Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 10—Den første kristne Martyr.

    STEFANUS, den fornemste af de syv Fattigforstandere, var en Mand med stor Gudsfrygt og Tro. Skjønt af Fødsel Jøde talte han det græske Sprog og var kjendt med Græskernes Sæder og Skikke. Dette gav ham Lejlighed til at prædike Evangeliet i de græske Jøders Synagoger. Han var meget virksom i Kristi Sag og vidnede frimodigt om sin Tro. Lærde Rabbinere og lovkyndige førte offentlig Diskussion med ham i den sikre Tro, at de vilde vinde en let Sejer. Men “de kunde ikke imodstaa den Visdom og den Aand, som han talede af”. Han talte ikke alene i den Helligaands Kraft; men det var klart, at han havde gransket Profetierne og var vel bevandret i alt, hvad der vedrørte Loven. Med stor Dygtighed forsvarede han de Sandheder, han forfægtede, og paaførte sine Modstandere et fuldstændigt Nederlag. Paa ham blev Løftet opfyldt: “Læg det da paa Hjerte, at I ikke forud betænker, hvorledes I skal forsvare eder. Thi jeg vil give eder Mund og Visdom, hvilke alle eders Modstandere ikke skal kunne modsige og ej modstaa.” Luk. 21: 14.AV 57.1

    Da Præsterne og de Øverste saa den Kraft, som fulgte med Stefanus’s Prædiken, fyldtes de med bittert Had. I Stedet for at godkjende de Beviser, han fremholdt, besluttede de at bringe ham til Taushed ved at slaa ham ihjel. Ved forskjellige Lejligheder havde de ved Bestikkelse faaet de romerske Myndigheder til at overse visse Tilfælde, hvor Jøderne havde taget Loven i sin egen Haand og forhørt, fordømt og aflivet Fanger i Overensstemmelse med jødisk Skik. Stefanus’s Fiender tvivlede ikke om, at de uden Fare for sig selv atter kunde benytte sig af samme Fremgangsmaade. De besluttede at tage Følgerne og greb derfor Stefanus og stillede ham for det jødiske Raad.AV 57.2

    Lærde Jøder fra de omliggende Lande blev tilkaldt med det Maal for Øje at gjendrive Fangens Argumenter. Saulus fra Tarsus var nærværende og stillede sig imod Stefanus. Med en Rabbiners Veltalenhed og Logik forsøgte han at overbevise Folket om, at Stefanus prædikede forføriske og farlige Lærdomme; men i Stefanus fandt han en Mand, som havde en fuld Forstaaelse af Guds Forsæt med Hensyn til Evangeliets Udbredelse blandt andre Folkeslag.AV 57.3

    Da Præsterne og de Øverste ikke kunde staa sig mod de klare, vise og besindige Ord, som Stefanus talte, besluttede de at sætte ham til et Eksempel; og samtidig med saaledes at tiltredsstillede sin Hævnlyst og sit Had vilde de ved at indjage Frygt hos Folket afholde andre fra at antage hans Anskuelser. Man lejede Vidner, der skulde bære falsk Vidnesbyrd om. at de havde hørt ham tale bespottelige Ting imod Templet og Loven. “Vi har hørt ham sige,” erklærede disse Vidner, “at denne Jesus af Nazareth skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overantvordet os.”AV 57.4

    Mens Stefanus stod der Ansigt til Ansigt med sine Dommere for at forsvare sig mod Beskyldningen for Bespottelse, lyste der en hellig Glans ud fra hans Ansigt, og “alle de, som sad i Raadet, stirrede paa ham, og de saa hans Ansigt som en Engels Ansigt”. Mange, som saa dette Lys, bævede og skjulte Ansigtet; men de Øverstes haardnakkede Vantro og Fordom lod sig ikke rokke.AV 58.1

    Da Stefanus blev tilspurgt vedrørende Rigtigheden af Beskyldningerne imod ham, begyndte han sit Forsvar med en klar og kraftig Stemme, der hørtes gjennem hele Salen, hvor Raadet var forsamlet. Med Ord, der holdt Forsamlingen son fastnaglet, begyndte han at gjennemgaa Guds udvalgte Folks Historie. Han viste sig at besidde et grundigt Kjendskab til den jødiske Husholdning og den aandelige Betydning deraf, som nu var blevet aabenbaret ved Kristus. Han gjentog Moses’ Forudsigelse om Messias: “En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skal I høre.” Han gjorde Rede for sin egen Troskab mod Gud og mod den jødiske Lære, medens han paaviste, at den Lov, som Jøderne forlod sig paa til Frelse, ikke havde kunnet frelse Israel for Afguderi. Han paaviste, hvorledes Jesus Kristus stod i Forbindelse med hele Jødefolkets Historie. Han henviste til Opførelsen af Salomos Tempel og til Salomos og Esaias’s Ord: “Dog den Højeste bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Profeten siger: Himlen er min Trone, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus vil I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted? Har ikke min Haand gjort alt dette?” Ap. Gj. 7: 48-50.AV 58.2

    Da Stefanus var kommet til dette Punkt, opstod der en Bevægelse i Forsamlingen. Da han satte Kristus i Forbindelse med Profetierne og talte saaledes om Templet, gav Præsten det Udsseende af, at han blev rædselsslagen, og sønderrev sit Klædebon. For Stefanus var dette Tegnet paa. at hans Stemme snart vilde blive bragt til Taushed for bestandig. Han saa. hvilken Modstand hans Ord mødte, og vidste, at han her aflagde sit sidste Vidnesbyrd. Til Trods for at han befandt sig midt i sin Tale, bragte han den til en brat Afslutning.AV 58.3

    Idet han pludselig afveg fra den historiske Udredning, han var i Færd med at give, vendte han sig til de rasende Dommere og raabte: “I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaar altid den Helligaand; som eders Fædre, saa og I. Hvil- ken af Profeterne forfulgte ikke eders Fædre? og de ihjelslog dem, som forud forkyndte den Retfærdiges Tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu er blevne; l, som annammede Loven under Engles Besørgelse, og har ikke holdt den!”AV 58.4

    Ved dette blev Præsterne og de Øverste ude af sig selv af Raseri. De skar Tænder og optraadte mere som Rovdyr end som Mennesker og stormede ind paa Stefanus. I de forbitrede Ansigter omkring sig kunde Fangen læse sin Skjæbne; men han vaklede ikke. Hos ham var al Frygt for Døden forsvundet. De rasende Præster og den oprørte Hob forfærdede ham ikke. Optrinet omkring ham forsvandt for hans Blik. Han saa Himlen aaben, og skuende derind, saa han Guds herlige Boliger og Kristus staaende der. som om han just havde rejst sig fra sin Trone, rede til at staa sin Tjener bi. Som et Sejersudbrud lød det fra Stefanus’s Læber: “Se, jeg ser Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds højre Haand.”AV 59.1

    Den Beskrivelse, han gav af det herlige Skue, Blikket var fæstet ved, var mere, end hans Forfølgere kunde taale. Holdende sig for Ørene for ikke at høre hans Ord stormede de samdrægtig rasende ind paa ham, “og de stødte ham ud udenfor Staden”. “Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand! Men han faldt paa Knæ og raabte med høj Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Og som han dette sagde, sov han hen.”AV 59.2

    Stefanus var ikke blevet lovlig domfældt; men de romerske Myndigheder blev bestukket med store Pengesummer for ikke at foretage Undersøgelser i Sagen.AV 59.3

    Stefanus’s Martyrdød gjorde et dybt Indtryk paa alle, som var Vidne til den. Tanken om den guddommelige Glans i hans Ansigt, om hans Ord, som gik dem lige til Sjælen, vedblev at staa levende i Tilskuernes Tanker og vidnede om den Sandhed, han havde forkyndt. Hans Død var en haard Prøvelse for Menigheden; men Følgen blev, at Saulus, som ikke kunde udviske Erindringen om Martyrens Tro og Standhaftighed og om den Herlighed, der havde hvilet over hans Ansigt, blev omvendt.AV 59.4

    Ved Stefanus’s Forhør syntes Saulus at være fyldt med en vanvittig Nidkjærhed. Bagefter blev han ærgerlig over sin egen lønlige Overbevisning om, at Gud havde æret Stefanus netop paa det Tidspunkt, da han blev vanæret af Mennesker. Saulus vedblev at forfølge Guds Menighed, efterstræbe hans Børn, gribe dem i deres Huse og overlevere dem til Præsterne og de Øverste for at sættes i Fængsel og hengives til Døden. Den Nidkjærhed. hvormed han drev denne Forfølgelse, bragte Forfærdelse over de Kristne i Jerusalem. De romerske Myndigheder gjorde ingen særskilte Anstrengelser for at standse det grusomme Værk, men støttede hemmeligt jøderne for at gjøre dem mildere stemt og vinde deres Gunst.AV 59.5

    Efter Stefanus’s Død blev Saulus valgt til Medlem af det jødiske Raad i Betragtning af den Rolle, han havde spillet ved denne Anledning. I nogen Tid var han et mægtigt Redskab i Satans Haand til at fremme hans Oprør imod Guds Søn. Men snart skulde den ubarmhjertige Forfølger blive beskjæftiget med at opbygge den Menighed, som han nu nedrev. En mægtigere end Satan havde udset Saulus til at indtage den dræbte Stefanus’s Plads, at prædike og lide for hans Navn og at bringe Budskabet om Frelse ved hans Blod viden om.AV 60.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents