Tienden er hellig og Gud har forbeholdt sig den til eget brug. Den skal bringes ind i hans forrådshus og anvendes til understøttelse af evangeliets forkyndere i deres arbejde. I lange tider er Herren blevet bedraget, fordi der findes dem, som ikke forstår, at tienden er Guds egen. VM9 249.1
Nogle er blevet misfornøjet og har sagt: “Jeg vil ikke længere betale tiende; thi jeg har ingen tillid til den måde, hvorpå vore brødre ved hovedkvarteret styrer med sagerne.” Men vil du bedrage Gud, fordi du tror, at de styrende handler uviselig? Fremfør dine klagemål klart og åbent og i den rette ånd for at rette vedkommende. Send ind din anmodning om at få det skæve rettet og sat i orden; men træk dig ikke tilbage fra Guds sag og vis dig ikke utro, fordi andre handler urigtig. VM9 249.2
Læs det tredje kapitel hos Malakias opmærksomt og mærk, hvad Gud siger om tienden. Hvis vore menigheder ville stille sig på ordets grund og trofast bringe sin tiende ind i hans skat kammer, kunne flere arbejdere opmuntres til at starte virksomhed som prædikanter. Flere ville være villige til at virke som forkyndere af ordet, hvis der ikke blev sagt dem, at kassen var tom. Der burde være et overflødigt forråd i Herrens skatkammer og det ville der være, hvis ikke selviske hjerter holdt tienden tilbage eller anvendte dem til understøttelse af andre missionforetagender. VM9 249.3
De midler, Gud har forbeholdt sig selv, bør ikke bruges efter forgodtbefindende. Tienden er Herrens og de, som forvalter den efter eget skøn, vil miste sin himmelske skat som straf derfor, medmindre de omvender sig. Lad ikke virksomheden vedvarende hæmmes, ved at tienden anvendes i andre øjemed end det, hvortil Herren har sagt, den skulle bruges. Andre grene af Guds sag må understøttes ved andre midler. Det påhviler os at fremme disse, men ikke ved anvendelsen af tienden. Gud har ikke forandret sin plan; tienden skal fremdeles anvendes til understøttelse af prædikanter. Påbegyndelsen af missionsarbejde på nye felter stiller øgede krav til et større antal dygtige prædikanter, end vi nu har og der må være et tilstrækkeligt forråd af midler i kassen. VM9 249.4
Der hviler et højtideligt ansvar på dem, som sendes ud som prædikanter, et ansvar, som, mærkeligt nok, ikke gives agt på. Mange holder af at prædike, men de udfører ikke det nødvendige personlige arbejde i menighederne. Der er stor brug for undervisning vedrørende pligter og ansvar overfor Gud, især med hensyn til ydelse af en fuld tiende. Vore prædikanter ville føle sig alvorlig skuffet, om de ikke fik løn i tide; men de bør betænke, at der må være spise i Guds forrådshus, før arbejderne kan betales. Hvis de forsømmer at undervise søskende om vigtigheden af at vise troskab i ydelsen af den tiende, som tilkommer Gud, vil der mangle midler i kassen og værket vil hæmmes. VM9 250.1
Hin hyrde over Guds hjord må være tro i udøvelsen af sine pligter. tænker han som så, at fordi dette er et ubehageligt hverv, vil han overlade det til en anden, så er han ikke en trofast arbejder. han bør læse, hvad Herren siger ved Malakias til folket, idet han beskylder dem for at bedrage Gud ved at undlade at bringe Tienden ind i forrådshuset. Den Almægtige erklærer: “Med forbandelse er I forbandede.” Mal 3,9. Når en Herres tjener i ord og lære ser søskende handle således, at Guds forbandelse vil komme over dem, hvorledes kan han da undlade at undervise og advare dem? Ethvert medlem i menigheden bør oplæres til at betale en ærlig tiende. VM9 250.2
“Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.” vers 10. VM9 251.1
Jeg beder om, at vore brødre må fatte, at den tredje engels budskab betyder meget for os og at helligholdelsen af den sande sabbat er et tegn, som udmærker dem, der tjener Gud, fra dem, der ikke tjener ham. Måtte de, som er blevet søvnige og ligegyldige, vågne op. Vi er kaldt til at være et helligt folk og vi bør vogte os for at give vore medmennesker det indtryk, at det er af lille betydning, enten vi bevarer vor læres særegne trospunkter eller ej. Det påhviler os som en hellig forpligtelse at tage et mere bestemt standpunkt end tidligere for sandhed og retfærdighed. Skellet mellem dem, som holder Guds bud og dem, som overtræder dem, vil fremtræde med tydelig klarhed. vi må være nidkære for Guds ære og anstrenge os på at gøre brug af hvert eneste middel, der vil tjene til at vedligeholde vort pagtsforhold til ham, så at vi kan nyde hans velsignelse — den velsignelse, som er nødvendig for det folk, der skal opleve så store genvordigheder og prøver. At give nogen det indtryk, at vor tro, vor kristendom, ikke er den kontrollerende kraft i vort liv, det er at påføre Gud stor vanære. På den måde afviger vi fra hans bud, som er vort liv og nægter, at han er vor Gud og at vi er hans folk. VM9 251.2
“Så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans bud, men bringer gengældelse over dem, der hader ham, så han udrydder ham og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer gengældelse over ham.” 5.Mos 7,9.10. VM9 251.3
Hvor skal vi være, inden de her nævnte tusinde led er til ende? — Vor skæbne vil for evigt være afgjort. Enten er vi fundet værdige til et hjem i Guds evige rige, eller vi er erklæret skyldige til at lide den evige død. De, som har været sande og trofaste i sit pagtsforhold til Gud, de, som, erindrede Kristi død på Golgatha, har stået urokkelig på sandheden side og altid søgt Guds ære, de vil høre de opmuntrende ord: “Vel, du gode og tro tjener.” Men de, som har ydet Herren bare en halvhjertet tjeneste og har ladet sig bedåre af verden og fulgt dens skikke, de må høre de sørgelige ord: “Gå bort fra mig; jeg kender jer ikke.” Vidnesbyrd 9. bd side 187-198.] VM9 252.1