GUD GLEMMER IKKE SINE BØRN, 26. DECEMBER

“Den, som rører eder, rører min øjesten.” Zak. 2,12.KA 377.2

Når forskellige kristne herskere har udstedt en lov mod dem, der adlyder Guds bud, så de unddrages regeringernes beskyttelse og prisgives dem, som måtte ønske at udrydde dem, da flygter Guds folk fra byer og landsbyer og slutter sig sammen i grupper, der slår sig ned på øde og ensomme steder. Mange søger tilflugt i bjergene. Som de kristne i Piémont dalene gør de Jordens højdedrag til deres helligdomme og takker Gud for “klippeborgene”.^{51Es. 33, 16.} Men der er mange fra alle folk og alle klasser, høje og lave, rige og fattige, sorte og hvide, der udsættes for den mest uretfærdige og grusomme trældom. Guds elskede børn tilbringer mødige dage, lagt i lænker, spærret inde i fængsler, dømt til døden, nogle tilsyneladende henvist til at dø af sult i mørke og afskyelige fængsler. Intet menneskeligt øre hører deres stønnen, ingen menneskelig hånd er rede til at hjælpe dem.KA 377.3

Glemmer Herren sit folk i denne prøvelsens time? Glemte han den trofaste Noa, da dommen kom over verden før syndfloden? Glemte han Lot, da ilden kom ned fra himlen for at fortære byerne på sletten? Glemte han Josef, der var omringet af afgudsdyrkere i Egypten? Glemte han Elias, da Jesabels ed truede ham med Ba’als profeters skæbne? Glemte han Jeremias i den mørke og uhumske cisterne i fængslet? Glemte han de tre trofaste i ildovnen? eller Daniel i løvekulen? . . .KA 377.4

Skønt deres fjender kaster dem i fængsel, kan fængselsmurene ikke afskære forbindelsen mellem dem og Kristus. Den, der ser al deres svaghed, som kender alle prøvelser, står over jordiske magter, og der kommer engle ned til dem i de ensomme celler med lys og fred fra Himmelen. Fængslet bliver som et palads, thi her bor de rige i troen, og de skumle mure oplyses med himmelsk lys, som dengang Paulus og Silas bad og sang lovsange ved midnatstid i fængslet i Filippi.. . . ^{52Konfrontation, s. 512. 513.}KA 377.5

Med inderlig længsel venter Guds folk på tegn fra deres kommende konge. . . . Lyset stråler på skyerne over bjergtoppene. Snart vil hans stråleglans komme til syne.. . . Himlen gløder af den evige dags daggry, og som englenes sang lyder ordene for øret: “Stå fast i din troskab. Hjælpen kommer.” Kristus, den almægtige sejrherre, holder en krone af uforgængelig glans frem for sine trætte soldater, og hans stemme lyder fra portene, der står på klem: “. . . I kæmper ikke mod uprøvede fjender. Jeg har kæmpet slaget på jeres vegne, og i mit navn skal I mere end sejre.”^{53Konfrontation, s. 517.}KA 378.1