Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 52—Bestandig indtil Enden.

    IDET andet Brev, Peter sendte til dem, der havde faaet “samme dyrebare Tro” som han selv. fremholder han den guddommelige Plan for Udviklingen af en kristelig Karakter. Han skriver:AV 305.1

    “Naade og Fred vorde eder mangfoldig i Guds og Jesu vor Herres Erkjendelse! Saasom hans guddommelige Magt har skjænket os alle Ting. som horer til Liv og Gudfrygtighed, ved hans Kundskab, som kaldte os ved sin Herlighed og Kraft, ved hvilke de største og dyrebare Forjættelser er os skjænkede, at I ved disse skal blive delagtige i den guddommelige Natur, naar I flyr denne Verdens Forkrænkelighed i Lyster.”AV 305.2

    “Saa anvender al Flid just herpaa, og beviser i eders Tro Dyd. men i Dyden Kundskab. men i Kundskaben Afholdenhed, men i Afholdenheden Taalmodighed. men i Taalmodigheden Gudfrygtighed. men i Gudfrygtigheden Broderkjærlighed, men i Broderkjærligheden Kjærlighed til alle. Thi naar dette findes hos eder og i Overflødighed, lader det eder ikke blive ørkesløse eller ufrugtbare i vor Herres Jesu Kristi Erkjendelse.”AV 305.3

    Disse Ord er fulde af Lærdom og anviser for os Vejen til Sejer. Apostelen fremstiller for de troende den Fremgangens Stige, ad hvilken den Kristne maa trænge sig opad. Ethvert Trin paa Stigen betegner Fremskridt i Kundskaben om Gud, og i denne Fremgang maa der ikke være nogen Stillestaaen. Tro, Dyd, Kundskab, Afhol-denhed, Taalmodighed, Gudsfrygt, Broderkjærlighed og Kjærlighed til alle — dette udgjør Trinene paa denne Stige. Vi frelses ved at stige opad Trin for Trin, indtil vi naar op til det Maal. Kristus har sat for os. Saaledes er han bleven os Visdom og Retfærdiggjørelse og Helliggjørelse og Forløsning.AV 305.4

    Gud har kaldet sit Folk til Herlighed og Dyd. og disse vil aabenbares i deres Liv, som i Sandhed staar i Samfund med ham. Efter at være blevet delagtige i den himmelske Gave maa de gaa fremad til Fuldkommenhed, bevogtede “ved Guds Magt . . . ved Troen”. I Pet. 1 : 5. Det er til Guds Ære. at han giver sine Børn sine Dyder. Han ønsker at se Mænd og Kvinder naa op til det højeste Maal, og naar de i Tro griber Kristi Kraft, naar de paalæraaber sig hans usvigelige Løfter og gjør Fordring paa dem som noget, der gjælder dem selv. og naar de med en Ihærdighed, som ikke vil lade sig afvise, beder om den Helligaands Kraft, saa vil de blive gjort fuldkomne i ham.AV 305.5

    Efter at have antaget Evangeliets Tro bliver den næste Opgave for den omvendte den at føje Dyd til sin Karakter og saaledes rense Hjertet og berede Sindet til at modtage Guds Kundskab. Denne Kundskab danner Grundlaget for al sand Opdragelse og for al sand Tjeneste. Den er det eneste virkelige Værn mod Fristelser, den alene kan gjøre, at man bliver Gud lig i Karakter. Ved Kundskaben om Gud og om hans Søn Jesus Kristus skjænkes der den troende “alle Ting, som hører til Liv og Gudfrygtighed”. Intet godt forholdes den, der oprigtig ønsker at naa til Guds Retfærdighed.AV 305.6

    “Dette er det evige Liv,” sagde Kristus, “at de kjender dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.” Joh. 17: 3. Og Profeten Jeremias udtalte: “Saa siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den stærke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom; men hvo som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaar og kjender mig, at jeg er Herren, som gjør Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi disse Ting behager mig, siger Herren.” Jer. 9 : 23, 24. Mennesketanken kan neppe fatte Bredden og Dybden og Højden af den aandelige Udvikling, som den opnaar, der vinder denne Kundskab.AV 306.1

    Indenfor sin egen Begrænsning behøver ingen at komme tilkort i Fuldkommelsen af en kristelig Karakter. Ved Kristi Offer er der sørget for, at den troende kan erholde alle Ting, som hører til Liv og Gudfrygtighed. Gud opfordrer os til at naa op til Fuldkommenhedens Maal og fremstiller for os Kristi Karakter som Eksempel. I sin Menneskelighed, fuldkommet i et Liv i stadig Kamp mod det onde. viste Frelseren, at Menneskene kan samarbejde med Gud og opnaa en fuldkommen Karakter i dette Liv. Dette er Guds Forsikring til os om. at ogsaa vi kan opnaa fuldkommen Sejer.AV 306.2

    For den troende stilles den underfulde Mulighed at blive Kristus lig og vise Lydighed mod alle Lovens Principper. Men af sig selv er Mennesket ganske ude af Stand til at opnaa dette. Den Hellighed. som Guds Ord viser, at det maa eje for at blive frelst, er Frugten af Guds Naades Virkning, naar det underkaster sig den Helligaands Tugt og betvingende Indflydelse. Menneskets Lydighed kan alene blive fuldkommen ved Kristi Retfærdighed, der som en Røgelse fylder enhver Lydighedshandling med guddommelig Vellugt. Den Kristnes Opgave er standhaftigt at overvinde enhver Fejl. Han maa altid bede Frelseren om at helbrede hans Sjæl og redde ham fra Syndeskylden. Han har ikke selv Visdom og Kraft til at vinde Sejer; Kraften og Visdommen hører Herren til, og han giver den til dem, som i Ydmyghed og Bodfærdighed beder ham om Hjælp.AV 306.3

    Forvandlingen fra Vanhellighed til Hellighed er et stadig vedvarende Værk. Dag for Dag virker Gud til Menneskets Helliggjørelse, og Mennesket skal samvirke med ham og bestræbe sig alvorligt for at udvikle rigtige Vaner. Vi maa lægge Naade til Naade; og naar vi det gjør, vil Gud virke for os og give os en rig Vækstor Frelser er altid rede til at høre og besvare det bodfærdige Hjer- tes Bønner, og Naade og Fred bliver dem mangfoldig til Del, sum er ham tro. Gladelig tilstaar han dem de Velsignelser, de behøver i Kampen mod det onde, som omgiver dem.AV 306.4

    Der er dem, som forsøger at stige op ad Kristenvækstens Stige; men efterhaanden som de skrider frem, begynder de at sætte sin Lid til menneskelig Kraft og taber snart Jesus. Troens Begynder og Fuldender, af Syne. Følgen bliver, at det hele mislykkes — de mister alt, hvad de har vundet. Sørgelig er i Sandhed deres Stilling, som er blevet trætte paa Vejen og lader Sjælefienden berøve dem de kristelige Dyder, som har udviklet sig i deres Liv og Hjerter. “Den, som ikke har disse Ting,” siger Apostelen, “han er blind, nærsynet, idet han har glemt Renselsen fra sine fordums Synder.”AV 307.1

    Apostelen Peter havde havt en lang Erfaring i de Ting, som hører Gud til. Hans Tro paa Guds Kraft til at frelse var blevet stærkere med Aarene, indtil det for ham var hævet over enhver Tvivl. at der ingen Mulighed er for Nederlag for den, som gaar fremad i Tro, stiger opad Trin for Trin, stadig opad og fremad til det øverste Trin paa den Stige, som naar helt op til Himlens Porte.AV 307.2

    I mange Aar havde Peter fremholdt for de troende Nødvendigheden af stadig Fremvækst i Naaden og i Kundskab om Sandheden; og nu. da han vidste, at det snart skulde falde i hans Lod at lide Martyrdøden for sin Tro, gjorde han dem endnu engang opmærksom paa de dyrebare Privilegier, som ligger indenfor enhver troendes Mulig-hed. I Troens fulde Forvisning formanede den gamle Discipel sine Brødre til at vise Standhaftighed i deres kristelige Forsætter. “Derfor, Brødre,” formanede han dem. “anvender des mere Flid at befæste eders Kald og Udvælgelse; thi naar I gjør dette, skal I ikke nogensinde støde an. Thi saaledes skal eder rigelig gives Indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige.” Dyrebare Forvisning! Herligt er den Kristnes Haab, naar han i Tro skrider fremad mod den kristelige Fuldkommenheds ophøjede Maal!AV 307.3

    “Derfor vil jeg ikke forsømme.” vedblev Apostelen, “altid at paaminde eder om dette, hvorvel I ved det og er styrkede i den Sandhed. som er til Stede hos os. Men jeg agter det ret at vække eder ved Paamindelse, saa længe jeg er i dette Paulun, da jeg ved, at mit Pauluns Aflæggelse er snart for Haanden, ligesom og vor Herre Jesus Kristus har aabenbaret mig. Jeg vil og gjøre min Flid, at I efter min Bortgang altid kan have, hvad der kan kalde eder dette i Erindring.”AV 307.4

    Apostelen havde gode Forudsætninger for at kunne tale om Guds Forsætter vedrørende Menneskeslægten; thi under Kristi jordiske Virksomhed havde han set og hørt meget, der hører Guds Rige til. Han mindede de troende om. at “vi har ikke fulgt kløgtige Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kraft og Tilkommelse, men vi var selv Øjenvidner til hans Majestæt. Thi han fik Hæder og Ære af Gud Fader, idet en saadan Røst skete til ham fra den majestæ- tiske Herlighed: Denne er min Søn den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed. Og vi hørte denne Røst komme fra Himlen, der vi var med ham paa det hellige Bjerg”.AV 307.5

    Men hvor vægtigt dette Bevis paa Visheden af de troendes Haab end var, saa havde man dog noget endnu mere overbevisende i Profetiens Vidnesbyrd, ved hvilket alles Tro kunde blive befæstet og fast forankret. Peter erklærede: “Vi har det profetiske Ord mere stadfæstet, og I gjør vel, naar I giver Agt derpaa som paa et Lys, der skinner udi et mørkt Sted, indtil Dagen fremstraaler og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter, vidende dette først, at ingen Profeti i Skriften kan udlægges af sig selv. Thi aldrig er nogen Profeti fremført af menneskelig Vilje; men de hellige Guds Mænd talede, drevne af den Helligaand.”AV 308.1

    Paa samme Tid som Apostelen fremholdt det faste profetiske Ord som en paalidelig Vejleder i farefulde Tider, advarede han Menigheden højtidelig imod falske Profetier, der vilde blive fremholdt af “falske Lærere”, som lønlig vilde indføre “vrange Lærdomme, der leder til Fortabelse, idet de endog nægter den Herre, som kjøbte dem”. Disse falske Lærere, der vilde opstaa i Menigheden og af mange af sine Brødre i Troen blive anset for at være paalidelige, sammenlignede Apostelen med “vandløse Kilder, Skyer, som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret”. Hvad disse angaar, sagde Apostelen, “da er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi det var bedre for dem, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vej, end at de kjendte den og saa vendte sig bort fra det hellige Bud, som var overgivet dem”.AV 308.2

    Skuende ned gjennem Aarhundrederne til Tidens Afslutning blev Peter af Guds Aand drevet til at skildre de Tilstande, som vil findes i Verden lige forud for Kristi andet Komme. “I de sidste Dage skal der komme Bespottere.” skrev han, “som vandrer efter deres egne Lyster, og siger: Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkomst? Thi fra den Dag, Fædrene er hensovede, forbliver alle Ting saaledes, som fra Skabningens Begyndelse.” Men “naar de siger Fred og Tryfihed! da skal Fordærvelsen hastig staa over dem”. 1 Thess. 5: 3. Alle vil dog ikke blive besnærede af Fiendens Paafund. Naar alle Tings Endeligt drager nær, vil der være nogle trofaste, som forstaar Tider nes Tegn. Medens den store Mængde af saakaldte troende vil fornægte Troen ved sine Gjerninger, vil der være en Levning tilbage, som er standhaftig indtil Enden.AV 308.3

    Peter bevarede i sit Hjerte et levende Haab om Kristi Gjenkomst, og han forsikrede Menigheden om, at Frelserens Løfte visselig vilde blive opfyldt: “Naar jeg er gaaet bort, og faar beredt eder Sted, kommer jeg igjen, og vil tage eder til mig.” Joh. 14: 3. For de prøvede og trofaste kunde det synes, som om Herrens Gjenkomst bliver længe forhalet; men Apostelen forsikrede dem: “Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agter det for en Forhaling), men har Langmodighed med os. idet han ikke vil. at nogen skal fortabes. men at alle skal komme til Omvendelse. Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skal forgaa med stort Bulder, men Elementerne skal komme i Brand og opløses, og Jorden og alt. hvad der er paa den, skal opbrændes.”AV 308.4

    “Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det eder da at være? I hellig Vandel og Gudfrygtigheds Øvelse bør I vente og stræbe til Guds Dags Tilkommelse. paa hvilken Himlene skal antændes og opløses, og Elementerne komme i Brand og smeltes. Men vi forventer efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord. i hvilke Retfærdighed bor.”AV 309.1

    “Derfor, I elskelige! efterdi I forventer dette, beflitter eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred, og agter vor Herres Langmodighed for en Frelse; ligesom og vor elskelige Broder Paulus, efter den ham givne Visdom, har skrevet eder. . . . Derfor. I elskelige, efterdi I ved det forud, vogter eder, at I ikke lader eder henrive med af de ryggesløses Vildfarelse og falder fra eders egen Fasthed. Men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Naade og Kundskab.”AV 309.2

    I Guds Forsyns Styrelse fik Peter Lov til at afslutte sin Virksomhed i Rom, hvor han efter Kejser Neros Befaling var blevet sat i Fængsel omtrent paa den Tid, da Paulus blev fængslet for sidste Gang. Saaledes skulde de to Veteraner blandt Apostlene, der i mange Aar havde virket paa vidt adskilte Steder, aflægge sit sidste Vidnesbyrd om Kristus i Verdens Hovedstad og paa dens Grund udgyde sit Blod som den Sæd, der skulde bære en rig Høst af hellige og Martyrer.AV 309.3

    Siden han havde gjenindtaget sin Plads efter først at have fornægtet Kristus, havde Peter uforfærdet trodset Farer og udvist et ædelt Mod under Forkyndelsen af den korsfæstede. gjenopstandne og opfarne Frelser. Medens han laa der i sin Celle, kom han det Ord i Hu, som Kristus havde talt til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Der du var yngre, bandt du op om dig selv, og gik, hvor du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.” Joh. 21 : 18. Saaledes havde Jesus aabenbaret for sin Discipel, netop paa hvilken Maade han skulde dø, og endogsaa forudsagt, at hans Hænder skulde blive udstrakt paa Korset.AV 309.4

    Som Jøde og Udlænding blev Peter dømt til at hudstryges og korsfæstes. Med sin frygtelige Dom for Øje erindrer Apostelen sin store Synd. dengang han fornægtede Jesus i hans Prøvestund. Han, som en Gang var saa uvillig til at vedkjende sig Korset, agtede det nu for en Glæde at kunne give sit Liv for Evangeliet og syntes kun. at for ham. som havde fornægtet sin Herre, var det altfor stor en Ære at skulle dø paa samme Maade som Mesteren. Peter havde oprigtigt angret sin Synd og faaet Forladelse af Kristus, saaledes som det fremgaar af det højtidelige Paalæg, han fik om at vogte Hjordens Faar og Lam. Men han kunde aldrig tilgi ve sig selv. Ikke engang Tanken om hans forfærdelige Død kunde mildne hans bitre Sorg og Anger. Som en sidste Gunstbevisning bad han sine Bødler om, at han maatte blive naglet til Korset med Hovedet nedad. Denne Begjæring blev ham tilstaaet, og saaledes døde den store Apostel Peter.AV 309.5

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents