Han varierede sine nådebudskaber, så de passede for tilhørerne. Han forstod at “styrke de trætte med ord”, for ynde var udgydt på hans læber, så han på den mest tiltalende måde kunne gøre mennesker delagtige i sandhedens skatte. Med finfølelse forstod han at komme de fordomsfulde i møde og overraske dem med illustrationer, som fangede deres opmærksomhed. Ved fantasiens hjælp nåede han ind til hjertet. Han hentede sine illustrationer fra dagliglivets begivenheder, og skønt de var ganske enkle, ejede de en forunderlig dyb betydning. Himmelens fugle, liljerne på marken, sædemanden, hyrden og fårene — med disse emner skildrede Kristus udødelige sandheder. Og når det traf sig, at hans tilhørere senere mødte disse ting i naturen, mindedes de hans ord. De billeder, Kristus brugte, forkyndte bestandig hans lære. IMT 151.1
Apostlene forsøgte at meddele disse afgudsdyrkere kundskab om Gud som Skaberen og om hans Søn, menneskehedens frelser. Først viste de hen til Guds underfulde værk: Solen, Månen og stjernerne, de skiftende årstiders skønne rækkefølge, De mægtige snedækkede bjerge, de høje træer og andre af naturens forskellige vidundere, som bar præg af noget, der langt overgik menneskelig dygtighed. Ved dette skaberværk af den Almægtige henledte apostlene hedingernes tanker til beskuelse af universets store behersker. IMT 151.2