Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 53—Den elskede Johannes.

    JOHANNES udmærkes fremfor de andre Apostle som “den Discipel, som Jesus elskede”. Han synes at håve nydt en særskilt Grad af Venskab fra Kristi Side og have havt mange Beviser paa Frelserens Tillid og Kjærlighed. Han var en af de tre, som fik Lov til at være Vidne til Kristi Herlighed paa Forklarelsens Bjerg og hans Ængstelse i Gethesemane, og det var til hans Omsorg, at vor Herre hin sidste Angstens Time paa Korset betroede sin Moder.AV 311.1

    Frelserens Kjærlighed til den elskede Discipel blev gjengjældet med den stærkeste, inderligste Hengivenhed. Johannes klyngede sig til Kristus, ligesom Vinranken klynger sig til den prægtige Pille. For sin Mesters Skyld trodsede han Domshallens Farer og holdt sig omkring Korset; og ved Efterretningen om Kristi Opstandelse ilede han til Graven saa hurtigt, at han herunder endogsaa løb forbi den hastige Peter.AV 311.2

    Den tillidsfulde Kjærlighed og uegennyttige Hengivenhed. som kommer til Syne i Johannes’s Liv og Karakter, rummer Lærdomme af uberegnelig Værdi for den kristne Menighed. Johannes besad af Naturen ikke den elskelige Karakter, som kom til Syne i hans senere Erfaringer. Af Naturen havde han alvorlige Mangler. Han var ikke alene stolt, selvklog og ærgjerrig, men heftig og pirrelig, naar han blev forurettet. Han og hans Brødre blev kaldt “Tordensønner”. Hidsighed, Hævngjerrighed og Kritik fandtes hos den elskede Discipel. Men bagom alt dette saa den guddommelige Lærer det inderlige, varme, oprigtigt elskende Hjerte. Jesus irettesatte ham for hans Egennytte, skuffede ham i hans Ærgjerrighed, prøvede hans Tro. Men han aabenbarede for ham det. som hans Sjæl længtes efter — Helligheds Prydelse. Kjærlighedens forvandlende Kraft.AV 311.3

    Manglerne i Johannes’s Karakter traadte skarpt frem ved flere Lejligheder i hans Omgang med Frelseren. Engang sendte Kristus Bud i Forvejen til en samaritansk By for at anmode Folket om at tilberede Spise for ham og hans Disciple. Men da Frelseren nærmede sig Byen, lod han, som han vilde fortsætte Vandringen til Jerusalem. Dette vakte Samaritanernes Misundelse, og i Stedet for at indbyde ham til at blive hos dem undlod de at vise ham den Forekommenhed. som de vilde have vist en almindelig Vandringsmand. Jesus paanøder aldrig nogen sin Nærværelse, og Samaritanerne gik Glip af den Velsignelse, de vilde have faaet, om de havde formaaet ham til at blive deres Gjæst.AV 311.4

    Disciplene vidste, at det var Kristi Hensigt at velsigne Samaritanerne med sin Nærværelse, og den Kulde, Skinsyge og Mangel paa Agtelse, som de udviste overfor deres Herre, fyldte dem med Forundring og Harme. Navnlig blev Jakob og Johannes forbitrede. At han, som de nærede saa stor en Agtelse for, skulde blive behandlet paa en saadan Maade, forekom dem at være en Uret saa stor, at den ufortøvet burde straffes. I sin Nidkjærhed sagde de — under Henvisning til Ødelæggelsen af de samaritanske Høvedsmænd og deres Ledsagere, som blev udsendt for at gribe Profeten Elias: “Herre! vil du, at vi skal byde Ild falde ned af Himlen og fortære dem. ligesom og Elias gjorde?” Det forbausede dem at se. at deres Ord voldte Jesus Smerte; og endnu mere forbausede blev de, da han irettesættende sagde til dem: “I ved ikke. af hvad Aand I er. Thi Menneskens Søn er ikke kommen at fordærve Menneskers Sjæle, men at frelse dem.” Luk. 9: 54-56.AV 312.1

    Det hører ikke med til Kristi Mission at tvinge Mennesker til at antage ham; det er Satan og Mennesker, som ledes af hans Aand, der søger at øve Vold mod Samvittigheden. Under Paaskud af at være nidkjære for Ret og Retfærdighed paafører Mennesker, som staar i Ledtog med onde Engle. undertiden sine Medmennesker Lidelse for at omvende dem til sine egne religiøse Anskuelser; men Kristus udviser altid Barmhjertighed og søger altid at vinde Menneskene ved Aabenbarelsen af sin Kjærlighed. Han kan ikke give nogen anden en Plads i Sjælen, heller ikke antage en delvis Tjeneste. Han ønsker kun villig Tjeneste, en frivillig Hjertets Overgivelse under Kjærlighedens dragende Kraft.AV 312.2

    Ved en anden Lejlighed fremkom Jakob og Johannes gjennem sin Moder med en Begjæring om, at de maatte faa Lov til at beklæde de højeste og mest ærefulde Stillinger i Kristi Rige. Trods det at Kristus gjentagne Gange havde undervist dem om sit Riges Natur, nærede disse unge Disciple endnu Haab om en Messias, der vilde tage sin Trone og Kongemagt i Overensstemmelse med Menneskers Ønsker. Moderen, der ligesom dem selv eftertragtede Hæderspladsen for sine Sønner i hans Rige. bad: “Sig, at disse mine to Sønner skal sidde i dit Rige. den ene ved din højre, den anden ved din venstre Side.”AV 312.3

    Men Frelseren svarede: “I ved ikke. hvad I beder. Kan I drikke den Kalk. som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med ?” De erindrede hans mystiske Ord angaaende Prøvelse og Lidelse, men svarede dog tillidsfuldt: “Vi kan.” De vilde betragte det som den højeste Ære at kunne bevise sin Troskab ved at deltage med sin Herre i alt, hvad der timedes ham.AV 312.4

    “Min Kalk skal I vel drikke, og med den Daab, som jeg døbes med, skal I døbes,” svarede Kristus. Der ventede ham et Kors i Stedet for en Trone, og hans Ledsagere skulde være to Misdædere, ved hans højre og venstre Side, Jakob og Johannes skulde blive delagtige i sin Mesters Lidelse, — den ene skulde snart dø ved Sværdet, den anden skulde længst af alle Disciplene følge sin Herre i Ar-bejde Forsmædelse og Forfølgelse. “Men at sidde ved min højre og ved min venstre Side,” vedblev han. hører ikke mig til at give nogen. uden dem. som det er beredt af min Fader.” Matt. 20: 21-23.AV 312.5

    Jesus forstod det Motiv, der laa til Grund for deres Begjæring, og irettesatte de to Disciple for deres Stolthed og Ærgjerrighed i følgende Ord: “Folkenes Fyrster hersker over dem, og de store bruger Myndighed over dem. Men saa skal det ikke være iblandt eder; men hvo som vil være stor iblandt eder. han skal være eders Tjener; og hvo som vil være den ypperste iblandt eder. han være eder underdanig. Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for mange.” Matt. 20: 25-28.AV 313.1

    I Guds Rige opnaaes ingen Stilling ved Gunst mod den enkelte. Den opnaaes ikke ved Fortjeneste, ej heller gives den vilkaarlig. Den er en Følge af Karakteren. Kronen og Tronen er Tegn paa en Tilstand, man har erhvervet sig — Tegn paa. at man har vundet Sejer over sig selv ved vor Herres Jesu Kristi Naade.AV 313.2

    Længe bagefter, da Johannes gjennem Delagtighed med Kristus i hans Lidelser var kommet i Besiddelse af hans Sindelag, aabenbarede den Herre Jesus for ham Betingelsen for at staa ham nær i hans Rige. “Den, som sejrer,” sagde Kristus, “ham vil jeg give at sidde med mig paa min Trone, ligesom og jeg har sejret og sidder hos min Fader paa hans Trone.” Aab. 5: 21. Den, som staar Kristus nærmest, vil være den. som har modtaget det største Maal af hans selvopofrende Kjærlighed — den Kjærlighed. om hvilken vi læser, at den “bruger ikke Fremfusenhed, opblæses ikke; . . . søger ikke sit eget. forbitres ikke, bærer ikke Nag” (1 Kor. 13: 4. 5), den Kjærlighed. der leder Discipelen, ligesom den ledte vor Herre, til at give alt, til at leve og virke og opofre sig endog indtil Døden for at frelse Mennesker.AV 313.3

    Ved en anden Lejlighed, i Begyndelsen af deres evangeliske Virksomhed. traf Jakob og Johannes en, som kastede Djævle ud i Kristi Navn, skjønt han ikke var anerkjendt som en af hans Efterfølgere. Disciplene forbød denne Mand at virke og mente, at de heri handlede ret. Men da de talte til Kristus om Sagen, irettesatte han dem og sagde: “Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gjør en kraftig Gjerning i mit Navn, og kan snart derpaa tale ilde om mig.” Mark. 9: 59. Ingen, som paa nogen Maade viste sig at være venligsindet mod Krisitus, skulde stødes bort. Disciplene skulde ikke udvise en snæversindet, eksklusiv Aand overfor andre, men vise den samme vidtomfattende Sympati, som de havde set hos sin Mester, Jakob og Johannes havde ment, at de ved at standse denne Mand havde haft Herrens Ære for Øje: men de begyndte nu at indse, at de var nidkjære for sin egen. De erkjendte sin Fejl og modtog Irettesættelsen.AV 313.4

    Kristi Undervisning, hvori han fremholdt Ydmyghed og Sagtmodighed og Kjærlighed som nødvendige til Fremvækst i Naaden og Betingelser for at blive skikket til hans Værk, blev af den allerstørste Betydning for Johannes. Han gjemte enhver Lærdom i sit Hjerte og søgte stadig at bringe sit Liv i Overensstemmelse med det guddommelige Mønster. Johannes havde begyndt at faa Øje paa Kristi Herlighed — ikke den jordiske Pomp og Magt, som han var blevet oplært til at haabe paa, men “en Herlighed, som den enbaarnes af Faderen, fuld af Naade og Sandhed”. Joh. 1 : 14.AV 314.1

    Johannes’s dybe og inderlige Hengivenhed for sin Herre var ikke Aarsagen til Kristi Kjærlighed til ham, men den var Virkningen af denne Kjærlighed. Johannes ønskede at blive Jesus lig, og under Kristi Kjærligheds omdannende Indflydelse blev han ydmyg og sagtmodig. Hans eget Jeg blev skjult i Kristus. Fremfor alle andre af sine Fæller underkastede Johannes sig den Kraft, som viste sig virksom i Kristi vidunderlige Liv. Han siger: “Livet blev aabenbaret, og vi har set det.” “Af hans Fylde har vi alle faaet, og det Naade over Naade.” Johannes’s Kjendskab til Frelseren var grundet paa Erfaring. Mesterens Undervisning var blevet indprentet i hans Sjæl. Den Kjærlighed, som gjennemtrængte hele hans Væsen, gav hans enfoldige Ord Vægt, naar han vidnede om Frelserens Naade.AV 314.2

    Det var Johannes’s dybe Kjærlighed til Kristus, som ledte ham til altid at ønske at være nær ved hans Side. Frelseren elskede alle de tolv; men Johannes var den mest modtagelige. Han var yngre end de andre, og med mere af Barnets Tillidsfuldhed aabnede han sit Hjerte for Jesus. Paa denne Maade kom han i et inderligere Aandsslægtskab med Kristus, og gjennem ham blev Frelserens dybeste aandelige Undervisning meddelt Folket.AV 314.3

    Jesus elsker dem, som repræsenterer Faderen, og Johannes kunde tale om Faderens Kjærlighed paa en Maade. som ingen af de andre Disciple formaaede. Han aabenbarede for sine Medmennesker, hvad han havde følt i sin egen Sjæl, idet han i sin Karakter havde tilegnet sig Guds Egenskaber. Herrens Herlighed fandt sit Udtryk i hans Ansigt. Den Hellighedens Prydelse, som havde omdannet ham, lyste med en kristelig Straaleglans ud af hans Aasyn. Med Beundring og Kjærlighed betragtede han Frelseren, indtil Ligheden med Kristus og Samfundet med ham blev hans eneste Ønske, og hans Karakter var et Gjenskin af Mesterens Karakter.AV 314.4

    “Ser,” sagde han, “hvor stor en Kjærlighed Faderen har bevist os, at vi skal kaldes Guds Børn ! . . . I elskelige! nu er vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal vorde; men vi ved, at naar han aabenbares, vi da skal vorde ham lige; thi vi skal se ham, som han er.” 1 Joh. 3: 1, 2.AV 314.5

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents