Dem som føler en modstand mod det arbejde, som vi i seks og tyve år er blevet draget af Guds Ånd til at udføre og dem som vil nedbyrde vort vidnesbyrd, så jeg at de ikke kæmpede imod os, men imod Gud, som har lagt arbejdsbyrder på os, han ikke har givet andre. Dem som drager i tvivl og hænger sig i ord og tror det er en dyd at tvivle og som vil tage modet fra os; dem som har været middel til at gøre vort arbejde hårdt og svækker vor tro, håb og mod, har fået onde tanker, antyder fordægtige beskyldninger og, med jalous, våger efter en anledning til at angribe os. De tager det for givet, at fordi vi er svage mennesker, er det det klart at vi er gale på den og at de er rigtige. Hvis de kan finde noget, der bare kan skade os, så gør de det med glæde; og de er parart til at fordømme vort arbejde med at irettesætte fejl og fordømme synd som hårdt og diktatorisk. VM3 260.2
Men selvom vi ikke godtager deres version af sagen som grunden til vore trængsler, medens vi fastholder det lidt mere hårde arbejde som Gud har bestemt for os, indrømmer vi med sjælens ydmyghed og anger at vor tro og mod er blevet prøvet strengt og at vi nogen gange ikke har stolet fuldt på ham som har anvist os vort arbejde. Når vi så samler mod igen, efter smertelige skuffelser og prøvelser, angrer vi dybt at vi ikke har stolet på Gud og at vi gav plads for menneskelig svaghed og lod modløshed omtåge vor tro og formindske for tillid til Gud. Jeg er blevet vist at Guds fordumstjenere led skuffelser og nederlag så vel som vi stakkels mennesker. Vi var i godt selskab; men dette er ingen undskyldning. VM3 260.3
Idet min mand har stået ved min side for at støtte mig i mit arbejde og har frembåret et tydeligt vidnesbyrd i harmoni med Guds Ånd, har mange følt at det var ham personligt som skadede dem, skønt det var Herren som pålagde ham byrden og som, gennem hans tjener, irettesatte dem og forsøgte at få dem til at angre deres fejl og have Guds gunst. VM3 261.1
Dem som Gud har udvalgt til et betydningsfuldt arbejde er altid blevet modtaget med mistro. Førhen, da Elias blev sendt med et budskab fra Gud til folk, gav de ikke agt på advarslen. De anså ham for at være unødig streng. De troede endda at han havde mistet sin fornuft fordi han fordømte dem, Guds foretrukne folk, som syndere og deres overtrædelser var så store at Guds domme ville vækkes imod dem. Satan og hans hær er altid blevet stillet op imod dem som frembærer advarselsbudskabet og som irettesætter synder. De uhellige vil også forenes med sjælefjenden for at gøre Guds trofaste tjeneres arbejde så hårdt som muligt. VM3 261.2
Hvis min mand var blevet presset ud over alle grænser og blevet modløs og fortvivlet, hvis vi nogen gange ikke har set noget ønskværdigt i livet så vi vælger det fra, så er dette ikke fremmet og nyt. Elias, en af Guds store og mægtige profeter, idet han flygtede for sit liv fra den opildnede Jesabels vrede, bortløben, træt og rejsetræt, ønskede snarere at dø, end at leve. Hans bitre skuffelse over Israels upålidelighed havde knust hans humør og han følte at han ikke længere kunne have tillid til mennesker. Den dag Job blev fortvivlet og formørket, sagde han disse ord: “Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: “Se, en Dreng!” VM3 261.3
Dem som ikke er vandt til at mærke de dybder, som ikke har stået under byrderne som en vogn gør under negene og som aldrig har haft deres interesser genkendt så nøje med Guds sag og arbejde så det synes at være en del af deres væsen og større end deres liv, kan ikke fatte min mands følelser mere end Israel kunne fatte Elias følelser. Vi beklager dybt at vi blev modløse, uanset hvilken forhold det kan have været under. VM3 262.1