Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 16—Evangeliet i Antiokia.

    EFTER at Disciplene ved Forfølgelse var blevet fordrevet fra Jerusalem, udbredtes Evangeliet hurtigt over Landene udenfor Palæstinas Grænser, og mange Smaagrupper af troende opstod paa vigtige Pladser. Nogle af Disciplene “drog omkring lige til Fønicien cg Cypern og Antiokia”. Deres Virksomhed indskrænkede sig i Regelen til Hebræerne og de græske Jøder, hvoraf der den Gang fandtes store Kolonier i næsten alle Byer i Verden.AV 92.1

    Et Sted, hvor Evangeliet blev modtaget med Glæde, var Antiokia, som paa den Tid var Hovedstaden i Syrien. Den store Handel, som foregik i denne folkerige By, bragte mange Mennesker fra forskjellige Nationer dertil. Desuden var Antiokia paa Grund af sin sunde Beliggenhed, sine smukke Omgivelser og den Rigdom. Kultur og Dannelse, som fandtes der, kjendt som et Tilflugtssted for dem, som søgte Magelighed og Forlystelse. Paa Apostlenes Tid var den en By, hvor Luksus og Last raadede.AV 92.2

    Evangeliet blev offentlig forkyndt i Antiokia af Disciple fra Cypern og Cyrene, som kom “og prædikede den Herre Jesus”. “Herrens Haand var med dem,” og deres ihærdige Arbejde bar Frugt. “Et stort Antal troede og omvendte sig til Herren.”AV 92.3

    “Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øren. og de udsendte Barnabas, at han skulde drage indtil Antiokia.” Ved sin Ankomst til dette sit nye Arbejdsfelt saa Barnabas det Værk, som ved Guds Naade allerede var blevet udført, og han “glædede sig og formanede alle, at de med Hjertets Forsæt skulde blive ved Herren”.AV 92.4

    Barnabas’s Virksomhed i Antiokia blev storlig velsignet, og mange blev lagt til de troendes Tal Efterhaanden som Virksomheden vokste, indsaa Barnabas Nødvendigheden af passende Hjælp for at kunne trænge videre frem. efter som Gud i sit Forsyn aabnede Vejen for dem; og han rejste til Tarsus for at opsøge Paulus, der efter sin Afrejse fra Jerusalem nogen Tid i Forvejen havde virket i “Syriens og Ciliciens Lande”, hvor han forkyndte “den Tro, som han tilforn vilde udrydde”. Gal. 1 : 21, 23. Det lykkedes ham at finde Paulus og formaa ham til at følge med ham tilbage som Medarbejder i Virksomheden.AV 92.5

    I Antiokia med dens store Folkemængde fandt Paulus en fortrinlig Arbejdsmark. Hans Lærdom, Indsigt og Nidkjærhed øvede en mægtig Indflydelse over Indbyggerne og de besøgende i hin oplyste Stad, og han viste sig at være netop den Medhjælper, Banrabas be- høvede. Et Aar virkede disse to Disciple trofast sammen og bragte mange Kundskaben orn Jesus af Nazareth, Verdens Frelser.AV 92.6

    Det var i Antiokia, at Disciplene først blev kaldt Kristne. Dette Navn fik de, fordi Kristus var Hovedemnet i deres Prædiken, deres Lære og deres Tale De omtalte stadig de Begivenheder, der havde indtruffet under hans jordiske Virksomhed, da det var Disciplene forundt at have ham personlig hos sig. Utrættelig dvælede de ved hans Lære og vidunderlige Helbredelser. Med skjælvende Læber og taarefyldte Øjne talte de om hans Sjæleangest i Gethsemane, hans Forraadelse, Dom og Korsfæstelse, den Overbærenhed og Ydmyghed, hvormed han havde udstaaet den Forhaanelse og Tortur. som hans Fiender havde paaført ham, og den Inderlighed, hvormed han havde bedet for dem, der forfulgte ham. Hans Opstandelse og Himmelfart og hans Værk i Himlen som faldne Menneskers Midler var Emner, som de yndede at dvæle ved. Visselig havde Hedningerne Grund til at kalde dem Kristne, siden de prædikede Kristus og opsendte sine Bønner til Gud gjennem hamAV 93.1

    Det var Gud, som gav dem Navnet Kristne. Det er et kongeligt Navn, givet alle, der forener sig med Kristus. Det var om dette Navn, Jakob senere skrev : “Er det ikke de rige, som underkuer eder. og som drager eder for Domstolene? Bespotter de ikke det gode Navn. med hvilket I er nævnede?” Jak 2: 6, 7. Og Peter udtalte: “Men lider han som en Kristen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i den Del.” “Dersom I forhaanes for Kristi Navns Skyld, er I salige; thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa eder.” 1 Pet. 4: 16, 14.AV 93.2

    De troende i Antiokia forstod, at Gud var villig til at virke i dem “baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag”. Fil. 2: 13. De boede blandt et Folk, der tilsyneladende brød sig lidet om de Ting, som havde Evighedsværdi, og de søgte derfor at paavirke de oprigtige af Hjertet og bar bestandig Vidnesbyrd om ham, som de elskede og tjente I sin beskedne Forkyndelse lærte de at stole paa den Helligaand, at den kraftig skulde paavirke Hjerterne ved Livets Ord. Paa den Maade bar de daglig Vidnesbyrd om sin Tro paa Kristus i de Livsstillinger, hvori de var sat.AV 93.3

    Det Eksempel, som Kristi Efterfølgere I Antiokia satte, bør virke ansporende paa enhver troende, der i vor Tid bor i de store Byer. Paa samme Tid som det er efter Guds Plan, at udvalgte, gudhengivne og talentfulde Arbejdere skal sættes paa vigtige, stærkt befolkede Steder for der at udføre offentlig Virksomhed, er det ogsaa hans Hensigt, at de Menighedsmedlemmer, som bor i disse Byer, skal virke for Sjæle med de Talenter, Gud har givet dem. Der er rige Velsignelser i Vente for dem, som fuldt ud følger Guds Kald. Naar saadanne søger at vinde Sjæle for Jesus, vil de finde, at mange, som aldrig kunde naaes paa anden Maade, lader sig paavirke af forstandig personlig Virksomhed.AV 93.4

    I Guds Sag paa Jorden i vor Tid er der stor Trang til saadanne, som fremholder Bibelens Sandheder. De ordinerede Ordets Forkyndere alene kan ikke overkomme det Arbejde at advare de store Byer. Gud kalder ikke alene paa dem. som prædiker, men paalægger ogsaa Læger, Sygepassere, Kolportører, Bibelarbejdere og andre fromme Lægfolk med forskjelligartede Talenter, som kjender Guds Ord og hans Naades Kraft, at tænke paa Behovet i Byerne, hvor Advarslen ikke har lydt. Tiden svinder hurtigt, og der er meget at gjøre. Ethvert Redskab maa sættes i Virksomhed, for at Øjeblikkets Anledninger kan blive udnyttet paa rette Maade.AV 94.1

    Paulus’s Virksomhed i Antiokia sammen med Barnabas bestyrkede ham i den Overbevisning, at Herren havde kaldet ham til at udføre et særskilt Værk blandt Hedningerne Ved hans Omvendelse havde Herren sagt, at han skulde blive en Arbejder blandt Hedningerne for “at oplade deres Øjne, at de omvender sig fra Mørket til Lyset, og fra Satans Magt til Gud, paa det de kan annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som er helligede ved Troen paa mig”. Ap. Gj. 26: 18. Den Engel, som viste sig for Ananias, havde sagt om Paulus: “Denne er mig et udvalgt Redgkab, at bringe mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn” Ap. Gj. 9: 15. Og da han senere hen i sin Kristenerfaring bad i Templet i Jerusalem, fik han Besøg af en Engel fra Hinden, der bød ham: “Rejs hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.” Ap. Gj. 22: 21.AV 94.2

    Saaledes havde Herren givet Paulus det Hverv at træde ind paa Hedningeverdenens store Missionsfelt. For at berede ham for dette store og vanskelige Arbejde havde Gud bragt ham i et inderligt Samfund med sig selv og i et Syn vist ham Himlens Skjønhed cg Herlighed. Han havde faaet den Opgave at kundgjøre “den Hemmelighed”, som havde været “fortiet fra evige Tider” — hans “Viljes Hemmelighed”, “hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Profeter i Aanden: at Hedningerne er Medarvinger og medindlemmede og medelagtige i hans Forjættelse i Kristus, formedelst Evangelium, hvis Tjener”, siger Paulus, “jeg er bleven.AV 94.3

    . . . Mig, den allerringeste af alle hellige, er denne Naade given, at prædike for Hedningerne Kristi uransagelige Rigdom, og at oplyse alle om Delagtigheden i den Hemmelighed. som fra Verdens Begyndelse har været skjult i Gud, som skabte alle Ting ved Jesus Kristus. Saa at Guds mangfoldige Visdom skulde nu blive kundgjort for Fyrstendømmer og Magter i Himlen ved Menigheden, efter en e\ig Beslutning, hvilken han fuldbyrdede ved Kristus Jesus. Vor Herre”. Ef. 3: 5-11.AV 94.4

    Gud havde rigelig velsignet Paulus’s og Barnabas’s Arbejde i de Aar. de tilbragte hos de troende i Antiokia. Men ingen af dem var endnu formelt ordineret til Vlrksomheden. De havde nu naaet et Punkt i sin Kristenerfaring, hvor Gud vilde betro dem et vanskeligt Missionsforetagende. til hvis Gjennemførelse de vilde behøve ethvert Fortrin, som Menigheden kunde skaffe dem.AV 94.5

    “Men i Antiokia. i den derværende Menighed. var der nogle Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simon med Tilnavnet Niger, og Lucius den Cyrenæer ... og Saulus. Men der de holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligaand: Udtag mig Barnabas og Saulus til den Gjerning, hvortil jeg har kaldet dem.” Inden de blev udsendt som Missionærer til Hedningeverdenen. blev disse Apostle højtidelig indviet til Gud ved Faste og Bøn og Haandspaalæggelse. Saaledes blev de af Menigheden bemyndiget til ikke alene at kundgjøre Sandheden, men døbe og organisere Menigheder, fuldt udrustet med kirkelig Myndighed.AV 95.1

    Den kristne Menighed indtraadte ved denne Tid i en vigtig Periode. Arbejdet med Evangeliets Forkyndelse blandt Hedningerne skulde nu drives med Kraft, og som Følge deraf skulde Menigheden blive styrket ved en stor Indhøstning af Sjæle. Apostlene, der var kaldet til Banebrydere i denne Virksomhed, vilde blive udsat for Mistanke, Fordom og Avind. Deres Lære om Nedbrydelsen af “Adskillelsens Mellemvæg”, der saa længe havde staaet mellem Jøderne og Hedningerne, vilde ganske naturligt medføre, at de blev beskyldt for Vranglære, og deres Myndighed som Evangeliets Forkyndere vilde blive draget i Tvivl af mange nidkjære, troende Jøder. Gud forudsaa de Vanskeligheder, som hans Tjenere vilde komme til at møde, og for at deres Arbejde skulde være hævet over enhver Tvivl, bød han ved en Aabenbarelse sin Menighed offentlig at afsondre dem for Prædikevirksomheden. Deres Ordination var den offentlige Anerkjendelse af, at de var beskikket af Gud til at bringe Hedningerne Evangeliets glade Budskab.AV 95.2

    Baade Paulus og Barnabas havde allerede faaet sin Fuldmagt af Gud selv, og Haandspaalæggelsen gav dem ingen Naadegave eller Egenskaber, udover hvad de allerede besad. Den var en anerkjendt Form for Beskikkelse til et Embede og en Vedkjendelse af ens Myndighed i dette Embede. Ved denne Handling sattes Menighedens Segl paa Guds Værk.AV 95.3

    For en Jøde havde denne Handling stor Betydning. Naar en jødisk Fader velsignede sine Børn, lagde han ærbødigt sine Hænder paa deres Hoved. Naar et Dyr var udset til Offer, lagde den, som havde præstelig Myndighed, sin Haand paa Offeret. Og naar Ordets Forkyndere i de troendes Menigheder i Antiokia lagde sine Hænder paa Paulus og Barnabas, bad de ved denne Handling Gud om at lægge sin Velsignelse paa de udvalgte Apostle, naar disse optog det særskilte Værk, som de var udset tilAV 95.4

    Senere hen i Tiden blev Ordination ved Haandspaalæggelse i høj Grad misbrugt. Der blev tillagt Handlingen en uberettiget Betydning, som om de ordinerede erholdt en Kraft, der øjeblikkelig gjorde dem skikket til et hvilket som helst evangelisk Arbejde. Men i Beretningen om disse to Apostles Udnævnelse findes der ingen Antydning om, at selve Haandspaalæggelsen bibragte dem nogen iboende Kraft. Vi har kun den ligefremme Beretning om deres Ordination og den Betydning, den havde for deres fremtidige Arbejde.AV 95.5

    Omstændighederne i Forbindelse med den Helligaands Udvælgelse af Paulus og Barnabas til en bestemt Gjerning viser tydeligt, at Herren virker gjennem udsete Redskaber i sin organiserede Menighed. Guds Hensigt med Paulus blev flere Aar i Forvejen aabenbaret for ham af Frelseren, hvorpaa Paulus øjeblikkelig blev sat i Forbindelse med Medlemmer af den nylig organiserede Menighed i Damaskus. Menigheden paa dette Sted vedblev heller ikke længe at være i Uvished angaaende den omvendte Farisæers personlige Erfaring Og nu da det guddommelige Paalæg, engang givet, skulde føres videre ud i Livet, bragte den Helligaand atter Vidnesbyrd om Paulus som et udvalgt Redskab til at bringe Evangeliet til Hedningerne og paalagde Menigheden at ordinere ham og hans Medarbejder Medens de ledende i Menigheden i Antiokia “holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligaand: Udtag mig Barnabas og Saulus til den Gjerning, hvortil jeg har kaldet dem”.AV 96.1

    Gud har gjort sin Menighed paa Jorden til Lysbærer; og gjennem den meddeler han sine Forsætter og sin Vilje. Han giver ingen enkelt af sine Tjenere en Erfaring, som er uafhængig af eller i Strid med selve Menighedens Erfaring. Ei heller giver han en enkelt Person Kundskab om sin Vilje for hele Menigheden, medens Menigheden — Kristi Legeme — bliver holdt i Mørke. I sit Forsyn bringer han sine Tjenere i Forbindelse med sin Menighed. for at de maa have mindre Tillid til sig selv og mere Tillid til andre, hvem han udser til at fremskynde sit Værk.AV 96.2

    Der har altid været dem i Menigheden, som hylder den enkeltes Uafhængighed. De synes ikke at forstaa, at Uafhængighed kan lede det menneskelige Redskab til at nære for stor Tillid til sig selv og stole paa sin egen Dømmekraft i Stedet for at give Agt paa sine Brødres Raad og nære Agtelse for deres Meninger, især dem som Gud har sat til Ledere for sit Folk. Gud har forlenet sin Menighed en særlig Myndighed og Magt, som ingen har Ret til at tilsidesætte eller foragte; thi den. som det gjør, foragter Guds RøstAV 96.3

    De, som er tilbøjelige til at anse sin egen personlige Mening som den afgjørende, svæver i stor Fare. Satan gjør sig særskilt Anstrengelse for at skille saadanne fra dem, som er Lysets Formidlere, og gjennem hvem Gud har virket til at opbygge og udvide sit Værk paa Jorden. At tilsidesætte elier foragte dem, som Gud har udvalgt til at hære Ansvar som Ledere i Forbindelse med Sandhedens Udbredelse, er at forkaste de Redskaber, han har sat til at opmuntre og styrke sit Folk. En hvilken som helst Arbejder i Herrens Sag, der gaar disse forbi og mener, at hans Lys maa komme direkte fra Gud og ikke gjennem noget andet Middel, stiller sig paa et Standpunkt, hvor han let kan blive forført af Fienden og falde. I sin Visdom har Herren ordnet det saaledes, at gjennem dette inderlige Samfund, som bør opretholdes af alle troende, skal den ene Kristne være forenet med den anden og den ene Menighed være knyttet til den anden. Saaledes vil det menneskelige Redskab virke i Forening med det guddommelige. Ethvert Redskab vil staa under den Helligaands Ledelse, og de troende vil være forenet i en organiseret og vel ledet Bestræbelse for at bringe Verden det gode Budskab om Guds Naade. Paulus betragtede sin formelle Ordination som Indledningen til et nyt og vigtigt Afsnit af sit Livsværk. Det var denne Begivenhed, han senere hen betragtede som Begyndelsen til sit Apostelembede i den kristne Menighed.AV 96.4

    Medens Evangeliets Lys skinnede klart i Antiokia. blev et vigtigt Arbejde fortsat af de Apostle, som forblev i Jerusalem. Hvert Aar kom der ved Hojtiderne mange Jøder fra alle Lande til Jerusalem for at tilbede i Templet. Nogle af disse Pilegrimme var meget fromme Mænd, der flittigt granskede Profetierne. De ven-tede med Længsel paa, at den lovede Messias. Israels Haab, skulde komme. Medens Jerusalem var fyldt med disse fremmede, prædikede Apostlene Kristus med uforfærdet Frimodighed, uagtet de vidste, at de derved stadig satte Livet i Fare. Guds Aand satte sit Segl paa deres Virksomhed. Mange blev omvendte til Troen, og disse vendte tilbage til sit Hjem i de forskjellige Dele af Verden og udbredte Sandhedens Sæd blandt alle Nationer og alle Samfundsklasser.AV 97.1

    Blandt de Apostle, som var beskjæftiget med denne Virksomhed, indtog Peter. Jakob og Johannes en fremskudt Plads. De følte, at Gud havde udvalgt dem til at prædike Kristus for sine Landsmænd hjemme De virkede trofast og paa en forstandig Maade og vidnede om de Ting, de havde set og hørt, samt henviste til det stadfæstede “profetiske Ord” for at overbevise Israels Hus om, “at denne Jesus”, hvem Jøderne korsfæstede, “har Gud gjort baade til en Herre og Kristus”. Ap. Gj. 2: 36.AV 97.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents