KAPITEL 29—ET KALD TIL TJENESTE

Det er morgen ved Galilæas sø. Jesus og hans disciple er gået i land efter en stormfuld nat ude på vandet, og den opgående sol spreder en velsignet fred over hav og jord. Idet de betræder stranden, møder der dem et syn, som er frygteligere end den oprørte sø. Fra et eller andet skjulested mellem gravene kommer to afsindige mænd styrtende imod dem, som ville de sønderrive dem. På mændene hænger resterne af de lænker, som de brød itu, da de flygtede fra deres fangenskab. De er forrevne og blodige, øjnene stirrer frem under det lange, tjavsede hår. Enhver lighed med mennesker synes at være udslettet. De ligner mere vilde dyr end menneskelige væsener.SOL 221.1

Disciplene og deres ledsagere flygter i rædsel, men snart opdager de, at Jesus ikke er med dem, og de vender sig om for at se efter ham. Han står, hvor de forlod ham. Han, som stillede stormen, og som tidligere har mødt Satan og overvundet ham, flygter ikke for disse dæmoner. Idet mændene tænderskærende og med fråde om munden nærmer sig Jesus, løfter han den hånd, der har gjort tegn til bølgerne om at være stille, og mændene kan ikke komme nærmere. De står rasende og magtesløse foran ham.SOL 221.2

Med myndighed byder han de urene ånder fare ud af dem. De ulykkelige mænd forstår, at her er en, som kan frelse dem fra de ånder, som plager dem. De falder ned for Frelserens fødder for at anråbe ham om barmhjertighed; men idet de åbner munden, taler ånderne gennem dem og råber: “Lad os i fred, du Guds søn! Er du kommen her for at pine os før tiden?” Matt. 8, 29.SOL 222.1

De onde ånder tvinges til at slippe deres ofre, og der sker en vidunderlig forandring med de besatte. Lyset skinner ind i deres sind og afspejles i deres øjnes glans. De ansigter, der så længe har været misdannede efter Satans billede, får pludselig et mildt udtryk, de blodige hænder bliver rolige, og mændene takker Gud med høj røst.SOL 222.2

Imidlertid er ånderne, som er blevet drevet ud af deres opholdssted i menneskene, faret i svinene og har styrtet disse ud i ødelæggelse. Svinehyrderne skynder sig bort for at fortælle, hvad der er hændt, og hele befolkningen går ud for at møde Jesus. De to besatte har været hele egnens skræk. Nu sidder disse mænd påklædte og helt normale ved Jesu fødder og lytter til hans ord og priser ham, der har gjort dem raske. Men vidnerne til dette vidunderlige syn glæder sig ikke. For dem synes tabet af svinene at være af større betydning end befrielsen af disse stakkels Djævelens fanger. I rædsel trænger de sig omkring Jesus og bønfalder ham om at drage bort derfra, og dette ønske opfylder han. Øjeblikkelig tager han med båden over til den modsatte bred.SOL 222.3

De to helbredte nærer ganske andre følelser. De ønsker at være sammen med deres befrier. Hos ham føler de sig trygge for de onde ånder, som har pint dem og ødelagt deres menneskeværd. Da Jesus er ved at gå om bord i båden, holder de sig nær til ham, knæler for hans fødder og beder om at måtte følge med ham, så de kan lytte til hans ord. Men Jesus byder dem gå hjem og fortælle, hvor store ting Herren har gjort for dem.SOL 222.4

Netop der er der en opgave for dem — i et hedensk hjem, hvor de skal fortælle om de velsignelser, de har modtaget af Jesus. Det er svært for dem at skulle skilles fra Frelseren. Store vanskeligheder vil møde dem hos deres hedenske landsmænd, og deres langvarige adskillelse fra menneskenes samfund synes at have gjort dem uskik- kede til dette hverv. Men så snart han viser dem deres pligt, er de villige til at adlyde.SOL 223.1

De fortalte ikke alene deres egen familie og deres egne naboer om Jesus, men drog igennem hele Dekapolis, og overalt forkyndte de hans magt til at frelse og forklarede, hvorledes han havde befriet dem for de onde ånder.SOL 223.2

Skønt befolkningen i gadarenernes land ikke havde taget imod Jesus, overlod han dem ikke til det mørke, de selv havde valgt. Dengang de bad ham drage bort, havde de endnu ikke hørt hans tale. De vidste ikke, hvad det var, de forkastede. Derfor sendte han lyset til dem med nogle mennesker, som de ikke ville nægte at høre.SOL 223.3

Satan troede, at han ved at ødelægge svinene kunne få folket til at vende sig bort fra Frelseren og forhindre evangeliets forkyndelse på denne egn. Men netop denne tildragelse vakte større opsigt, end noget andet ville have gjort, og samlede al opmærksomheden om Kristus. Skønt Frelseren selv drog bort, blev de mænd, han havde helbredt, tilbage som vidner om hans magt. De, som havde været redskaber for mørkets fyrste, blev lysbærere, Guds søns sendebud. Da Jesus vendte tilbage til Dekapolis, samledes folket omkring ham, og i tre dage hørte tusinder fra hele omegnen frelsens budskab.SOL 223.4

De to, der havde været besat, var de to første missionærer, Kristus sendte ud for at forkynde evangeliet i egnen omkring Dekapolis. Kun en kort tid havde disse mænd lyttet til hans ord. Ikke en eneste prædiken fra hans læber havde de nogen sinde hørt. De kunne ikke undervise folket, således som disciplene, der daglig havde været sammen med Kristus; men de kunne fortælle, hvad de vidste, og hvad de selv havde set, hort og følt af Frelserens kraft. Det samme kan enhver, hvis hjerte er blevet berørt af Guds nåde, gøre. Det er et sådant vidnesbyrd, vor Herre venter af os, men som verden ikke hører og derfor går sin fortabelse i møde.SOL 223.5

Evangeliet skal ikke forkyndes som en død teori, men som en levende kraft, der kan forvandle livet. Gud vil, at hans tjenere skal bære vidnesbyrd om den sandhed, at menneskene ved hans nåde kan få del i Kristi karakter og glæde sig i forvisningen om hans store kærlighed. Han vil, at vi skal vidne om den kendsgerning, at han ikke kan være tilfreds, før alle, der vil tage imod frelsen, er genvundne og har fået deres hellige rettigheder som hans sønner og døtre tilbage.SOL 224.1

Selv de, hvis liv har været ham mest anstødeligt, tager han gerne imod. Når de omvender sig, giver han dem sin guddommelige ånd og sender dem ind i de utros lejr for at forkynde hans nåde. Sjæle, som cr dybt sunket og blevet Satans redskaber, bliver stadigvæk ved Kristi kraft forvandlet til retfærdighedens budbærere og sendes ud for at fortælle, hvor store ting Herren har gjort for dem, og at han har haft medlidenhed med dem.SOL 224.2

Da kvinden fra Kapernaum var blevet helbredt ved tro, ønskede Jesus, at hun skulle vedkende sig den velsignelse, hun havde modtaget. De gaver, evangeliet tilbyder, kan man ikke få i det skjulte eller nyde i hemmelighed.SOL 224.3

“I er mine vidner, siger Herren, at jeg er Gud”. Es. 43,12(æld. overs.).SOL 224.4

Vor bekendelse om hans trofasthed er det middel, der af Gud er bestemt til at åbenbare Kristus for verden. Vi skal bekende vor tro på hans nåde, som den blev forkyndt ved de hellige mænd fordum. Det, som vil gøre mest virkning, er dog vidnesbyrdet om vor egen erfaring. Vi er vidner for Gud, når vi i os selv åbenbarer virkningen af den guddommelige kraft. Ethvert menneske lever et liv, som er forskelligt fra alle andres, og har en erfaring, som er særegen for vedkommende. Gud ønsker, at vor tak skal opstige til ham og bære præg af vor personlighed.SOL 224.5

Sådanne dyrebare vidnesbyrd vil med uimodståelig kraft bidrage til at frelse sjæle, når de ledsages af et ægte kristenliv.SOL 225.1

Det er til vort eget gavn, at vi bevarer enhver af Guds gaver i frisk erindring. På denne måde får vi mere tro til at bede om og tage imod mere og mere. Den mindste velsignelse, vi selv modtager fra Gud, vil være til større opmuntring for os end alle de beretninger, vi kan læse om andres tro og erfaring. Den sjæl, der lader sig påvirke af Guds nåde, skal være som en vandrig have. Hans lægedom skal gå frem i hast, hans lys skal stråle i mørke, og Herrens herlighed skal ses på ham.SOL 225.2

Evangeliets indbydelse må ikke begrænses til nogle få udvalgte, som vi mener vil gøre os ære, hvis de tager imod den. Budskabet skal bringes til alle. Når Gud velsigner sine børn, er det ikke blot for deres egen skyld, men for verdens skyld. Han skænker os sine gaver, for at vi skal forøge dem ved at dele dem med andre. ISOL 225.3

Så snart den samaritanske kvinde, som talte med Jesus ved Jakobs brønd, havde fundet Frelseren, førte hun andre til ham. Hun viste sig at være en mere virksom missionær end hans egne disciple. I Samaria så disciplene intet, der tydede på, at det var en lovende arbejdsmark. De tænkte på en stor opgave, der skulle løses i fremtiden. De så ikke, at der lige omkring dem var en høst, som skulle indsamles. Men takket være denne kvinde, som de foragtede, fik en hel by lejlighed til at høre om Jesus. Hun bragte øjeblikkelig lyset til sine landsmænd.SOL 225.4

Hun er et eksempel på, hvad en praktisk tro på Kristus kan udrette. Enhver sand discipel fødes ind i Guds rige som en missionær. Så snart han lærer Frelseren at kende, ønsker han at gøre andre bekendt med ham. Den frelsende og helliggørende sandhed kan ikke skjules i hans hjerte. Den, der drikker af det levende vand, bliver en kilde til liv. Modtageren bliver en giver. Kristi nåde i sjælen er ligesom en kilde i ørkenen. Den vælder frem for at stille andres tørst og gøre dem, der er ved at gå til grunde, ivrige efter at drikke af livets vand. Når vi udfører denne gerning, modtager vi en større velsignelse end ved blot at arbejde for os selv. Det er ved at bringe det glade budskab om frelse til andre, at vi kommer Frelseren nær.SOL 225.5

Om dem, der tager imod Herrens nådegave, siger Herren: “Jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse.” Ez. 34, 26.SOL 226.1

“På den sidste og store højtidsdag stod Jesus frem, råbte og sagde: “Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.”” Joh. 7, 37. 38.SOL 226.2

De, der modtager, skal give til andre. Alle vegne lyder der råb om hjælp. Gud opfordrer menneskene til med glæde at tjene deres medmennesker. Der er uforgængelige kroner at opnå. Der er en himmel at vinde. Verden, der er ved at omkomme i uvidenhed, skal oplyses.SOL 226.3

“Siger I ikke: “Der er endnu fire måneder, til høsten kommer?” Se, jeg siger jer: Opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten. Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv.” Joh. 4, 35. 36.SOL 226.4

I tre år havde disciplene Jesu herlige eksempel for deres øjne. Dag efter dag vandrede de med ham og talte sammen med ham. De hørte hans opmuntrende ord til de trætte og besværede og så åbenbarelser af hans kraft, når han hjalp de syge og plagede. Da tiden kom til, at han skulle forlade dem, gav han dem nåde og kraft til at føre hans gerning videre i hans navn. Overalt skulle de forkynde hans glædes budskab om kærlighed og lægedom. Frelseren lovede, at han altid ville være med dem. Ved Helligånden ville han endog være dem nærmere, end da han vandrede synligt blandt menneskene.SOL 226.5

Den gerning, disciplene udforte, skal vi også udfore. Enhver kristen skal være en missionær. I medfølelse og medlidenhed skal vi tjene dem, der trænger til hjælp, og med uegennyttig alvor søge at lindre de lidelser, som hjemsøger menneskene.SOL 227.1

Alle kan finde noget at gøre. Ingen behøver at føle, at der ikke er noget sted, hvor de kan arbejde for Kristus. Frelseren gør sig til eet med hvert eneste menneske. Han blev medlem af den jordiske familie, for at vi kunne blive medlemmer af den himmelske familie. Han er Menneskesønnen og er derved blevet broder til hvert eneste menneske. Hans efterfølgere må ikke fole sig hævede over den fortabte verden omkring dem. De er en del af den store menneskehed, og himmelen betragter dem som brødre til både syndere og hellige.SOL 227.2

Millioner og atter millioner af mennesker, som lever i sygdom, uvidenhed og synd, har ikke engang hørt tale om Kristi kærlighed til dem. Alt det, vi gerne ville have dem ril at gøre imod os, hvis vi var i deres sted, skal vi gøre for dem, så vidt det står i vor magt. Kristi leveregel, som bliver bestemmende for, om vi skal bestå eller falde i dommen, lyder: “Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.” Matt. 7, 12.SOL 227.3

Alt det, der giver os et fortrin fremfor andre, enten det er lærdom og dannelse, en ædel karakter, kristelig uddannelse eller religiøs erfaring, stiller os i et gældsforhold til de mindre begunstigede, og så vidt det står i vor magt, skal vi tjene dem. Hvis vi er stærke, skal vi holde de svages hænder oppe.SOL 227.4

Herlighedens engle, som altid ser den himmelske Faders ansigt, glæder sig over at kunne tjene hans små. Der er altid engle til stede, hvor de mest behøves. De er hos dem, der udkæmper de hårdeste kampe mod selvet, og hvis omgivelser er mest nedslående. Svage og frygtsomme sjæle, som har mange utiltalende karaktertræk, tager de sig særligt af. Hvad egenkærlige hjerter ville betragte som en nedværdigende gerning, nemlig at hjælpe de stakler, som har dårlige karakteregenskaber, udfores af de rene, syndfrie væsener fra det høje.SOL 227.5

Jesus anså ikke himmelen for at være et attråværdigt sted, så længe vi var fortabte. Han forlod de himmelske sale for at leve et liv i hån og foragt og til sidst få en forsmædelig død. Han, som ejede uvurderlige skatte i himmelen, blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige. Vi skal træde i hans spor.SOL 228.1

Den, der bliver et Guds barn, bør for fremtiden betragte sig som et led i den kæde, der blev sænket ned for at frelse verden. Han bør være eet med Kristus i hans nådige plan og gå ud sammen med ham for at søge og frelse det fortabte.SOL 228.2

Mange mener, at det ville være en stor forret at kunne besøge de steder, hvor Kristus færdedes på jorden, gå, hvor han vandrede, se den sø, ved hvis bredder han så ofte lærte, og de bjerge og dale, som hans øjne så tit hvilede på. Men vi behøver ikke at rejse til Palæstina for at vandre i Jesu spor. Vi kan finde hans fodspor ved sygesengen, i de fattiges usle boliger, i storbyernes overfyldte gader og ethvert sted, hvor der er mennesker, som trænger til trøst.SOL 228.3

Vi skal mætte de sultne, klæde de nøgne og trøste dem, der lider og sørger. Vi skal hjælpe de fortvivlede og give de modløse nyt håb.SOL 228.4

Når Kristi kærlighed viser sig i uegennyttig tjeneste, vil den bidrage mere til at omvende forbryderen end sværdet eller domstolen.SOL 228.5

I dag strømmer ingen nysgerrige skarer ud til dc øde steder for at se og høre Kristus. Hans røst lyder ikke på de travle gader. Intet råb fra vejkanten fortæller, at “Jesus fra Nazaret går forbi”. Luk. 18, 37. Dog er dette ord også sandt i dag. Usynlig går Kristus gennem vore gader. Med nådens budskab kommer han til vore hjem. Han venter på at samarbejde med alle, der søger at virke i hans navn. Han er midt iblandt os for at helbrede og velsigne os, dersom vi vil tage imod ham.SOL 228.6