Nogle i vort folk, der samvittighedsfuldt afstår fra upassende fødemidler, forsømmer at skaffe sig de stoffer, der er nødvendige for at ernære legemet. De, der indtager et yderliggående standpunkt i helsereformen, står i fare for at tilberede retter, der er så blottede for smag, at de ikke er tilfredsstillende. Maden bør være tilberedt på en måde, så den både er appetitvækkende og nærende. Den bør ikke være berøvet det, organismen behøver. Jeg bruger lidt salt og har altid gjort det, fordi salt i stedet for at virke ødelæggende faktisk er af væsentlig betydning for blodet. Grøntsager bør gøres velsmagende med lidt mælk eller fløde eller noget tilsvarende. VM9 161.4
Selv om der er blevet givet advarsler angående sygdomsfarerne ved at bruge smør og det skadelige i at give små børn mange æg, bør vi alligevel ikke betragte det som en overtrædelse af principperne at bruge æg fra høns, der er passet og fodret rigtigt. Æg indeholder væsentlige ting, der virker lægende ved at modarbejde visse giftstoffer. VM9 162.1
Nogle, der har afstået fra at bruge mælk, æg og smør, har forsømt at skaffe organismen en passende næring og er som følge deraf blevet svage og uarbejdsdygtige. På den måde bringes helsereformen i vanry. Det arbejde, vi har søgt at bygge solidt op, bliver blandet med besynderlige ting, som Gud ikke har krævet og menighedens kræfter bliver svækket. Men Gud vil gribe ind for at afværge følgerne af disse alt for strenge forestillinger. Evangeliet skal forene den syndige slægt. Det skal føre rige og fattige sammen ved Jesu fødder. VM9 162.2
Der vil komme en tid, hvor vi kan have nødig at kassere nogle af de fødevarer, vi nu bruger, som f.eks. mælk, fløde og æg; men det er ikke nødvendigt, at vi bringer os selv i vanskeligheder ved forhastede og yderliggående indskrænkninger. Vent, indtil forholdene kræver det, så vil Herren berede vejen for det. VM9 162.3
De, der ønsker fremgang, når de forkynder helsereformens principper, må gøre Guds ord til deres vejleder og rådgiver. Kun når de, der underviser i helsereformens principper, gør dette, kan de stå i en fordelagtig stilling. Lad os aldrig bære et vidnesbyrd imod helsereformen ved at forsømme brugen af sund, velsmagende mad i stedet for de skadelige fødemidler, vi har kasseret. Søg ikke på nogen måde at opmuntre en trang til stimulanser. Spis kun jævn, enkel og sund mad og sig til stadighed Gud tak for helsereformens principper. Vær sand og oprigtig i alle ting, så vil du vinde dyrebare sejre. VM9 162.4