Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    KAPITEL 34—KUNSTEN AT OMGÅS MENNESKER

    I Al vor omgang med andre mennesker bør vi vise selvbeherskelse, overbærenhed og medfølelse. Vi er alle så forskellige i natur, i vaner og med hensyn til opdragelse, at vi ikke bedømmer alting på samme måde. Vi ser forskelligt på tingene. Vor opfattelse af sandhed og vore begreber om livsførelse stemmer ikke altid overens. Der fmdes ikke to mennesker, hvis erfaring i alle enkeltheder er den samme. Den ene får ikke dc samme prøvelser som den anden. De pligter, som den ene synes er lette, er meget vanskelige og besværlige for en anden.SOL 265.1

    Mennesket er af naturen så skrøbeligt, så uvidende og så fejlende, at enhver bør være forsigtig i sin bedømmelse. Vi ved kun lidt om, hvilken indflydelse vore handlinger kan have på andres erfaring. Hvad vi gør eller siger, kan for os synes at være af ringe betydning; men dersom vore øjne kunne åbnes, ville vi se, at det har haft de allerstørste følger til det gode eller til det onde.SOL 265.2

    Der er mange, som har båret så få af livets byrder, kendt sa lidt til virkelig sjælekval og haft så liden interesse og bekymring for andres vel, at de ikke kan forstå den, der virkelig har store ansvar at bære. De forstår lige så lidt af deres byrder, som barnet fatter sin faders bekymringer og besvær. Den lille dreng kan undre sig over, at lians fader cr så bekymret og ængstelig; det synes barnet cr unødvendigt. Men når han er vokset i alder og erfaring og selv kommer til at bære livets byrder, vil han se tilbage på sin faders liv og forstå, hvad der engang var så ubegribeligt for ham. Bitre erfaringer har bragt ham forståelse.SOL 265.3

    Mange, som bærer byrdefulde ansvar, udfører et arbejde, der ikke bliver forstået og værdsat, før dc cr lagt i graven. Når andre overtager deres byrder og møder dc samme vanskeligheder, forstår dc først, hvordan disse menneskers mod og tro blev prøvet. Dc fejltrin, som de var så ivrige til at dadle dem for, mistes da ofte af syne. Erfaringen lærer dem at vise medfølelse. Gud tillader menneskene at blive sat i ansvarsfulde stillinger. Når de begår fejl, har han magt til at vise dem til rette eller til at fjerne dem. Vi bør være forsigtige, at vi ikke påtager os det dommcrhverv, som tilhører Gud.SOL 266.1

    Davids handlemåde over for Saul indeholder cn lærdom. Efter Guds befaling var Saul blevet salvet til konge over Israel. På grund af hans ulydighed erklærede Herren, at riget skulle tages fra ham; men hvor kærlig og høflig og overbærende var alligevel ikke David over for ham! Under forsøget på at tage Davids liv var Saul kommet ud i ørkenen, hvor han uden ledsagelse kom ind i den hule, hvor David og hans mænd lå skjult. “Da sagde Davids mænd til ham: “Se, nu cr den dag kommet, Herren havde for øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din fjende i din hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!” Men han svarede sine mænd: “Herren lade det være langt fra mig! Slig en gerning gør jeg ikke mod min herre, jeg lægger ikke min hånd på Herrens salvede; thi Herrens salvede er han!”” i Sam. 24, 5-7. Frelseren byder os: “Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.” Husk på, at dit livsrcgnskab snart vil blive gennemgået af Gud. Husk også, at han har sagt: “Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer; ... du dommer nok, men handler selv på samme vis.” Matt. 7, 1. 2; Rom. 2, 1.SOL 266.2

    Vi står os ikke ved at lade nogen virkelig eller formodet forurettelse forbitre vort sind. Den fjende, vi behøver at frygte mest, er os selv. Ingen last af nogen art har en mere fordærvelig indvirkning på karakteren end menneskelig lidenskab, der ikke står under den Helligånds ledelse. Ingen sejr vil være så herlig som sejren over selvet.SOL 267.1

    Vi bør ikke være så sårbare. Vi lever ikke for at værne om vore følelser eller vort omdømme, men for at frelse sjæle. Når vi kommer til at interessere os for sjæles frelse, vil vi ikke længere fæste os ved de små uoverensstemmelser, der så tit opstår i vor omgang med andre. Hvad andre end måtte tænke om os, behøver det ikke at forstyrre vort inderlige samfund med Kristus og ånden. “Hvad ros fortjener det, om I tålmodigt finder jer i at blive slået, når I forsynder jer? Men finder I jer i at lide, skont I gør det gode, da er I under Guds nåde.” I Pet. 2, 20.SOL 267.2

    Gør ikke gengæld. Fjern enhver årsag til misforståelse, så vidt det står i din magt. Undgå enhver antydning af ondt. Gør alt, hvad du formår, for at forlige dig med andre uden derved at svigte principper. “Når du bringer din gave til alteret og der kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive der ved alteret, og gå først hen og forlig dig med dm broder og kom så og bring din gave!” Matt. 5, 23. 24.SOL 267.3

    Dersom nogen taler utålmodigt til dig, så svar aldrig i den samme ånd. Husk, at et “mildt svar stiller vrede”. Ord. 15, I. Der cr en forunderlig magt i tavshed. At tale til en, som er vred, vil undertiden kun gøre ham endnu mere forbitret; men vrede, der mødes med tavshed og meden mild, overbærende ånd, vil hurtigt lægge sig.SOL 267.4

    Når du bliver udsat for en storm af sårende, kritiserende ord, så hold sindet fæstet ved Guds ord. Fyld sind og hjerte med Guds lofter. Bliver du dårligt behandlet eller anklaget med urette, så giv ikke et heftigt svar tilbage, men tænk på Guds dyrebare lofter.SOL 268.1

    “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!” Rom. 12, 21.SOL 268.2

    “Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind og fører din retfærdighed frem som lyset, din ret som den klare dag.” Sal. 37, 5- 6.SOL 268.3

    “Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt.” Luk. 12, 2.SOL 268.4

    Du “lod mennesker skride hen over vort hoved, vi kom gennem ild og vand; men du førte os ud og bragte os lindring”! Sal. 66, 12.SOL 268.5

    Vi har let ved at ty til vore medmennesker for at finde medfølelse og trøst hos dem i stedet for at se hen til Jesus. I sin nåde og trofasthed tillader Gud ofte, at vi svigtes af dem, som vi satte vor lid til, for derved at lære os, hvilken dårskab det er at stole på mennesker og holde kød for sin arm. Lad os i ydmyghed og uegennytte forlade os helt på Gud. Han kender de sorger, som vi føler i dybet af vort hjerte, men som vi ikke kan give udtryk for. Når alting synes at være mørkt og uforklarligt, så husk på Kristi ord: “Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.” Joh. 13, 7.SOL 268.6

    Studer Josefs og Daniels historie. Herren hindrede ikke de mænd, der søgte at skade dem, men han vendte alle deres planer til det gode for sine tjenere, som trods prøvelser og kampe bevarede deres tro og hengivenhed.SOL 268.7

    Så længe vi er i verden, vil vi møde modgang. Der vil komme vanskeligheder, som skal sætte vort sind på prøve, og det er ved at tage imod sådanne ting i den rette ånd, at de kristne dyder udvikles. Dersom Kristi ånd bor i os, vil vi være tålmodige, venlige, overbærende og frimodige selv under forhold, som ellers ville ærgre og irritere os. Dag efter dag og år efter år vil vi sejre over os selv og opøves i at vise heltemod. Det er den opgave, der er betroet os, men den kan ikke fuldføres uden hjælp fra Jesus, ikke uden fast beslutsomhed, urokkelig målbevidsthed, stadig årvågenhed og uafladelig bøn. Enhver har en personlig kamp at kæmpe. Selv Gud kan ikke gøre vor karakter ædel eller vort liv nyttigt, medmindre vi bliver hans medarbejdere. De, der viger tilbage for striden, går glip af den styrke og glæde, som sejren bringer.SOL 268.8

    Vi behøver ikke selv at holde regnskab med vore prøvelser og vanskeligheder, vore sorger og bekymringer. Alt dette bliver indført i himmelens boger, og Gud vil tage sig af det. Når vi giver os af med at opregne alt det ubehagelige, vi har været udsat for, vil vi glemme meget af det, som det er en glæde at tænke på, f.eks. Guds nåde og miskundhed, der vises os hvert øjeblik, og den kærlighed, som selv engle undres over.SOL 269.1

    Dersom du ikke føler dig glad og tilfreds, så nævn det ikke for andre. Kast ingen skygge over andres liv. En kold, trist religion vil aldrig kunne drage sjæle til Kristus; den driver dem bort fra ham, ind i de garn, den onde har lagt for de vildfarende fødder. Tænk ikke på alle genvordighederne, men tænk hellere på den kraft, som du har lov til at kræve i Kristi navn. Lad sindet gribe de ting, der ikke ses, og tankerne være fæstede ved beviserne på Guds store kærlighed til dig. Troen kan tåle prøvelser, modstå fristelser og holde os oppe under skuffelser. Jesus, vor talsmand, lever. Alt det, han sikrer os i sin gerning som mellemmand, er vort.SOL 269.2

    Tror du ikke, Kristus sætter pris på dem, der lever udelukkende for ham? Tror du ikke, at han besøger dem, der udsættes for vanskeligheder og prøvelser for hans skyld ligesom den elskede Johannes i sin landflygtighed. Gud vil ikke lade en eneste af sine oprigtige tjenere kæmpe alene i en ulige kamp og blive overvundet. Den, hvis liv er skjult med Kristus i Gud, vil han bevare som en kostelig ædelsten. Om et sådant menneske siger han: Jeg “gør dig til en seglring; thi dig har jeg udvalgt”. Hag. 2, 23.SOL 269.3

    Tal så om hans lofter. Tal om, hvor villig Jesus er til at velsigne. Han glemmer os ikke et eneste øjeblik. Når vi trods ubehagelige omstændigheder tillidsfuldt hviler i hans kærlighed og lukker os selv inde i ham, vil følelsen af hans nærværelse fylde os med en dyb, stille glæde. Kristus sagde om sig selv: “Jeg gør ikke noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg. Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.” Joh. 8, 28. 29.SOL 270.1

    Faderens nærværelse omsluttede Kristus, og der hændte ham kun det, som en evig kærlighed tillod til velsignelse for verden. Dette var kilden til hans trøst, og det er også vor. Den, der er besjælet af Kristi ånd, bliver i Kristus. Alt, hvad der møder ham, kommer fra Frelseren, der er ham nær. Intet kan ramme ham, uden Herren tillader det. Alle vore lidelser og sorger, alle vore fristelser og prøvelser, alt, hvad der gør os bekymrede og bedrøvede, enhver forfølgelse og ethvert savn, kort sagt alle ting samvirker til vort bedste. Alle erfaringer og omstændigheder er kun midler, Gud bruger for at gøre os godt.SOL 270.2

    Hvis vi virkelig forstod, hvor langmodig Gud er med os, ville vi ikke give os af med at dømme eller anklage andre. Hvor ville det ikke have forbavset de mennesker, som lærte Kristus at kende, hvis de havde hørt ham tale et eneste anklagende, kritiserende eller utålmodigt ord, da han var her på jorden. Lad os aldrig glemme, at de, der elsker ham, skal ligne ham i karakter.SOL 270.3

    “Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed !””Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet.” Rom. 12, 10; 1 Pet. 3, 9.SOL 270.4

    Vor Herre Jesus kræver, at vi skal anerkende hvert menneskes rettigheder. Vi skal tage hensyn til menneskenes sociale rettigheder og deres rettigheder som kristne. Alle skal behandles med finfølelse og kærlighed som Guds sønner og døtre.SOL 270.5

    Kristendom vil gøre ct menneske dannet. Kristus var høflig endog mod sine forfølgere, og hans disciple må lægge den samme ånd for dagen. Betragt Paulus, da han blev fremstillet for øvrigheden. Hans tale til Agrippa er et eksempel på sand høflighed og overbevisende veltalenhed. Evangeliet opmuntrer ikke til den formelle høflighed, som er almindelig i verden, men til den dannelse, som har sin rod i et virkelig godt hjertelag.SOL 271.1

    Den omhyggeligste hensyntagen til takt og tone er ikke nok til at udelukke al irritation, dømmesyge og upassende tale. Sand dannelse vil aldrig gøre sig gældende, så længe selvet betragtes som det højeste. Kærlighed må bo i hjertet. Motivet til en sand og alvorlig kristens handlinger cr den dybe kærlighed, han i sit hjerte nærer til Herren. Fra hans inderlige hengivenhed for Kristus udspringer en uegennyttig interesse for hans medmennesker. Kærlighed giver ham ynde, sømmelighed og tækkelighcd. Den oplyser ansigtet og gør stemmen mild. Den forædler og højner hele hans væsen.SOL 271.2

    Livet består ikke først og fremmest af store opofrelser og vidunderlige bedrifter, men af småting. Det virkelig gode og det virkelig onde, som møder os i livet, skyldes som oftest de små ting, der synes at fortjene så ringe opmærksomhed. Det er, fordi vi ikke holder ud i de små prøver, at dårlige vaner opstår, og karakteren misdannes, og når de større prøvelser kommer, er vi uforberedt. Kun ved at handle efter principperne i dagliglivets prøver kan vi fa kraft til at stå fast og være tro i de mest farefulde og vanskelige situationer.SOL 271.3

    Vi er aldrig alene. Vi har en ledsager, enten vi selv vælger ham eller ej. Husk, at hvor du end er, og hvad du end gør, er Gud til stede. Intet af det, der gøres, siges eller tænkes, undgår hans opmærksomhed. Til hvert af dine ord og til hver af dine handlinger har du et vidne — den hellige Gud, der hader synd. Tænk altid på dette, før du taler eller handler. Som en kristen er du medlem af den kongelige familie, et barn af den himmelske Konge. Sig ikke noget og gør ikke noget, der vil føre vanære over “det skønne navn, som er nævnet over jer”. Jak. 2, 7.SOL 271.4

    Studer omhyggeligt den guddommelig-menneskelige karakter og stil dig stadig det spørgsmål: “Hvad ville Jesus gøre, hvis han var i mit sted ?” Dette burde være målestokken for vor pligt. Indlad dig ikke unødvendigt med mennesker, som vil søge at rokke din beslutning om at gøre, hvad der er ret, eller som vil sætte en plet på din samvittighed. Foretag dig intet iblandt fremmede, på gaden, i toget eller i hjemmet, der kan have det mindste udseende af ondt. Gør hver dag noget for at udvikle, forskønne og forædle det liv, som Kristus har købt med sit eget blod.SOL 272.1

    Vi bør altid handle efter principper og aldrig efter indskydelser. Dæmp den naturlige voldsomhed i dit væsen og vær sagtmodig og mild. Tal og spøg aldrig i letsindighed. Lad ingen lav vittighed komme over dine læber. End ikke tankerne må få lov at gå deres egne veje. De må beherskes, tages til fange i lydighed mod Kristus. Lad dem dvæle ved det, som er helligt. Da vil de ved Kristi nåde blive rene og sande.SOL 272.2

    Vi trænger til stadig at erkende den forædlende kraft, der ligger i rene tanker. Den eneste sikkerhed for enhver cr at tænke ret. Som en mand tænker i sit hjerte, så er han”. Ord. 23, 7, ældre overs. Evnen til selvdisciplin styrkes ved øvelse. Hvad der i begyndelsen synes vanskeligt vil ved stadig gentagelse falde let, indtil gode tanker og handlinger bliver en vane. Dersom vi vil, kan vi vende os bort fra alt, hvad der cr lavt og simpelt, og komme op på et højere plan. Vi kan blive agtet af mennesker og elsket af Gud.SOL 272.3

    Gør det til en vane at tale godt om andre. Læg mærke til de gode egenskaber hos dem, du omgås, og se så lidt som muligt på deres fejl og mangler. Når du fristes til at klage over, hvad nogen har sagt eller gjort, så fremhæv et eller andet i den pågældendcs liv eller karakter, der er værd at rose. Lær at være taknemmelig. Pris Gud for hans underfulde kærlighed, da han hengav Kristus i døden for os. Det betaler sig aldrig at tænke på vore besværligheder. Gud opfordrer os til at tænke på hans miskundhed og hans uforlignelige kærlighed, for at vi kan fyldes med taknemmclighed.SOL 272.4

    De, der arbejder alvorligt, har ikke tid til at tænke på andres fejl. Vi er ikke tjent med at beskæftige os med andres fejl eller svagheder. Bagtalelse er en dobbelt forbandelse, der falder tungere på den, der taler, end på den, der hører. Den, der udsår stridens og uenighedens sæd, høster de dødbringende frugter i sin egen sjæl. Netop ved at man spejder efter ondt hos andre, udvikles det onde hos en selv. Når vi dvæler ved andres fejl, forvandles vi efter det samme billede. Men ved at betragte Jesus og tale om hans kærlighed og fuldkomne karakter forvandles vi efter hans billede. Ved at grunde på det høje ideal, han har vist os, løftes vi op i en ren og hellig atmosfære, op til Gud. Når vi bliver der, udgår der fra os et lys, som skinner på alle omkring os.SOL 273.1

    I stedet for at kritisere og fordømme andre bør du sige: “Jeg må arbejde på min egen frelse. Hvis jeg samarbejder med ham, som ønsker at frelse min sjæl, må jeg omhyggeligt vogte mig selv. Jeg må fjerne alt det onde i mit eget liv. Jeg må blive cn ny skabning i Kristus. I stedet for at svække dem, der kæmper imod det onde, vil jeg kunne styrke dem ved opmuntrende ord.” Vi er for lige-gyldige over for hverandre. Alt for ofte glemmer vi, at vore medarbejdere trænger til styrke og opmuntring. Lad dem mærke, at du har interesse for dem og medfølelse med dem. Hjælp dem ved at bede for dem, og lad dem vide, at du gør det.SOL 273.2

    Alle, som bekender sig til at være Guds børn, bør erindre, at de som missionsarbejdere vil komme i berøring med alle slags karakterer. De vil møde den dannede og den ukultivcrede, den beskedne og den stolte, den religiøse og den vantro, den oplyste og den uvidende, den rige og den fattige. Disse forskellige karakterer kan ikke alle behandles på een og samme måde, men de trænger alle til venlighed og medfølelse. Ved at omgås andre mennesker må vi tilegne os kultur og dannelse. Vi er afhængige af hinanden og nært sammenknyttede med det menneskelige broderskabs bånd.SOL 273.3

    Det er ved menneskenes omgang med hinanden, at kristendommen kommer i berøring med verden. Hver mand eller kvinde, som har modtaget det guddommelige lys, må lade lyset skinne på den mørke sti for de mennesker, som ikke kender den gode vej. Selskabelig omgang, som er helliget ved Kristi ånd, er et middel, vi må benytte til at lede sjæle til Frelseren. Kristus må ikke skjules i hjertet som en eftertragtet, hellig og værdifuld skat, som kun ejeren skal glæde sig over. Vi må have Kristus i os ligesom en kilde af vand, der udvælder til et evigt liv og vederkvæger alle, der kommer i berøring med os.SOL 274.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents