Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 17—Evangeliets Forkyndere.

    “UDSENDTE af den Helligaand” drog Paulus og Barnabas efter at være blevet ordineret af Brødrene i Antiokia “til Seleucia og sejlede derfra til Cypern”. Saaledes tiltraadte Apostlene sin første Missionsrejse.AV 98.1

    Cypern var et af de Steder, hvortil de troende var flygtet fra Jerusalem paa Grund af den Forfølgelse, der fulgte paa Stefanus’s Død. Det var fra Cypern, at nogle Mænd var rejst til Antiokia “og prædikede den Herre Jesus”. Ap. Gj. 11:20. Barnabas var selv “født paa Cypern” (Ap. Gj. 4: 36) ; og nu besøgte han og Paulus, ledsaget af Johannes med Tilnavn Markus, en Slægtning af Barnabas, denne Ø.AV 98.2

    Markus’s Moder havde antaget den kristne Tro, og hendes Hjem i Jerusalem var et Tilflugtssted for Disciplene. Der var de altid sikre paa at blive budt velkommen og kunde tilbringe en Tid i Ro og Hvile. Det var under et af Apostlenes Besøg hos hans Moder, at Markus talte til Paulus og Barnabas om at ledsage dem paa deres Missionsrejse. Han følte Guds Velbehag i sit Hjerte og længtes efter at hengive sig helt til Evangeliets Tjeneste.AV 98.3

    Efter Ankomsten til Salamis forkyndte Apostlene “Guds Ord i Jødernes Synagoger. . . . Og der de var dragne igjennem Øen indtil Pafus, fandt de en Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus. Han var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjærede at høre Guds Ord. Men Elimas eller Troldkarlen (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen.”AV 98.4

    Ikke uden Kamp tillader Satan, at Guds Rige bliver opbygget paa Jorden. Ondskabens Magter fører uafladelig Krig imod de Redskaber, som er udset til at udbrede Evangeliet, og disse Mørkets Magter er især virksomme, naar Sandheden forkyndes for Mænd af Anseelse og usvigelig Retskaffenhed. Saaledes var det, da Sergius Paulus, Landshøvdingen paa Cypern, hørte Evangeliet. Han havde sendt Bud efter Apostlene for at faa Kjendskab til det Budskab, de var kommet for at forkynde; og nu forsøgte Ondskabens Magter gjennem Troldkarlen Elimas ved sine fordærvelige Paavirkninger at afvende ham fra Troen og saaledes krydse Guds Hensigt.AV 98.5

    Saaledes arbejder den faldne Fiende stedse for at beholde inden sine egne Rækker indflydelsesrige Mænd. som, hvis de blev omvendte, kunde yde virksom Tjeneste i Guds Sag. Men den trofaste Arbej- der i Evangeliets Tjeneste behøver ikke at frygte for. at Fienden skal tilføje ham Nederlag; thi han kan blive iført Kraft fra det høje til at modstaa enhver satanisk Indflvdelse.AV 98.6

    Uagtet Paulus var haardt anfægtet af Satan, havde han dog Mod til at irettesætte den Mand, gjennem hvem Fienden virkede. “Fyldt med den Helligaand” saa Apostelen “stivt paa ham og sagde: O, du Djævels Barn. fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fiende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veje? Og se nu. Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blind, og til en Tid ikke se Solen. Men straks faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte nogen, som kunde lede ham. Der Landshøvdingen saa det, som var sket, troede han. fuld af Forundring over Herrens Lære.”AV 99.1

    Troldkarlen havde lukket sine Øjne for Sandhedens Beviser, og i retfærdig Vrede gjorde Herren, at hans naturlige Øjne blev lukket, saa han ikke kunde se Dagens Lys. Denne Blindhed skulde ikke vare for bestandig, men kun til en Tid. for at han kunde blive ført til Omvendelse og søge Forladelse hos Gud, hvem han saa højlig havde fortørnet. Den Forlegenhed, han saaledes kom i, gjorde hans hemmelige Kunster imod Kristi Lære virkningsløse. Den Omstændighed, at han maatte famle omkring i Blindhed, beviste for alle, at de Undergjerninger, som Apostlene havde udført. og som Elimas havde erklæret kun at være Kunstgreb, var blevet udført ved Guds Kraft. Overbevist om Sandheden af den Lære, Apostlene forkvndte, antog Landshøvdingen Evangeliet.AV 99.2

    Elimas var ikke en Mand med Lærdom, men han havde særlige Betingelser for at gjøre Satans Gjerninger. Forkyndere af Guds Sandhed vil møde den listige Fiende i mange forskjellige Skikkelser. Undertiden vil han virke gjennem lærde Personer, men oftest gjennem uvidende Mænd, hvem han har oplært til dygtige Redskaber til at forføre Sjæle. Det er en Kristi Tjeners Pligt at staa trofast paa sin Post i Guds Frygt og i hans Kraft. Derved vil han paaføre Satans Hære Nederlag og sejre i Herrens Navn.AV 99.3

    Paulus og hans Ledsagere fortsatte Rejsen til Perge i Pamfylien. Rejsen var besværlig. De maatte udstaa Vanskeligheder og Savn og var omgivet af Farer paa alle Sider. I Stæderne og Byerne, som de rejste igjennem, saavel som paa de ensomme Alfarveje var de udsat for baade synlige og usynlige Farer. Men Paulus og Barnabas havde lært at stole paa Guds Magt til at frelse. Deres Hjerte var fyldt med en inderlig Kjærlighed til fortabte Sjæle. Som trofaste Hyrder. der søger efter det tabte Faar, saa de ikke paa sin egen Magelighed og Bekvemmelighed. Glemmende sig selv vaklede de ikke under Træthed, Sult og Kulde. De havde kun ét Maal for Øje: at frelse dem, som vandrede langt borte fra Folden.AV 99.4

    Her var det. at Markus, overvældet af Frygt og Modløshed, en Tid vaklede i sin Beslutning om at give sig helt til Herrens Værk. Han var ikke vant til store Vanskeligheder, hvorfor de Farer og Savn, som de mødte, gjorde ham forsagt. Han havde virket med Held under gunstige Forhold; men under den Modstand og de Farer, som en Banehryder saa ofte maa møde, formaaede han ikke at lide ondt som en god Korsets Stridsmand. Han havde endnu ikke lært at møde Farer og Forfølgelser og Modgang med Frimodighed. Efterhaanden som Apostlene trængte fremad, og der var Fare for endnu større Vanskeligheder. begyndte Markus at frygte; han tabte Modet fuldstændig. nægtede at følge med længere og vendte tilbage til Jerusalem.AV 99.5

    Dette medførte, at Paulus i nogen Tid betragtede Markus med ugunstige Blikke og endog dømte ham strengt. Barnabas derimod var tilbøjelig til at undskylde ham af Hensyn til hans ringe Erfaring. Han vilde nødig, at Markus skulde forlade Tjenesten; thi han saa Betingelser hos ham, som vilde gjøre ham til en dygtig Kristi Arbejder. Hans Omhu for Markus blev senere rigelig belønnet; thi den unge Mand gav sig uforbeholdent til Herren og til Arbejdet med at forkynde Evangeliet paa vanskelige Steder. Ved Guds Velsignelse og den forstandige Undervisning, han fik af Barnabas, udviklede Markus sig til en værdifuld Arbejder.AV 100.1

    Paulus blev senere atter forligt med Markus og antog ham som en Medarbejder. Han anbefalede ham ogsaa til Kolossenserne som en, der var en Medarbejder “til Guds Rige”, og som var ham “en Trøst”. Kol. 4:11. Ikke længe før sin Død omtalte han atter Markus som “nyttig til Tjenesten”. 2 Tim. 4: 11.AV 100.2

    Skilt fra Markus ankom Paulus og Barnabas til Antiokia i Pisidien; og paa Sabbatsdagen gik de ind i Jødernes Synagoge og satte sig. “Efter Lovens og Profeternes Læsning sendte de Øverste fra Synagogen til dem og lod sige: I Mænd, Brødre! har I nogen Formaningstale til Folket, da sig frem!” Efter saaledes at være blevet anmodet om at tale stod Paulus op. “slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygter Gud, hør til!” Derpaa fulgte en mærkelig Tale. Han gav et historisk Overblik over den Maade, hvorpaa Herren havde handlet med Jøderne fra den Tid, da de blev befriet fra Ægyptens Trældom, og hvorledes en Frelser var lovet dem af Davids Sæd. Han erklærede uden Frygt, at “af dennes Sæd oprejste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus, efter at Johannes forud, før hans Fremtrædelse, havde prædiket Omvendelsens Daab for alt Israels Folk. Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde han: Hvem mener I mig at være? Jeg er det ikke. Men se, den kommer efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig til at løse”. Saaledes prædikede han med Kraft om Jesus som Menneskenes Frelser og den i Profetierne lovede Messias.AV 100.3

    Efter denne Erklæring udtalte Paulus; “I Mænd, Brødre, Børn af Abrahams Slægt, og de iblandt eder, som frygter Gud! eder er denne Frelses Ord sendt. Thi de, som bor i Jerusalem, og deres Øverster, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham, og opfyldte saaledes ogsaa Profeternes Ord, som læses hver Sabbat.”AV 100.4

    Paulus tog ikke i Betænkning at fremholde den rene Sandhed om, hvorledes Jødernes ledende Mænd havde forkastet Frelseren. “Endog de ikke fandt nogen Dødsskyld hos ham,” udtalte Apostelen, “bad de Pilatus, at han maatte blive slaaet ihjel. Og da de havde fuldbyrdet alt, som er skrevet om ham, tog de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav. Men Gud opvakte ham fra de døde, og han aabenbarede sig i flere Dage for dem, som var dragne op med ham fra Galilæa til Jerusalem, de som nu er hans Vidner for Folket.”AV 101.1

    “Vi forkynder eder,” vedblev Paulus, “den Forjættelse, som er sket til Fædrene, at Gud har opfyldt den for os, deres Børn, idet han opvakte Jesus; som og skrevet er i den anden Salme: Du er min Søn, i Dag har jeg født dig. Men at han har opvakt ham fra de døde, der ingenlunde skal vende tilbage til Forraadnelse, derom har han saaledes sagt: Forjættelsen til David vil jeg holde eder trofast. Derfor siger han og i en anden Salme: Du skal ikke tilstede din Hellige at se Forraadnelse. Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Fædre, og saa Forraadnelse. Men den, som Gud opvakte, saa ikke Forraadnelse.”AV 101.2

    Efter saa tydeligt at have omtalt Opfyldelsen af kjendte Profetier angaaende Messias prædikede Paulus nu Omvendelse og Syndernes Forladelse ved Jesu. deres Frelsers, Fortjeneste. “Saa være det eder vitterligt,” sagde han, “at ved ham kundgjøres eder Syndernes Forladelse; og fra alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som tror.”AV 101.3

    Guds Aand ledsagede de Ord. som blev talt, og Hjerter blev paavirket. Apostelens Henvisning til de gammeltestamentlige Profetier og hans Erklæring om, at disse havde fundet sin Opfyldelse i Jesu af Nazareths Virksomhed, bragte Overbevisning til mangen en Sjæl, som længtes efter, at den lovede Messias skulde komme; og Talerens overbevisende Ord om. at det gode Budskab om Frelse var baade for Jøder og Hedninger, bragte Haab og Glæde til dem, der ikke hørte med til Abrahams Børn efter Kjødet.AV 101.4

    “Men der de gik ud af Jødernes Synagoge, bad Hedningerne, at de samme Ord maatte tales for dem paa den følgende Sababt.” Da Forsamlingen endelig var opløst, “fulgte mange Jøder og andægtige Proselyter”, der havde antaget det Glædesbudskab, som den Dag var blevet forkyndt for dem, “Paulus og Bamabas, hvilke talede til dem, og formanede dem at holde fast ved Guds Naade”.AV 101.5

    Den Interesse, som Paulus ved sin Tale havde vakt i Antiokia i Pisidien, medførte, at “paa den følgende Sabbat forsamledes næsten den ganske Stad, at høre Guds Ord. Men der Jøderne saa den Mængde, blev de fulde af Nidkjærhed og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja, baade imodsagde og bespottede”.AV 101.6

    “Men Paulus og Barnabas talede frit og sagde: Det var fornødent, at Guds Ord skulde først tales for eder; men efterdi I forskyder det og agter eder ikke selv værdige til det evige Liv, se, saa vender vi os til Hedningerne. Thi saaledes har Herren befalet os: Jeg har sat dig til Hedningernes Lys, at du skal være til Saliggjørelse indtil Jordens Ende.”AV 101.7

    “Men der Hedningerne det hørte, blev de glade og prisede Herrens Ord og troede, saa mange, som var skikkede til det evige Liv.” De frydede sig overmaade, fordi Kristus anerkjendte dem som Guds Børn, og med taknemmelige Hjerter hørte de Ordet, som blev forkyndt. De, der troede, var nidkjære for at meddele Evangeliet til andre, og saaledes udbredtes Herrens Ord “over det ganske Land”.AV 102.1

    Aarhundreder i Forvejen havde den guddommelige Pen skildret Hedningernes Indsamling; men kun dunkelt havde man forstaaet disse profetiske Udtalelser. Hoseas havde sagt: “Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og det skal ske, at paa det Sted, hvor der siges til dem: I er ikke mit Folk, der skal der siges til dem: Den levende Guds Børn.” Og atter: “Jeg vil udsaa mig det i Landet [Jorden] og forbarme mig over Lo-Ruchama [d. e. den, som ikke var vederfaret Barmhjertighed], og jeg vil sige til Lo-Ammi [d. e. dem, som ikke var mit Folk] : Du er init Folk! og det skal sige: Min Gud.” Hos. 1 : 10; 2: 23.AV 102.2

    Under sin jordiske Virksomhed forudsagde Frelseren selv Evangeliets Udbredelse blandt Hedningerne. I Lignelsen om Vingaarden sagde han til de ubodfærdige Jøder: “Guds Rige skal tages fra eder og gives et Folk, som skal bære dets Frugter.” Matt. 21 : 43. Og efter sin Opstandelse paalagde han sine Disciple at gaa “ud i al Verden” og lære “alle Folk”. De skulde ikke gaa nogen forbi, men “prædike Evangelium for al Skabningen”. Mark. 16: 15.AV 102.3

    Da Paulus og Barnabas vendte sig til Hedningerne i Antiokia i Pisidien, ophørte de ikke med at virke for Jøderne andetsteds, hvor som helst en gunstig Lejlighed tilbød sig. Paulus og hans Medarbejder forkyndte senere hen Evangeliet i Thessalonika, i Korinth. i Efesus og paa andre vigtige Pladser baade for Jøder og Hedninger. Men fra nu af gik deres væsentliste Bestræbelser ud paa at opbygge Guds Rige i de hedenske Lande blandt de Folkeslag, som havde liden eller ingen Kundskab om den sande Gud og hans Søn.AV 102.4

    Paulus og hans Medarbejder nærede en stor Byrde for dem. som “var uden Kristus, udelukte fra Israels Borgerret og fremmede fra Forjættelsens Pagter, uden Haab og uden Gud i Verden”. Formemedelst Apostlenes utrættelige Virksomhed blandt Hedningerne lærte disse “Gjæster og fremmede”, som “forhen var langt borte”, at de var “komne nær til ved Kristi Blod”, og at de ved Troen paa hans Sonoffer kunde blive “de helliges Medborgere og Guds Husfolk”. Ef. 2: 12, 13. 19.AV 102.5

    I Tro virkede Paulus uafladelig for Guds Riges Opbyggelse iblandt dem, som var blevet forsømt af Lærerne i Israel. Han ophøjede altid Kristus Jesus som “Kongers Konge og Herrers Herre” og formanede de troende til at blive “rodfæstede og opbygte i ham, og stadfæstede i Troen”.AV 102.6

    For dem, som tror, er Kristus en sikker Grundvold. Paa denne levende Sten kan baade Jøder og Hedninger bygge. Den er stor nok for alle og stærk nok til at bære hele Menneskeslægtens Byrde. Denne Sandhed anerkjendes tydeligt af Paulus selv. Da han henimod Slutningen af sin Virksomhed skrev til en Skare troende Hedninger, der havde bevaret Kjærligheden til de evangeliske Sandheder, udtalte ham: “Saa er I da . . . opbygte paa Apostlenes og Profeternes Grundvold, saa Jesus Kristus selv er Hovedhjørnestenen.” Ef. 2: 19. 20.AV 102.7

    Da Evangeliet vandt Udbredelse i Pisidien, begyndte Jøderne i sin blinde Fordom at opirre “de andægtige og fornemme Kvinder og de første Mænd i Staden; og de opvakte en Forfølgelse over Paulus og Barnabas, og udstødte dem af deres Grænser”.AV 103.1

    Denne Behandling gjorde ikke Apostlene modløse; de erindrede Mesterens Ord: “Salige er I, naar man bespotter og forfølger eder og taler allehaande ondt imod eder for min Skyld, og lyver det. Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa har de forfulgt Profeterne, som var for eder.” Matt. 5:11, 12.AV 103.2

    Evangeliebudskabet gjorde Fremgang, og Apostlene havde al Grund til at være ved godt Mod. Deres Arbejde var blevet rigelig velsignet blandt Pisidianerne i Antiokia, og de troende, til hvem de nu i nogen Tid overlod det at føre Virksomheden fremad alene, “blev fulde af Glæde og af den Helligaand”.AV 103.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents