Na'amans helbredelse

Na'aman, en af Arams hærfører, havde meget at sige hos sin herre og var højt agtet; thi ved ham havde Herren givet aramæerne sejr; men manden var spedalsk. PK 121.1

Syriens konge, Benhadad, havde slået Israels hære i det slag, hvor Akab blev dræbt. Siden da havde syrerne til stadighed ført krig mod Israel i grænseområderne, og på et af deres strejftog røvede de en lille pige, som under sit fangenskab kom “i tjeneste hos Naamans hustru”. Skønt den lille pige var slavinde i et land langt borte fra sit hjem, var hun et af Guds vidner og opfyldte uden selv at vide det Guds hensigt med at vælge Israel til sit ejendomsfolk. Under sit arbejde i det hedenske hjem fik hun medlidenhed med sin herre. Hun kom til at tænke på de vidunderlige mirakler, som Elisa havde gjort, og sagde til sin frue: “Gid min herre var hos profeten i Samaria; han ville sikkert skille ham af med hans spedalskhed!” Hun vidste, at Himmelens kraft ledsagede Elisa, og troede, at Naaman kunne blive helbredt ved denne kraft.PK 121.2

Den lille slavepiges opførsel og færden i dette hedenske hjem er et talende vidnesbyrd om den store betydning, det har at begynde opdragelsen i hjemmet tidligt. Intet kan sammenlignes med det ansvar, som fædre og mødre har fået betroet med at passe og opdrage deres børn. Det er forældrenes opgave at danne selve grundlaget for vanerne og karakteren. Børnenes fremtid bestemmes for en stor del af det eksempel, som forældrene viser, og af den undervisning, som de giver.PK 121.3

Det er en lykke, hvis forældrenes liv er en sand genspejling af det guddommelige, så at Guds løfter og befalinger fremkalder taknemmelighed og ærbødighed hos barnet. Forældrene må også prise sig lykkelige, hvis deres kærlighed, retfærdighed og tålmodighed tolker Guds kærlighed, retfærdighed og tålmodighed for barnet, og hvis de lærer barnet at elske, tro på og adlyde dets Fader i Himmelen, når de lærer det at elske, stole på og adlyde dem. De forældre, der skænker deres barn en sådan gave, har givet det en skat, som er mere værdifuld end hele verdenshistoriens samlede rigdomme et klenodie, som er lige så varigt som evigheden.PK 121.4

Vi ved ikke, på hvilket felt vore børn kommer til at arbejde. De får måske deres virke i hjemmet eller inden for erhvervslivet. Det er også muligt, at de kommer til at forkynde evangeliet i hedenske lande. Men hvad deres gerning end bliver, er de alle sammen kaldede til at være missionærer for Gud og skænke verden hans nåde. De skal skaffe sig en uddannelse, som kan hjælpe dem at stå ved Kristi side i uselvisk tjeneste.PK 121.5

Den hebraiske piges forældre kendte ikke hendes fremtid, da de underviste hende om Gud. Men de røgtede deres ansvar med troskab, og i den syriske hærførers hjem vidnede deres barn om den Gud, som hun havde lært at ære.PK 122.1

Naaman fik at vide, hvad pigen havde sagt til sin frue, og da han havde opnået kongens tilladelse, drog han af sted for at søge helbredelse. Han tog “ti talenter sølv, 6000 sekel guld og ti sæt festklæder med”. Han medbragte også et brev fra kongen af Syrien til Israels konge. Der stod i brevet: “Jeg sender min tjener Naaman til dig, for at du skal skille ham af med hans spedalskhed.” Da Israels konge havde læst brevet, sønderrev han sine klæder og sagde: “Er jeg Gud, så jeg råder over liv og død, siden han skriver til mig, at jeg skal skille en mand af med hans spedalskhed! Nej, I kan da se, at han søger lejlighed til strid med mig!”PK 122.2

Elisa hørte, hvad der var sket, og sendte denne meddelelse til kongen: “Hvorfor sønderriver du dine klæder? Lad ham komme til mig, så skal han kende, at der er en profet i Israel!”PK 122.3

“Da kom Naaman med heste og vogne og holdt uden for døren til Elisas hus.” Profeten sendte ham denne meddelelse gennem en tjener: “Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver dit legeme atter frisk, og du bliver ren! ” PK 122.4

Naaman havde ventet at se et eller andet vidunderligt tegn fra Himmelen. Han sagde: “Se, jeg havde tænkt, at han ville komme ud til mig, stå og påkalde Herren sin Guds navn og svinge sin hånd i retning af helligdommen og således gøre ende på spedalskheden!” Da han fik besked på at bade sig i Jordan, blev hans stolthed såret, og han udbrød krænket og skuffet: “Er ikke Damaskus floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle Israels vande? Kunne jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?” “og han vendte sig og drog bort i vrede.”PK 122.5

Naaman var for stolt til at rette sig efter Elisa. De floder, som den syriske hærfører nævnte, var omgivet af smukke lunde, og langs deres bredder færdedes der mange mennesker for at tilbede deres afguder. Det ville ikke have været en ydmygelse for Naaman at bade i en af disse floder; men han kunne kun blive helbredt ved at rette sig nøje efter profeten. Det ønskede resultat kunne kun opnås ved villig lydighed.PK 122.6

Naamans tjenere bad ham indtrængende om at rette sig efter Elisa. “Dersom profeten havde pålagt dig noget, som var vanskeligt,” sagde de, “ville du så ikke have gjort det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så bliver du ren!” Naamans tro blev stillet på prøve, og stoltheden kæmpede om overtaget. Men troen sejrede, og den stolte syrer gav efter og underkastede sig Herrens åbenbarede vilje, Han dykkede sig syv gange i Jordan “efter den Guds mands ord” og hans tro blev belønnet. “Hans legeme blev atter frisk som et barns, og han blev ren.”PK 122.7

Så vendte han taknemmeligt tilbage “med hele sit følge” “til den Guds mand” og sagde: “Nu ved jeg, at der intetsteds på jorden er nogen Gud uden i Israel!”PK 122.8

Efter tidens skik bad Naaman Elisa om at tage imod en kostbar gave, men profeten afslog det. Han havde ikke lov til at tage imod betaling for en velsignelse, som Gud i sin nåde havde skænket. “Så sandt Herren lever,” sagde han, “jeg modtager ikke noget!” Syreren “nødte ham” men han værgede sig ved at modtage noget.PK 123.1

Da sagde Naaman: “Så lad da være! Men lad din træl få så meget jord, som et par muldyr kan bære, thi din træl vil aldrig mere ofre brændoffer eller slagtoffer til nogen anden Gud end Herren ! Men i én ting vil Herren nok bære over med din træl: Når min herre går ind i Rimmons hus for at tilbede og støtter sig til min arm, og jeg så sammen med ham kaster mig til jorden i Rimmons hus, da vil Herren nok bære over med din træl i den ting! ” Han svarede: “Far i fred!”PK 123.2

Elisas tjener, Gehazi, havde i årenes løb haft rig anledning til at lære den samme selvfornægtelse, som kendetegnede hans mesters livsgerning. Han kunne være blevet en ædel bannerfører i Herrens hær. Han havde længe haft Himmelens bedste velsignelser inden for rækkevidde, men han vendte sig bort fra dem og begærede i stedet verdens forgængelige rigdom. Det begær, som lå skjult i hans umættelige sjæl, fik ham nu til at give efter for en overvældende fristelse. Han sagde til sig selv: “Der har min herre ladet denne aramæer Naaman slippe og ikke modtaget af ham, hvad han havde med ..... Jeg vil løbe efter ham for at få noget af ham! ” “Så satte Gehazi efter Naaman” i al hemmelighed.PK 123.3

“Da Naaman så ham komme løbende efter sig, sprang han af vognen, gik ham i møde og spurgte: ‘Står det godt til?’ Han svarede: ‘Ja, det står godt til!’ I næste øjeblik sagde Gehazi en bevidst løgn. ‘Min herre sender mig med det bud: Der kom lige nu to unge mænd, som hører til profetsønnerne, til mig fra Efraims bjerge; giv dem en talent sølv og to sæt festklæder!’” Naaman efterkom med glæde anmodningen og nødte Gehazi til at tage imod to talenter sølv i stedet for én. Han tog også “to sæt festklæder” og gav nogle trælle besked på at bære gaven tilbage.PK 123.4

Da Gehazi kom i nærheden af Elisas hjem, sendte han trællene bort og skjulte sølvet og klæderne. Da han havde gjort det, “gik han ind til sin herre og trådte hen til ham”. For at undgå at blive afsløret sagde han endnu en løgn. Da profeten spurgte ham: “Hvor har du været?” svarede han: “Din træl har ingen steder været!”PK 123.5

Den skarpe fordømmelse, som Elisa nu udtalte, viser, at han vidste alt. “Gik jeg ikke i ånden hos dig,” sagde han, “da en stod af sin vogn og gik tilbage for at møde dig ? Nu har du fået penge, og du kan få klæder, olivenlunde og vingårde, småkvæg og hornkvæg, trælle og trælkvinder, men Naamans spedalskhed skal hænge ved dig og dit afkom til evig tid!” Den skyldige blev øjeblikkelig straffet. Da han forlod Elisa, var han “hvid som sne af spedalskhed”.PK 123.6

Denne mand havde nydt høje og herlige privilegier, og hans erfaring indeholder en alvorlig lære. På grund af Gehazis opførsel blev der lagt en anstødssten på Naamans vej. Naaman havde netop set et vidunderligt lys blive tændt, og han var gunstigt stemt over for tanken om at tjene den levende Gud. Der var ingen undskyldning for Gehazis bedrag. Han blev ved at være spedalsk til sin dødsdag, forbandet af Gud og afskyet af sine medmennesker.PK 123.7

“Det falske vidne undgår ej straf; den slipper ikke, som farer med løgn. ” Ordsp. 19,5. Mennesker tror måske, at de kan skjule deres onde handlinger for deres medmennesker, men de kan ikke bedrage Gud. “Alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.” Hebr. 4,13. Gehazi troede, at han kunne bedrage Elisa, men Gud meddelte sin profet, hvad Gehazi havde sagt til Naaman, og afslørede alt, hvad der havde fundet sted mellem de to mænd.PK 124.1

Sandheden er fra Gud, og bedrag i alle dets utallige former er fra Satan. Den, der afviger det mindste fra sandhedens lige vej, forråder sig selv til den Onde. De mennesker, der har lært af Kristus, vil ikke være “meddelagtige i mørkets golde gerninger”. Ef. 5,11. De er jævne, ligefremme og ærlige både i tale og vandel, fordi de forbereder sig til at færdes sammen med de hellige, i hvis mund der ikke findes svig. Se Åb. 14,5.PK 124.2

Flere hundrede år efter at Naaman var vendt tilbage til sit hjem i Syrien som et helbredt og omvendt menneske, henviste Frelseren til hans vidunderlige tro. Han roste den og omtalte den som et forbillede for alle dem, der bekender sig til at tjene Gud. “I Israel var der mange spedalske på profeten Elisas tid,” sagde Frelseren, “og ingen af dem blev renset, men derimod syreren Naaman.” Luk. 4,27. Gud forbigik alle de spedalske i Israel, fordi deres vantro lukkede velsignelsens dør for dem. Gud anså en hedensk adelsmand, som havde gjort, hvad han betragtede som ret, og som følte sin trang til hjælp, for at være mere værdig til at nyde godt af hans velsignelse end de syge israelitter, som havde ladet hånt om de privilegier, som Gud havde skænket dem. Gud hjælper dem, der værdsætter hans velsignelser og følger det lys, som de modtager fra Himmelen.PK 124.3

Der findes ærlige mennesker i alle lande i dag, og Himmelens lys skinner på dem. Hvis de trofast vedbliver at gøre det, som de anser for deres pligt, vil de få mere lys, indtil de ligesom Naaman nødes til at erkende, at der “intetsteds på jorden er nogen Gud” uden den levende Gud, Skaberen.PK 124.4

Hver eneste oprigtig sjæl, “som vandrer i mørke og uden lys”, indbydes til at “stole på Herrens navn, søge støtte hos Gud”. “Intet øre har hørt, intet øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. Du ser til dem, der øver retfærd og kommer dine veje i hu.” Es. 50,10; 64,3 4.PK 124.5