Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mesterens efterfølgere

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    KAPITEL 36—FRAFALDET I GALATIEN

    Dette kapitel er bygget over brevet til Galaterne

    Mens Paulus tøvede i Korint, havde han grund til alvorlig bekymring for nogle af de menigheder, der allerede var oprettet. På grund af påvirkning af falske lærere, der var dukket op blandt de troende i Jerusalem, vandt splittelse, kætteri og sanselighed hurtigt terræn blandt de kristne i Jerusalem. Disse falske lærere blandede jødiske overleveringer sammen med evangeliets sandheder. Uden at tage hensyn til afgørelsen på fællesmødet i Jerusalem tilskyndede de de hedningekristne til at overholde ceremoniloven. Det var en kritisk situation. Det onde, der havde vundet indpas, truede med at nedbryde menighederne i Galatien.ME 204.1

    Det var et hårdt slag for Paulus, og hans sjæl oprørtes ved dette åbenlyse frafald fra dem, som han omhyggeligt havde oplært i evangeliets grundsætninger. Han skrev straks til de forførte troende og påpegede de falske lærdomme, de havde godtaget, og med største strenghed dadlede han dem, der var veget fra troen. Efter først at have hilst galaterne med disse ord: “Nåde være med eder og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus,” henvendte han sig til dem med disse hårdt irettesættende ord:ME 204.2

    “Det undrer mig, at I så hurtigt lader jer drage bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, hen til et anderledes evangelium, som ikke er et evangelium; det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer forbandet være han!” Paulus’ lære havde været i overensstemmelse med skrifterne, og Helligånden havde beseglet hans arbejde; derfor advarede han sine brødre mod at lytte til noget, der modsagde de sandheder, han havde lært dem.ME 204.3

    Apostlen bød de troende i Galatien om-hyggeligt at overveje de første erfaringer i deres liv som kristne. Han udbrød: “I uforstandige galatere! hvem har forhekset jer, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje som korsfæstet? Dette ene vil jeg have at vide af jer: var det i kraft af lovgerninger, at I modtog Ånden, eller ved i tro at høre? Er I da så uforstandige? I begyndte i Ånd; vil I nu “fuldende” i kød? Har I da oplevet så meget til ingen nytte? hvis det da var til ingen nytte. Mon han, som udruster jer med Ånden og virker undergerninger iblandt jer, gør det i kraft af lovgerninger eller ved, at I hører i tro?”ME 204.4

    Sådan krævede Paulus de troende i Galatien til regnskab for deres egen samvittigheds domstol og søgte at standse dem på deres færd. I tillid til Guds magt til at frelse og uden nærmere at ville gå ind på de frafaldne læreres doktriner søgte apostlen at få de omvendte til at se, at de var blevet groft bedraget, men at de ved at vende tilbage til deres tidligere tro på evangeliet endnu var i stand til at modstå Satans angreb. Med fasthed gik han ind for sandhed og retfærdighed, og hans ophøjede tro og tillid til det budskab, han bragte, hjalp mange af dem, hvis tro havde svigtet, til at vende tilbage til deres samfund med Frelseren.ME 205.1

    Hvor var der stor forskel på Paulus’ måde at skrive til menigheden i Korint og den fremgangsmåde, han benyttede overfor galaterne! De første irettesatte han med forsigtighed og mildhed; de sidste med skånselsløst dadlende ord. Korinterne var bukket under for fristelser. Bedragne på grund af snedige læreres spidsfindighed, når disse forkyndte vildfarelser i sandhedens forklæd-ning, havde de ladet sig forvirre og forvilde. Der var brug for forsigtighed og tålmodighed, hvis man skulle lære dem at skelne mellem det usande og det sande. Barskhed eller uklogt hastværk fra Paulus’ side ville have nedbrudt hans indflydelse over mange af dem, han længtes efter at hjælpe.ME 205.2

    Indenfor de galatiske menigheder var åbenlys, utilsløret vildfarelse ved at fortrænge evangeliets budskab. Kristus, troens sande grundvold, blev i virkeligheden fornægtet til fordel for forældede jødiske ceremonier. Apostlen så, at hvis de troende i Galatien skulle frelses fra den dårlige påvirkning, der truede dem, måtte der tages de alvorligste forholdsregler og gives de strengeste advarsler.ME 205.3

    For enhver Kristi tjener er det en vigtig ting at lære at indstille sin handlemåde efter forholdene hos dem, han søger at hjælpe. Kærlighed, tålmodighed, bestemthed og fasthed er lige nødvendige, men alt dette skal udøves med den rette evne til at skelne. At handle klogt overfor forskellige slags karakterer og under vekslende omstændigheder og forhold er en opgave, som kræver visdom, og en dømmekraft, der er oplyst og helliggjort af Guds And.ME 205.4

    I sit brev til de troende i Galatien gav Paulus en kort oversigt over de vigtigste begivenheder i forbindelse med hans egen omvendelse og første erfaringer som kristen. Ved hjælp heraf søgte han at vise, at det var ved en særlig åbenbaring af guddommelig kraft, at han var blevet ført til at se og gribe de store sandheder i evangeliet. Det var ved belæring fra Gud selv, at Paulus var blevet ledet til at advare og formane galaterne på en så alvorlig og ubetinget måde. Han skrev ikke tøvende og tvivlrådigt, men med en fast overbevisnings og fuldkommen videns sikkerhed. Han gav et klart billede af forskellen mellem at være oplært af mennesker og at modtage befalinger direkte fra Kristus.ME 205.5

    Apostlen opfordrede indtrængende galaterne til at forlade de falske vejledere, der havde vildledt dem, og at vende tilbage til troen, der havde været ledsaget af umiskendelige beviser på Guds godkendelse. De mænd, der havde forsøgt at lede dem bort fra troen på evangeliet, var hyklere med et ugudeligt hjerte og fordærvede i deres livsførelse. Deres religion var sammensat af en række ceremonier, ved hvis overholdelse de ventede at vinde Guds velbehag. De nærede intet ønske om et evangelium, der krævede lydighed mod dette ord: “Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født påny.” Joh. 3, 3. De forstod, at en religion, der hvilede på en sådan lære, krævede alt for stort et offer, og de klamrede sig til deres vildfarelser, hvorved de narrede både andre og sig selv.ME 205.6

    At benytte ydre religiøse skikke som erstatning for hjertets fromhed virker stadig lige så tiltalende for den, der ikke er genfødt, som det var tilfældet på disse jødiske læreres tid. Der findes i dag ligesom dengang falske åndelige vejledere, til hvis lærdomme mange lytter med iver. Det hører med til Satans beregning at vildlede sindet fra frelseshåbet, fra tro på Kristus og lydighed mod Guds bud. Til alle tider vil den store fjende indrette sine fristelser efter deres fordomme og tilbøjeligheder, som han søger at bedrage. På apostlenes tid fik han jøderne til at lovprise ceremoniernes lov og forkaste Jesus; i vore dage får han mange bekendende kristne til, under påskud af at ære Kristus, at kaste vrag på moralloven og lære andre, at man ustraffet kan overtræde dens bud. Det er en pligt for enhver Guds tjener med fasthed og bestemthed at modarbejde disse troens forvanskere og ved sandhedens ord afsløre deres vildfarelse.ME 206.1

    Under sine bestræbelser for at genvinde sine galatiske brødres tillid hævdede Paulus klogt sin egen stilling som Kristi apostel. Han erklærede, at han var apostel, “ikke udsendt af mennesker, men ved Kristus Jesus og Gud Fader, som opvakte ham fra de døde.” Det var ikke fra mennesker, men fra Himmelens højeste myndighed, at han havde modtaget sit kald. Og hans stilling var blevet anerkendt på fællesmødet i Jerusalem, hvis afgørelser Paulus havde rettet sig efter under hele sit arbejde blandt hedningerne.ME 206.2

    Det var ikke for at rose sig selv, men for at herliggøre Guds nåde, at Paulus således overfor dem, der fornægtede hans stilling som apostel, fremkom med beviser for, at han “ikke stod tilbage i noget for de umådelig store apostle.” 2 Kor. 11, 5. De, som søgte at forringe hans udvælgelse og hans gerning, kæmpede mod Kristus selv, hvis nåde og kraft åbenbaredes gennem Paulus. Ved sine fjenders modstand blev apostlen tvunget til at indtage en fast holdning for at opretholde sin stilling og myndighed.ME 206.3

    Paulus bønfaldt dem, der engang i deres liv havde kendt Guds magt, om at vende tilbage til deres første kærlighed til evangeliets sandheder. Med uafviselige argumenter forelagde han dem deres forret til at være frie mænd og kvinder i Kristus, ved hvis forsonende nåde alle de, der helt overgiver sig til ham, iføres retfærdighedens klædebon. Det var hans indstilling, at enhver, der ville frelses, måtte have ægte, personlige erfaringer om de ting, der hører Guds rige til.ME 206.4

    Apostlens alvorlige, bønfaldende ord var ikke forgæves. Helligånden arbejdede med stor kraft, og mange, som havde vandret ad fremmede stier, vendte tilbage til deres tidligere tro på evangeliet. Fra nu af var de stærke i den frihed, hvormed Kristus havde frigjort dem. Åndens frugter åbenbaredes i deres liv: “Kærlighed, glæde, fred, langmodighed.” Guds navn blev herliggjort, og der blev føjet mange til de troendes tal i hele den egn.ME 206.5

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents