Herren har forordnet, at forkyndelsen af evangeliet skal bero på hans folks arbejde og frivillige gaver. Den der er kaldet til at forkynde nådens budskab for faldne mennesker, har også en anden gerning, den nemlig at oplyse folket om deres pligt med hensyn til understøttelsen af Guds sag ved sine midler. Han må lære dem, at en del af deres indtægter tilhører Gud og at denne del skal helliges til fremme af Guds værk på jorden. Denne lærdom bør han indskærpe både ved tale og eksempel; særlig forsigtig bør han være, så at ikke hans egen handle måde strider mod hans forkyndelse. VM9 246.4
Det, som ifølge skriften er blevet helliget Herren, må regnes som en indtægt for evangeliet og er ikke længere vort. Det er intet mindre en helligbrøde for et menneske at tage midler fra Guds skatkammer til eget brug eller til støtte for verdslige gøremål. Nogle har fejlet ved at tage fra Guds alter det, som på er særskilt måde er helliget ham. Alle bør se denne sag i det rette lys. Lad ingen, når han kommer i trange omstændigheder, tage af de midler, som er indviet til religiøse øjemed og bruge dem til egen fordel og så dysse sin samvittighed i søvn ved at sige, at han vil betale alt sammen tilbage engang senere. Det er langt bedre at reducere udgifterne, at de svarer til indtægterne, at begrænse behovet efter de midler, man har i hænde, end at føle sig fri til at benytte Herrens penge i verdslige øjemed. VM9 246.5