Mit første syn

Det var ikke længe efter 1844 at mit første syn blev givet mig. Jeg besøgte en kær søster i Kristus, hvis hjerte var sammenknyttet med mit; hvor fem af os, alle kvinder, knælede stille ved familie alteret. Medens vi bad, kom Guds kraft over mig, som jeg aldrig havde mærket det før. Jeg lod til at være omgivet med lys og være hævet højere og højere fra jorden. Jeg vendte mig for at se efter i verden, men jeg kunne ikke finde dem, da en stemme sagde til mig: “Se igen og se lidt højere op.” Så vendte jeg mine øjne op og så en lige og snæver sti, hævet højt over verden. På den sti rejste adventfolket mod byen. Bag dem ved begyndelsen af stien, var et strålende lys som en engel fortalte mig var midnatsråbet. Dette lys oplyste kun stien, så deres fødder ikke kunne træde forkert. Jesus selv gik lige foran folket for at lede dem frem og så længe de havde deres øjne rettet på ham, var de sikre. Men nogen blev hurtigt trætte og sagde at byen var langt væk og de havde forventet at komme ind i den tidligere. Da ville Jesus opmuntre dem til at hæve sin herlige højre arm, hvorfra der kom et lys der vajede over adventflokken; og de sang: “Halleluja!” Andre fornægtede ubesindigt lyset bag dem og sagde at det var ikke Gud der ledte dem så langt ud. Lyset bag dem gik ud og forlod deres fødder i fuldstændigt mørke og de snublede og mistede synet af mærket og af Jesus og faldt væk fra stien til den mørke og onde verden derunder.VM1 58.4

Snart hørte vi Guds stemme som mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme. De levende hellige, 144 000 i antal, kendte og forstod stemmen, medens de onde troede at det var torden og jordskælv. Medens Gud sagde tidspunktet, udgød han Helligånden over os og vore ansigter begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed, som Moses gjorde da han kom ned fra Sinajbjerget.VM1 59.1

De 144 000 var alle forseglede og fuldstændigt forenede. På deres pander var Guds ord, nye Jerusalem og en herlig stjerne der indeholder Jesu navn. Ved vore lykkelige og hellige tilstand var de onde gjort rasende og ville styrte sig voldsomt over os og lægge hænder på os for at kaste os i fængsel, da vi ville række vore hænder ud i Jesu navn og de ville falde hjælpeløs til grunden. Da var det at Satans synagoge vidste at Gud havde elsket os, som kunne vaske hverandres fødder og hilse brødre med et helligt kys og de tilbad ved vore fødder.VM1 59.2

Snart blev vore øjne draget til den østlige del, for en lille mørk sky havde vist sig, omkring halvt så stor som en mandshånd, som vi alle vidste var Menneskesønnens tegn. I højtidelig stilhed stirrede vil alle på skyen idet den drog nærmere og blev lysere, strålende og endnu mere strålende, indtil der var en stor hvid sky. Den inderste viste sig som ild; en regnbue var over skyen, medens der omkring den var tusinde af engle der sang den dejligste sang og på den sad Menneskesønnen. Hans hår var hvidt og krøllet og lå over hans skuldre og på hans hoved var mange kroner. Hans fødder havde udsende af ild; i hans højre hånd var der et skarpt segl, i hans venstre en sølvbasun. Hans øjne var som flammende ild, som gennemsøgte hans børn igen og igen.VM1 60.1

Da blev alle ansigter blege og dem som Gud havde forkastet blev mørke. Da råbte vi alle: “Hvem vil kunne stå? Er min klædning pletfri? Englene hørte op med at synge og der var en tid højtidelig stilhed, da Jesus sagde: “Dem som har rene hænder og rent hjerte vil kunne stå; Min nåde er jer nok.” Ved dette lyste vore ansigter op og glæde fyldte ethvert hjerte. Og englene udstødte en højere tone og sang igen. Medes skyen stadig drog nærmere til jorden. Da lød Jesu sølvbasun, idet han steg ned af skyen, hyldet ind i ildflammer. Han så stærkt på de sovende helliges grave og rejste sine øjne og hænder til himlen og råbte: “Vågn op! vågn op! vågn op! I som sover i støvet og rejs jer.” Da var der et mægtigt jordskælv. Gravende åbnedes og de døde kom op klædt med udødelighed. De 144 000 udstødte “Halleluja” i det de genkendte deres venner som havde været revet fra dem i døden og i det samme øjeblik var de forandret, vi var forandret og taget op sammen med dem, for at møde Herren i luften.VM1 60.2

Vi gik alle sammen på skyen og var syv dage på vej til glarhavet, hvor Jesus bragte kronerne, og med sin egen højre hånd satte dem på vore hoveder. Han gav os guldharper og sejrspalmer. Her på glarhavet stod de 144 000 i fuldstændig firkant. Nogle havde meget strålende kroner, andre ikke så strålende. Nogle kroner så store ud af stjerner, medens andre havde kun få. Alle var fuldstændig tilfredse med deres kroner. Og de var alle klædt med en herlig hvid kåbe fra deres skuldre til deres fødder. Der var engle rundt omkring os medens vi gik over glarhavet til byporten. Jesus rejste sin mægtige og herlige arm og tog fat på perleporten og svingede den tilbage på dens glitrende hængsler og sagde til os: “I har vasket jeres klæder med mit blod og stået hårdnakket for min sandhed, — gå ind!” Vi marcherede alle ind og følte at vi havde en fuldstændig ret der.VM1 60.3

Inden i byen så vi livets træ og Guds trone. Ud af tronen kom en ren flod af vand og på hver side af floden var livets træ. På den ene side af floden var en stamme af et træ og en stamme på den anden side af floden, begge af rent, gennemsigtig guld. Først troede jeg at jeg så to træer; jeg så igen og så at de ved toppen var forenet til et træ. Således var livets træ på hver side af floden. Dets grene bøjede sig til det sted hvor jeg stod; og frugterne var herlige, som så ud som guld blandet med sølv.VM1 61.1

Vi gik alle under træet og sad ned for at vende os mod stedets herlighed, hvor brødrene Fitch og Stockman, som havde forkyndt evangeliet om riget og som Gud havde lagt i graven for at vinde dem, kom op til os og spurgte os hvad vi havde gennemgået medens de sov. Vi prøvede at genkalde de største prøvelser, men de så ud til at være så små sammenlignet med den langt mere betydelige og evige vægt af herlighed der omgav os, at vi ikke kunne sige det og vi råbte alle, “Halleluja! Himlen er god nok,” og vi stemte vore guldharper og gav himlens hvælving genklang.VM1 61.2