JESUS FIK FORSIKRING OM SØNNEKAR, 5. MARTS

“Da nu alt folket døbtes, og også Jesus blev døbt, så skete det, at Himmelen åbnedes, mens han bad.” Luk. 3, 21.KA 72.1

Da Jesus kom for at blive døbt, så Johannes hos ham en sindets renhed, som han aldrig før havde opdaget hos noget menneske. Endog den luft, der omgav ham, var hellig og ærefrygtindgydende. Blandt de skarer, som havde flokkedes om ham ved Jordan, havde Johannes hørt uhyggelige beretninger om forbrydelser og havde truffet sjæle, der var tyngede af mange synders byrde; men aldrig havde han været i berøring med et menneske, fra hvem der udstrålede en så guddommelig påvirkning. Alt dette stemmede sammen med det, som var blevet åbenbaret for Johannes med hensyn til Messias.. . .KA 72.2

Jesus modtog ikke dåben som en bekendelse af skyld for sit eget vedkommende. Han gjorde det som synderes stedfortræder, idet han fulgte den vej, som vi må følge, og gjorde den gerning, som vi skal gøre. Hans liv i lidelse og tålmodig udholdenhed efter dåben var også forbilledligt for os.KA 72.3

Da Jesus var steget op af vandet, bøjede han sig i bøn på flodens bred. En ny og betydningsfuld tid lå nu foran ham.^{7Den store Mester, s. 66. 67.}KA 72.4

Englene havde aldrig hørt en bøn som denne. De higede efter at bringe den bedende tilsagn om Faderens kærlighed. Men nej, Faderen ville selv drage nær til sin Søn. Guds herligheds lys skinnede direkte fra tronen. Himlene åbnedes, og stråler af lys og herlighed vældede ud derfra i skikkelse af en due, der så ud, som var den af fint, rent guld. Den duelignende skikkelse skulle symbolisere Kristi ydmyghed og mildhed.KA 72.5

Folket stod som tryllebundne af frygt og forundring. Deres blik var fæstet på Kristus, hvis knælende skikkelse var indsvøbt i stråleglansen fra den herlighed, der altid omgiver Guds trone. Hans opadvendte ansigt var forklaret på en måde, som de aldrig før havde set hos noget menneske. Tordenen buldrede og lynene glimtede fra den åbne himmel og en røst lød derfra i frygtindgydende majestæt: “Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.” . . . Jehovas stemme forsikrede Kristus om, at han havde sønnekår hos den Evige.^{8youth’s Instructor,marts 1874.}KA 72.6

Den herlighed, der hvilede over Kristus, er et pant på Guds kærlighed til os. Den fortæller os om bønnens magt, — om hvordan den menneskelige røst kan nå op til Gud og vore bønner blive modtaget i de himmelske boliger.. . . Det lys, der fra de åbne porte faldt over Frelserens hoved, vil også hvile over os, når vi beder om hjælp til at modstå fristelser. Den røst, der talte til Jesus, siger til enhver troende sjæl: Dette er mit elskede barn, i hvem jeg har velbehag.^{9Den store Mester, s. 68.69.}KA 72.7