Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 56—Patmos.

    OVER et halvt Aarhundrede var henrundet siden Grundlæggelsen af den kristne Menighed. I denne Tid havde Budskabet om Evangeliet stadig mødt Modstand. Dets Fiender havde aldrig formindsket sine Bestræbelser, og tilsidst var det lykkedes dem at faa den romerske kejsers Magt vendt imod de Kristne.AV 327.1

    I den forfærdelige Forfølgelse, der paafulgte, bidrog Apostelen Johannes meget til at styrke Disciplenes Tro. Han bar et Vidnesbyrd. som hans Modstandere ikke kunde gjendrive, og som hjalp hans Brødre til frimodig og med Troskab at møde de Prøvelser, der kom over dem. Naar de Kristnes Tro syntes at vakle under den svære Modstand, de maatte udholde, havde den gamle Apostel. Jesu Tjener, for Sædvane atter at aflægge et kraftigt og indtryksfuldt Vidnesbyrd om den korsfæstede og opstandne Frelser. Han holdt standhaftig fast ved Troen, og fra hans Læber lød altid det samme herlige Budskab: “Det, som var fra Begyndelsen. det. vi har hørt. det, vi har set med vore Øjne. det, vi har beskuet og vore Hænder følt paa. nemlig om det Livsens Ord. . . . Hvad vi har set og hørt, forkynder vi eder.” 1 Joh. 1:1-3.AV 327.2

    Johannes opnaaede en meget høj Alder. Han var Vidne til Jerusalems Ødelæggelse og det prægtige Tempels Tilintetgjørelse. Som den sidste af de Disciple, der havde staaet i nær Berøring med Frelseren. havde hans Budskab stor Vægt under Forkyndelsen af den Sandhed, at Jesus var Messias, Verdens Frelser. Ingen kunde drage hans Oprigtighed i Tvivl, og ved hans Lære blev mange ledet bort fra Vantroen.AV 327.3

    De jødiske Øverster nærede et bittert Had mod Johannes for hans urokkelige Troskab overfor Kristi Sag. De erklærede. at deres Bestræbelser imod de Kristne intet vilde gavne, saa længe Johannes’s Vidnesbyrd vedblev at lyde for Folkets Øren. For at Jesu Undergjerninger og Lære kunde blive glemt, maatte dette uforfærdede Vidnes Røst blive bragt til Taushed.AV 327.4

    Johannes blev derfor kaldet til Rom for at underkastes Forhør for sin Tro. For Myndighederne der blev Apostelens Lærdomme urigtig fremstillet. Falske Vidner beskyldte ham for at forkynde oprørske Lærdomme. Ved disse Beskyldninger haabede hans Fiender at opnaa, at Apostelen blev dømt til Døden.AV 327.5

    Johannes forsvarede sig paa en klar og overbevisende Maade og med en saadan Ligefremhed og Oprigtighed. at hans Ord havde en mægtig Virkning. Hans Tilhørere forbausedes over hans Vis- dom og Veltalenhed. Men jo mere overbevisende hans Vidnesbyrd var. desto stærkere blev Modstandernes Had. Kejser Domitianus blev fuld af Raseri. Han kunde hverken modsige den trofaste Kristi Forkjæmper eller stille noget op imod den Kraft, som ledsagede hans Fremstilling af Sandheden; men han besluttede alligevel, at han vilde bringe hans Røst til Taushed.AV 327.6

    Johannes blev kastet i en Kjedel med kogende Olje; men Herren bevarede sin trofaste Tjeners Liv, ligesom han bevarede de tre Hebræere i den gloende Ildovn. Idet Ordene blev udtalt: Saaledes omkomme alle. som tror paa denne Forfører, Jesus Kristus af Nazareth! erklærede Johannes: Min Herre fandt sig taalmodig i alt. hvad Satan og hans Engle kunde opfinde for at ydmyge og pine ham. Han gav sit Liv for at frelse Verden. Det er mig en Ære at faa Lov til at lide for hans Skyld. Jeg er et svagt, syndigt Menneske. Kristus var hellig, uskyldig og ubesmittet. Han gjorde ingen Synd og der blev ikke fundet Svig i hans Mund.AV 328.1

    Disse Ord havde sin Virkning, og Johannes blev taget op af Kjedlen af de selvsamme Mænd. som havde kastet ham deri.AV 328.2

    Atter ramte Forfølgelsens Haand Apostelen tungt. Ved Kejserens Paabud blev Johannes forvist til Øen Patmos, dømt “for Guds Ords og for Jesu Kristi Vidnesbyrds Skyld”. Aab. 1:9. Her, tænkte hans Fiender, vilde hans Indflydelse ikke længere mærkes, og han maatte tilsidst dø af Gjenvordigheder og Nød.AV 328.3

    Patmos, en øde, klippefuld Ø i det Ægæiske Hav, var af den romerske Stat blevet valgt til et Forvisningssted for Forbrydere; men for Guds Tjener blev dette triste Opholdssted en Himlens Port. Afskaaret fra Livets Travlheder og fra den rastløse Virksomhed, han i tidligere Aar havde udfoldet, havde han her Samfund med Gud og Kristus og med de himmelske Engle. og fra dem modtog han Undervisning til Menigheden for alle kommende Tider. De Begivenheder, der skulde finde Sted ved Afslutningen af denne Verdens Historie, blev skildret for ham; og her nedskrev han de Syner, som Gud gav ham. Naar hans Røst ikke længere kunde vidne om den Frelser, som han elskede og tjente, skulde de Budskaber, han havde modtaget paa hin golde Kyst, være som en lysende Lampe og fortælle om Herrens faste Forsæt vedrørende ethvert Land paa Jorden.AV 328.4

    Blandt Klipperne og Bjergene paa Patmos holdt Johannes Samfund med sin Skaber. Han skuede tilbage over sit henrundne Liv. og ved Tanken om de Velsignelser, han havde modtaget. fyldtes hans Hjerte med Fred. Han havde levet et kristeligt Liv og kunde sige i Tro: “Vi ved, at vi er overgangne fra Døden til Livet.” 1 Joh. 3: 14. Saaledes var det ikke med Kejseren, som forviste ham. Han kunde alene skue tilbage over blodige Slagmarker, over ødelagte Hjem, over grædende Enker og faderløse — altsammen Frugterne af hans ærgjerrige Tragten efter Storhed.AV 328.5

    I sin ensomme Bolig havde Johannes Anledning til mere end nogensinde før at grunde paa Guds Kraft, saaledes som den frem- holdes i Naturens Bog og i den hellige Skrift. For ham var det en Fryd at dvæle ved Skaberværket og at tilbede den guddommelige Bygmester. I de henrundne Aar havde hans Blik dvælet ved skovklædte Høje, grønne Dale og frugtbare Sletter; og i de Skjønheder, han saa i Naturen, havde det altid været hans Glæde at efterspore Skaberens Visdom og Kunstnerhaand. Nu be fandt han sig i Omgivelser, der for mange vilde synes triste og uden Interesse; men saaledes forekom de ikke Johannes. Ihvorvel Omgivelserne kunde være golde og øde, var den blaa Himmel, der hvælvede sig over ham, dog ligesaa klar og smuk som Himlen i hans elskede Jerusalem. Fra de vilde, ujævne Klipper, fra det hemmelighedsfulde Dyb, fra den herlige buede Hvælving kunde han drage vigtige Lærdomme. De forkyndte alle Budskabet om Guds Magt og Herlighed.AV 328.6

    Overalt omkring sig saa Apostelen Vidnesbyrd om Floden, som havde oversvømmet Jorden, fordi dens Beboere vovede at overtræde Guds Lov. Klipperne, der var kastet op fra det store Dyb og fra Jorden ved Vandenes Frembrud, gav ham en levende Forestilling om de Rædsler, der havde ledsaget hin frygtelige Udgydelse af Guds Vrede. I de mange Vandes Lyd, hvor Afgrund raabte til Afgrund. hørte Profeten Skaberens Røst. Havet, der piskedes til Skum af den heftige Storm, fremstillede for ham en fortørnet Guds Vrede. De mægtige Vover, der i sit frygtelige Oprør dog holdtes indenfor Grænser sat dem af en usynlig Haand, talte om en styrende Guddomsmagt. Og i Modsætning hertil indsaa han Kraftesløsheden og Daarskaben hos dødelige Mennesker, som, skjønt de kun er Støvets Orme, dog praier af sin formodede Visdom og Styrke og sætter sit Hjerte op imod Verdensaltets Hersker, som om Gud var som de selv. Klipperne mindede ham om Kristus, hans Styrkes Klippe, i hvis Ly han uden Frygt kunde skjule sig. Fra den landsforviste Apostel derude paa den klippefulde Patmos opsteg Sjælens dybeste Længsel efter Gud. derfra opsendte han de inderligste Bønner.AV 329.1

    I Beretningen om Johannes har vi et slaaende Eksempel paa den Maade. hvorpaa Gud kan anvende gamle Arbejdere. Da Johannes blev forvist til Øen Patmos. var der mange, som troede, at han ikke mere kunde udrette noget. et gammelt, sønderbrudt Rør, der kunde falde sammen naar som helst. Men Herren saa. at han endnu kunde bruge ham. Uagtet han var forvist fra de Steder, hvor han tidligere havde virket, ophørte han dog ikke med at bære Vidnesbyrd om Sand-heden. Selv paa Patmos vandt han Venner og førte Sjæle til Omvendelse. Han var et Glædens Sendebud, der forkyndte en opstanden Frelser, som var sit Folks Talsmand hisset, indtil han engang skulde komme igjen for at tage dem til sig. Og det var, efter at Johannes var blevet gammel i Herrens Tjeneste, at han modtog flere Budskaber fra Himlen end han havde faaet i alle de tidligere Aar af sit Liv.AV 329.2

    Man bør nære den største Agtelse for dem, hvis Liv har været optaget med Guds Værk. Disse bedagede Arbejdere har staaet trofaste i Storm og Prøvelser. De har maaske Svagheder, men de be- sidder alligevel Talenter, der gjør dem skikket til at indtage sin Plads i Guds Sag. Selv om de er svage og ikke formaar at bære de tungere Byrder, som yngre Mænd kan og bør bære. saa er de Raad, de kan give, overordentlig værdifulde.AV 329.3

    Det er muligt, at de har begaaet Fejl; men derved har de lært at undgaa Fejltrin og Farer; og er de ikke derfor i Stand til at give vise Raad? De har været prøvet og fristet, og om de end har mistet noget af sine Kræfter, sætter Herren dem dog ikke tilside. Han giver dem særskilt Naade og Visdom.AV 330.1

    De, som har tjent sin Mester, naar Arbejdet var svært, som udholdt Fattigdom og bevarede sin Troskab. da der kun var faa til at kjæmpe for Sandheden, bør agtes og æres. Herren ønsker, at de yngre Arbejdere skal opnaa Visdom og Styrke og Modenhed ved Omgang med disse trofaste Mænd. Lad de yngre Mænd forstaa, at de er i høj Grad begunstigede, som har saadanne trofaste Arbejdere iblandt sig. De bør give dem en hædret Plads i sine Raadslagninger.AV 330.2

    Naar de. som har tilbragt sit Liv i Kristi Tjeneste, nærmer sig Afslutningen af sin jordiske Virksomhed, vil den Helligaand indtrykke paa deres Sind, at de bør berette om de Erfaringer, de har haft i Forbindelse med Guds Værk. Beretningen om Guds underfulde Ledelse med sit Folk og om hans store Godhed i at befri dem i Prøvelser bør blive fremholdt for dem, som nylig er kommet til Troen. Gud ønsker, at de gamle og prøvede Arbejdere skal staa paa sin Plads og bidrage sit til at frelse Mennesker fra at blive revet med af Ondskabens mægtige Strøm. Han ønsker, at de skal beholde Rustningen paa, indtil han byder dem at lægge den af.AV 330.3

    Apostelen Johannes’s Erfaring under Forfølgelser indeholder en vidunderlig Lærdom til Bestyrkelse og Trøst for de Kristne. Gud forhindrer ikke onde Menneskers Rænker; men han gjør. at deres Anslag virker til bedste for dem, som i Prøvelser og Strid bevarer sin Troskab og Lydighed. Ofte hænder det, at en Evangeliets Arbejder udfører sin Gjerning under Forfølgelse, bitter Modstand og uretfærdig Bebrejdelse. Under saadanne Omstændigheder bør han huske paa, at den Erfaring, man kan opnaa i Prøvelsens og Trængselens Ild, er værd alle de Smerter, den koster. Gud drager paa den Maade sine Børn nær til sig, for at han kan vise dem deres Svaghed og sin Styrke. Han lærer dem at forlade sig paa ham. Saaledes bereder han dem til at møde Vanskeligheder, til at fylde ansvarsfulde Stillinger og til at naa det vigtige Øjemed, i hvilket deres Evner og Kræfter blev dem givet.AV 330.4

    Til alle Tider har Guds udvalgte Vidner udsat sig for Forsmædelse og Forfølgelse for Sandhedens Skyld. Josef blev bagtalt og forfulgt, fordi han holdt fast ved sin Dyd og Retskaffenhed. David. Guds udvalgte Sendebud, blev af sine Fiender efterstræbt som et Rovdyr. Daniel blev kastet i en Løvekule, fordi han ikke vilde afvige fra sin Troskab imod Gud. Job blev berøvet sine jordiske Ejendele og saa plaget paa sit Legeme, at han blev til en Afsky for sine Slægtninge og Venner; men han bevarede sin Retskaffenhed. Jeremias kunde ikke afholdes fra at tale de Ord, Gud havde givet ham at tale, og hans Vidnesbyrd forbitrede Kongen og Fyrsterne i den Grad, at han blev kastet i en afskyelig Hule. Stefanus blev stenet, fordi han prædikede Kristus og ham korsfæstet. Paulus blev sat i Fængsel, slaaet med Kjæppe, stenet og tilsidst dræbt, fordi han var et trofast Guds Sendebud til Hedningerne. Johannes blev forvist til Øen Patmos “for Guds Ords og for Jesu Kristi Vidnesbyrds Skyld”.AV 330.5

    Disse Eksempler paa menneskelig Standhaftighed bærer Vidnesbyrd om Trofastheden af Guds Løfter — om hans stadige Nærværelse og opholdende Naade. De vidner om Troens Kraft til at modstaa denne Verdens Magter. Det er Troens Værk at hvile i Gud i dc mørkeste Stunder og selv under de haardeste Prøvelser og i den stærkeste Storm at føle sig forvisset om, at vor himmelske Fader staar ved Roret. Troens Blik alene kan skue ud forbi de timelige Ting og rettelig vurdere de evige Rigdomme.AV 331.1

    Jesus fremholder ikke for sine Efterfølgere noget Haab om at opnaa jordisk Ære og Rigdom eller om at leve et Liv uden Prøvelser. Han kalder dem derimod til at følge ham paa Selvfornægtelsens og Forsmædelsens Sti. Han, som kom for at forløse Verden, mødte Modstand hos Ondskabens forenede Magter. Onde Mennesker og onde Engle dannede en ubarmhjertig Sammenslutning imod Fredens Fyrste. Alle hans Ord og Handlinger aabenbarede guddommelig Medlidenhed, og hans Ulighed med Verden vakte det bitreste Fiendskab.AV 331.2

    Saaledes vil det være med alle. som lever gudelig i Kristus Jesus. Forfølgelse og Forsmædelse venter alle, som er besjælet af Kristi Aand. Forfølgelsens Art skifter med Tiderne; men Princippet, den Aand, som danner Grundlaget for Forfølgelsen, er det samme, som har ihjelslaaet Herrens udvalgte helt fra Abels Dage.AV 331.3

    I enhver Tidsalder har Satan forfulgt Guds Børn. Han har paaført dem Pinsel og Død; men i Døden vandt de Sejer. De bar Vidnesbyrd om hans Magt, som er stærkere end Satan. Ugudelige Mennesker kan rnartre og dræbe Legemet, men de kan ikke røre ved det Liv, som er skjult med Kristus i Gud. De kan indeslutte Mænd og Kvinder bag Fængslets Mure, men de kan ikke binde Aanden.AV 331.4

    Under Prøvelser og Forfølgelser bliver Guds Herlighed, som er hans Karakter, aabenbaret i hans udvalgte. Hadet og forfulgt af Verden bliver de troende i Kristus uddannet og oplært i Kristi Skole. Her paa Jorden vandrer de paa smale Stier; de renses i Trængslens Ild. De følger Kristus gjennem svære Kampe, de udholder Selvfornægtelse og møder bitre Skuffelser; men saaledes lærer de Syndens Skyld og Ulykke at kjende og betragter den med Afsky. De er delagtige i Kristi Lidelser, og derfor kan de skue fremad forbi Mørket og ind i Herligheden og sige: “Jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke er at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.” Rom. 8: 18.AV 331.5

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents