Mange føler sig utålmodige og bliver stødt, fordi de tit ulejliges med advarsler og tilrettevisninger, som fremholder deres synder for dem. Det sanddru vidne siger: “Jeg kender dine gerninger.” Bevæggrundene, hensigterne, vantroen, mistanken og skinsygen kan skjules for mennesker, men ikke for Kristus. Det sanddru vidne kommer som en rådgiver: “Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig. Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min fader på hans trone.” VM3 256.3
De, der vises til rette af Guds Ånd, bør ikke sætte sig op imod det ringe redskab. Det er Gud og ikke et fejlende, dødeligt menneske, som har talt for at frelse dem fra ødelæggelse. De, der foragter advarselen, vil blive overladt i blindhed til selvbedrag. Men de, som giver agt derpå og med nidkærhed tager fat på den opgave at skille sig af med deres synder for at kunne opnå de nødvendige dyder, vil åbne deres hjerters dør, så den kære frelser kan komme ind og bo hos dem. Denne klasse mennesker vil altid findes at være i fuldkommen harmoni med Guds Ånds vidnesbyrd. VM3 257.1
Prædikanter, der forkynder den nærværende sandhed, bør ikke forsømme det højtidelige budskab til menigheden i Laodikea. Det sanddru vidnes vidnesbyrd er ikke et mildt budskab. Herren siger ikke til dem: I er omtrent gode nok; I har udholdt tugt og irettesættelse, som l aldrig har fortjent; man har ved unødig strenghed gjort jer modløse; I er ikke skyldige i de fejl og synder, som I er blevet tilrettevist for. VM3 257.2
Det sanddru vidne siger, at når du mener, at din tilstand i virkeligheden er god, så mangler du alt. Det er ikke nok, at prædikanter fremholder teoretiske emner; de bør også fremholde sådanne emner, som er praktiske. De trænger til at grunde over de praktiske lærdomme, Kristus gav sine disciple og nøje at anvende disse lærdomme på deres egne sjæle og på folket. Skal vi antage, at Kristus er blottet for kærlighed til sit folk, fordi han bringer dette revsende budskab? Oh nej! Ham, som døde for at genløse menneskene fra døden, elsker med en guddommelig kærlighed og dem, han elsker, dem revser han. “Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg.” Men mange vil ikke tage imod det budskab, som himmelen i nåde sender fil dem. De tåler ikke, at der tales til dem om deres pligtforsømmelse og om deres fejl, deres egoisme, deres stolthed og deres kærlighed til verden. Vejl f menigh bd. 1 side 272-276] VM3 257.3
Jeg fik vist at Gud har pålagt min mand og jeg et særligt arbejde, med at fremføre det tydelige vidnesbyrd for sit folk og at vi skal råbe højt og ikke holde os tilbage med at vise folk deres overtrædelser og Israels hus deres synder. Men der er en klasse som ikke vil modtage irettesættelsesbudskabet og de oprejser deres hænder for at beskytte dem Gud vil irettesætte og rette. Disse finder altid forståelse sammen med dem Gud vil have til at føle deres sande afmagt. VM3 258.1
Herrens ord, talt gennem sine tjenere, modtager mange med spørgsmål og frygt. Og mange vil udsætte deres lydighed for de irettesættelser de får, vente til enhver skygge af usikkerhed er fjernet. Den herskende vantro, der kræver et fuldstændigt kendskab, vil aldrig give efter for den kundskab, Gud i sin miskundhed givet. Han forlanger at hans folks tro hviler på vægten af vidnesbyrd og ikke på en fuldkomment kundskab. De Kristi efterfølgere som antager det lys Gud sender dem må adlyde Guds røst der taler til dem når der er mange andre stemmer der taler imod den. Det kræver skarpsindighed at kunne skelne Guds røst. VM3 258.2
Dem som ikke vil handle når Herren kalder dem, men som venter efter et mere sikket bevis og en gunstigere anledning, vil vandre i mørke, for lyset vil trækkes bort. De vidnesbyrd der gives en dag kan, hvis de afvises, aldrig gentages. VM3 258.3
Mange fristes i vort arbejde og drager det i tvivl. Nogle tager, i deres fristelser, Guds folks vanskeligheder og forvirringer for at være irettesættelses vidnesbyrd som vi har givet dem. De tror at trængslerne kommer fra dem som fremfører advarselsbudskabet, som udpeger folks synder og retter deres fejl. Mange er bedragede sjælefjenden. De tror at bror og søster White ville kunne anerkendes hvis de ikke hele tiden fordømte fejl og irettesatte syn. Jeg fik vist at Gud har lagt dette arbejde på os og når vi hindres i at møde hans folk og frembære vort vidnesbyrd og modvirke uhellige menneskers formodninger og skinsyge, så presser Satan sine fristelser meget stærkt på. Dem som altid har været på den tvivlende side føler sig fri til at vise deres tvivl og vise deres vantro. Nogle har en skinhellig og tilsyneladende samvittighedsfuld og meget from tvivl, som de forsigtigt giver udtryk for. Men denne tvivl har ti gange mere kraft til at styrke dem, som begår fejl og vor indflydelse bliver forminsket og Guds folks tillid til vort arbejde svækkes, mere end hvis denne tvivl var tydeligere at se. Disse stakkels sjæle, så jeg var bedragede af Satan. De smigerer sig selv med at de er helt korrekte, at de er har Guds gunst og er rige i åndelig skarpsindighed, skønt de er fattige, blinde og elendige. De gør sagens arbejde, men tror de har en nidkærhed for Gud. VM3 258.4
Nogle vil ikke modtage det vidnesbyrd Gud har givet os at bære, de bilder sig selv ind at de kan bedrages og at de selv har ret. De tror at Guds folk ikke lider mangel på kontant behandling og irettesættelse, men at Gud er med dem. Disse fristede mennesker, hvis sjæle aldrig har været i krig med syndens store dadel, vil råbe: Sig behagelige ting til os. Hvilken forvaltning vil disse gøre af laodikeanernes sande Vidnes budskab? Her kan der ikke bedrages. Dette budskab kan af Guds tjenere frembæres til en lunken menighed. Den må vække sit folk fra sit skjul og farlige bedrag med hensyn til deres egentlige ståsted over for Gud. Dette vidnesbyrd vil, hvis det antages, vække til handling og lede til selv-fornedrelse og bekendelse af synder: Det sanddru vidne siger: “Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm.” Og videre, “Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!” “Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og bolde nadver med ham og han med mig. Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.” VM3 259.1
Guds folk må se deres fejl og vækkes til nidkær anger og lægge de synder bort som har bragt dem i en så beklagelig fattig, blind og ulykkelig tilstand. Jeg fik vist at det tydelige vidnesbyrd må leve i menigheden. Dette alene vil besvare budskabet til Laodikæamenighedens medlemmer. Fejl må irettesættes, synd må benævnes synd og uretfærdighed må straks og bestemt fjernes fra os som et folk. VM3 260.1