Når vi omgås mennesker, bør vi huske på, at det i andres erfaringer kan være afsnit, som er skjult for dødelige menneskers blik. På erindringens blade findes optegnet triste beretninger, som holdes omhyggeligt skjul tfor nysgerrige blikke. På disse blade findes beretninger om lange, hårde kampe under prøvende omstændigheder — måske besværligheder i familielivet, som dag efter dag svækker vedkommendes mod, tillid og tro. De, som udkæmper livets kampe under meget ugunstige forhold, kan styrkes og opmuntres ved små opmærksomheder, som ikke koster andet end en kærlig bestræbelse. For sådanne er en trofast vens kraftige, velvillige håndtryk mere værk end guld eller sølv. Venlige ord er lige så kærkomne som engles smil. IMT 227.1
Der er skarer af mennesker, som må kæmpe med fattigdom, og som er tvunget til at arbejde for en ringe løn, og som kun kan tilvejebringe det allernødvendigste til livets ophold. Slid og savn og uden håb om noget bedre gør deres byrde meget svær. Når så hertil kommer smerte og sygdom, bliver byrden næsten uudholdelig. Undertrykte og udslidte som de er, ved de ikke, hvor de skal vende sig hen for at få hjælp. Vis dem sympati i deres prøver, sorger og skuffelser. Dette vil gøre det muligt for dig at hjælpe dem. Tal til dem om Guds forjættelser, bed for dem og med dem og søg at indgyde dem nyt håb. IMT 227.2
Der er mange, for hvem livet er en smertelig kamp; de indser deres mangler, er ulykkelige og fattes tro; de mener, at de ikke har noget at være taknemmelige for. På mange, der kæmper og er ensomme, ville venlige ord, medlidende blikke og udtryk, der viser, at man værdsætter dem, virke som et bæger koldt vand på en tørstig sjæl. Et deltagende ord eller en kærlig handling ville løfte byrder, som trykker tungt på trætte skuldre; og hvert ord og hver handling, der udtales eller udføres i uegennyttig godhed, er et udtryk for Kristi kærlighed til fortabte mennesker. IMT 227.3