Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 11—Bønnens privilegium

    Gennem naturen og åbenbaringen, gennem sit forsyn og ved sin ånds påvirkning taler Gud til os. Men disse metoder er ikke nok; vi er også nødt til at øse af vores hjerter til ham. For at vi kan have åndeligt liv og energi, må vi være sammen med vores himmelske far. Vores sind bør være draget mod ham; og vi bør meditere over hans gerninger, hans nåde, hans velsignelser; men dette er ikke i dets fulde betydning samvær med ham. For at kommunikere med Gud, er vi nødt til at have noget at tale med ham om angående vores egentlige liv.VTK 102.1

    Bøn er at åbne hjertet over for Gud som over for en ven. Ikke fordi det er påkrævet, for at Gud kan vide, hvem vi er, men for at sætte os i stand til at modtage ham. Bøn bringer ikke Gud ned til os, men bringer os op til ham.VTK 102.2

    Da Jesus var på jorden, lærte han sine disciple, hvordan de skulle bede. Han vejledte dem til at præsentere deres daglige behov for Gud og kaste alle deres bekymringer på ham. Og den forsikring, han gav dem om, at deres bønner ville blive hørt, er også en forsikring for os.VTK 102.3

    Jesus selv befandt sig ofte i bøn, da han var blandt os mennesker. Vores frelser identificerede sig med vores behov og svagheder, idet han blev en forsørger, en mægler, som søgte friske forsyninger af styrke fra sin far, således at han kunne stå frem rustet til pligt og prøvelser. Han er vores eksempel i alle ting. Han er en bror i vores trængsel, “på alle måder fristet som vi”; men som syndfri vendte hans natur sig bort fra det onde; Han udholdt tortur og sjælekamp i en verden af synd. Hans menneskelighed gjorde bøn til en nødvendighed og et privilegium. Han fandt trøst og glæde i samværet med sin far. Og hvis menneskenes frelser, Guds søn, følte behovet for bøn, hvor meget mere burde svage, syndige dødelige så ikke føle nødvendigheden af oprigtig, uophørlig bøn?VTK 102.4

    Vores himmelske far venter på at kunne udøse sine velsignelser over os til fulde. Det er vores privilegium, at vi kan drikke rigeligt af hans uendelige kærligheds kilde. Hvor er det ufatteligt, at vi beder så lidt! Gud er klar og villig til at høre en oprigtig bøn fra det mest ydmyge af sine børn, og alligevel er der så alvorlig tøven fra vores side med at fortælle Gud om vores ønsker. Hvad må himlens engle tænke om de stakkels hjælpeløse mennesker, som er ofre for fristelser, når Guds hjerte er fyldt med uendelig kærlighed og længes efter dem, villig til at give dem mere, end de kan bede om eller tænke på, og alligevel beder de så lidt og har så lidt tro? Englene elsker at bøje sig for Gud; de elsker at være nær ham. De ser samværet med Gud som deres højeste glæde; og alligevel synes jordens børn, som har behov for den hjælp, som kun Gud kan give, at være tilfredse med at vandre uden lys fra hans ånd, og uden følgeskab af hans tilstedeværelse.VTK 103.1

    Den ondes mørke omslutter dem, som forsømmer at bede. Fjendens hviskede fristelser får dem til at synde; og det er alt sammen, fordi de ikke gør brug af det privilegium, som Gud har givet dem i det guddommelige redskab — bønnen. Hvorfor er Guds sønner og døtre modstræbende med at bede, når bøn er nøglen i troens hånd til at åbne himlens lager, hvor almagtens endeløse ressourcer ligger gemt? Uden uophørlig bøn og flittig årvågenhed er vi i fare for at blive ligegyldige og vige fra den rette vej. Modstanderen forsøger til stadighed at blokere vejen til nådens trone, så vi ikke i oprigtig bønfaldelse og tro opnår nåde og magt til at modstå fristelse.VTK 104.1

    Der er visse betingelser forbundet med, om vi kan forvente, at Gud hører og svarer på vores bønner eller ej. En af de første af disse er, at vi mærker vores behov for hans hjælp. Han har lovet: “Jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land” (Es 44,3). De, som sulter og tørster efter retfærdighed, som længes efter Gud, kan være sikre på, at de vil blive fyldt op. Hjertet må være åbent over for Åndens indflydelse, ellers kan Guds velsignelse ikke blive modtaget.VTK 104.2

    Vores store behov er i sig selv et argument og bønfalder yderst fremragende på vores vegne. Men Herren skal opsøges for at gøre disse ting for os. Han siger: “Bed, så skal der gives jer.” Og “han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Matt 7,7; Rom 8,32).VTK 105.1

    Hvis vi gemmer overtrædelser i hjertet, hvis vi holder fast ved nogen kendt synd, vil Herren ikke høre os; men den angrende nedbrudtes bøn bliver der altid taget imod. Når alle kendte fejl er blevet rettet, kan vi tro, at Gud vil svare på vores bønner. Vores egne anstrengelser vil aldrig appellere til at opnå Guds velvilje; det er Jesu værdighed, som frelser os, hans blod, som renser os; alligevel har vi også en opgave i at være i overensstemmelse med betingelserne for at blive modtaget.VTK 105.2

    Et andet element i vedholdende bøn er tro. “For den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham” (Hebr 11,6). Jesus sagde til sine disciple: “Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det” (Mark 11,24). Tager vi Gud på ordet?VTK 105.3

    Forsikringen er omfangsrig og ubegrænset, og han, som har givet den, er trofast. Når vi ikke modtager netop de ting, som vi har bedt om, på det tidspunkt, hvor vi har bedt om det, bør vi stadig tro, at Herren hører, og at han vil svare på vores bønner. Vi er så fejlende og snæversynede, at vi somme tider beder om ting, som ikke ville være til velsignelse for os, og vores himmelske far besvarer i kærlighed vores bønner ved at give os det, som vil være til vores bedste — det, som vi selv ville ønske os, hvis vi oplyst med guddommeligt klarsyn var i stand til at se alle ting, som de virkelig er. Når vores bønner synes ubesvarede, bør vi klynge os til løftet; for svarets time skal nok komme, og vi modtager den velsignelse, som vi allermest har brug for. Men at påstå, at bøn altid bliver besvaret på nøjagtig den måde og om nøjagtig den ting, som vi ønsker, er en forkert antagelse. Gud er for vís til at fejle og for god til at tilbageholde noget som helst godt for dem, som vandrer retskaffent. Vær ikke bange for at stole på ham, selvom du ikke ser noget øjeblikkeligt svar på dine bønner. Sæt din lid til hans sikre løfte. “Bed, så skal der gives jer.” Hvis vi spørger vores tvivl og frygt til råds eller forsøger at løse alt, som vi ikke kan gen- nemskue, før vi har tro, vil bekymringerne kun tage til i omfang og blive dybere. Men hvis vi kommer til Gud og føler os hjælpeløse og afhængige, hvilket vi virkelig er, og i ydmyg, tillidsfuld tro gør vores behov klart for ham, hvis visdom er uendelig, som ser alt i det skabte og som regerer over alt ved sin vilje og ord, kan og vil han tage sig af vores råb og lade lys skinne ind i vores hjerter. Gennem oprigtig bøn bliver vi bragt i forbindelse med Den Eviges sind. Måske har vi ikke på det tidspunkt noget overvældende bevis for, at frelserens ansigt er bøjet over os i medfølelse og kærlighed, men det er faktisk tilfældet. Vi mærker måske ikke hans synlige berøring, men hans hånd er på os i kærlighed og medfølende ømhed.VTK 106.1

    Når vi kommer for at bede om nåde og velsignelse fra Gud, bør der være en ånd af kærlighed og tilgivelse i vores hjerter. Hvordan kan vi bede: “forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere,” og alligevel besidde en utilgivende ånd? (Matt 6,12). Hvis vi forventer, at vores egne bønner bliver hørt, må vi tilgive andre på samme måde og i samme udstrækning, som vi håber selv at blive tilgivet.VTK 107.1

    Udholdenhed i bøn er betingelsen for at modtage. Vi bør altid bede, hvis vi ønsker at vokse i tro og erfaring. Vi bør være “vedholdende i bønnen”. “Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak” (Rom 12,12; Kol 4.2).VTK 107.2

    Peter formaner de troende til at være “besindige og årvågne, så I kan bede” (1 Pet 4,7). Paulus formaner os: “Bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak” (fil 4,6). “Men I, mine kære, skal… bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed” (Jud 20,21).VTK 108.1

    Uophørlig bøn er den uadskillelige forening mellem sjælen og Gud. Liv fra Gud strømmer ind i vores liv og fra vores liv flyder renhed og hellighed tilbage til Gud.VTK 108.2

    Det er nødvendigt med udholdenhed i bøn; lad intet forhindre dig. Gør dig al mulig anstrengelse for at holde kommunikationen åben mellem Jesus og din sjæl. Brug hver lejlighed til at gå steder hen, hvor man plejer at holde bøn. De, som virkelig ønsker fællesskab med Gud, vil være at finde til bønnemøder, trofaste mod deres pligt og oprigtige og ivrige efter at høste alle de fordele, de kan opnå. De vil sørge for at benytte sig af enhver lejlighed til at placere sig, hvor de kan modtage lysstrålerne fra himlen.VTK 108.3

    Vi bør bede i familien, og frem for alt må vi ikke forsømme bøn i det skjulte, for dette er sjælens liv. Det er umuligt for sjælen at blomstre, mens bønnen bliver forsømt. Familiebøn eller offentlig bøn alene er ikke nok. Lad i ensomhed sjælen blive lagt frem for Guds undersøgende øjne. Bøn i det skjulte skal kun høres af den bønhørende Gud. Intet nysgerrigt øre bør bære byrden af sådanne bønner. I skjult bøn er sjælen fri for omgivelsernes indflydelser, fri for forstyrrelser. Roligt og samtidig indtrængende vil den række frem mod Gud. Den indflydelse, som udgår fra ham, som ser i det skjulte, og hvis øre er åbent for at høre bønnen, som stiger fra hjertet er fyldt af sødme og vedholdenhed. Ved rolig, simpel tro har sjælen fællesskab med Gud og opsamler stråler af guddommeligt lys, som styrker og giver kræfter i konflikten med Satan. Gud er vores fæstningstårn.VTK 108.4

    Bed i et aflukket rum, og lad dit hjerte hæve sig mod Gud, når du foretager dine daglige gøremål.VTK 109.1

    Det var sådan, Enok vandrede med Gud. Disse stille bønner stiger som værdifuld røgelse op for nådens trone. Satan kan ikke overvinde den, hvis hjerte er sådan fæstet på Gud.VTK 109.2

    Der er ikke noget tidspunkt eller sted, hvor det er upassende at sende en bøn op til Gud. Der er intet, som kan forhindre os i at løfte vores hjerter i en ånd af oprigtig bøn. I mylderet på gaden eller midt i et forretningsmøde kan vi sende en forespørgsel op til Gud og bede om guddommelig vejledning, ligesom Nehemias, da han kom med sin forespørgsel foran Kong Artaxerxes. Uanset hvor vi er, kan vi finde et fællesskab med Gud. Vi bør altid have hjertets dør åben og lade en invitation stige op til Jesus om at komme og blive som en himmelsk gæst i sjælen.VTK 109.3

    Selvom der måske er en uren, korrupt atmosfære omkring os, behøver vi ikke at indånde dens forpestede luft, men kan leve i himlens friske luft. Vi kan lukke døren til enhver uren fantasi og uhellige tanker ved at løfte sjælen ind i Guds nærvær gennem oprigtig bøn. De, hvis hjerter er åbne for at modtage støtte og velsignelse fra Gud, vil vandre i en helligere atmosfære end den, der er på jorden og vil have stadigt fællesskab med himlen.VTK 110.1

    Vi bør have mere afklarede billeder af Jesus og en mere fuldkommen forståelse for værdien af evige virkeligheder. Hellighedens skønhed skal fylde Guds børns hjerter; og for at dette kan opnås, bør vi søge om guddommelige åbenbaringer af de himmelske ting.VTK 110.2

    Lad sjælen blive draget opad, så Gud kan give os en mundfuld af den himmelske atmosfære. Vi kan holde os så tæt til Gud, at vores tanker ved enhver uventet prøvelse vil vende sig til ham, lige så naturligt som blomsten vender sig op mod solen.VTK 110.3

    Fortæl Gud om dine ønsker, dine glæder, dine sorger, dine bekymringer og din frygt. Du kan ikke overbebyrde ham; du kan ikke gøre ham træt. Han, som kender tallet på dine hovedhår, er ikke ligegyldig over for sine børns behov. “Herren er barmhjertig og rig på nåde” (Jak 5,11). Hans hjerte er berørt af vores sorger og vores tilkendegivelse af dem. Bring alt det, som bekymrer sindet, til ham. Intet er for stort for ham at bære, for han opretholder verdener, han hersker over alle ting i universet.VTK 110.4

    Intet, som på nogen måde har med vores fred at gøre, er for småt til, at han lægger mærke til det. Der er ikke noget kapitel i vores liv, som er for mørkt for ham at læse; der er ingen kompliceret situation, som er for svær for ham at rede ud. Ingen ulykke kan ramme det mindste af hans børn, ingen frygt kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre, ingen oprigtig bøn kan slippe fra læberne, uden at vores himmelske far er klar over det, eller er øjeblikkeligt interesseret deri. “Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår” (Sl 147,3). Forholdet mellem Gud og hvert enkelt menneske er lige så enestående og fuldstændigt, som hvis der ikke havde været andre på jorden til at dele hans omsorg; som havde han opgivet sin elskede søn for blot det ene menneske.VTK 111.1

    Jesus sagde: “Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer.” “… så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn” (Joh 16,26-27; 15,16). Men det at bede i Jesu navn er mere end bare det at nævne navnet ved begyndelsen og slutningen af bønnen. Det er at bede med Jesu sind og ånd, mens vi tror på hans løfter, sætter vores lid til hans nåde og gør hans gerninger.VTK 111.2

    Gud forventer ikke, at nogen af os skal være eneboere eller munke eller trække os tilbage fra verden for at vie os selv til andagt og bøn. Livet må være som Kristi liv — mellem bjerget og folkemængden. Den, som ikke gør andet end at bede, vil hurtigt holde op med at bede, eller hans bønner vil blive til en højtidelig rutine. Når mennesker adskiller sig fra det sociale liv, fra området med kristen pligt og det at skulle bære et kors; når de holder op med at arbejde oprigtigt for mesteren, som arbejdede oprigtigt for dem, mister de bønnens indhold og har ikke noget formål med andagten. Deres bønner bliver personlige og selviske. De kan ikke bede på menneskehedens vegne eller for fremgangen i Kristi rige og om styrke til at arbejde med.VTK 112.1

    Vi lider et tab, når vi forsømmer det privilegium, det er at være fælles om at styrke og opmuntre hinanden i tjenesten for Gud. Sandhederne i hans ord mister deres livskraft og vigtighed for vores sind. Vores hjerter holder op med at være oplyste og opstemte af deres helliggørende indflydelse, og det går ned ad bakke med vores åndelighed. I vores fælles- skab som kristne mister vi meget ved vores mangel på sympati for hinanden. Den, som lukker sig selv inde, udfylder ikke den plads, som Gud havde tiltænkt ham. Den rigtige dyrkning af de sociale forhold i vores natur frembringer sympati for andre i os, og det er et middel til udvikling og styrkelse af os i vores tjeneste for Gud.VTK 112.2

    Hvis kristne ville slutte sig sammen, tale med hinanden om Guds kærlighed og om de værdifulde sandheder om frelse, ville deres egne hjerter blive forfriskede, og de ville styrke hinanden. Vi kan dagligt lære af vores himmelske far, opnå en ny erfaring om hans nåde; da skal vi have et ønske om at tale om hans kærlighed; og idet vi gør dette, vil vores egne hjerter blive varme og opmuntrede. Hvis vi tænkte mere på og talte mere om Jesus, og mindre om os selv, ville vi besidde langt mere af hans nærvær.VTK 113.1

    Hvis vi bare kunne tænke på Gud lige så ofte, som vi har bevis for hans omsorg for os, ville vi altid have ham i vores tanker og ville glædes ved at tale om ham og prise ham. Vi taler om midlertidige ting, fordi vi har interesse i dem. Vi taler om vores venner, fordi vi elsker dem; vores glæder og vores sorger er bundet sammen med dem. Alligevel har vi uendelig meget mere grund til at elske Gud end til at elske vores jordiske venner; det burde være den mest naturlige ting i verden at have ham først i alle vores tanker, at tale om hans godhed og fortælle om hans magt. De rige gaver, han har givet os, var ikke beregnet til at optage vores tanker og kærlighed så meget, at vi ikke havde noget at give til Gud; de bør konstant minde os om ham og binde os med bånd af kærlighed og taknemmelighed til vores himmelske velgører. Vi bor for tæt ved jorden. Lad os løfte vores øjne mod døren til helligdommen i det høje, hvor lyset fra Guds herlighed skinner i Kristi ansigt. “Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham” (Hebr 7,25).VTK 113.2

    Vi bør prise Gud mere “for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker” (Sl 107,8). Vores andagtsøvelser bør ikke alene bestå i at bede og modtage. Lad os ikke kun tænke på vores behov men også på de goder, vi modtager. Vi beder ikke for meget, men vi er for sparsomme med at sige tak. Vi modtager konstant af Guds nåde, og hvor giver vi dog lidt udtryk for tak, hvor priser vi dog lidt Gud for, hvad han har gjort for os.VTK 114.1

    I ældgammel tid sagde Gud til Israel, da de mødtes for at tjene ham: “Så skal I holde måltid dér for Herren jeres Guds ansigt, og I skal sammen med jeres familier glæde jer over alt, hvad I har erhvervet, det Herren din Gud har velsignet dig med” (5 Mos 12,7).VTK 114.2

    Det, som udføres til Guds ære, bør udføres med glæde og med sange fulde af pris og taknemmelighed, ikke med bedrøvelse og nedtrykthed.VTK 115.1

    Vores Gud er en øm, nåderig far. Tjenesten for ham bør ikke ses på som en opgave, der tynger eller fortvivler hjertet. Det burde være en glæde at prise Herren og tage del i hans arbejde. Gud ønsker ikke, at hans børn, for hvem så fantastisk en frelse er blevet udformet, skal optræde, som om han var en hård, nøjeregnende censor. Han er deres bedste ven; og når de priser ham, forventer han at være sammen med dem for at velsigne og trøste dem, fylde deres hjerter med glæde og kærlighed. Herren ønsker, at hans børn skal føle trøst i hans tjeneste og finde mere glæde end besvær i hans arbejde. Han ønsker, at de, som kommer for at tilbede ham, skal tage værdifulde tanker med sig om hans omsorg og kærlighed, så de kan blive opmuntret i alle dagliglivets opgaver og kan få nåde til at handle ærligt og trofast i alle ting. Vi bør samles omkring korset. Kristus og Kristus som korsfæstet bør være fokus for vores opmærksomhed, vores samtaler, og for vores mest glædesfyldte følelser. Vi bør holde enhver velsignelse, vi modtager, i vores tanker, og når vi indser hans store kærlighed, bør vi være villige til at stole på og lægge alt i hænderne på ham, som blev naglet til korset for vores skyld.VTK 115.2

    Sjælen stiger tættere på himlen på tilbedelsens vinger. Gud bliver tilbedt med sang og musik i de himmelske sale, og idet vi udtrykker vores taknemmelighed, nærmer vi os tilbedelsen hos de himmelske værter. “Den, der bringer takoffer, ærer Gud” (Sl 50,23). Lad os med ærbødig glæde komme frem for vores skaber med “takkesang og klingende spil” (Es 51,3).VTK 116.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents