For de fleste mennesker på Kristi tid var højtideligholdelsen af denne fest sunket ned til at blive en ren formsag. Men hvad må den ikke have betydet for Guds Søn! JSL 45.2
Det var første gang, at barnet Jesus betragtede templet. Han så, hvordan de hvidklædte præster forrettede deres højtidelige tjeneste. Han så det blødende lam på alteret. Sammen med de andre tempelsøgende bøjede han sig i bøn, mens røgelsesskyerne steg op til Gud. Han var vidne til påskehøjtidens imponerende ritualer. Dag for dag stod deres betydning mere og mere klart for ham. Enhver handling syntes at have forbindelse med hans eget liv. Der vågnede nye impulser i hans indre. I tavshed og helt opslugt syntes han at grunde over et stort problem. Mysteriet i hans kald begyndte at gå op for Frelseren. JSL 45.3
Opslugt af overvejelser over disse scenerier, holdt han sig ikke ved siden af sine forældre. Han søgte at blive alene. Da påskegudstjenesterne var forbi, var han stadig i tempelgårdene, og da menigheden drog bort fra Jerusalem, blev han ladt tilbage. JSL 45.4
Ved dette besøg i Jerusalem havde Jesu forældre ønsket at bringe ham i forbindelse med Israels store lærere. Mens han i enhver henseende var lydig mod Guds ord, efterlevede han ikke de rabbinske skikke og ritualer. Josef og Maria håbede, at han måske kunne komme til at nære ærbødighed for de lærde skriftkloge og tage større hensyn til deres vedtægter. Men Jesus havde i templet lært af Gud selv. Det, som han havde modtaget, begyndte han straks at give videre til andre. JSL 45.5
På den tid var et værelse i forbindelse med templet beregnet til en hellig skole, på samme måde som profeternes skoler. Her forsamledes de øverste rabbinere sammen med deres elever, og derhen kom også barnet Jesus. Han satte sig ved disse alvorlige mænds fødder og lyttede til deres undervisning. Som den, der søger visdom, udspurgte han lærerne om profetierne og de begivenheder, der den gang var sket, og som viste hen til Messias’ komme. JSL 46.1
Jesus fremstillede sig som et menneske, der higede efter viden om Gud. Hans spørgsmål fremkaldte tanker om dybe sandheder, der længe havde været gemt bort, men som dog var af afgørende betydning for menneskenes frelse. Samtidig med, at det fremgik, hvor begrænset og overfladisk de lærde mænds visdom var, gav hvert spørgsmål dem en guddommelig lære og kastede nyt lys over sandheden. Rabbinerne talte om den vidunderlige ophøjelse, som Messias’ komme ville betyde for jødefolket; men Jesus gjorde dem opmærksomme på Esajas’ profeti og spurgte dem om, hvad der så var betydningen af disse skrifter, der peger hen til Guds Lams lidelse og død. JSL 46.2
Nu kom de lærde til ham med spørgsmål, og de var forbløffede over hans svar. Med et barns ydmyghed gentog han Skriftens ord, idet han gav dem en uddybelse af meningen, som de vise mænd aldrig havde forestillet sig. Hvis de var blevet fulgt, ville de retningslinjer for sandheden, som han udpegede, have betydet en reformation i datidens religiøse opfattelse. En dyb interesse for åndelige ting ville være blevet vakt, og mange ville have været forberedt på at modtage ham, da han begyndte på sin gerning. Rabbinerne vidste, at Jesus ikke var blevet undervist i deres skoler, men alligevel overgik hans forståelse af profetierne langt deres egen. De erkendte store muligheder i denne eftertænksomme galilæiske dreng. De ville gerne hverve ham til at være deres discipel, så han kunne blive lærer i Israel. De ønskede at overtage ansvaret for hans uddannelse, fordi de følte, at en så enestående forstand måtte bringes ind under deres vejledning. JSL 46.3
Jesu ord havde påvirket deres hjerter på en måde, som de aldrig før var blevet påvirket af noget menneskes ord. Gud prøvede at give lys til disse ledere i Israel, og han benyttede det eneste middel, hvorved det var muligt at nå dem. De ville i deres hovmod med foragt have afvist at indrømme, at de kunne lade sig belære af nogen. Hvis det havde set ud, som om Jesus havde villet forsøge at belære dem, ville de ikke have nedværdiget sig til at lytte til hans ord. Men de smigrede sig med, at det var dem, der belærte ham, eller at de i det mindste satte hans skriftkundskab på prøve. Jesu ungdommelige beskedenhed og venlighed afvæbnede deres fordomme. Ubevidst åbnede de deres sind for Guds ord, og Helligånden talte til deres hjerte. JSL 46.4
De kunne ikke undgå at se, at deres forventninger med hensyn til Messias ikke fandt støtte i profetierne; men de ville ikke slippe de teorier, der havde været smigrende for deres ærgerrighed. De ville ikke indrømme, at de havde misforstået de skrifter, som de gjorde krav på at fortolke. Fra den ene til den anden lød spørgsmålet: Hvorfra har denne unge mand sin viden, da han aldrig har lært noget? Lyset skinnede i mørket; men “mørket greb det ikke.” 5Joh 1,5 JSL 46.5