Evangelisten som omtales offentligt.

Pral hører ikke til—Det sømmer sig ikke for os at rose os selv for det, vi gør. .... Hemmeligheden ved vor fremgang findes ikke i vor lærdom, ikke i vor stilling i livet, ikke i vore mange og betroede talenter, ikke i menneskets vilje.—Kristi lignelser s. 401, 404. (dk 428) (1900)Eva 131.4

Ikke efter verdens metode—Vi skal ikke gøre verdens handlemåde til vor handlemåde. Vi skal give verden et ædlere eksempel, vise at vor tro er af høj og ophøjet karakter. . . . . Derfor bør alle besynderlige ideer og personlige særheder og snævre planer som vil give et falsk indtryk af arbejdets storhed, undgås.—Brev 14, 1887.Eva 132.1

Ingen fordrejninger for at vinde folks gunst—Det som vi bekender at tro, skal vi ikke vise på en forkert måde, for at vinde folks gunst. Gud foragter fordrejninger og udflugter. Han vil ikke tolerere det som siger mennesker noget men ikke gør det. Det bedste og ædleste arbejde gøres med en ærlig optræden.—Brev 232, 1899.Eva 132.2

Kristus kaldte ikke kristendomsbekendere—Det er ikke det at du søger fremvisning for forsamlingen der vil gøre dig stor i Guds øjne, men det er i godhedens, ydmyghedens, troskabets og renhedens ydmyge liv der vil gøre dig til genstand for himmelske engles særlige ledsagelse. Det menneske som ikke regnede det for røvet bytte at være lige med Gud, påtog Sig Selv vor natur og levede i hen ved tredive år i en afsides liggende galilæisk by, skjult blandt bakker. Hele englehæren var under Hans myndighed; alligevel påberåbte Han ikke at være noget stort eller ophøjet. Han påtog sig ikke navnet “kristendomsbekender” i Sit navn for at behage Sig selv. Han var en tømmer, arbejdet for løn, en tjener for dem som Han arbejdede for.—Brev 1, 1880.Eva 132.3

Kristus irettesatte deres forfængelighed—Han dadlede også den forfængelighed, der udvistes higen efter at lade sig kalde rabbi eller mester. Han erklærede, at en sådan benævnelse ikke tilkom mennesker, men Kristus. Præster, skriftkloge og rådsherrer, lovens fortolkere og forvaltere, var alle brødre og børn af den samme Fader. Jesus indprentede folket, at de ikke skulle tildele noget menneske en ærestitel, der betegnede dets herredømme over deres samvittighed eller deres tro.Eva 132.4

Hvis Kristus i dag var på jorden og omgivet af dem, der kaldes “velærværdige” eller “højærværdige”, ville han så ikke ville gentage sine ord: “Ej heller skal I lade jer kalde fører; thi kun en er jeres fører, Kristus”? Skriften siger om Gud: “Helligt og frygteligt er hans navn.” Sal. 111,9. Hvilket menneske tilkommer der en sådan benævnelse?—Den store mester s. 613 (dk 417). (1898)Eva 133.1

Ingen ret til titlen “ærværdig”—Standarden for hvad der udgør en sand uddannelse må ikke fornedres. Den må hæves langt over, hvor den er nu. Det er ikke mennesker som vil skal ophøjes og dyrkes; det er Gud, den eneste sande og levende Gud, hvem vor gudsdyrkelse og ærbødighed passer sig til.Eva 133.2

Ifølge skrifternes lære, vanærer det Gud at benævne prædikanter som “ærværdige”. Intet dødeligt menneske har nogen ret til at slutte sit eget navn eller noget andet menneske til denne titel. Det tilkommer kun Gud at skille sig ud fra alle andre. Dem som gør krav på denne titel påtager sig selv Guds hellige ære. De har ingen ret til stjålne ord, uanset hvilken position de måtte have. “Hellig og ære er Hans navn.” Vi vanærer Gud når vi bruger dette ord, hvor det ikke hører til.—Youth's Instructor, 7. juli, 1898.Eva 133.3

Små mænd behandler store emner—Evangeliets tjenere skal frembringe den nærværende sandhed i sin enkelthed, ved at Guds velsignelse gør skriften gavnlig for læren, for irettesættelse for belæring i retfærdigheden. “Som går lige på med sandhedens ord”—dette er hvad der burde siges til alle vore prædikanter.Eva 133.4

Men langt, langt fra disse ting, har mange af prædikanterne forladt Kristi planer. Der tragtes efter menneskers pris, og de bruger alle evner for at komme til at frembringe forunderlige ting. Herren påbyder mig at råde dem til at vandre ydmygt og i bøn med ham. . . . . Vær villig til at være små mennesker der behandler store emner.—Manuskrift 62, 1905.Eva 134.1

Ingen bemærkelsesværdige mennesker—Vi har ingen store mennesker blandt os, og ingen behøver at gøre sig til noget de ikke er, bemærkelsesværdige mennesker. Det er ikke klogt for en enkeltperson at slå ud som om han havde store talenter, som han havde en Moody eller en Sankey.—Review and Herald, 8.dec. 1885.Eva 134.2

Budskabet er ikke menneskets—Den prædikant som har lært af Kristus vil altid være bevidst om at han er en Guds budbringer, hvervet af Ham til at gøre et arbejde både for tid og for evighed. Det bør ikke være nogen til del at påkalde sig selv, hans lærdom eller hans evner nogen opmærksomhed. Men hans fulde mål bør være at bringe syndere til anger og pege dem, både ved forskrift og eksempel, hen til Guds Lam der bærer hele verdens synd. Selvet bør skjules i Jesus. Sådanne mænd vil tale som dem, der er bevidst om kraften og autoriteten fra Gud, og er et talerør for Ham. Deres prædikener vil have en alvor og en glød, som vil lede syndere til at se deres tabte tilstand, og tage tilflugt i Kristus.—Review and Herald, 8. aug. 1878.Eva 134.3

Johannes blot en røst—Med troens blik vendt mod Genløseren var Johannes steget op til højdepunktet af selvfornægtelse.Eva 134.4

Han søgte ikke at drage menneskene hen til sig selv, men at løfte dem højere og højere indtil de hvilede hos Guds Lam. Selv havde han kun været en røst, et råb i ørkenen.—Evangeliets tjenere s. 56 (n 39). (1915)Eva 135.1

Mennesker som Johannes er udvalgt i dag—Til at udfylde en betroet plads blandt mennesker vælger Himmelen den tjener, der som Johannes Døber indtager en ydmyg plads over for Gud. Den mest barnlige discipel kan udrette det mest virkningsfulde arbejde for Gud. De himmelske kræfter kan samvirke med den, som ikke søger at ophøje sig selv, men at frelse sjæle.—Den store mester s. 436 (dk 297). (1898)Eva 135.2

Arbejdet er ødelagt ved selvforherligelse—Sand gudsdyrkelse består ikke i at ophøje sig selv. Den, hvis mål det er at forherlige sig selv vil opdage, at han mangler den nåde, som alene kan gøre ham skikket til tjenesten for Kristus. Hvor stolthed og selvtilfredshed råder vil arbejdet blive hindret.—Kristi lignelser s. 402 (dk 430). (1900)Eva 135.3

Et menneskes egentlige målestok—Kristen værdi er ikke afhængige af strålende talenter, indfødt i høj stand, forunderlige kræfter, men af et rent hjerte—et hjerte renset og forædlet, som ikke ophøjer selvet, men ved beskuelse af Kristus, genspejler det længe mistede guddommelige billede.—Brev 16, 1902.Eva 135.4

Kun Jesus—Når de bestemt afholder sig fra at lægge menneskelig visdom for dagen eller ophøje sig selv, vil de [Guds tjenere] kunne udrette noget, der kan modstå Satans angreb. Mange sjæle vil vende sig fra mørket til lyset, og der vil blive oprettet mange menigheder. Mennesker vil blive omvendt ikke til det menneskelige redskab men til Kristus. Jeget vil blive trængt i baggrunden; kun Jesus, manden fra Golgata, vil være at se!—Mesterens Efterfølgere, s. 278 (dk 149). (1911)Eva 135.5