KAPITEL 27—OPLEVELSER I TRO

“BLOT jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.” Matt. 9, 21. Det var en stakkels kvinde, som udtalte disse ord — en kvinde, som i tolv år havde lidt af en sygdom, der gjorde livet til en plage for hende. Hun havde brugt alle sine penge til læger og lægemidler blot for til sidst at blive erklæret for uhelbredelig. Men da hun hørte om Den store Læge, fik hun nyt håb. Hun tænkte: “Kunne jeg blot komme ham så nær, at jeg fik ham i tale, ville jeg måske blive helbredt.”SOL 196.1

Kristus var på vej til Jairus, den jødiske rabbiner, der havde bedt ham om at komme og helbrede hans datter. Den sønderknuste mands bøn: “Min lille datter ligger på sit yderste; ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kunne blive rask og leve” (Mark. 5, 23), havde rørt Kristi kærlige, medfølende hjerte, og sammen med synagogeforstanderen begav han sig straks af sted til hans hjem.SOL 196.2

Det gik kun langsomt fremad, for folk trængte sig ind på Kristus fra alle sider. Medens Frelseren banede sig vej gennem mængden, kom han til det sted, hvor den syge kvinde stod. Forgæves havde hun gang på gang søgt at komme i nærheden af ham. Nu var hendes anledning kommet. Hun kunne ikke se nogen mulighed for at få ham i tale. Hun ville ikke hindre ham i hans langsomme færd, men hun havde hørt, at en berøring af hans kappe bragte helbredelse. Af frygt for at gå glip af denne lejlighed til at finde lindring trængte hun sig frem, idet hun sagde til sig selv: “Hvis jeg får rørt, om det så kun er ved hans klæder, bliver jeg frelst.”SOL 196.3

Kristus kendte enhver tanke i hendes sind, og han var på vej hen til det sted, hvor hun stod. Han så hendes store nød og hjalp hende at øve tro.SOL 197.1

Idet han gik forbi, rakte hun hånden ud, og det lykkedes hende lige at røre ved sømmen af hans kappe. I samme øjeblik vidste hun, at hun var helbredt. I denne ene berøring var al hendes tro samlet, og øjeblikkelig forsvandt hendes smerte og svaghed. Hun følte det i samme nu, som om kraften af en elektrisk strøm gik igennem hver eneste fiber i hendes legeme. Hun fik en fornemmelse af at være fuldstændig rask. “Hun mærkede i sit legeme, at hun var blevet lægt for sin plage.” Mark. 5, 29.SOL 197.2

Den taknemlige kvinde ønskede at udtrykke sin tak til Den store Læge, som ved en eneste berøring havde gjort mere for hende, end lægerne havde udrettet i løbet af tolv lange år, men hun turde ikke gøre det. Med et taknemligt hjerte forsøgte hun at fjerne sig fra mængden. Pludselig standsede Jesus, og idet han så sig omkring, spurgte han: “Hvem var det, der rørte ved mine klæder ?”SOL 197.3

Forbavset så Peter på ham og svarede: “Mester! Skarerne trykker og trænger dig jo.” Luk. 8, 45.SOL 197.4

“Der var en, som rørte ved mig,” sagde Jesus, “thi jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig.” Luk. 8, 46. Han kunne skelne troens berøring fra en tilfældig berøring af den ligegyldige folkeskare. En eller anden havde rørt ved ham med en dybere hensigt og havde fået svar.SOL 197.5

Kristus stillede ikke spørgsmålet for selv at få svar. Han havde en lærdom til folket, til sine disciple og kvinden. Han ønskede at give de lidende nyt håb. Han ønskede at vise, at det var ved troen, hun var blevet helbredt. Kvindens tillid måtte ikke forblive upåagtet. Gud skulle æres ved hendes taknemlige bekendelse. Kristus ønskede, at hun skulle forstå, at han fandt behag i hendes troshandling. Han ville ikke, at hun skulle gå bort med en halv velsignelse. Hun skulle ikke være uvidende om hans kendskab til hendes lidelse eller om hans medfølende kærlighed. Hun skulle vide, at han satte pris på hendes tillid til, at han kan frelse dem, der kommer til ham.SOL 197.6

Med blikket vendt mod kvinden forlangte Kristus at få at vide, hvem der havde rørt ved ham. Da hun så, at det ikke nyttede at tie, trådte hun skælvende frem og kastede sig ned for hans fødder. Med taknemlighedens tårer i øjnene fortalte hun ham i hele folkets påhør, hvorfor hun havde rørt ved hans kappe, og hvorledes hun øjeblikkelig var blevet helbredt. Hun frygtede for, at hun havde begået en formastelig handling, da hun rørte ved hans kappe, men ikke et bebrejdende ord kom over Kristi læber. Han talte kun anerkendende til hende. Hans ord kom fra et kærligt hjerte, der var fuldt af medfølelse med menneskelige lidelser. “Datter,” sagde han mildt, “din tro har frelst dig; gå bort med fred.” Luk. 8, 48. Hvor opmuntrende var ikke disse ord! Ingen frygt for, at hun havde vakt anstød, forringede hendes glæde.SOL 198.1

Den nysgerrige skare, der omgav Jesus, mærkede ingen livgivende kraft. Men den lidende kvinde, der havde rørt ved ham i tro, blev helbredt. Også på det åndelige område adskiller den tilfældige berøring sig fra troens berøring. Blot at tro på Kristus som verdens frelser kan aldrig bringe sjælen lægedom. Den frelsende tro er ikke blot en indrømmelse af evangeliets sandhed. Sand tro tager imod Kristus som en personlig frelser. Gud gav sin enbårne son, for at jeg ved at tro på ham “ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Når jeg kommer til Kristus, skal jeg ifølge hans ord tro, at jeg modtager hans frelsende nåde. Det liv, jeg nu lever, skal jeg leve “i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig“. Joh. 3, 16; Gal. 2, 20.SOL 198.2

Mange anser kun troen for at være en mening. Frelsende tro er imidlertid en handling, ved hvilken de, der tager imod Kristus, træder i pagt med Gud. En levende tro betyder en forøget kraft, en tillidsfuld fortrøstning, hvorved sjælen ved Kristi nåde bliver en sejrende magt.SOL 199.1

Tro er en mægtigere sejrherre end døden. Dersom man kan få de syge til at fæste deres blik på Den store, himmelske Læge i tro, vil vi komme til at se vidunderlige resultater. Det vil bringe liv til legeme og sjæl.SOL 199.2

Når I arbejder for mennesker, som ligger under for slette vaner, så vis dem hen til Jesus i stedet for at henvise dem til den fortvivlelse og ødelæggelse, som de iler fremad imod. Henvis dem til himmelens herlighed. Dette vil have større betydning for deres legemes og sjæls frelse end at fremholde alle gravens rædsler for de hjælpeløse og tilsyneladende håbløse.SOL 199.3

En høvedsmands tjener lå syg af lammelse. Hos romerne var tjenerne slaver, der købtes og solgtes på torvet og tit blev udsat for mishandling og grusomhed. Denne høvedsmand var en undtagelse. Han holdt meget af sin tjener og ønskede inderligt, at han skulle blive rask. Han troede, at Jesus kunne helbrede ham. Selv havde han ikke set Frelseren, men de rygter, han havde hørt, fyldte ham med tro. Trods jødernes formvæsen var denne romer overbevist om, at deres religion stod højere end hans egen. Han havde allerede gennembrudt de skranker af national fordom og det had, der skilte sejrherrerne fra det besejrede folk. Han havde vist agtelse for Gudsdyrkelsen og venlighed mod jøderne, der tilbad Gud. Han havde fået tilfredsstillelse for sin sjæls trang i det, han havde fået fortalt om Kristi lære. Men han anså sig selv for uværdig til at nærme sig Jesus og henvendte sig derfor til jødernes ældste, for at de skulle formå Jesus til at helbrede hans tjener.SOL 199.4

De ældste fremlagde sagen for Jesus og gjorde gældende, at “han er nok værd, at du gør dette for ham; thi han elsker vort folk og har bygget vor synagoge til os”. Luk. 7, 4. 5.SOL 200.1

Medens Jesus er på vej til høvedsmandens hjem, modtager han et budskab fra høvedsmanden selv: “Herre, gør dig ikke ulejlighed, thi jeg er for ringe til, at du skal gå ind under mit tag.”SOL 200.2

Frelseren fortsætter imidlertid sin vandring, og høvedsmanden kommer personlig for at understrege budskabets vigtighed, idet han siger: “Derfor regnede jeg heller ikke mig selv for værdig til at komme til dig;” “men sig kun et ord, så bliver min tjener rask. Jeg er jo selv en mand, som står under kommando og har soldater under mig; og siger jeg til den ene: “Gå!”, så går han; og til den anden: “Kom!”, så kommer han; og til min tjener: “Gør dette!”, så gør han det.” Luk. 7, 7; Matt. 8, 8. 9.SOL 200.3

“Jeg repræsenterer den romerske magt, og mine soldater anerkender min myndighed som overordnet. Således repræsenterer du den evige Guds magt, og alt det skabte lyder dit ord. Du kan byde sygdommen vige bort, og den vil lyde dig. Tal kun ordet, så bliver min tjener helbredt.”SOL 200.4

“Det skal ske dig, som du troede,” sagde Kristus. “Og tjeneren blev rask i samme stund.” Matt. 8, 13.SOL 200.5

Jødernes ældste havde anbefalet høvedsmanden til Kristus på grund af den velvilje, han havde vist mod “vort folk”. “Han er nok værd, at du gør dette for ham,” sagde de, “han har bygget vor synagoge til os.” Men høvedsmanden sagde om sig selv: “Jeg er for ringe.” Alligevel frygtede han ikke for at bede Jesus om hjælp. Han stolede ikke på sin egen godhed, men på Frelserens barmhjertighed. Hans eneste argument var hans store trang.SOL 200.6

På samme måde kan ethvert menneske komme til Kristus. “Ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed” “frelste han os”. Tit. 3, 5. Føler du, at du ikke kan nære håb om at modtage velsignelse fra Gud, fordi du er en synder ? Husk på, at Kristus kom til verden for at frelse syndere. Vi har intet, som kan anbefale os hos Gud. Det eneste, som vi nu og altid kan påberåbe os, er vor fuldstændig hjælpeløse tilstand, der gør hans genløsende kraft til en nødvendighed. Idet vi lægger al vor selvtillid bort, kan vi se hen til Golgatas kors og sige:SOL 201.1

“Intet bringer jeg til dig,
kun til korset klynger mig.”SOL 201.2

“Dersom du kan tro; alle ting er den mulige, som tror”^{*Mark. 9, 23, ældre oversættelse, der svarer til den engelske, som forf. benytter.}). Det er troen, som forbinder os med himmelen, og som giver os styrke til at tage kampen op med mørkets magter. I Kristus har Gud givet os et middel til at undertrykke ethvert dårligt træk i vor karakter og til at modstå enhver fristelse, hvor stærk den end er. Men mange føler, at de mangler tro, og derfor bliver de ved med at holde sig borte fra Kristus. Lad sådanne sjæle 1 deres hjælpeløse uværdighed overgive sig helt til den medlidende frelsers barmhjertighed. Se ikke på jer selv, men på Kristus. Han, som helbredte de syge og uddrev onde ånder, dengang han vandrede blandt mennesker, er endnu den samme mægtige genløser. Grib derfor hans løfter som blade fra livets træ: “Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.” Joh. 6, 37. Når I kommer til ham, så tro, at han tager imod jer, fordi han har lovet det. I kan aldrig gå fortabt, så længe I gør dette — aldrig.SOL 201.3

“Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.” Rom. 5, 8.SOL 201.4

“Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som jo ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?” Rom. 8, 31. 32.SOL 202.1

“Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemag- ter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Rom. 8, 38. 39.SOL 202.2

Af alle de sygdomme, som var kendt i Orienten, var spedalskhed den mest frygtede. Dens uhelbredelige og smitsomme natur og dens rædselsfulde virkninger på de angrebne fyldte de modigste med frygt. Hos jøderne blev den betragtet som en straffedom for synd og blev derfor kaldt “slaget” eller “Guds finger”. Dybtgående, uoprettelige og dødbringende var dens virkninger, og den blev betragtet som et billede på synden.SOL 202.3

I Mose lov erklæredes den spedalske for at være uren. Alt, hvad han rørte ved, blev urent. Luften blev besmittet af hans ånde. Han var udelukket fra menneskers boliger, som om han allerede var død. Den, der mistænktes for at have sygdommen, måtte fremstille sig for præsterne, der skulle undersøge ham og træffe afgørelsen. Erklæredes han for at være spedalsk, blev han skilt ud fra sin familie, udelukket fra Israels forsamling og dømt til kun at omgås de mennesker, der led af den samme sygdom. Hverken konger eller fyrster dannede nogen undtagelse. En monark, der var angrebet af denne frygtelige lidelse, måtte give afkald på tronen og flygte bort fra menneskenes samfund.SOL 202.4

Skilt fra venner og slægtninge måtte den spedalske bære sygdommens forbandelse. Det var hans pligt at kundgøre sin egen ulykke, sønderrive sine klæder, og råbe en advarsel til alle om at fjerne sig fra ham, så de ikke blev smittet. Råbet: “Uren! Uren!”, der lød fra den ensomme flygtning, fyldte folk med frygt og afsky.SOL 202.5

På den egn, hvor Kristus virkede, var der mange af disse stakler, og da rygtet om hans gerning nåede dem, begyndte troen at vågne i hjertet hos en af dem. Dersom han kunne gå hen til Jesus, ville han måske blive helbredt. Men hvorledes skulle han finde Jesus? Hvorledes skulle han, der var dømt til at leve afsondret for bestandig, fremstille sig for den guddommelige læge? Og ville Kristus helbrede ham? Ville han ikke ligesom farisæerne og endog lægerne udtale en forbandelse over ham og pålægge ham at fjerne sig fra beboede steder?SOL 203.1

Han tænker på alt, hvad der er blevet fortalt ham om Jesus. Ikke een, der har søgt hjælp, er blevet bortvist. Den ulykkelige mand beslutter sig til at finde Frelseren. Skønt han ikke må komme ind i byerne, kan deres veje måske krydses et eller andet sted langs bjerg- stierne, eller han kan finde ham, når han lærer uden for landsbyerne. Vanskelighederne er store, men det er hans eneste håb.SOL 203.2

På lang afstand opfanger den spedalske nogle få ord fra Frelserens læber. Han ser ham lægge sine hænder på de syge. Han ser de halte, de blinde, de lamme og mennesker, som er dødssyge af forskellige sygdomme, rejse sig sunde op og prise Gud for befrielsen. Hans tro styrkes. Han kommer nærmere og nærmere hen til den lyttende skare. De bånd, som er lagt på ham, folkets sikkerhed, den frygt, alle betragter ham med — alt dette er glemt. Han sanser kun det velsignede håb om helbredelse.SOL 203.3

Synet af ham er frygteligt. Sygdommen har hærget ham stærkt, og det er uhyggeligt at se hans legeme, der er ved at gå i forrådnelse. I rædsel trænger folk sig ind på hinanden for at undgå at komme i berøring med ham. Nogle søger at hindre ham i at komme hen til Jesus, men forgæves. Han hverken ser eller hører dem. Deres afsky ænser han ikke. Han ser kun Guds søn. Han hører kun den stemme, der taler liv til de døende.SOL 203.4

Idet han trænger sig hen til Jesus, kaster han sig ned for hans fødder og råber: “Herre! Hvis du vil, kan du rense mig.” Matt. 8, 2. Jesus svarer: “Jeg vil; bliv ren!” (Matt. 8, 3) og lægger sin hånd på ham.SOL 203.5

Øjeblikkelig foregår der en forandring med den spedalske. Hans blod bliver sundt, nerverne følsomme og musklerne faste. Den unaturlig hvide, skællende hud, som er særegen for spedalskhed, forsvinder, og hans kød bliver som kødet hos et lille barn.SOL 204.1

Dersom præsterne fik at vide, hvordan det var gået til med den spedalskes helbredelse, kunne deres had til Kristus få dem til at fælde en uærlig dom. Jesus ønskede en uhildet kendelse. Derfor sagde han til manden, at han ikke måtte fortælle nogen om sin helbredelse, men han skulle ufortøvet fremstille sig i templet med et offer, inden rygtet om miraklet kom ud.SOL 204.2

Inden præsterne kunne tage imod et sådant offer, skulle de undersøge den, der bragte det, og bekræfte hans fuldstændige helbredelse.SOL 204.3

Denne undersøgelse blev foretaget. Præsterne, som havde dømt den spedalske til forvisning, måtte bevidne hans helbredelse, og den helbredte mand fik atter adgang til sit hjem og til samfundet. Han følte, at sundhedens gave var meget dyrebar. Han glædede sig over sin genvundne styrke og over at kunne være hos sin familie igen. Trods Jesu advarsel kunne han ikke længere skjule sandheden om sin helbredelse, og med glæde drog han omkring og fortalte alle om ham, der havde gjort ham rask.SOL 204.4

Da denne mand kom til Jesus, var han “fuld af spedalskhed” (Luk. 5,12). Sygdommens dødelige gift gennemtrængte hele hans legeme. Disciplene forsøgte at hindre deres herre i at røre ved ham, for den, der rørte ved en spedalsk, blev uren. Men Jesus blev ikke smittet, da han lagde sin hånd på den spedalske. Spedalskheden blev fjernet. Således er det også med syndens spedalskhed. Den er dybtgående, dødelig og umulig at fjerne ved menneskelig magt. “Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet; fra fodsål til isse er intet helt, kun flæn- ger, strimer og friske sår.” Es. 1, 5. 6. Men når Jesus kominer i berøring med det menneskelige, bliver han ikke smittet. Hans nærværelse betød lægende kraft for synderen. Enhver, som vil falde ned for hans fødder og sige med tro: “Herre, hvis du vil, kan du rense mig,” vil få det svar: “Jeg vil; bliv ren!”SOL 204.5

Jesus gav ikke altid den ønskede velsignelse med det samme, når han helbredte. Men i dette tilfælde var ønsket næppe udtalt, før det blev opfyldt. Når vi beder om jordiske velsignelser, vil svaret på vor bøn måske lade vente på sig, eller Gud kan give os noget andet, end vi beder om. Således er det ikke, når vi beder om befrielse fra synd. Det er hans vilje at rense os fra synden, gøre os til sine børn og sætte os i stand til at leve et helligt liv. Kristus “gav sig selv hen for vore synder” “for at udfri os af den nuværende, onde verden” “efter vor Guds og Faders vilje”. “Og dette er den tillid, vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os; og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået opfyldt, hvad vi bad ham om.” Gal. 1, 4; 1 Joh. 5, 14. 15.SOL 205.1

Jesus så på de bedrøvede og nedbøjede, dem, som havde mistet alt håb, og som søgte at tilfredsstille sjælens længsler med jordiske glæder, og han indbød alle til at finde hvile hos ham.SOL 205.2

Mildt bød han den hårdt arbejdende befolkning: “Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.” Matt. 11, 29.SOL 205.3

I disse ord talte Kristus til ethvert menneske. Enten de ved det eller ikke, er alle trætte og besværede. Alle tynges af byrder, som kun Kristus kan fjerne. Den tungeste byrde, vi bærer, er syndens byrde. Hvis det blev overladt til os selv at bære den, ville den knuse os. Men han, som er uden synd, har indtaget vor plads. “Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle.” Es. 53, 6.SOL 205.4

Han har båret vore overtrædelser. Han vil tage byrden bort fra vore trætte skuldre. Han vil give os hvile. Vor bekymring og sorg vil han også bære. Han indbyder os til at kaste al vor sorg på ham, for vort vel ligger ham på hjerte.SOL 205.5

Menneskeslægtens guddommelige “ældre brodér” opholder sig ved den evige troen. Han ser på hver eneste sjæl, der vender blikket opad til ham, som er Frelseren. Han kender af erfaring menneske-nes skrøbeligheder. Han ved, hvad vi trænger til, og hvor stor en magt fristelserne har, for han blev “fristet i alle ting, ligesom vi, dog uden synd”. Han våger over dig, du skælvende Guds barn. Bliver du fristet? Han vil udfri dig. Er du svag? Han vil styrke dig. Er du uvidende? Han vil oplyse dig. Er du såret? Han vil helbrede dig. Herren “fastsætter stjernernes tal”, og dog helbreder han “dem, hvis hjerte er sønderknust, og forbinder deres sår”. Heb. 4, 15; Sal. 147, 4. 3.SOL 206.1

Hvori dine ængstelser og prøvelser end måtte bestå, så læg dem frem for Herren. Din ånd vil blive styrket til at være udholdende. Vejen vil åbnes for dig, så du kan komme ud af dine vanskeligheder. Jo mere svag og hjælpeløs du føler dig, desto stærkere vil du blive i hans kraft. Jo tungere dine byrder er, desto mere velsignet er hvilen ved at kunne kaste dem på ham, som bærer alle byrder.SOL 206.2

Omstændigheder kan skille os fra vore venner. De urolige bølger på det store hav kan rulle mellem os og dem. Men ingen omstændigheder og ingen afstand kan skille os fra Frelseren. Hvor vi end måtte befinde os, er han ved vor højre hånd for at støtte, opholde, bevare og opmuntre os. Større end en moders kærlighed til sit barn er Kristi kærlighed til dem, han har genløst. Det er vor forret at kunne hvile i hans kærlighed og sige: “Jeg vil forlade mig på ham; for han gav sit liv for mig.”SOL 206.3

Menneskelig kærlighed kan forandres, men Kristi kærlighed kender ikke til forandring. Når vi råber til ham om hjælp, er hans hånd udrakt for at frelse.SOL 206.4