Kapitel 7—En forandret karakter

“Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” (2 Kor 5,17).VTK 62.1

Et menneske er måske ikke i stand til at fastslå det nøjagtige tidspunkt eller sted eller opspore hele rækken af begivenheder i omvendelsesprocessen; men det betyder ikke, at man ikke er omvendt. Kristus sagde til Nikodemus: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (Joh 3,8). Akkurat ligesom vinden, som er usynlig, men hvis effekt er nem at se og mærke, fungerer Guds ånd, når den arbejder med menneskehjerter. Den genskabende magt, som intet menneskeligt øje kan se, afstedkommer et nyt liv i sjælen; den skaber en ny skabning i Guds billede. Mens Åndens arbejde er lydløst og ufatteligt, er effekten af det tydeligt. Hvis hjertet er blevet fornyet ved hjælp af Guds ånd, vil det liv, man lever, bære vidnesbyrd om det. Mens vi ikke kan gøre noget for at ændre vores hjerter eller for at bringe os selv i harmoni med Gud; mens vi overhovedet ikke bør overlade det til os selv eller vores gode handlinger, vil vores liv afsløre, om Guds nåde bor i os. En forandring kan ses i vores karakter, vores vaner, det vi stræber efter. Kontrasten vil være klar og afgjort mellem, hvad de er, og hvad de har været. Karakteren åbenbares ikke ved lejlighedsvise gode handlinger eller lejlighedsvise dårlige handlinger, men ved tendensen i de vanemæssige ord og handlinger.VTK 62.2

Det er sandt, at der kan være en udvortes korrekthed i handlemåden uden Kristi fornyende kraft. Kærlighed til det at have indflydelse og ønsket om at være noget i andres øjne kan afstedkomme et velorganiseret liv. Selv respekt kan måske føre os til at undgå det ondes tilsynekomst. Et selvisk hjerte udfører måske generøse handlinger. Men efter hvilke kriterier kan vi så afgøre, hvis side vi er på?VTK 63.1

Hvem tilhører hjertet? Hvem er det, vores tanker er hos? Hvem er det, vi nyder at tale om? Hvem modtager vores varmeste følelser og vores bedste omtanke? Hvis vi tilhører Kristus, så er vores tanker med ham, og vores ømmeste tanker er om ham. Alt, hvad vi ejer og er, er fokuseret på ham. Vi længes efter at afspejle ham, at indånde hans ånd, at gøre hans vilje og at behage ham i alle ting.VTK 63.2

De, som bliver nye skabninger i Kristus Jesus, vil frembringe Åndens frugter: “kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Gal 5,22-23). De vil ikke længere tilpasse sig i henhold til de tidligere lidenskaber, men i henhold til troen på Guds søn vil de følge hans fodspor, afspejle hans karakter og rense sig, akkurat som han er ren. Det, de engang hadede, elsker de nu, og det, de engang elskede, det hader de. Den stolte og selvhævdende bliver ydmyg og sagtmodig i hjertet. Den overfladiske og forfængelige bliver alvorlig og vækker ikke anstød. Den drikfældige bliver ædruelig, og den urene bliver ren. Verdens forfængelige og moderigtige vaner bliver lagt til side. Den kristne vil ikke stræbe efter “udvortes udsmykning” — “jeres skønhed skal ikke være i det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed som er meget værd i Guds øjne” (1 Pet 3,3-4).VTK 63.3

Der er intet tegn på ægte omvendelse, hvis ikke den forårsager en ændring. Hvis han genetablerer forpligtelsen, giver det igen, som han har stjålet, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, så kan synderen være sikker på, at han er gået fra død over til liv.VTK 64.1

Når vi som fejlende, syndige væsner kommer til Kristus og tager del i hans tilgivende nåde, vælder kærligheden op i hjertet. Hver byrde synes let, fordet åg, som Kristus lægger på os, er let. Pligten bliver til en fornøjelse og offeret til nydelse. Den vej, der før syntes indhyllet i mørke, bliver oplyst af strålerne fra retfærdighedens sol.VTK 64.2

Kristi karakters skønhed vil ses i hans efterfølgere. Det var hans glæde at gøre Guds vilje. Kærligheden til Gud, hans herligheds segl, var den regerende magt i vores frelsers liv. Kærligheden forskønnede og gjorde alle hans gerninger noble. Kærligheden er fra Gud. Det uomvendte hjerte kan ikke være dens udspring, og det kan ikke frembringe den. Den findes kun i det hjerte, hvor Jesus har herredømmet. “Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19). I det hjerte, som er fornyet ved guddommelig nåde, er kærligheden det grundlæggende princip for enhver handling. Den former karakteren, hersker over indskydelserne, kontrollerer lidenskaberne, undertrykker fjendtlighed og gør følelserne mere noble. Denne form for kærlighed skattes i sjælen, forsøder livet og har en forædlende indflydelse på omgivelserne.VTK 65.1

Der er to fejl, som Guds børn — især de, der netop er begyndt at stole på hans nåde — specielt må være på vagt over for. Den første, som jeg allerede har omtalt, er at fokusere på ens egne handlinger, at sætte sin lid til, hvad de kan udrette med hensyn til at bringe én i samklang med Gud. Den, som forsøger at blive helliggjort ved hjælp af egne anstrengelser for at holde loven, forsøger det umulige. Alt, hvad mennesket er i stand til at gøre uden Kristus, er forurenet af selviskhed og synd. Det er ene og alene gennem Kristi nåde, ved troen, at vi kan blive helliggjort.VTK 65.2

Den modsatte — men ikke mindre farlige — fejl er at tro, at Kristus fritager mennesket for at holde Guds lov; at siden vi fik del i Kristi nåde ved troen alene, så har vores gerninger intet at gøre med vores frelse.VTK 66.1

Men læg her mærke til, at lydighed ikke bare er en udvendig overensstemmelse, men derimod en kærlighedsgerning. Guds lov er et udtryk for selve hans natur; den er en manifestation af hans kærlighedsprincip og er derfor grundlaget for hans regering i himlen og på jorden. Hvis vores hjerter er blevet fornyet i Guds billede, hvis den guddommelige kærlighed er plantet i sjælen, vil Guds lov så ikke blive praktiseret i livet? Når kærlighedsprincippet er plantet i hjertet, når mennesket er blevet fornyet i hans billede, som skabte ham, så er den nye pagts løfte indfriet: “Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre” (Hebr 10,16). Og hvis loven er skrevet i hjertet, vil den da ikke forme deres liv? Lydighed — troskab og tjeneste i kærlighed — er det sande kendetegn på at være en discipel. Sådan siger skriften: “For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge.” “Den, der siger: ‘Jeg kender ham’, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham” (1 Joh 5,3;2,4). I stedet for at lade mennesket slippe for at skulle være lydig, er det troen, og troen alene, som lader os få del i Guds nåde, som gør det muligt for os at vise lydighed.VTK 66.2

Vi gør os ikke fortjent til frelsen ved vores lydighed; for frelsen er Guds gratis gave, som modtages gennem troen. Men lydighed er troens frugt. “I ved, at han blev åbenbaret for at bære vores synder, og der er ikke synd i ham. Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke” (1 Joh 3,5-6). Her er den sande prøve. Hvis vi forbliver i Kristus, hvis Guds kærlighed bor i os, da vil vores følelser, vores tanker, vores hensigter og vores handlinger være i harmoni med Guds vilje, som den er udtrykt i hans hellige lov. “Kære børn, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig” (1 Joh 3,7). Retfærdigheden er defineret ved standarden i Guds hellige lov, som den er udtrykt i de ti bud givet på Sinaj.VTK 67.1

Den såkaldte tro på Kristus, som hævdes at frigøre mennesket fra pligten til at adlyde Gud, er ikke tro, men ønsketænkning. “For af den nåde er I frelst ved tro.” Men “tro uden gerninger er død” (Ef 2,8; Jak 2,17).VTK 67.2

Jesus sagde om sig selv, før han kom til jorden: “Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre” (Sl 40,9). Og lige før han steg op til himlen, erklærede han: “Jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed” (Joh 15,10).VTK 68.1

Skriften siger: “Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud… Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede” (1 Joh 2,3-6). “Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor” (1 Pet 2,21).VTK 68.2

Betingelsen for evigt liv er den samme nu, som den altid har været — akkurat den samme, som den var i Paradiset, før vores første forældre faldt — fuldkommen lydighed mod Guds lov, fuldkommen retfærdighed. Hvis det evige liv blev lovet os på nogen som helst anden betingelse, så ville hele universets lykke være fortabt. Vejen ville være åben for, at synden, med al dens ve og smerte, kunne blive udødeliggjort.VTK 68.3

Før syndefaldet var det muligt for Adam at udforme en retfærdig karakter i lydighed mod Guds lov. Men det lykkedes ham ikke at gøre dette, og på grund af hans synd er vores natur falden, og vi kan ikke gøre os selv retfærdige. Eftersom vi er syndige, uhellige, kan vi ikke fuldstændig adlyde den hellige lov. Vi har ikke retfærdighed i egen kraft, hvorved vi kunne opfylde kravene i Guds lov. Men Kristus har banet en udvej for os. Han levede på jorden med prøvelser og fristelser ligesom dem, vi møder. Han levede et syndfrit liv. Han døde for os, og nu tilbyder han at tage vores synder og give os sin retfærdighed. Hvis du giver dig selv til ham og tager imod ham som din frelser, så bliver du regnet for retfærdig for hans skyld, uanset hvor syndigt dit liv måtte have været. Kristi karakter står i stedet for din karakter, og du bliver betragtet af Gud, akkurat som om du ikke havde syndet.VTK 68.4

Mere end det: Kristus ændrer hjertet. Han bliver i dit hjerte ved troen. Du bør opretholde denne forbindelse med Kristus gennem tro og en stadig overgivelse af viljen til ham; og så længe som du gør dette, vil han sætte dig i stand til at ville og kunne handle i overensstemmelse med hans vilje. Så kan du sige:VTK 69.1

“Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20). Jesus sagde sådan til sine disciple: “For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer” (Matt 10,20). Med Kristus arbejdende i jer vil I synliggøre den samme ånd og gøre de samme gode gerninger — gerninger i retfærdighed og lydighed.VTK 69.2

Så vi har intet i os selv at prale af. Vi har ingen grund til selvophøjelse. Det eneste, som kan give os håb, er, at Kristi retfærdighed er indprentet i os, og at der ved hjælp af hans ånd bliver arbejdet med os og gennem os. Når vi taler om tro, så er der en forskel, vi bør have i tanke. At tro på Guds eksistens er ikke det samme som at tro på ham. Guds eksistens og magt og sandheden i hans ord er kendsgerninger, som end ikke Satan og hans engle kan fornægte i hjertet. Bibelen siger, at “djævle også tror og skælver,” men det er ikke tro (Jak 2,19). Hvor der ikke blot er en anerkendelse af Guds ord, men også en underkastelse af viljen; hvor hjertet har givet efter for ham og følelserne er vendt mod ham, dér er der tro — tro, som udspringer af kærlighed, og som renser sjælen. Gennem denne tro bliver hjertet fornyet i Guds billede. Og det hjerte, som i dets ufornyede tilstand ikke var under Guds lov og heller ikke kunne være det, glæder sig nu over dens hellige forordninger og udbryder sammen med salmisten: “Hvor jeg elsker din lov, hele dagen er den i mine tanker” (Sl 119,97). Og lovens retfærdighed bliver opfyldt i os, “som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden” (Rom 8,4).VTK 69.3

Der er dem, som har kendt til Kristi nådige kærlighed, og som virkelig ønsker at blive Guds børn, men alligevel indser, at deres karakter ikke er perfekt, de- res liv er fyldt med fejl, og de tvivler på, om deres hjerter er blevet fornyet af Helligånden. Til disse vil jeg sige: Træk jer ikke tilbage i fortvivlelse. Vi bliver ofte nødt til at bøje os ned og græde ved Jesu fødder på grund af vores fejl og mangler, men vi skal ikke blive modløse. Selvom vi er blevet besejret af fjenden, bliver vi ikke kastet bort, forladt og afvist af Gud. Nej, Kristus er ved Guds højre hånd, og han går også i forbøn for os. Den elskede Johannes sagde:VTK 70.1

“Dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige” (1 Joh 2,1). Og glem ikke Kristi ord: “Faderen selv elsker jer” (Joh 16,27). Han ønsker at genindsætte dig hos sig og se sin renhed og hellighed genspejlet i dig. Hvis du blot ville overgive dig til ham, som har begyndt den gode gerning i dig, og som vil fuldende den indtil Jesu Kristi komme. Bed mere oprigtigt; tro mere fuldstændigt. Efterhånden som vi indser, at vi ikke kan stole på vores egen kraft, så lad os stole på vores frelsers magt og lad os prise ham, som er vores kilde til velbefindende.VTK 71.1

Jo tættere man kommer på Jesus, jo mere fejlagtig vil man se ud i sine egne øjne; fordi ens syn vil blive klarere, og ens ufuldkommenheder vil stå i stærkkontrast til hans perfekte natur. Dette er et bevis på, at Satans bedrag har mistet sin magt; at Guds ånds levendegørende indflydelse vækker noget i dig.VTK 71.2

Ingen dybtfølt kærlighed til Jesus kan bo i det hjerte, som ikke har indset sin egen syndighed. Den sjæl, som er forandret ved Kristi nåde, vil beundre hans guddommelige karakter; men hvis vi ikke ser vores egne moralske deformitet, er det et uomtvisteligt bevis på, at vi ikke har set Kristi skønhed og herlighed.VTK 72.1

Jo mindre vi priser os selv, jo mere er vi i stand til at se og værdsætte den uendelige renhed og det vidunderlige ved vores frelser. Et kig på vores egen syndighed får os til at søge hen til ham, som kan tilgive; og når sjælen indser sin hjælpeløshed og rækker ud efter Kristus, vil han åbenbare sin magt. Jo mere vores følelse af behov får os til at række ud efter ham og Guds ord, jo mere ophøjede opfattelser får vi af hans karakter, og des mere vil vi komme til at genspejle hans billede.VTK 72.2