I bevidstheden om at de havde opfanget øjeblikkets inspiration, “jublede Jesus i Helligånden og sagde: ‘Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, Fader, for således var det din vilje. Alt har min Fader overgivet mig, og ingen ved, hvem Sønnen er, undtagen Faderen, og ingen ved, hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for’.” JSL 357.1
De mænd, som verden hædrede de såkaldte vise og store mænd, kunne med al den visdom, de pralede af, ikke fatte Kristi natur. De bedømte ham efter den ydre fremtræden, ud fra den ydmygelse, der overgik ham som menneske. Men det var blevet givet fiskere og toldere at kunne se den Usynlige. Selv disciplene lykkedes det ikke at forstå alt, hvad Jesus ønskede at åbenbare for dem; men lidt efter lidt, efterhånden som de overgav sig til Helligåndens magt, blev deres sind oplyst. De indså at almagtens Gud iført menneskeskikkelse var hos dem. Jesus frydede sig over, at skønt vise og kloge mennesker ikke var i besiddelse af denne viden, var den blevet åbenbaret for disse jævne mennesker. Ofte, når han havde forkyndt Det gamle Testamentes skrifter og havde påvist, at de talte om ham selv og hans forsoningstjeneste, var de blevet påvirket af hans Ånd og hævet op i en himmelsk atmosfære. De havde en klarere forståelse af profeternes åndelige sandheder, end de oprindelige forfattere selv havde haft. Herefter ville de ikke mere læse Det gamle Testamentes skrifter som farisæernes og de skriftkloges lærdomme, ikke som udtalelser af vise mænd, der nu var døde, men som en ny åbenbaring fra Gud. De så den Ånd, “som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.” 13Joh 14,17 JSL 357.2
Den eneste måde, hvorpå vi kan opnå en mere fuldkommen forståelse af sandheden, er ved at bevare hjertet følsomt og undergivet Kristi Ånd. Vi skal renses for forfængelighed og hovmod og befries for alt det, som har haft herredømme over os, og Kristus må blive enerådende. Menneskelig videnskab er for begrænset til at kunne fatte forsoningen. Frelsesplanen er så vidtrækkende, at filosofi ikke kan redegøre for den. Den vil altid forblive et mysterium, som selv de mest dybsindige ræsonnementer ikke kan gennemskue. Frelsens videnskab kan ikke forklares; men den kan erfares. Kun den, der ser sin egen syndighed, kan få øje på Frelserens herlighed. Fyldt med vejledning var de lektioner, som Kristus gav, mens han langsomt bevægede sig fra Galilæa til Jerusalem. Folk lyttede ivrigt til hans ord. I Peræa var folket ligesom i Galilæa under mindre streng kontrol af fanatiske jøder end i Judæa, og hans lære fandt respons hos mange. JSL 357.3