Mange af Kristi lignelser blev fortalt i løbet af disse sidste måneder af hans gerning. Præsterne og de skriftkloge forfulgte ham med en stadigt voksende bitterhed, og han tilslørede sine advarsler til dem ved hjælp af symboler. De kunne ikke tage fejl af, hvad han mente, men kunne alligevel ikke i hans ord finde noget, der kunne berettige til en anklage imod ham. I lignelsen om farisæeren og tolderen stod den selvtilfredse bøn: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker,” 14Luk 18,11 i skarp modsætning til den bodfærdiges tryglen: “Gud, vær mig synder nådig!” 15Luk 18,13 På denne måde dadlede Kristus jødernes hykleri. Og ved hjælp af eksemplerne med det ufrugtbare figentræ og det store gæstebud forudsagde han den dom, der skulle fældes over det ubodfærdige folk. De, som hånligt havde afvist indbydelsen til evangeliets gæstebud, hørte hans advarende ord: “For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” 16Luk 14,24 JSL 358.1
Den belæring, disciplene fik, var uendeligt værdifuld. Lignelsen om den påtrængende enke og om vennen, der bad om brød ved midnatstid, gav fornyet kraft til hans ord: “Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” 17Luk 11,9 Og tit blev deres vaklende tro styrket ved erindringen om, hvad Kristus havde sagt: “Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.” 18Luk 18,7-8 JSL 358.2
Kristus gentog den smukke lignelse om det mistede får. Og han uddybede den lære, der var i den, idet han fortalte om den tabte mønt og den fortabte søn. Dengang kunne disciplene ikke fuldt ud værdsætte styrken i denne belæring; men efter udgydelsen af Helligånden, da de så høsten af hedninger og jødernes misundelige vrede, forstod de bedre betydningen af lignelsen om den fortabte søn og kunne tilslutte sig glæden i Kristi ord: “Men nu burde vi feste og være glade;” 19Luk 15,32 “for min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” 20Luk 15,24 Da de gik ud i deres Mesters navn og mødte bebrejdelse, fattigdom og forfølgelse, holdt de ofte modet oppe ved at gentage hans formaninger til dem på denne sidste vandring. “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.” 21Luk 12,32-34 JSL 358.3