Der var tre årlige fester, påsken, pinsen og løvhyttefesten, hvor alle mænd i Israel havde befaling om at fremstille sig for Herren i Jerusalem. Af disse højtider var påsken den, der blev overværet af de fleste. Der kom mange til stede fra alle de lande, hvor diasporajøderne boede. Fra alle dele af Palæstina kom deltagerne i store skarer. Rejsen fra Galilæa varede flere dage, og de rejsende samledes i store flokke både for selskabets og sikkerhedens skyld. Kvinderne og de gamle mænd red på okser eller æsler ad de stejle, klippefyldte veje. De stærke mænd og de unge drog af sted til fods. Tidspunktet for påskehøjtiden svarede til slutningen af marts eller begyndelsen af april, hele landet var et blomsterflor, og fuglenes sang frydede alle. Langs hele vejen fandtes der steder, som rummede erindringer om Israels historie, og fædrene og mødrene fortalte atter deres børn om, hvor store ting Gud havde gjort for sit folk i de svundne tider. De fordrev tiden undervejs med sang og musik, og alle stemte i med denne sejrssang: “Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem … gid freden må råde over din ringmur, og tryghed i dine borge!” 1Sl 122,2-7 JSL 44.2
Højtideligholdelsen af påsken begyndte samtidig med den hebraiske nations tilblivelse. Den sidste nat under jødernes trældom i Ægypten, da der tilsyneladende ikke var noget, der tydede på befrielse, befalede Gud dem at forberede sig på en øjeblikkelig udfrielse. Han havde advaret Farao om den endelige dom over ægypterne, og han påbød hebræerne samle deres familier inden for deres egne boliger. Når de havde stænket dørstolperne med det slagtede lams blod, skulle de spise lammet stegt, sammen med usyret brød og bitre urter. “Sådan skal I spise det,” sagde han, “I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren.” 2Matt 23,23 Ved midnatstid blev alle ægypternes førstefødte dræbt. Så sendte kongen dette budskab til Israel: “Skynd jer bort fra mit folk, … og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet.” 3text Hebræerne drog bort fra Ægypten som et frit folk. Herren havde befalet, at påsken hvert år skulle fejres. Han sagde: “Når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Ægypten sprang israelitternes huse over, da han slog ægypterne ned, men skånede vores huse.” 41 Mos 12,11 Således blev beretningen om denne vidunderlige udfrielse atter og atter fortalt fra slægt til slægt. JSL 44.3
Påsken blev efterfulgt af de usyrede brøds højtid, som varede i syv dage. På højtidens anden dag blev førstegrøden af årets høst, et neg af bygaks, fremstillet for Herren. Alle højtidens ceremonier var forbilleder på Kristi gerning. Israels udfrielse fra Ægypten var et levende eksempel på genløsningen, som påskefesten skulle bevare i erindringen. Det slagtede lam, det usyrede brød og neget med høstens førstegrøde var symboler på Frelseren. JSL 45.1