Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 2—Jesus underviser de tolv Disciple.

    Til Udførelsen af sin Gjerning paa Jorden valgte Kristus ikke Jødemes høje Raad med al den Lærdom og Veltalenhed, det raadede over, ej heller den romerske Statsmagt. Mesteren gik de egenretfærdige jødiske Lærere forbi og valgte uanselige, ulærde Mænd til at forkynde de Sandheder, som skulde bevæge Verden. Disse Mænd vilde han undervise og oplære til Ledere i sin Menighed. Og saa skulde de atter igjen undervise andre og sende dem ud med Evangeliet. For at have Fremgang i Arbejdet maatte de udrustes med den Helligaands Kraft. Ikke ved menneskelig Magt eller Visdom, men ved Guds Kraft, skulde Evangeliet forkyndesAV 13.1

    I tre og et halvt Aar modtog Disciplene Undervisning af den største Lærer, Verden nogensinde har set. Ved personlig Omgang og Berøring oplærte Kristus dem i sin Gjerning. Dag efter Dag vandrede de sammen med ham. talte med ham. hørte hans opmuntrende Ord til de trætte og bekymrede og saa Aabenbarelsen af hans Magt til Lægedom og Velsignelse for de syge og lidende. Til Tider sad han sammen med dem paa Bjerget og lærte dem; til andre Tider var de sammen ved Søen eller paa Vejen, hvor han udlagde for dem Guds Riges Hemmeligheder. Overalt hvor der fandtes Hjerter, som var opladt til at modtage det guddommelige Budskab, udfoldede han Sandheden vedrørende Frelsens Vej. Han befalede ikke ligefrem Disciplene at gjøre dette eller hint, men sagde: “Følg mig!” Paa sine Vandringer gjennem Land og By tog han dem med sig, for at de kunde se, hvordan han lærte Folket. De ledsagede ham fra Sted til Sted. De deltog med ham i hans tarvelige Maaltider og var, som han, undertiden sultne og ofte trætte. I Trængselen paa Gaderne, ved Søbredden og i den ensomme Ørken var de sammen med ham. De saa ham under alle Livets ForholdAV 13.2

    Det var da han udvalgte de tolv, at det første Skridt blev taget til at organisere den Menighed, som efter Kristi Bortgang skulde fortsætte hans Gjerning paa Jorden. Om denne Handling beretter Bibelen: “Og han gik cp paa et Bjerg og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham. Og han beskikkede tolv, at de skulde være hos ham, og at han kunde udsende dem at prædike.” Mark. 3:13. 14.AV 13.3

    Betragt det rørende Skue! Se Himlens Majestæt, omgiven af de tolv Mænd. han har udvalgt! Han er ifærd med at hellige dem til deres Gjerning. Gjennem disse skrøbelige Redskaber agter han ved sit Ord og sin Aand at gjøre Frelsen tilgjængelig for alle.AV 13.4

    Med Glæde og Fryd betragtede Gud og Englene dette Syn. Faderen vidste, at fra disse Mænd skulde Himlens Lys udstraale. at det Ord, som de talte, idet de vidnede for hans Søn, skulde gjenlyde fra Slægt til Slægt indtil Tiden Ende.AV 14.1

    Dicsiplene skulde gaa ud som Kristi Vidner og forkynde for Verden, hvad de havde set og hørt af ham Deres Opgave var den vigtigste, som Mennesker nogensinde var blevet kaldet til; alene Kristi Opgave var større. De skulde være Guds Medarbejdere til Menneskers Frelse. Ligesom de tolv Patriarker i det gamle Testamentes Tid stod som Repræsentanter for Israel, saaledes staar de tolv Apostle som Repræsentanter for den evangeliske Menighed.AV 14.2

    Under sin jordiske Virksomhed begyndte Kristus at nedbryde Adskillelsens Mellemvæg mellem Jøder og Hedninger og at forkynde Frelse for alle Mennesker. Uagtet han var Jøde, omgikkes han frit med Samaritanerne og satte derved Jødernes farisæiske Skikke overfor dette foragtede Folk tilside. Han sov under deres Tag, spiste ved deres Borde og lærte paa deres Gader.AV 14.3

    Frelseren længtes efter at udfolde for Disciplene Sandheden vedrørende Nedbrydelsen af “Adskillelsens Mellemvæg” mellem Israel og de andre Nationer — den Sandhed, at “Hedningerne er Medarvinger” med Jøderne og “meddelagtige i hans Forjættelse i Kristus, formedelst Evangelium”. Ef. 2: 14; 3: 6. Denne Sandhed blev delvis aabenbaret, dengang han belønnede Høvedsmandens Tro i Kapernaum, og tillige da han prædikede Evangeliet for Indbyggerne i Sikar. Endnu tydeligere kom den tilsyne under hans Besøg i Fønikien, da han helbredede den kananæiske Kvindes Datter. Disse Erfaringer hjalp Disciplene til at forstaa, at der blandt dem. de ansaa for at være uværdige til Frelse, var Sjæle, som hungrede efter Sandhedens Lys.AV 14.4

    Saaledes søgte Kristus at indprente i Disciplene den Sandhed, at der i Guds Rige ikke gives geografiske Grænser, Kaste eller Rang, men at de skulde gaa til alle Folkeslag for at bringe dem Budskabet om Frelserens Kjærlighed. Det var dog først senere, at de fuldt ud forstod, at Gud “har gjort, at al Menneskens Slægt bor paa den ganske Jordens Kreds af ét Blod, og har bestemt dem forordnede Tider og visse Grænser for deres Bolig, at de skulde søge Herren, om de dog kunde føle og finde ham. enddog han er sandelig ikke langt fra enhver af os”. Ap. Gj. 17: 26, 27.AV 14.5

    Disse første Disciple var meget forskjellige indbyrdes. De skulde være Verdens Lærere; og de repræsenterede vidt forskjellige Karaktertræk. Om det skulde lykkes for dem at fremskynde det Værk, de var kaldet til, var det nødvendigt for disse Mænd med deres ulige Anlæg, Karaktertræk og Livsvaner at opnaa Endrægtighed i Stemning, i Tanke og Handling Denne Endrægtigbed var det Kristi Hensigt at hidføre. Med dette Maal for Øje søgte han at bringe dem i Harmoni med sig selv. Formaalet med hans Arbejde for dem finder sit Udtryk i hans Bøn til Faderen: “Paa det de maa alle være ét; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at de og skal være ét i os,” “og at Verden kan kjende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom som du har elsket mig.” Joh. 17: 21, 23. Hans Bøn for dem var altid, at de maatte blive helligede i Sandheden; og han bad med en sikker Forvisning, vidende om, at en almægtig Befaling var adgaaet, før Verden blev dannet. Han vidste, at Evangeliet om Riget skulde blive prædiket for alle Folk til et Vidnesbyrd; han vidste. at Sandheden gjennem den Helligaands Kraft skulde sejre i Kampen mod det onde, og at det blodbestænkte Banner engang skulde vaje over hans Efterfølgere, naar Sejeren var vundet.AV 14.6

    Da Kristi jordiske Virksomhed nærmede sig sin Afslutning, og han forstod, at han snart maatte overlade til Disciplene at føre Værket frem uden hans personlige Opsyn, søgte han at opmuntre dem cg forberede dem paa Fremtiden. Han skuffede dem ikke med falske Forhaabninger. Som en aaben Bog læste han. hvad der skulde komme Han vidste, at han snart skulde skilles fra dem og efterlade dem som Faar blandt Ulve. Han vidste. at de vilde lide Forfølgelse, at de vilde blive uddrevet af Synagogerne og kastet i Fængsel. Han vidste. at nogle af dem vilde lide Døden, fordi de vidnede om ham som Messias. Noget af dette meddelte han dem. I sine Udtalelser om deres Fremtid anvendte han letforstaaelige og tydelige Ord. for at de under de forestaaende Prøvelser maatte mindes hans Tale og blive styrket til at tro paa ham som Gjenløseren.AV 15.1

    Han talte ogsaa Haabets og Opmuntringens Ord til dem. “Eders Hjerte forfærdes ikke.” sagde han; “tror paa Gud, og tror paa mig! I min Faders Hus er mange Boliger ; men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt eder det. Jeg gaar bort at berede eder Sted. Og naar jeg er gaaet bort og faar beredt eder Sted, kommer jeg igjen og vil tage eder til mig, at hvor jeg er, skal ogsaa I være. Og hvor jeg gaar hen. ved I, og Vejen ved I” Joh. 14: 1-4. For eders Skyld kom jeg til Verden; for eder har jeg virket. Naar jeg gaar bort, vil jeg fremdeles virke alvorligt for eder. Jeg kom til Verden for at aabenbare mig for eder, at I maatte tro. Jeg gaar til min Fader og eders Fader for at virke i Forening med ham til eders bedste.AV 15.2

    “Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hvo som tror paa mig, de Gjeminger, som jeg gjør, skal og han gjøre og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaar til min Fader.” Joh. 14: 12. Hermed mente Kristus ikke at Disciplene vilde gjøre mere alvorlige Bestræbelser, end han havde gjort, men at deres Virksomhed vilde blive mere omfattende. Han hentydede ikke blot til Mirakler, men til alt, hvad der skulde ske ved den Helligaands Bistand. “Naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende eder fra Faderen, (den Sandheds Aand, som udgaar fra Faderen), han skal vidne om mig. Men ogsaa I skal vidne; thi I var med mig fra Begyndelsen.” Joh. 15 : 26, 27.AV 15.3

    Paa en underfuld Maade gik disse Ord i Opfyldelse. Efter den Helligaands Udgydelse blev Disciplene saaledes fyldt med Kjærlig- hed til dem, for hvem han døde, at Hjerterne blev mægtig paavirket af de Ord, de talte, og de Bønner, de opsendte. De talte i Aandens Kraft, og under Indflydelsen af denne Kraft blev Tusinder omvendt.AV 15.4

    Som Kristi Repræsentanter skulde Disciplene gjøre et bestemt Indtryk paa Verden. Den Omstændighed, at de var uanselige Mennesker, vilde ikke svække deres Indflydelse, men forøge den; thi Tilhørernes Tanker vilde blive ledet bort fra dem og hen paa Frelseren, som, ihvorvel han var usynlig, dog fremdeles samvirkede med dem. Apostlenes vidunderlige Lære, deres opmuntrende, tillids fulde Ord vilde overbevise alle cm, at det ikke var i deres egen Kraft, de virkede, men i Kristi Kraft. I Ydmyghed vilde de vidne om, at han. som Jøderne havde forkastet, var Livets Fyrste, den levende Guds Søn, og at de i hana Navn udførte de samme Gjerninger, som han havde udført.AV 16.1

    I sin sidste Samtale med Disciplene Aftenen før Korsfæstelsen gjorde Frelseren ingen Hentydninger til de Lidelser, han havde udstaaet, og som han endnu skulde udstaa. Han talte ikke om den Ydmygelse, der ventede ham, men søgte at bibringe dem noget. som vilde styrke deres Tro og lede dem til at se fremad til de Glæder, som venter den, der sejrer. Han frydede sig i Forvisningen om, at han kunde og vilde gjøre mere for sine Efterfølgere, end han havde lovet, at der fra ham vilde udstrømme Kjærlighed og Medlidenhed, som vilde rense Sjælens Tempel og gjøre Menneskene lig ham i Karakter og Væsen, og at hans Sandhed gjennem den Helligaands livg vende Kraft vilde gaa frem sejrende og til Sejer.AV 16.2

    “Dette har jeg talet til eder,” sagde han, “paa det I skal have Fred i mig I Verden skal I have Trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet Verden.” Joh. 16:33. Kristus svigtede ikke. ej heller blev han forsagt ; og Disciplene skulde advise en Tro, der var lige saa standhaftig. De skulde virke, som han havde virket, og stole paa. at han vilde styrke dem. Omend de vilde møde tilsyneladende uover-stigelige Hindringer paa sin Vej, skulde de alligevel ved hans Naade gaa fremad, frygtende intet, haabende altAV 16.3

    Kristus havde fuldendt det Værk, som var givet ham at gjøre. Han havde udvalgt dem, der skulde fortsætte hans Virksomhed blandt Menneskene. Han sagde: “Jeg er herliggjort i dem. Og jeg er ikke mere i Verden, men disse er i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilke du har givet mig. at de maa være ét ligesom vi.” “Jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord skal tro paa mig, paa det de maa alle være ét; ... jeg i dem, og du i mig, paa det de skal være fuldkommede til ét, og at Verden kan kjende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.” Joh 17: 10. 11,20-23.AV 16.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents