KAPITEL 53—JOHANNES, DEN ELSKEDE APOSTEL

Johannes udmærkes fremfor de andre disciple som “den discipel, Jesus, elskede.” Joh. 21, 20. Han synes i særlig grad at have kunnet fryde sig ved Kristi venskab, og han fik mange beviser på Frelserens tillid og kærlighed. Han var en af de tre, der fik lov at være vidne til Kristi herlighed på forklarelsens bjerg og til hans dødsangst i Getsemane, og det var til hans omsorg, at vor Herre betroede sin moder i de sidste angstens timer på korset.ME 285.1

Frelserens kærlighed til den discipel, han elskede, blev gengældt med en glødende hengivenhed. Johannes klyngede sig til Kristus, som ranken klynger sig til den statelige søjle. For sin Mesters skyld trodsede han farerne i domshallen og blev stående ved korset, og ved meddelelsen om, at Kristus var opstanden, skyndte han sig til graven og overgik i sin iver endog den fyrige Peter.ME 285.2

Den tillidsfulde kærlighed og selvforglemmende hengivenhed, der viser sig i Johannes’ liv og personlighed, er en lære af stor værdi for den kristne menighed. Johannes havde ikke af naturen det elskelige sind, som senere åbenbarede sig i hans liv. Han var ikke blot stolt, selvhævdende og ærgerrig, men også heftig, og han blev let fortørnet over krænkelser. Han og hans broder blev kaldt “Tordensønnerne”. Et vanskeligt sind, hævnlyst og trang til at kritisere fandtes altsammen hos den elskede discipel. Men bag alt dette skimtede den guddommelige Mester hans ildfulde, ærlige og elskende hjerte. Jesus dadlede ham for hans selviskhed, skuffede ham i hans ærgerrighed og prøvede hans tro. Men han åbenbarede ham det, hans sjæl hungrede efter: helliggørelsens skønhed og kærlighedens forvandlende magt.ME 285.3

Manglerne i Johannes’ karakter blev særlig påfaldende ved flere lejligheder, mens han vandrede sammen med Frelseren. Engang sendte Kristus sendebud forud ind i en af samaritanernes byer for at bede beboerne gøre forberedelser til at modtage ham og hans disciple. Men da Frelseren nærmede sig byen, viste det sig, at det var hans hensigt at drage videre derfra til Jerusalem. Dette vakte samaritanernes skinsyge, og i stedet for at indbyde ham til at blive en stund hos dem nægtede de at vise ham den høflighed, de ellers ville have udvist mod en alminde lig vejfarende. Jesus påtvinger sig aldrig nogen, og samaritanerne gik glip af den velsignelse, de ville have modtaget, hvis de havde tryglet ham om at være deres gæst.ME 285.4

Disciplene vidste, at det havde været Kristi hensigt at give samaritanerne en velsignelse ved sin nærværelse, og den kulde, skinsyge og uhøflighed, man viste deres Mester, fyldte dem med forundring og harme. Særlig Jakob og Johannes blev ophidsede. At han, som de ærede så højt, skulle udsættes for en sådan behandling, syntes dem at være en så stor uret, at den ikke kunne forbigås uden øjeblikkelig afstraffelse. I deres ivrighed udbrød de: “Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, således som Elias gjorde?” idet de hentydede til tilintetgørelsen af de samaritanske hærførere og deres afdelinger, der blev sendt ud for at hente profeten Elias. De blev forundrede ved at se, at deres ord smertede Jesus, og endnu mere forundrede, da hans bebrejdende ord lød for deres øren: “I ved ikke, af hvilken ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem.” Luk. 9, 54-56.ME 286.1

Det hører ikke med til Kristi opgave at tvinge mennesker til at modtage ham. Det er Satan og mennesker, drevet af Satans ånd, som søger at tvinge samvittigheden. Under foregivende af nidkærhed for retfærdighedens sag bringer mennesker, der har sluttet forbund med onde engle, undertiden lidelser over deres medmennesker for at omvende dem til deres form for religiøsitet; men Kristus viser altid barmhjertighed, søger altid at vinde andre ved at åbenbare sin kærlighed. Han kan ikke give nogen rival adgang til sjælen og heller ikke tage imod en tjeneste, der deles med andre; han ønsker kun frivillig tjeneste, en villig overgivelse af hjertet under kærlighedens betvingende magt.ME 286.2

Ved en anden lejlighed fremkom Jakob og Johannes gennem deres moder med en anmodning, idet de bad om, at de måtte få lov til at indtage de højeste æresstillinger i Kristi rige. Trods Kristi gentagne belæring om, af hvilken art hans rige var, nærede disse unge disciple stadig håbet om en Messias, der ville overtage tronen og kongelig magt i overensstemmelse med menneskers ønsker. Deres moder, der ligesom de begærede rigets æresstillinger for sine sønner, bad således: “Sig, at mine to sønner må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side.”ME 286.3

Men Frelseren svarede: “I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme?” De erindrede hans hemmelighedsfulde ord, der viste hen til trængsel og lidelser, men alligevel svarede de tillidsfuldt: “Ja, vi kan!” De ville regne det for den største ære at vise deres troskab ved at få del i alt, hvad der skulle overgå deres Herre.ME 286.4

“Min kalk skal I vel tømme,” erklærede Jesus, der foran sig så et kors i stedet for en trone og en forbryder på sin højre og sin venstre side. Jakob og Johannes skulle få del i lidelsen sammen med deres Mester den ene af dem bestemt til at lide en hastig død for sværdet, den anden til længst af alle disciplene at følge sin Mester under arbejde og vanære og forfølgelse. “Men sædet ved min højre og min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.” Matt. 20, 21-23.ME 286.5

Jesus forstod bevæggrunden for deres an modning og irettesatte på denne måde disciplene for deres hovmod og ærgerrighed: “I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer, men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Matt. 20, 25-28.ME 286.6

Anseelse indenfor Guds rige vindes ikke ved begunstigelse. Den hverken fortjenes eller modtages ved vilkårlig tildeling. Den hidrører fra karakterdannelsen. Kronen og tronen er kendetegnene på, at man er nået til en bestemt tilstand kendetegn på, at jeg’et er blevet overvundet ved vor Herres Jesu Kristi nåde.ME 287.1

Lang tid efter, da Johannes var nået til overensstemmelse med Kristus gennem lidelsernes fællesskab, åbenbarede Herren Jesus ham, hvad der skal til for at stå hans rige nær. “Den, der sejrer,” siger Kristus, “ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone.” Åb. 3, 21. Den, der står Kristus nærmest, bliver den, der har tilegnet sig mest af hans selvopofrende kærligheds ånd, en kærlighed, som “ikke praler, ikke opblæses, ... som ikke søger sit eget, ikke lader sig ophidse, ikke bærer nag” (1 Kor. 13, 4. 5) en kærlighed, der bevæger disciplen til ligesom hans Herre at give alt, at leve og arbejde og ofre indtil selve døden for menneskehedens frelse.ME 287.2

En anden gang under deres tidligere arbejde for evangeliet mødte Jakob og Johannes et menneske, der, skønt han ikke var en bekendende discipel af Kristus, dog uddrev djævle i hans navn. Disciplene forbød manden at gøre dette og mente, at de handlede rigtigt herved. Men da de forelagde Kristus sagen, bebrejdede han dem og sagde: “I skal ikke hindre ham; thi der er ingen, som gør en undergerning i mit navn og snart efter kan tale ondt om mig.” Mark. 9, 39. Ingen af dem, som på en eller anden måde viste Kristus venlighed, måtte afvises. Disciplene måtte ikke give efter for en snæversindet tankegang, men burde lægge den samme vidtrækkende medfølelse for dagen, som de havde set hos deres Mester. Jakob og Johannes havde ment, at de ved at standse denne mand havde gjort det til Herrens ære; men de begyndte at forstå, at de skinsygt vogtede over deres egen ære. De erkendte deres fejltagelse og tog imod irettesættelsen.ME 287.3

Kristi lære, der forkyndte ydmyghed og sagtmodighed og kærlighed som en væsentlig betingelse for at vokse i nåden og beredes til hans gerning, var til den største berigelse for Johannes. Han tilegnede sig enhver lærdom og søgte stadig at bringe sit liv i samklang med det guddommelige forbillede. Johannes var begyndt at skimte Kristi herlighed, ikke den jordiske pragt og magt, som han var oplært til at håbe på, men “en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Joh. 1, 14.ME 287.4

Dybden og inderligheden i Johannes’ hen-givenhed for sin Mester var ikke årsagen til Kristi kærlighed til ham, men virkningen af denne kærlighed. Johannes higede efter at blive som Jesus; og under Kristi kærligheds forvandlende indflydelse blev han selv sagtmodig og ydmyg. Hans eget jeg var skjult i Jesus. Fremfor alle sine meddisciple overgav Johannes sig til kraften i dette forunderlige liv. Han siger: “Livet blev åbenbaret, og vi har set det.” “Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde.” 1 Joh. 1, 2; Joh. 1, 16. Johannes kendte Frelseren med en viden, der byggede på erfaring. Hans Mesters lærdomme var indtegnet i hans sjæl. Når han vidnede om Frel-serens nåde, blev hans enkle sprog veltalende på grund af den kærlighed, der gennemstrømmede hele hans væsen.ME 287.5

Det var Johannes’ dybe kærlighed til Kristus, der fik ham til altid at hige efter at være ham ganske nær. Frelseren elskede alle de tolv, men Johannes havde det mest modtagelige sind. Han var yngre end de andre, og med mere af et barns tillidsfuldhed åb-nede han sit hjerte for Kristus. Derved kom han til at stå Kristus nærmere, og gennem ham blev Frelserens dybeste, åndelige lærdomme meddelt folket.ME 288.1

Jesus elsker dem, der fortæller om Faderen, og Johannes kunne tale om Faderens kærlighed som ingen af de andre disciple. Hvad han følte i sin egen sjæl, åbenbarede han for sine medmennesker, og han var selv et billede på de egenskaber, der er Guds. Herrens herlighed fik udtryk i hans ansigt. Skønheden i den hellighed, der havde forvandlet ham, skinnede med en kristus-lignende stråleglans fra hans ansigtstræk. Med tilbedelse og kærlighed betragtede han Frelseren, indtil det blev hans eneste ønske at blive Kristus lig og få fællesskab med ham, og i hans skikkelse genspejledes Mesterens billede.ME 288.2

“Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os,” sagde han, “at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. ... I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, da skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.” 1 Joh. 3, 1. 2.ME 288.3