hedensk Overtro. Forfølgelse og Foragt. og som ikke agtede sit Liv dyrebart, for at de kunde lade Korsets Lys skinne midt i Vantroens Mørke: disse hører han bære Vidnesbyrd om Jesus som Guds Søn og Verdens Frelser. Fra Pinebænken, fra Baalet, fra Fængslet og fra Jordens Huler og Kløfter hører han Martyrernes Sejersraab. Han hører det trofaste Vidnesbyrd fra Sjæle, som til Trods for, at de er fattige og bliver plagede og pinte, dog uden Frygt bærer sit høj - tidelige Vidnesbyrd for Sandheden, sigende: “Jeg ved. hvem jeg har troet.” Ved at give sit Liv for sin Tro erklærede disse for Verden, at han, som de havde troet paa, var i Stand til at frelse til det yderste.AV 295.3

    Frikjøbt ved Kristi Offer og tvættet fra sin Synd ved hans Blod og iført hans Retfærdighed har Paulus det Vidnesbyrd i sig selv, at hans Sjæl er dyrebar i hans Forløsers Øjne. Hans Liv er skjult med Kristus i Gud, og han er overbevist om. at den, som har sejret over Døden, er i Stand til at bevare det, som er betroet i hans Varetægt. Hans Sind griber Frelserens Løfte: “Jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag.” Joh. 6: 40. Hans Tanker og hans Haab er fæstet ved hans Herres Gjenkomst. Og idet Skarpretterens Sværd sænkes, og Dødens Skygger samler sig omkring Martyren, iler hans sidste Tanke, ligesom hans første Tanke vil gjøre, naar han atter opvaagner, fremad for at møde Livgiveren, som skal byde ham velkom-men til de saliges Fryd.AV 296.1

    Næsten tyve Aarhundreder er henrundet, siden den gamle Paulus udgød sit Blod som et Vidne for Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd. Ingen trofast Haand nedskrev for kommende Slægter, hvad der skete i de sidste Øjeblikke af denne Mands Liv; men den guddommelige Pen har opbevaret for os hans sidste Vidnesbyrd. Lig et Trompetstød har hans Stemme lydt ned gjennem alle Tidsaldre lige siden den Gang, opflammet hans eget Mod hos Tusinder af Kristi Vidner og fremkaldt hos Tusinder af sorgbetyngede Hjerter Ekkoet af hans egen sejersbegejstrede Fryd: “Jeg ofres allerede, og min Opløsningstid er forhaanden. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen. Iøvrigt er Retfærdighedens Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag, og ikke alene mig men ogsaa alle dem, som har elsket hans herlige Aabenbarelse.” 2 Tim. 4: 6-8.AV 296.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents