Kristi disciple bør arbejde på samme måde som han. Vi skal give de sultne mad og de nøgne klæder, og vi skal trøste de lidende og bedrøvede. Vi skal hjælpe de ulykkelige og give de modløse nyt håb. Og også for os vil denne forjættelse gå i opfyldelse: “Foran dig vandrer din retfærd, Herrens herlighed slutter toget.” IMT 224.1
Personer, som har været engageret i dette kristelige hjælpearbejde, har gjort, hvad Herren ønskede skulle gøres, og han har anerkendt deres arbejde. Hvad der er blevet udrettet i den henseende, er noget, som enhver syvende dags adventist af ganske hjerte skulle støtte og vise forståelse for og tage op med begejstring. Menigheden går glip af meget ved at forsømme dette arbejde, som ligger inden for dens eget område, og ved ikke at ville bære disse byrder. Hvis menigheden havde påtaget sig dette arbejde, hvad den burde have gjort, så ville den have været medvirkende til at frelse mange mennesker. IMT 224.2
Alle hans gaver skal bruges til velsignelse for menneskeheden, til at hjælpe de syge og nødlidende. Vi skal give de sultne at spise, beklæde de nøgne, drage omsorg for de faderløse og enkerne og række en hjælpende hånd til dem, der er nødstedte og undertrykte. Det har aldrig været Guds hensigt, at der skulle være så megen nød og elendighed i verden. Det har aldrig været hans mening, at en skal have i overflod af livets goder, medens andres børn må græde af sult. Det, som mennesker ejer ud over det nødvendigste til livets ophold, er blevet betroet dem, for at det skal benyttes i det godes tjeneste til velsignelse for andre. Herren siger: “Sælg, hvad I har og giv almisse! “Byd dem ..... gerne give og dele med andre.” “Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde!” “Faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser ..... og mætter en vansmægtende sjæl.” “Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!” Alt dette er, hvad Herren befaler. Udfører de fleste af den store kristenhed denne gerning? IMT 224.3
Gode gerninger er den frugt, Kristus forlanger, at vi skal bære, og dermed menes venlige ord, velgørenhed, kærlig omsorg for de fattige, nødlidende og besværede. Når hjerter viser medfølelse med hjerter, som er nedbøjet af modløshed og sorg, når hånden deler ud til de trængende, når de nøgne bliver klædt og den fremmede bydes en plads i din stue og i dit hjerte, vil engle drage meget nær, og den streng, der bliver anslået, vil vække genklang i Himmelen. Enhver retfærdig, barmhjertig og godgørende handling skaber glæde i Himmelen. Faderen på tronen lægger mærke til dem, der udfører disse barmhjertighedsgerninger, og regner dem for noget af sine dyrebareste juveler. “Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre.” Hver barmhjertig handling mod trængende, lidende mennesker bliver betragtet, som var den gjort imod Jesus. Når du trøster den elendige, viser medfølelse med den hårdt prøvede og nedtrykte og venligt hjælper den forældreløse, så bringer du dig selv i et inderligere forhold til Jesus. IMT 225.1
Arbejdet med at hjælpe de trængende, de lidende, de fattige, er netop den gerning, enhver menighed, der tror på sandheden for denne tid, for længe siden burde have beskæftiget sig med. Vi bør vise samaritanerens medfølelse ved at skaffe de trængende legemlige fornødenheder, give de sultne mad, tage de udstødte fattige ind i vore hjem og hver dag søge Gud om nåde og styrke, der vil sætte os i stand til at række ned til selve dybet af menneskelig elendighed og hjælpe dem, der umuligt kan hjælpe sig selv. Under udøvelsen af denne gerning har vi en gunstig anledning til at fremholde Kristus, den korsfæstede. IMT 225.2
Mange undrer sig over, hvorfor deres bønner er så blottede for liv, deres tro så svag og vaklende, deres kristelige erfaring så mørk og uvis. “Har vi ikke fastet,” siger de, “og gået sørgeklædte for Hærskarers Herres åsyn?” I det 58. kapitel hos Esajas har Kristus vist, hvorledes dette forhold kan ændres. Han siger: “Nej, faste efter mit sind, er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd.” Dette er den recept, Kristus har foreskrevet for den forsagte, tvivlende, bævende sjæl. Lad de sorgfulde, der går i sørgeklæder for Herrens åsyn, stå op og hjælpe en eller anden, som behøver hjælp. IMT 226.1
Vi ærer Gud ved at løfte de faldne og trøste de sørgende, og hvor Kristus bor i menneskehjertet, vil han blive åbenbaret på samme måde. Hvor som helst Kristi religion får lov at virke, vil den være til velsignelse. Hvor som helst den kommer vil den sprede lys. IMT 226.2
Enken i Zarepta delte sin mad med Elias, og til gengæld blev hendes eget og hendes søns liv sparet. Gud har lovet at velsigne de mennesker rigt, som i vanskelige og trange tider er sympatiske og hjælpsomme over for personer, som er i større trang end de selv. Han er ikke blevet en anden. Hans magt er ikke mindre i dag end i Elias´ tid. IMT 226.3
Kristi kærlighed, åbenbaret i uegennyttig virken, vil kunne gøre mere til at omvende synderen, end sværd og domstole formår. Disse er nødvendige til skræk og advarsel for forbryderen; men den kærlige missionsarbejder kan opnå mere end dette. Det hjerte, som forhærdes ved irettesættelse, kan ofte blødgøres ved Kristi kærlighed. IMT 226.4