Kapitel 22—Thessalonika.
EFTER at have forladt Filippi begav Paulus og Silas sig til Thessalonika. Her fik de Anledning til at tale til store Forsamlinger i den jødiske Synagoge. Deres Ydre viste Tegn paa den skammelige Behandling, de nylig havde været udsat for, og nødvendiggjorde en Forklaring vedrørende det, som var indtruffet. Denne afgav de uden at gjøre sig selv fremtrædende, men de ærede ham, som havde befriet dem.AV 129.1
I sin Prædiken til Thessalonikerne henholdt Paulus sig til de gam-meltestamentlige Profetier angaaende Messias. Kristus havde under sin Virksomhed aabnet Disciplenes Forstand med Hensyn til disse Profetier; “han begyndte fra Moses og fra alle Profeter, og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham”. Luk. 24:27. Da Peter prædikede Kristus, havde han hentet sine Beviser fra det gamle Testamente. Det samme havde Stefanus gjort. Ogsaa Paulus henviste i sine Prædikener til de Skriftsteder, der forudsagde Kristi Fødsel. Lidelse. Død, Opstandelse og Himmelfart. Ved Moses’s og Profeternes inspirerede Vidnesbyrd beviste han klart, at Jesus af Nazareth var Messias, og paaviste, at fra Adams Tid var det Kristi Røst, der havde lydt gjennem Patriarkerne og Profeterne.AV 129.2
Klare og tydelige Profetier var blevet givet angaaende den Forjættedes Fremstaaen. Adam havde faaet Løfte om Forløserens Komme. Den Dom, der blev udtalt over Satan: “Jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden. og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl” (1 Mos 3: 15). var for vore første Forældre et Løfte om den Forløsning, som skulde blive udvirket ved Kristus.AV 129.3
Abraham fik Løfte om, at Verdens Frelser skulde komme af hans Æt: “Udi din Sæd skal alle Folk paa Jorden velsignes.” “Der siges ikke: Og hans Sæde, som om mange, men som om én: og din Sæd, hvilken er Kristus.” Gal. 3:16AV 129.4
Nær Slutningen af sin Virksomhed som Israels Anfører og Lærer profeterede Moses tydeligt om den kommende Messias. Til Israels forsamlede Skarer sagde han: “En Profet af din Midte, af dine Brødre, ligesom mig, skal Herren din Gud oprejse dig; ham skal I høre.” Og Moses forsikrede Israeliterne, at Gud selv havde aabenbaret dette for ham paa Horebs Bjerg, da han sagde: “Jeg vil oprejse dem en Profet midt ud af deres Brødre, ligesom du er; og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem alt det, som jeg vil befale ham.” 5 Mos. 18:15, 18.AV 129.5
Messias skulde være af kongelig Æt; thi i den Profeti, der blev udtalt af Jakob, sagde Herren: “Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Siloh skal komme, og Folkene skal hænge ved ham.” 1 Mos 49: 10.AV 130.1
Esaias spaaede: “Der skal opgaa et Skud af Isai’ Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt.” “Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjæl leve; thi jeg vil gjøre en evig Pagt med eder paa de trofaste Forjættelser til David” “Se, jeg har sat ham til et Vidne for Folk, til en Fyrste og til en Hersker over Folkeslag. Se, du skal kalde ad et Folk, som du ikke kjender, og et Folk, som ikke kjender dig, skal ile til dig, for Herren din Guds Skyld og for Israels Helliges Skyld; thi han har herliggjort dig.” Es. 11: 1; 55: 3-5.AV 130.2
Ogsaa Jeremias bar Vidnesbyrd om den kommende Forløser som en Fyrste af Davids Hus: “Se, de Dage kommer, siger Herren, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regjere som en Konge, og handle viselig og øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. I hans Dage skal Juda frelses, og Israel bo tryggelig; og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med : Herren vor Retfærdighed “Saa siger Herren: Der skal ikke fattes for David en Mand. som skal sidde paa Israels Huses Trone. Og dor skal ikke fattes for Præsterne. Leviterne, en Mand til at staa for mit Ansigt, som skal ofre Brændoffer og antænde Madoffer og lave Slagtoffer alle Dage.” Jer. 23: 6; 33: 17, 18.AV 130.3
Endog Kristi Fødested var forudsagt: “Og du. Bethlehem Efrata, liden til at være iblandt Judas Tusinder! af dig skal udgaa mig En til at være Hersker over Israel, og hans Udgang er fra fordum, fra Evigheds Dage.” Mika 5: 1.AV 130.4
Det Værk. Frelseren skulde udføre paa Jorden, var tydelig udlagt: “Herrens Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Frygts Aand. Og hans Lyst skal være i Herrens Frygt.” Den. der saaledes var salvet, skulde “kundgjøre et godt Budskab for de fattige, . . . helbrede dem, som har et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed, og for de bundne Løsladelse; til at udraabe Herrens Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende; til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olje i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand. saa at de skal kaldes Retfærdighedens Terebinter, Herrens Plantning. ham til Herlighed. Es. 11: 2, 3; 61: 1-3.AV 130.5
“Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min Udvalgte. i hvem min Sjæl har Behagelighed: jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud til Hedningerne. Han skal ikke raabe og ej op- løfte Røsten og ikke lade sin Røst høre paa Gaden. Han skal ikke sønderbryde det knækkede Ror. og ikke udslukke den rygende Tande; han skal udføre Ret efter Sandhed. Han skal ikke vansmægte, ej heller blive afmattet, indtil han faar beskikket Ret paa Jorden; og paa hans Lov venter Øer.” Es. 42: 1-4AV 130.6
Med overbevisende Kraft paaviste Paulus fra det gamle Testamentes Skrifter. “at det burde Kristus at lide og opstaa fra de døde”. Havde ikke Mika profeteret: “Med Kjæppen slaar man Israels Dommer paa Kinden”? Mika 4: 14. Og havde ikke den Forjættede ved Esaias profeteret om sig selv: “Jeg hengav min Ryg til dem, som slog mig. og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skjægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt”? Es. 50: 6. Ved Salmisten havde Kristus forudsagt den Maade, hvorpaa Menneskene skulde behandle ham: “Jeg er ... Menneskenes Spot og Folkets Foragt. Alle de, som ser mig, spotter mig; de vrænger Mund, de ryster med Hovedet: Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham!” “Jeg kan tælle alle mine Ben; de ser til, de ser paa mig. De deler mine Klæder imellem sig, og kaster Lod om mit Klædebon.” “Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for for min Moders Børn. Thi Nidkjærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaaner. er faldne paa mig.” “Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere, men jeg fandt ikke nogen.” Sal 22: 7-9, 18, 19; 69: 9, 10. 21.AV 131.1
Hvor utvetydig klare var ikke Esaias’s Profetier angaaende Kristi Lidelse og Død! “Hvo troede det, vi har hørt?” spørger Profeten. “Og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? Thi han skjød frem som en Kvist for hans Ansigt. og som et Rodskud af tør Jord; han havde ingen Skikkelse eller Herlighed, og vi saa ham, men der var ingen Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en. for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet. og vi agtede ham for intet.”AV 131.2
“Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore Smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud. og gjort elendig. Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgjerninger. Straffen er lagt paa ham, at vi skal have Fred. og vi har faaet Lægedom ved hans Saar.”AV 131.3
“Vi for alle vild som Faar. vi vendte os hver sin Vej ; men Herren lod al vor Misgjerning komme over ham Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Mund. som et Lam. der føres hen at slagtes, og som et Faar. der er stumt overfor dem. som klipper det ; og han oplod ikke sin Mund. Fra Trængsel og fra Dom er han borttagen. og hvo kan tale om hans Slægt? Thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelsers Skyld.” Es. 53: 1-8.AV 131.4
Selv Maaden, hvorpaa han skulde dø, var blevet billedlig fremstillet. Ligesom Kobberslangen var blevet ophøjet i Ørkenen, saaledes skulde den kommende Gjenløser blive ophøjet, “at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv”. Joh. 3: 16AV 132.1
“Dersom nogen siger til ham: Hvad betyder disse Saar i dine Hænder? da skal han sige: Det er Slag, som jeg har faaet i deres Hus, som elskede mig.” Sak. 13: 6.AV 132.2
“Og man bestemte hos ugudelige hans Grav, men hos en rig var han i sin Død, fordi han ikke havde gjort Vold, og der var ikke Svig i hans Mund. Men Herren behagede at knuse ham, han slog ham med Sygdom.” Es. 53: 9, 10.AV 132.3
Men han, som skulde lide og dø ved onde Menneskers Haand, skulde atter opstaa som Sejrherre over Synd og Grav. Drevet af den Helligaand havde Israels liflige Sanger vidnet om Opstandelsens herlige Morgen: “Ogsaa mit Kjød skal bo tryggelig,” udbryder han med Fryd, “thi du skal ikke overlade min Sjæl til Dødsriget [Graven], du skal ikke lade din Hellige se Forraadnelse.” Sal 16: 9, 10.AV 132.4
Paulus paaviste, hvor nøjagtigt Gud havde knyttet Offertjenesten til Profetierne om ham, der “som et Lam” skulde “føres hen at slagtes”. Skuende ud over Aarhundrederne og ned til de Begivenheder, der staar i Forbindelse med Frelserens Forsoningsværk, havde Profeten Esaias set, at Guds Lam “udtømte sin Sjæl til Døden, og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og han skal bede for Overtrædere”. Es. 53: 7, 10, 12.AV 132.5
Den i Profetierne forudsagte Frelser skulde komme, ikke som en jordisk Konge for at befri Jødefolket for jordiske Undertrykkere, men som et Menneske iblandt Mennesker for at leve et Liv i Fattigdom og Fornedrelse og for tilsidst at blive foragtet af Folket og ihjelslaaet. Den i de gammeltestamentlige Skrifter forudsagte Frelser skudle give sig selv som et Offer for en falden Slægt og saaledes opfylde enhver Fordring i den overtraadte Lov. I ham skulde Offersystemets Forbilleder møde sit Modbillede, og hans Død paa Korset skulde fastslaa Betydningen af hele den jødiske Husholdning.AV 132.6
Paulus fortalte Jøderne i Thessalonika om sin tidligere Nidkjærhed for Ceremoniloven og om sin underfulde Erfaring ved Damaskus’s Port. Forud for sin Omvendelse havde han sat sin Lid til en nedarvet Fromhed, et falsk Haab Hans Tro var ikke grundet paa Kristus; han forlod sig paa Former og Ceremonier. Hans Nidkjærhed for Loven var ikke forenet med Tro paa Kristus og havde intet Værd. Medens han roste sig af at være ustraffelig i Udførelsen af Lovens Gjerninger, havde han fornægtet ham, som gav Loven dens Betydning.AV 132.7
Men hans Omvendelse havde medført en fuldstændig Forandring. Jesus af Nazareth, hvem han havde forfulgt, idet han efterstræbte hans hellige, viste sig for ham som den forjættede Messias. For- følgeren saa ham som Guds Søn, som den, dei var kommet til Jorden ifølge Profetierne, og som ved sit Liv havde opfyldt enhver Forudsigelse i den hellige Skrift.AV 132.8
Idet Paulus med Frimodighed forkyndte Evangeliet i Synagogen i Thessalonika, kastedes der et Væld af Lys over den sande Betydning af Forskrifterne og Ceremonierne i Forbindelse med Tjenesten i Tabernaklet Han førte sine Tilhørere med sig forbi den jordiske Tjeneste og Kristi Tjeneste i den himmelske Helligdom og hen til den Tid. da Kristus efter at have fuldendt sin Midlergjerning skulde komme igjen i Magt og stor Herlighed og oprette sit Rige paa Jorden. Paulus troede paa Kristi Gjenkomst, og saa klart og kraftigt fremholdt han Sandheden vedrørende denne Begivenhed, at mange, som hørte ham, tik et Indtryk, der aldrig udslettedes.AV 133.1
I tre paa hinanden følgende Sabbater prædikede Paulus for Folket i Thessalonika og fremholdt for dem Skriftens Lære angaaende Kristi Liv, Død. Opstandelse. Midlergjerning og fremtidige Herlighed. Han ophøjede Kristus. “Lammet, der er slagtet fra Verdens Grundvold blev lagt”, og fremholdt, at en rigtig Forstaaelse af hans Tjeneste udgjør Nøglen til Forstaaelsen af det gamle Testamentes Skrifter og giver os Adgang til deres rige Skatte.AV 133.2
Da Evangeliets Sandheder saaledes blev forkyndt med stor Kraft i Thessalonika, blev store Skarers Opmærksomhed vækket. “Nogle iblandt dem blev overbeviste og holdt sig til Paulus og Silas, en stor Mængde af andægtige Grækere, og ikke faa af de fornemste Kvinder.”AV 133.3
Ligesom paa de Steder, hvor de før havde været, mødte Apostlene ogsaa her haardnakket Modstand. “De vantro Jøder blev nidkjære.” Disse Jøder stod den Gang ikke i Gunst hos de romerske Myndigheder, fordi de for ikke længe siden havde stiftet et Oprør i Rom. De blev betragtet med Mistænksomhed, og deres Frihed var til en vis Grad blevet indskrænket. De fandt nu en Anledning til at benytte sig af Omstændighederne for at gjenvinde Gunst og til samtidig at kaste Forsmædelse over Apostlene og de til Kristendommen omvendte.AV 133.4
Med denne Hensigt for Øje sluttede de sig til “nogle slette Mennesker af Lediggjængere”, hvorved det lykkedes dem at skabe et Oprør i Byen. I Haab om at finde Apostlene stormed de “mod Jasons Hus”, men kunde ikke finde hverken Paulus eller Silas. “Men der de ikke fandt dem.” trak de i sin Forbitrelse “Jason og nogle Brødre for Stadens Øvrighed og raabte: Disse, som oprører den hele Verden, er og komme hid; dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handler imod Kejserens Befalinger, og siger en anden at være Konge, nemlig Jesus”.AV 133.5
Da Paulus og Silas ikke var at finde. lod Øvrigheden de anklagede troende stille Sikkerhed for, at de vilde forholde sig rolige. Af Frygt for yderligere Voldshandlinger sendte Brødrene “straks om Natten baade Paulus og Silas til Berøa”.AV 133.6
De i vor Tid, som forkynder Sandheder, der ikke er velsete, behøver ikke at blive mismodige, om de selv blandt dem, som bekjender sig til at være Kristne, til Tider faar en Modtagelse, der ikke er gunstigere end den, Paulus og hans Medarbejdere fik hos de Mennesker, de virkede iblandt. Korsets Budbærere maa ruste sig med Aarvaagenhed og Bøn og gaa frem med Tro og Mod, altid virkende i Jesu Navn. De maa ophøje Kristus som Menneskenes Stedfortræder i den himmelske Helligdom, ham som var Midtpunktet for alle Ofringer i den gammeltestamentlige Husholdning, og gjennem hvis Sonoffer Overtrædere af Guds Lov kan faa Fred og Tilgivelse.AV 134.1