Kræve de frafaldne tilbage.

Vogt jer imod frafald—Der bør udvises stor omhu for at uddanne unge nyomvendte. De skal ikke være overladt til sig selv, og ledes bort af falske fremstillinger, og vandre på en falsk vej. Lad vagtmændene hele tiden være på vagt, så sjælene ikke bliver fortryllet af bløde ord og skøn tale og sofisteri. Undervis nøjagtigt i hvad Kristus har fordømt. Enhver som tager imod Kristus skal oplæres til at gøre del i det store værk der skal udrettes for vor verden.—Brev 279, 1905.Eva 367.1

Årsagen til nye medlemmers tilbagefald—For alle nyomvendte bør den sandhed betones at varig kundskab bare kan opnås ved alvorlig arbejde og ihærdig studium. De som omvender sig til den sandhed vi forkynder, har som regel ikke været flittige til at læse bibelen; for i de almindelige kirkesamfund giver man sig lidt af med virkelig studium af Guds ord. Folk ser hen til præsterne og venter at de skal granske skrifterne for dem og forklare hvad disse lærer.Eva 367.2

Mange tager imod sandheden uden at grave dybt ned for at få forståelse af dens grundprincipper og når de møder modstand, glemmer de disse argumenter og beviser som støtter den. De blev ledet til at tro sandheden, men er ikke blevet fuldt undervist om hvad som er sandhed, eller ledet frem punkt for punkt i Kristi erkendelse. Deres gudsfrygt udarter alt for ofte til en formsag og når de formaninger som først vækkede dem op, ikke længere lyder, ender det med åndelig død.—Evangeliets tjenere s. 368 (n 272). (1915)Eva 367.3

Begå sig med frafaldne—Dem som er sendt af Gud til at gøre et særligt arbejde, vil kaldes til at irettesætte kættere og vildfarne. De bør udøve bibelsk næstekærlighed imod alle mennesker, overbringe sandheden sådan som den er i Jesus. Nogle vil være meget alvorlige og nidkære i deres modstand mod sandheden; men så længe deres fejl udstilles ubøjelige og deres onde praksis fordømmes, må der udvises langmodighed, tålmodighed og overbærenhed over for dem. “Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden! Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyer endog den kjortel, som er besmittet af kødet”.Eva 368.1

Menigheden kan være kaldt til at udelukke fællesskabet med dem som ikke vil rettes. Det er en smertelig pligt som skal gøres. I virkeligheden er et sådant skridt sørgeligt, og det bør ikke tages før alle andre skridt, for at rette og frelse den vildfane, har vist sig nyttesløse.Eva 368.2

Kristus har aldrig stillet sig i tilfreds med noget som er kompromis. Guds tjeneres hjerter vil flyde over med kærlighed og forståelse for de fejlende, som det er vist i lignelsen med det fortabte får; men de vil ikke få bløde ord for synd. De viser det sandeste venskab, som irettesætter vildfarelse og synd uden partiskhed og uden hykleri. Jesus levede midt i en syndig og forhærdet slægt. Han kunne ikke lade verden være, uden at han advarede og irettesatte, og denne verden ville være i overensstemmelse med frelsesplanen.—Brev 12, 1890.Eva 368.3

Behandle fejl på Guds måde—Gud er ikke behaget ved det efterladende arbejde, der udrettes i menighederne. Han forventer at Hans forvaltere er sande og trofaste med at irettesætte. De skal forjage fejl efter den regel Gud har givet i Sit ord, ikke efter deres egne ideer og impulser. Der må ikke bruges nogen hårde midler, intet urimeligt, hastigt eller impulsivt arbejde må gøres. Anstrengelser der gøres for at rense menigheden fra moralsk urenhed, skal gøres på Guds måde. Der må ikke være nogen partiskhed, ingen hykleri. Ingen må favoriseres, hvilken persons synder betragtes ligeså lidt syndige som andres gør. Oh, hvor meget behøver vi alle ikke Helligåndens dåb. Da skal vi altid arbejde med Kristi sindelag, med venlighed, medfølelse og forståelighed, vise kærlighed for syndere medens had til synd vises med fuldkomment had.—Manuskrift 8a, 1888.Eva 368.4

Hvordan Paulus irettesatte fejl—Stridigheder i de troendes samlede legeme er ikke efter Guds orden. De kommer af at vise det naturlige hjertes egenskaber. For alle som bringer uorden og uenighed ind, er Paulus' ord passende: “Og brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu.” Her henvender Paulus sig til et folk hvis opvækst ikke passede sig til deres privilegier og anledninger. De burde kunne klare at høre det tydelige Guds Ord, men de var på det sted hvor disciplene var, da Kristus sagde til dem: “Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.” De burde have været langt længere fremme i åndelig kundskab, i stand til at fatte og praktisere Ordets højere sandheder; men de var ikke helligede. De havde glemt at de måtte renses fra deres nedarvede og opelskede tendenser til at fejle, og at de ikke må værne om kødelige egenskaber.Eva 369.1

Det var umuligt for apostlene at irettesætte den fejlende, uden at nogle som hævdede at tro sandheden blev fornærmede. Det inspirerede vidnesbyrd kunne ikke gøre noget godt; for de havde mistet deres åndelige forståelse. Skinsye, had og anklager lukkede døren for Helligåndens virke. Paulus ville gladelig have dvælet ved højere og vanskeligere sandheder, sandheder som var rig på næring, men hans belæring ville have skåret direkte på deres tendenser til skinsyge, og ville ikke have været taget imod. De gudsfrygtens guddommelige mysterier, som ville have sat dem i stand til at gribe de fornødne sandheder for denne tid, kunne ikke blive udtalt. Apostlen måtte udvælge lektier, som, ligesom mælk, kunne tages uden at pirre fordøjelsesorganerne. Sandheder af den dybeste interesse kunne ikke blive sagt, fordi tilhørerne ville misbruge dem, bringe dem til unge nyomvendte som kun behøvede mere enkle sandheder fra Ordet. . . . .Eva 370.1

De kristne afkræves hellighed til Gud gennem Kristus. Hvis der er fejl i menigheden, bør dette først have opmærksomhed. Nogle kan irettesættes skarpt. Dette er ikke at forurette den fejlende. Den trofaste sjælslæge skærer dybt, så ingen skadelig ting er tilbage og bryder det op igen. Efter at der er givet irettesættelser, kommer anger og bekendelse, og Gud vil frit tilgive og helbrede. Han tilgiver altid når der bekendes.—Review and Herald, 11. dec. 1900.Eva 370.2

Zions trængsler—I vore menigheder er der dem som bekender sandheden, som kun er hindringer for reformarbejdet. De er hæmsko for hjulene på frelsens vogn. Denne klasse er ofte i prøvelser. Tvivl, jalousi og bange anelser er selviskhedens frugter, og synes at være indvævet i deres natur. Jeg vil nævne denne klasse af forfærdelige ballademagere i menigheden. De gør mere skade i menigheden end to prædikanter kan løsne op for. De er en belastning for menigheden og en belastning for Kristi tjenere. De lever i tvivlens, jalousiens og fortænksomhedens atmosfære. Det kræver meget tid og arbejde for Kristi ambassadører at løsne op for deres onde arbejde, og genoprette harmoni og enhed i menigheden. Dette tager modet og styrken fra Guds tjenere, og gør dem uegnede til det arbejde Han har til dem, for fortabtes sjæles frelse fra ruin. Gud vil belønne disse Zions ballademagere efter deres gerninger.Eva 370.3

Kristi tjenere bør indtage deres stilling, og ikke blive forhindret i deres arbejde med disse Satans agenter. Der vil være nok for disse at betvivle, og lave ordkløveri på og kritisere, for at holde Guds tjenere i konstant travlhed, hvis de holder sig selv borte fra det store arbejde at give verden det sidste frelsende advarselsbudskab. Hvis menigheden ikke har styrke til at stå imod uhellige, oprørske følelser fra menighedsballademagere, er det bedre at lade menigheden og ballademagerne gå udenbords sammen, end at miste anledning til at frelse hundredvis, som ville give bedre menigheder, og have elementerne styrkens, enighedens og kraftens elementer inden for dem selv.Eva 371.1

Den allerbedste måde at prædikanter og menigheder kan behandle denne kværulerende og uærlige klasse på, er at lade dem falde tilbage i deres eget element, og lægge bort fra land, komme ud på dybet, og kaste evangeliets net ud igen, for at fiske det der betaler dem det arbejde de har fået betroet. Satan jubler når mænd og kvinder der griber sandheden, kværulerer naturligt og som vil kaste al mørke og forhindringer de kan, hen imod Guds værks fremme. I denne vigtige arbejdsperiode kan prædikanter ikke give sig til at støtte mænd og kvinder som ser og tidligere har mærket sandhedens kraft. De bør fæstne troende kristne til Kristus, som er i stand til at holde dem oppe og bevare dem pletfri til Hans tilsynekomst, medens de går ud på nye arbejdsmarker.—Den sande missionær februar, 1874.Eva 371.2