De to store principper i Guds lov er en uforbeholden kærlighed til Gud og en uselvisk kærlighed til vor næste. De første fire og de sidste seks bud bygger på eller udspringer af disse to principper. Jesus forklarede den lovkyndige, hvem hans næste var, ved at fortælle lignelsen om manden, der rejste fra Jerusalem til Jeriko, og som faldt i hænderne på røvere og blev udplyndret, slået og efterladt halvdød. Præsten og levitten så manden lide, men de reagerede ikke på hans behov for hjælp. De undgik ham ved at gå forbi på den modsatte side af vejen. Samaritanen kom samme vej, og da han så, at den fremmede trængte til hjælp, spurgte han ikke, om han var af hans egen familie eller hans landsmand eller af samme tro, men han gav sig straks til at hjælpe den lidende, fordi der var noget, der skulle gøres nu. Han lindrede hans smerter, så godt han kunne, løftede ham op på sit eget riddedyr og førte ham til et herberge, hvor han betalte for at få ham passet. IMT 230.2
Denne samaritaner, sagde Jesus, havde manden, der faldt i hænderne på røvere, som sin næste. Levitten og præsten symboliserer en klasse i menigheden, som viser ligegyldighed for dem, der netop behøver deres medlidenhed og hjælp. Uanset deres stilling i menigheden er denne klasse mennesker lovbrydere. Samaritanen symboliserer en klasse, som er Kristi sande medhjælpere og efterligner hans eksempel i at gøre vel. IMT 231.1
De, der har medlidenhed med de ulykkelige, blinde, lamme, hårdt prøvede, enkerne, de forældreløse og trængende, betegner Jesus som lovlydige, der skal arve evigt liv . . . Kristus betragter enhver barmhjertig, godgørende og hensynsfuld handling mod de ulykkelige, blinde, lamme, syge, enken og de faderløse som gjort imod ham. Og disse gerninger findes optegnet i Himmelens bøger og vil blive belønnet. Derimod vil der blive skrevet et vidnesbyrd i bogen mod dem, der ligesom præsten og levitten har vist ligegyldighed overfor de uheldigt stillede, og mod dem, der til egen fordel udnytter andres onde skæbne og derved forøger deres lidelser. Gud vil visselig gengælde enhver uretfærdig handling, enhver tilkendegivelse af ligegyldighed mod og forsømmelse af de hårdt prøvet iblandt os. Enhver vil til sidst få løn, efter som hans gerning har været. IMT 231.2