KAPITEL 22—FRILUFTSLIV

Skaberen anbragte det første menneskepar i de omgivelser, der egnede sig bedst for deres sundhed og lykke. Han lod dem ikke bo i et palads, og de var ikke omgivet af kunstige udsmykninger og den luksus, som så mange i dag kæmper for at opnå. Han bragte dem i nær kontakt med naturen og i et inderligt samfund med de hellige, himmelske væsener.SOL 157.1

I den have, Gud gjorde til et hjem for sine børn, mødte øjet smukke buske og skønne blomster. Der var alle slags træer, og mange af dem bugnede af duftende, indbydende frugt. På grenene kvidrede fuglene deres lovsange, og under træernes skygge legede jordens skabninger sammen uden mindste frygt.SOL 157.2

I deres rene uskyld frydede Adam og Eva sig over, hvad de så og hørte i Eden. Gud anviste dem deres arbejde i haven. De skulle “dyrke og vogte den”, 1 Mos. 2, 15. Hver dags arbejde bragte dem sundhed og glæde, og det lykkelige par hilste med glæde Skaberens besøg, når han i dagens kølige timer vandrede hos dem og talte sammen med dem. Hver dag blev de undervist af Gud selv.SOL 157.3

De leveregler, Gud opstillede for det første menneskepar, rummer lærdomme for os. Skønt synden har kastet sin skygge over jorden, er det Guds ønske, at hans børn skal glæde sig over hans hænders gerning. Jo mere nøjagtigt hans livsplan bliver fulgt, desto mere vidunderligt vil han virke for at genrejse den lidende menneskehed. De syge bør søge nær kontakt med naturen. Friluftsliv i naturens omgivelser ville gøre underværker for mange hjælpeløse og næsten håbløst syge mennesker.SOL 157.4

Støjen, uroen og det forcerede, unaturlige liv i byerne virker i højeste grad trættende og udmattende på de syge. Luften er fyldt med røg og støv, giftige gasarter og sygdomsbaciller og er derfor livsfarlig. De syge, som for det meste er indespærrede inden for fire vægge, føler sig næsten som fanger i deres værelser. Uden for ser de huse, stenbro og travle menneskeskarer, men ikke så meget som et glimt af solen eller den blå himmel, græs, blomster eller træer. Ved at være lukket inde på denne måde ruger de over deres lidelser og sorger og bliver et let bytte for deres egne triste tanker.SOL 158.1

Også for de mennesker, som er svage i moralsk henseende, er byerne fulde af farer. Patienter, som har unaturlige lyster at over-vinde, er stadig udsat for fristelse. De trænger til at komme til at leve i nye omgivelser, hvor de kan komme til at tænke på noget andet. De trænger til at komme under en helt anden påvirkning end den, som har ødelagt deres liv. Lad dem i nogen tid være fri for disse påvirkninger, der leder dem bort fra Gud, og komme ind i en renere atmosfære.SOL 158.2

Sanatorier og hospitaler kunne arbejde med langt større held, hvis de blev anbragt uden for byerne. Så vidt muligt burde alle, som ønsker at genvinde sundheden, søge ud i landlige omgivelser, hvor de kan nyde friluftslivets glæder. Naturen er Guds læge. Den rene luft, det herlige solskin, blomsterne og træerne, frugthaverne og engene samt motion i det frie i disse omgivelser fører sundhed og liv med sig.SOL 158.3

Læger og sygeplejersker bor opmuntre deres patienter til at færdes meget ude i frisk luft. Friluftsliv er det eneste lægemiddel, mange syge behover. Det har en vidunderlig evne til at helbrede de sygdomme, der skyldes den moderne livsførelse med dens spæn- ding og tendens til overdrivelser. En sådan tilværelse svækker og ødelægger legemets, sindets og sjælens kræfter.SOL 158.4

Hvor velgørende er ikke stilheden og friheden ude på landet for de syge, som er trætte af bylivet, det skarpe skær fra de mange lys og støjen fra gaden! Hvor ivrigt de fordyber sig i naturens skon- hed! Hvor ville det fryde dem at kunne sidde ude i fri luft og glæde sig over solskinnet og over at kunne indånde duften af træer og blomster! Der er livgivende egenskaber i grantræernes balsam og fyrretræets duft, og andre træer besidder også lægende egenskaber.SOL 159.1

For den kronisk syge vil intet i den grad hjælpe til at genvinde sundhed og lykke som et ophold i tiltalende landlige omgivelser. Der kan de mest hjælpeløse sidde eller ligge i solskinnet eller i træernes skygge. De behøver kun at løfte deres øjne for at se det skønne bladhang over sig. De får en liflig, forfriskende fornem-melse af hvile, når de lytter til vindens sagte susen. De vinder nyt mod og får de tabte kræfter tilbage igen. Ubevidst falder der fred over sindet, den bankende puls bliver roligere og mere regelmæssig. Efterhånden som de syge bliver stærkere, drister de sig til at tage nogle skridt for at plukke de yndige blomster — disse dyrebare vidnesbyrd om Guds kærlighed til sin lidende familie hernede.SOL 159.2

Man bør sørge for, at patienterne kan opholde sig i det frie. De syge, som er i stand til at arbejde, bør have en let og behagelig beskæftigelse. Vis dem, hvor behageligt og gavnligt dette frilufts- arbejde er. Anspor dem til at indånde den friske luft. Lær dem at trække vejret dybt og at gøre brug af underlivsmusklerne, når de ånder og taler. Denne undervisning vil være af uvurderlig betydning for dem.SOL 159.3

Motion i fri luft bør foreskrives alle som en livgivende nødvendighed. Der findes ingen bedre form for motion end arbejdet med at dyrke jorden. Giv patienterne nogle blomsterbede at hæge om, eller giv dem arbejde i frugt- eller køkkenhaven. Når man opmuntrer dem til at forlade deres værelser og tilbringe nogen tid ude i den friske luft for at passe blomster eller udfore andet let, behageligt arbejde, vil de komme til at tænke på noget andet end på sig selv og deres lidelser.SOL 159.4

Jo mere en patient kan opholde sig ude, desto mindre vil han trænge til pleje. Jo mere oplivende hans omgivelser er, desto mere forhåbningsfuld vil han blive. Bliver han holdt inde i selv det mest elegant udstyrede hus, vil han blive pirrelig og tungsindig. Kommer han derimod ud i den skønne natur, hvor han kan se blomsterne og høre fuglesangen, vil hans hjerte bryde ud i sang sammen med fuglene. Legeme og sind vil finde lindring, åndsevnerne vil vågne, forestillingsevnen blive levende og sindet beredt til at værdsætte skønheden i Guds ord.SOL 160.1

I naturen vil man altid kunne finde noget, som kan bortlede de syges opmærksomhed fra dem selv og vende deres tanker imod Gud. Omgivet af hans skønne skaberværk løftes deres sind fra det synlige til de ting, der ikke ses. Naturens skønhed får dem til at tænke på det himmelske hjem, hvor der ikke skal være noget skæm- mende, intet, som ødelægger eller forårsager sygdom eller død.SOL 160.2

Under en sådan påvirkning vil mange lidende blive ledet ind på livets vej. Himmelske engle vil samarbejde med menneskelige redskaber og bringe opmuntring og håb, glæde og fred til de syge og lidende hjerter. Under sådanne forhold får de syge en dobbelt velsignelse, og mange bliver raske. De svage skridt bliver spændstige igen. Øjet får sin glans tilbage. De, som har mistet håbet, bliver håbefulde. De engang modfaldne ansigtstræk får et udtryk af glæde. Det klagende tonefald i stemmen viger pladsen for en glad og tilfreds klang.SOL 160.3

Efterhånden, som den legemlige sundhed genvindes, bliver de pågældende bedre i stand til at vise tro på Kristus, hvorved den sjælelige sundhed sikres. Der er en usigelig fred og glæde og hvile i bevidstheden om syndernes forladelse. Den kristne får nyt håb. Ordene giver udtryk for troen på, at “Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde”. “Skal jeg end vandre i døds- skyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.” “Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke.” Sal. 46, 2; 23, 4; Es. 40, 29.SOL 160.4