Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    KAPITEL 24—EN MENNESKEHEDENS TJENER

    Vor Herre Jesus Kristus kom til denne verden som en utrættelig tjener for menneskene. “Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme” (Matt. 8, 17) for at kunne afhjælpe al menneskelig nød. Han kom for at frelse os fra sygdom, elendighed og synd. Det var hans mission at skaffe menneskene fuld oprejsning. Han kom for at give dem sundhed, fred og en fuldkommen karakter.SOL 170.1

    Mennesker med meget forskellige kår og behov søgte hans hjælp, og ingen, som kom til ham, gik bort uden at have fået hjælp. Et væld af lægende kraft udgik fra ham, og menneskene modtog sundhed til legeme, sjæl og ånd.SOL 170.2

    Frelserens gerning var ikke begrænset til bestemte tider eller steder. Hans medlidenhed kendte ingen grænser. I så stor udstrækning udførte han sin helbredelses- og lærervirksomhed, at der ikke fandtes en bygning i Palæstina, hvor der var plads nok til at rumme de skarer, som flokkedes omkring ham. På Galilæas grønne bjergskråninger, på de store færdselsveje, ved søen, i synagogerne og ethvert sted, hvor de syge kunne bringes til ham, kunne man finde hans hospital. I hver eneste by og landsby, han drog igennem, lagde han sine hænder på de syge og helbredte dem. Alle vegne, hvor der fandtes hjerter, som var villige til at modtage lians budskab, trøstede han dem med forsikringen om deres himmelske Faders kærlighed. Hele dagen igennem arbejdede han for dem, der kom til ham. Om aftenen tog han sig af dem, som måtte arbejde om dagen for at tjene en lille smule til deres families underhold.SOL 170.3

    Jesus bar den frygtelige byrde, som fulgte med ansvaret for menneskenes frelse. Han vidste, at hvis der ikke skete en afgjort forandring i menneskenes principper og mål, ville alle gå fortabt. Det var dette, som tyngede hans sjæl, og ingen kunne fatte, hvor tung den byrde var, der hvilede på ham. Gennem barndommens, ungdommens og manddommens år vandrede han alene. Dog var det vidunderligt at være i hans nærhed. Dag efter dag mødte han prøvelser og fristelser, daglig kom han i berøring med det onde og var vidne til dets magt over dem, han søgte at velsigne og frelse. Men han gav ikke tabt og blev ikke modløs.SOL 171.1

    I alle ting lod han sine ønsker rette sig nøje efter den mission, han havde påtaget sig. Han herliggjorde sit liv ved at underkaste sig Faderens vilje i alt. Da hans moder fandt ham siddende i rabbinernes skole som barn og sagde: “Barn! hvorfor gjorde du således imod os?”, svarede han: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min faders hus?” Dette svar var netop udtryk for det, som var kernen i hans livsgerning. Luk. 2, 48. 49.SOL 171.2

    Hans liv var en eneste stor selvopofrelse. Han havde intet hjem her i verden bortset fra, at hans venner gav ham husly. Han kom for på vore vegne at leve som den fattigste og for at færdes og arbejde blandt de trængende og lidende. Uden at blive agtet og påskønnet gik han ind og ud blandt det folk, han havde gjort så meget for.SOL 171.3

    Altid var han tålmodig og glad, og de lidende hilste ham som et livets og fredens sendebud. Han forstod alles trang, enten det drejede sig om mænd eller kvinder, børn eller unge, og til alle rettede han denne indbydelse: “Kom hid til mig!”SOL 171.4

    I sin virksomhed anvendte Jesus mere tid til at helbrede de syge end til at prædike. Hans mirakler vidnede om sandheden i hans ord, når han sagde, at han ikke var kommen for at ødelægge, men for at frelse. Hvor som helst han færdedes, gik rygterne om hans barmhjertighed forud for ham. Der, hvor han havde været, var der glæde blandt de helbredte, som havde været genstand for hans medlidenhed, og som nu prøvede deres genvundne kræfter. Skarer af mennesker samledes omkring dem for at høre dem fortælle om de gerninger, Herren havde gjort. For mange mennesker var hans stemme den første lyd, de nogen sinde havde hørt, hans navn det første ord, de nogen sinde havde talt, og hans ansigt det første, de nogen sinde havde set ind i. Hvorfor skulle de ikke elske Jesus og lovprise ham? Når han vandrede gennem byerne, var han som en livgivende strøm, der spredte liv og glæde omkring sig.SOL 172.1

    “Zebulons land og Naftalis land
    langs søen, landet hinsides Jordan,
    hedningernes Galilæa,
    det folk, som sad i mørke,
    har set et stort lys,
    og for dem, som sad i dødens land og skygge,
    er et lys oprundet.” Matt. 4, 15. 16.
    SOL 172.2

    Hver eneste gang Frelseren helbredte, benyttede han anledningen til at indprente guddommelige principper i sjæl og sind. Dette var hensigten med hans gerning. Han gav menneskene jordiske velsignelser for at gøre deres hjerter modtagelige for hans nådes evangelium.SOL 172.3

    Kristus kunne have indtaget den højeste stilling blandt jødefolkets lærere, men han foretrak at bringe evangeliet til de fattige. Han vandrede om fra sted til sted, for at folk på gader og stræder kunne høre sandhedens ord. Ved søen, på bjergskråningen, på byernes gader og i synagogen hørte man hans røst, når han forklarede Skrifterne. Ofte lærte han i templets ydre forgård, for at også hedningerne kunne få anledning til at høre hans ord.SOL 172.4

    Så forskellig var Kristi lære fra de skriftkloges og farisæernes udlæggelse af Skriften, at det vakte folkets opmærksomhed. Rabbinerne holdt sig til gamle overleveringer, til menneskelige teorier og spekulationer. Ofte blev det, som mennesker havde lært eller skrevet om Skriften, sat i stedet for Skriften selv. Emnet for Kristi undervisning var Guds ord. Han besvarede ethvert spørgsmål med et tydeligt: “Hvad siger Skriften ?” “Hvorledes læser du ?” Ved enhver anledning, hvor enten en ven eller fjende havde vakt interesse, fremholdt han ordet. Med klarhed og kraft forkyndte han evangeliets budskab. Hans ord kastede et væld aflys over patriarkernes og profeternes lærdomme, og Den hellige Skrift blev som en ny åbenbaring for menneskene. Aldrig før havde tilhørerne kunnet se en så dyb mening med Guds ord.SOL 173.1

    Aldrig har der været en sådan evangelist som Kristus. Han var himmelens majestæt, men fornedrede sig selv og påtog sig vor natur, for at han kunne møde menneskene, hvor de stod. Kristus bragte som pagtens sendebud budskabet om frelse til alle — både rige og fattige, frie og trælle. Hans ry som Den store Læge spredtes over hele Palæstina. Til de steder, hvor man vidste, at han ville komme, strømmede de syge for at anråbe ham om hjælp. Der kom også mange, som ønskede at høre hans ord og modtage en berøring af hans hånd. Således gik han fra by til by og fra sted til sted, medens han prædikede evangeliet og helbredte de syge — herlighedens konge klædt i menneskelig skikkelse.SOL 173.2

    Han overværede jødernes store årlige højtider, og til folkeskarerne, som helt gik op i udvortes ceremonier, talte han om him-melske ting og stillede dem ansigt til ansigt med evigheden. Til alle bragte han skatte fra visdommens forrådshus. Han talte til dem i et sprog så enkelt, at de ikke kunne undgå at forstå det. På sin særegne måde hjalp han alle de sørgende og lidende. Kærlig, taktfuld og overbærende bragte han helbredelse og styrke til den synd- betyngede sjæl.SOL 173.3

    Som den største af alle lærere søgte Kristus at komme i kontakt med folk ved at illustrere sine ord med ting fra dagliglivet. Han fremholdt sandheden på en måde, som gjorde, at den sidenhen altid var knyttet sammen med deres herligste og kæreste minder. Han underviste på en måde, der fik dem til at føle, hvor meget deres interesser og deres lykke lå ham på hjerte. Hans undervisning var så ligetil, hans billeder så tydelige og hans ord så deltagende og venlige, at det henrev hans tilhørere. Den ligefremhed og alvor, hvormed han talte til de trængende, gjorde hvert ord helligt.SOL 174.1

    Hvilket travlt liv han levede! Dag efter dag kunne man se ham gå ind i de ringe hjem, hvor der var savn og sorg, og ved sine ord bringe håb til de nedslåede og fred til de forpinte. Kærlig og fuld af medlidenhed gik han omkring og opmuntrede de nedbøjede og trøstede de sørgende. Hvor som helst han kom hen, bragte han velsignelse med sig.SOL 174.2

    Samtidig med at Jesus hjalp de fattige, tænkte han også på, hvorledes han kunne komme i kontakt med de rige. Han søgte at stifte bekendtskab med den velstående og dannede farisæer, den jødiske adelsmand og den romerske magthaver. Han tog imod deres indbydelser, var til stede ved deres højtider og satte sig ind i deres interesser og deres beskæftigelser for derved at få adgang til deres hjerter og åbenbare de uforgængelige rigdomme for dem.SOL 174.3

    Kristus kom til verden for at vise, at menneskene ved at modtage kraft fra det høje kan leve et pletfrit liv. Med utrættelig tål-modighed og medfølende hjælpsomhed kom han menneskene i møde i deres trang. Med nådens milde berøring borttog han uro og tvivl fra sjælen og forvandlede fjendskab til kærlighed og van-tro til tillid.SOL 174.4

    Han kunne sige, til hvem han ville: “Følg mig!”, og de stod op og fulgte ham. Verdslige tillokkelsers fortryllelse var brudt. Ved lyden af hans røst veg begærlighedens og gerrighedens ånd bort fra hjertet, og frigjorte rejste disse mennesker sig op for at følge Frelseren.SOL 175.1

    Kristus gjorde ingen forskel med hensyn ril nationalitet, rang eller trosbekendelse. De skriftkloge og farisæerne ville gøre him-melens gaver ril nationens særeje og udelukke den øvrige del af Guds familie på jorden. Men Kristus kom for at nedbryde enhver skranke. Han kom for at vise, at hans nåde og kærlighed er lige så ubegrænset som luften, lyset eller regnbygerne, der forfrisker jorden.SOL 175.2

    Kristus lagde ved sit liv og eksempel grunden til en religion uden kastevæsen, en religion, som samler jøder og hedninger, frie og trælle i et fælles broderskab, hvor alle er ligestillede over for Gud. Han lod aldrig politiske hensyn øve indflydelse over hans handlemåde. Han gjorde ikke forskel på landsmand og udlænding, ven og fjende. Det, der rørte hans hjerte dybest, var en sjæl, som tørstede efter livets vand.SOL 175.3

    Han regnede intet menneske for værdiløst, men søgte at gyde lægende balsam i hver eneste sjæl. Hvilke kredse han end befandt sig i, fremholdt han en lærdom, der var afpasset efter tiden og omstændighederne. Enhver forsømmelse eller uret, som menneskene gjorde sig skyldige i mod deres næste, viste ham blot endnu tydeligere, hvor meget de trængte til hans guddommelig-menneskelige medlidenhed. Han søgte at indgyde håb selv hos de mest rå og utiltalende, idet han forsikrede dem om, at de kunne blive ulastelige og rene og opnå en karakter, der ville vidne om, at de var Guds børn.SOL 175.4

    Ofte traf han mennesker, som var kommet under den ondes indflydelse og ikke havde kraft nok til at rive sig løs fra hans snare. Til disse modløse, syge, fristede og faldne talte Jesus ømme, deltagende ord — ord, som de trængte til og kunne forstå. Han traf andre, der tog kampen op med sjælefjenden. Disse opmuntrede han til at holde ud og forsikrede dem om, at de ville sejre, fordi engle fra Guds trone stod ved deres side og ville give dem sejren.SOL 175.5

    Ved toldernes bord sad han som en hædret gæst og viste ved sin sympati og venlighed, at han anerkendte deres menneskeværd, og de længtes efter at gøre sig fortjent til hans tillid. På deres tørstende hjerter faldt hans ord med en salig, livgivende kraft. Nye tilskyndelser vaktes til live, og de udstødte øjnede en ny udvej for et nyt liv.SOL 176.1

    Skønt Jesus var jøde, færdedes han frit blandt samaritanerne uden at tage hensyn til sit folks farisæiske skikke. På trods af al fordom tog han imod disse foragtede menneskers gæstfrihed. Han sov under samme tag som de, spiste sammen med dem ved deres bord og indtog de måltider, de havde lavet og serveret. Han lærte på deres gader og behandlede dem med den yderste venlighed og høflighed. Medens han drog deres hjerte til sig ved sin menneskelige medfølelse, bragte hans guddommelige nåde dem den frelse, som jøderne forkastede.SOL 176.2

    Kristus forsømte ingen anledning til at forkynde frelsens evangelium. Hør dc vidunderlige ord, han talte til den samaritanske kvinde. Han sad ved Jakobs brønd, da kvinden kom for at hente vand. Til hendes forbavselse bad han hende gøre ham en tjeneste: “Giv mig noget at drikke,” sagde han. Han ønskede en kølig drik og ville også gerne have lejlighed til at give hende livets vand. Hun sagde: “Hvordan kan dog du, som er jøde, bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” (Jøderne omgås nemlig ikke med samaritanerne). Jesus svarede: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, som siger til dig: “Giv mig noget at drikke!” så bad du ham, og han gav dig levende vand. . . . Enhver, som drikker af dette vand, vil tørste igen, men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.” Joh. 4, 7-14.SOL 176.3

    Hvilken interesse Kristus viste for denne ene kvinde! Hvor alvorlige og betydningsfulde var ikke hans ord! Da kvinden hørte dem, lod hun sin vandkrukke stå og gik ind i byen og sagde til sine venner: “Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?” Vi læser, at “mange af samaritanerne kom til tro på ham”. Joh. 4, 29. 39. Hvem kan vel gøre sig en forestilling om den indflydelse, disse ord har øvet til sjæles frelse i de år, der er gået siden da?SOL 177.1

    Overalt, hvor hjerter oplades til at tage imod sandheden, er Kristus rede til at undervise dem. For dem åbenbarer han Faderen og viser dem, hvilken tjeneste der er antagelig for ham, som læser hjertet. Over for den slags mennesker benytter han ingen lignelser. Til dem siger han ligesom til kvinden ved brønden: “Det er mig, jeg, som taler med dig.”SOL 177.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents