Go to full page →

Vidnesbyrd 23 (1873)
Menigheden I Laodikea VM3 252

MENIGHEDEN I LAODIKEA
VM3 252.1

[Budskabet til laodikeernes menighed udgør en overraskende tilrettevisning og er anvendeligt på Guds folk i vor tid. VM3 252.2

“Og skriv til menighedens engel i Laodikea: “Så siger han, som er amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks Ophav: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af din mund. Fordi du siger: “Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget”; og du ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.” VM3 252.3

Herren viser os her, at det budskab, der skal frembæres til hans folk at tjenere, som han har kaldet til at advare folket, ikke er et budskab om fred og ingen fare. Det er ikke blot teoretisk, men i enhver enkelthed praktisk. I budskabet til Laodikea fremstilles Guds folk som værende i en tilstand af kødelig tryghed. De er vel til mode og tror, at de står på et højt åndeligt trin. “Fordi du siger: “Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget”; og du ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.” VM3 252.4

Hvilket større bedrag kan overgå det menneskelige sind end at nære den tillid, at alt står vel til med det, når alt er forkert! Det sanddru vidnes budskab finder Guds folk i et sørgeligt bedrag, men dog ærligt i dette bedrag. De ved ikke, at deres tilstand er sørgelig i Guds øjne. Medens de, som der tales til, smigrer sig med, at de befinder sig i en ophøjet åndelig tilstand, afbryder det sanddru vidne deres tryghed ved den overraskende fordømmelse af deres virkelige tilstand i åndelig blindhed, fattigdom og elendighed. Vidnesbyrdet, som er så skærende og så strengt, kan ikke være en fejltagelse; det er det sanddru vidne, som taler og hans vidnesbyrd må være rigtigt. VM3 252.5

For dem, som føler sig trygge i det, som de har opnået og som mener at være rige på åndelig erkendelse, er det vanskeligt at tage imod det budskab som erklærer, at de er bedragne og mangler enhver åndelig dyd. Det vanhellige hjerte er “svigefuldt fremfor alt, det er sygt.” Det blev vist mig, at mange smigrer sig med, at de er gode kristne, selv om de ikke har een lysstråle fra Jesus. De har ikke selv en levende erfaring i det guddommelige liv. De trænger til en dyb og grundig selvfornedrelse for Gud, inden de vil kunne føle deres virkelige behov for alvorlig, vedholdende anstrengelse for at sikre sig åndens kostelige dyder. VM3 253.1

Gud leder sit folk skridt for skridt. Kristenlivet er en stadig kamp og en march. Der er ingen hvile fra striden. Det er ved stadig, uophørlig bestræbelse, at vi opretholder sejren over Satans fristelser. Som et folk roser vi os af sandhedens klarhed og styrke. For vore standpunkter finder vi fuld støtte i en overvældende mængde tydelige bibelske vidnesbyrd. Men vi står såre langt tilbage i bibelsk ydmyghed, tålmodighed, tro, kærlighed, selvfornægtelse, årvågenhed og opofrelsesånd. Vi trænger til at opelske bibelsk hellighed. Synd råder iblandt Guds folk. Det tydelige budskab med irettesættelse til dem i Laodikea bliver ikke modtaget. Mange klynger sig til deres tvivl og deres skødesynder, medens de befinder sig i et så stort bedrag, at de taler om og føler, at de intet fattes. De mener, at Guds Ånds tilrettevisende budskab er upåkrævet, eller at det ikke gælder dem. Sådanne står i det største behov for Guds nåde og af åndeligt skøn for at kunne opdage deres mangel på åndelig kundskab. De mangler næsten enhver betingelse, som er nødvendig for at kunne fuldkomme en kristelig karakter. De har ikke en praktisk kundskab om bibelsk sandhed, der leder til et sagtmodigt liv og til at indordne deres vilje under Kristi vilje. De lever ikke i lydighed mod alle Guds fordringer. VM3 253.2

Det er ikke nok blot at bekende sig til at tro sandheden. Alle Kristi kors’ stridsmænd forpligter sig i virkeligheden til at tage del i korstoget imod sjælenes modstander, til at fordømme uret og hævde retfærdighed. Men det sanddru vidnes budskab åbenbarer den kendsgerning, at vort folk befinder sig i et frygteligt bedrag, som gør det påkrævet at komme til dem med advarsel for at afbryde deres åndelige slummer og vække dem til bestemt handling. VM3 254.1

I mit sidste syn så jeg, at selv dette bestemte budskab fra det sanddru vidne ikke havde fuldbyrdet Guds hensigt. Folket sover videre i deres synder. De vedbliver at sige, at de er rige og ikke trænger til noget. Mange spørger: Hvad skal alle disse tilrettevisninger til? Hvorfor anklager Vidnesbyrdene os stadig for frafald og for alvorlige synder? Vi elsker sandheden; vi gør fremgang; vi behøver ikke disse vidnesbyrd med advarsel og tilrettevisning. Men lad disse, som knurrer, se på deres egne hjerter og sammenligne deres liv med bibelens praktiske lærdomme, lad dem ydmyge deres sjæle for Gud og lade Guds nåde oplyse mørket, så vil skællene falde fra deres øjne og de vil indse deres sande åndelige fattigdom og elendighed. De vil erkende nødvendigheden af at købe guld, som er en ren tro og kærlighed, hvide klæder, som er en uplettet karakter, renset i deres kære Genløsers blod og øjensalve, som er Guds nåde og som vil give dem et klart skøn angående åndelige ting og afsløre synden. Opnåelsen af disse ting er mere dyrebar end Ofirs guld. VM3 254.2

Det er blevet vist mig, at den vigtigste grund til, at Guds folk nu befinder sig i denne tilstand af åndelig blindhed, er, at de ikke vil tage imod tilrettevisning. Mange har foragtet de irettesættelser og advarsler, de har fået. Det sanddru vidne fordømmer Guds folks lunkne tilstand, som giver Satan magt over dem i denne våge og ventetid. De egenkærlige, de stolte og de, der elsker synd, anfægtes stadig af tvivl. Satan formår at indskyde tvivl og at opfinde indvendinger imod det tydelige vidnesbyrd, Gud sender og mange mener at det er en dyd, et tegn på kløgt hos dem at være vantro og at tvivle og være spidsfindig. De, der ønsker at tvivle, vil få rigelig anledning. Gud har ikke til hensigt at fjerne al anledning til vantro. Han giver synlige beviser, der omhyggeligt bør undersøges med et ydmygt sind og en lærvillig ånd og alle bør træffe en afgørelse på grundlag af de synlige bevisers vægt. VM3 255.1

Det evige liv er af uendelig værdi og vil koste os alt, hvad vi har. Det blev vist mig, at vi ikke tillægger de evige ting tilbørlig værdi. Alt, hvad der er værd at eje, endog her i verden, må tilegnes gennem anstrengelse og undertiden ved den mest smertefulde opofrelse. Og dette gør man for blot at opnå en forgængelig skat. Skal vi være mindre villige til at tåle kamp og møje og til at gøre alvorlige anstrengelser og store opofrelser for at opnå en skat, som er af uendelig værdi og et liv, der vil holde mål med den Eviges? Kan himmelen koste os for meget? VM3 255.2

Tro og kærlighed er gyldne skatte, grundtræk, som der er stor mangel på iblandt Guds folk. Det er blevet åbenbaret for mig. at vantro over for Vidnesbyrdene med deres advarsel, opmuntring og tilrettevisning lukker lyset ude for Guds folk. Vantro tillukker deres øjne, således at de er uvidende om deres sande tilstand. Det sanddru vidne beskriver deres tilstand således: “Og du ved ikke, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.” VM3 255.3

Troen på Kristi snare komme er i aftagende. “Min herre tøver med at komme” dette bliver ikke sagt i hjertet alene, men det udtrykkes i tale og allertydeligst i gerninger. Sløvhed i denne vågestund tillukker Guds folks sanser for tidernes tegn. Den frygtelige gudløshed, som råder, nødvendiggør den største flid og det mest levende vidnesbyrd, for at synd må kunne holdes borte fra menigheden. Troen er aftaget i en forfærdelig grad og det er kun ved øvelse, den kan forøges. VM3 255.4

De, der deltog i Guds værk i begyndelsen af den tredje engels budskab, måtte vove noget; de måtte bringe ofre. De påbegyndte denne virksomhed i fattigdom og led de største savn og forsmædelser. De mødte beslutsom modstand, der drev dem til Gud i deres nød og holdt deres tro levende. Vor nuværende plan for systematisk godgørenhed skaffer vore prædikanter rigeligt underhold og der foreligger intet savn og der kræves ingen udøvelse af tro med hensyn til udkommet. De, der nu går ud for at prædike sandheden, har intet at vove. De løber ingen risiko og har ingen særlige ofre at bringe. Sandhedspunkterne ligger færdigt udarbejdede i deres hånd og der er skaffet skrifter til veje, som forsvarer de sandheder, de fremholder. VM3 256.1

Nogle unge mænd begynder uden at have nogen virkelig forståelse af værkets ophøjede karakter. De er ikke udsat for savn, genvordigheder eller hårde kampe, der ville kræve udøvelse af tro. Nogle er blevet stolte og opblæste og føler ingen virkelig byrde for værket. Det sanddru vidne siger til disse prædikanter: “Vær derfor nidkær og omvend dig!” Nogle af dem er så opblæste af stolthed, at de i virkeligheden er en hindring og en forbandelse for Guds dyrebare sag. De øver ingen frelsende indflydelse over andre. Disse mænd trænger selv til at blive grundigt omvendte til Gud og til at helliges ved de sandheder, de fremholder for andre. VM3 256.2