KAPITEL 2—OPLÆRINGEN AF DE TOLV

Kristus valgte hverken det jødiske råds lærdom og veltalenhed eller Roms magt til at udføre sit arbejde. Mesteren gik de selvretfærdige jødiske lærere forbi og valgte ringe, ulærde mænd til at forkynde de sandheder, som skulle forandre verden. Disse mænd ville han opdrage og uddanne til at være hans menigheds ledere. Derefter skulle de uddanne andre og sende dem ud med evangeliets budskab. For at værket måtte lykkes for dem, skulle de få Helligåndens kraft. Evangeliet skulle ikke forkyndes ved menneskelig magt eller menneskelig visdom, men ved Guds kraft.ME 15.1

I tre og et halvt år var disciplene blevet undervist af den største lærer, verden nogensinde har kendt. Ved personlig kontakt og forbindelse opdrog Kristus dem til sin tjeneste. Dag efter dag vandrede de sammen med ham og talte med ham, hørte hans opmuntrende ord til de trætte og tyngede og så ham åbenbare sin magt til at hjælpe de syge og lidende. Undertiden lærte han dem, mens han sad iblandt dem på bjergskråningen; undertiden åbenbarede han dem Guds riges hemmeligheder ved søens bred, eller mens de vandrede hen ad vejen. Hvor som helst hjerterne var åbne, så de kunne modtage det guddommelige budskab, udlagde han sandheden om vejen til frelse. Han gav ikke sine disciple befaling om at udrette dette eller hint, men sagde blot: “Følg mig!” Han tog dem med sig på sine rejser gennem lande og byer, for at de kunne være vidne til, hvordan han lærte folket. De drog med ham fra sted til sted. De delte hans simple kost med ham, og ligesom han var de undertiden sultne og tit trætte. I de myldrende gader, ved søens bred eller i ørkenens ensomhed var de sammen med ham. De så ham under alle livets forhold.ME 15.2

Det var ved indvielsen af de tolv, at det først skridt blev taget til oprettelsen af den menighed, som efter at Kristus havde forladt dem, skulle videreføre hans ord på jorden. Om denne indvielse siger beretningen: “Og han går op i bjergene og kalder dem til sig, han selv ønskede at have med, og de kom til ham. Og han indsatte tolv til at være hos ham, og for at han kunne udsende dem til at prædike.” Mark. 3, 13, 14.ME 15.3

Man kan se denne bevægende scene for sig! Se Himmelens Majestæt omgivet af de tolv, som han har udvalgt. Han skal lige til at udskille dem fra andre til deres arbejde. Ved sit ord og sin Ånd planlægger han gennem disse svage hjælpere at bringe frelsen indenfor alles rækkevidde.ME 15.4

Med glæde og fryd betragtede Gud og hans engle denne begivenhed. Faderen vidste, at lyset fra Himmelen ville skinne frem fra disse mennesker, at de ord, de ville tale, når de vidnede om hans Søn, skulle genlyde fra slægt til slægt indtil tidernes ende.ME 16.1

Disciplene skulle gå ud som Kristi vidner for at forkynde verden, hvad de havde set og hørt om ham. Deres opgave var den vigtigste, noget menneskeligt væsen nogensinde var blevet kaldet til, og blev kun overgået af Kristus selv. De skulle arbejde sammen med Gud for menneskers frelse. Ligesom de tolv patriarker i Det gamle Testamente stod som repræsentanter for Israel, sådan står de tolv apostle som repræsentanter for evangeliets menighed.ME 16.2

Under sin jordiske gerning begyndte Kristus at nedbryde skillevæggen mellem jøder og hedninger og at prædike frelse for hele menneskeslægten. Skønt han var jøde, omgikkes han frit samaritanere og regnede jødernes farisæiske skikke for intet med hensyn til dette foragtede folk. Han sov under tag med dem, spiste ved deres bord og lærte på deres gader.ME 16.3

Frelseren længtes efter at åbenbare sine disciple sandheden om nedbrydningen af “det gærde, som skiller” Israel og de andre folkeslag, Ef. 2, 14, den sandhed, at “hedningerne er medarvinger” med jøderne og “meddelagtige i forjættelsen og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet.” Ef. 3, 6. Denne sandhed blev delvis åbenbaret, dengang han belønnede høvedsmandens tro i Kapernaum og også, da han prædikede evangeliet for Sykars indbyggere. Endnu tydeligere åbenbarede det sig ved den lejlighed, hvor han besøgte Fønikien og hvor han helbredte den kananæiske kvindes datter. Disse oplevelser hjalp disciplene til at forstå, at der blandt dem, der af mange blev betragtet som uværdige til frelsen, fandtes sjæle, der tørstede efter sandhedens lys.ME 16.4

Således søgte Kristus at lære disciplene den sandhed, at der i Guds rige ikke findes landegrænser, intet kastevæsen, intet aristokrati; at de skulle gå ud til alle folkeslag for at bringe dem budskabet om Frelserens kærlighed. Men først senere forstod de helt og fuldt, at “Gud lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.” Ap. G. 17, 26-27.ME 16.5

Disse første disciple var udpræget for-skelligartede. De skulle være verdens lærere, og de repræsenterede vidt forskellige karaktertyper. For at det kunne lykkes dem at udføre den gerning, hvortil de var kaldede, var det nødvendigt for disse mænd, som var så forskellige af natur og i livsførelse, at nå til et fællesskab i følelser, tanker og handlinger. Det gjaldt for Kristus om at sikre denne enhed og dette fællesskab. Derfor søgte han at føre dem ind i fællesskabet med sig selv. Hvor tungt hans arbejde for dem var, får udtryk i hans bøn til sin Fader: “At de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os,” “så verden kan forstå, at du har sendt mig, og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.” Joh. 17, 21, 23. Det var hans stadige bøn for dem, at de måtte helliggøres ved sandheden, og han bad med tillid, fordi han vidste, at den Almægtiges afgørelse var truffet før verdens skabelse. Han vidste, at rigets evangelium skulle prædikes til vidnesbyrd for alle folkeslag. Han vidste, at sandheden, når den var væbnet med Helligåndens almagt, ville sejre i kampen mod det onde, og at det blodplettede banner en dag skulle komme til at vaje sejrende over hans disciple.ME 16.6

Da Kristi jordiske gerning var ved at være endt, og det stod ham klart, at han snart måtte overlade til sine disciple at videreføre gerningen uden hans personlige overopsyn, søgte han at opmuntre dem og at forberede dem til fremtiden. Han førte dem ikke bag lyset med falske forhåbninger. Som i en åben bog læste han, hvad der ville ske. Han vidste, at han var ved at skulle skilles fra dem og måtte forlade dem som får midt blandt ulve. Han vidste, at de ville komme til at lide forfølgelse, at de ville blive udelukket af synagogerne og kastet i fængsel. Han vidste, at nogle af dem ville komme til at lide døden, fordi de bekendte ham som Messias. Og noget af dette fortalte han dem. Når han talte om deres fremtid, var hans udtalelser enkle og tydelige, for at de i deres kommende prøvelser skulle kunne huske hans ord, og styrkes til at tro på ham som forløseren.ME 17.1

Han talte også ord fulde af håb og frimodighed til dem. “Jeres hjerte forfærdes ikke!” sagde han. “Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer.Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.” Joh. 14, 1-4. For jeres skyld kom jeg til verden, det er for jer, at jeg har arbejdet. Når jeg går bort, vil jeg stadig blive ved med at arbejde inderligt for jer. Jeg kom til verden for at åbenbare mig for jer, for at I skulle tro. Jeg går til min og jeres Fader for sammen med ham at arbejde for jeres vel.ME 17.2

“Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror på mig, han skal også gøre de undergerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.” Joh. 14, 12. Hermed mente Kristus ikke, at disciplene skulle udføre mere ophøjede gerninger, end han selv havde gjort, men at deres arbejde skulle få større omfang. Han talte ikke blot om undergerninger, men om alt det, der ville finde sted ved Helligåndens medvirken. “Når Talsmanden kommer,” sagde han, “som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig; men også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen.” Joh. 15, 26. 27.ME 17.3

Disse ord gik vidunderligt i opfyldelse! Efter udgydelsen af Helligånden blev disciplene så opfyldt af kærlighed til ham og til dem, han var død for, at hjerterne smeltede ved de ord, de talte, og de bønner, de opsendte. De talte i Åndens kraft, og under indflydelse af denne magt blev tusinder omvendt.ME 17.4

Som repræsentanter for Kristus måtte apostlene gøre det dybeste indtryk på verden. Den kendsgerning, at de var jævne mennesker, ville ikke forringe deres indflydelse, men forøge den; for deres tilhøreres tanker måtte føres fra dem til Frelseren, som, skønt usynlig, stadig arbejdede sammen med dem. Apostlenes vidunderlige lære, deres ord, som var fulde af mod og tro, vakte hos alle forvisning om, at det ikke var af egen kraft, de handlede, men i Kristi kraft. De forringede sig selv og erklærede, at han, som jøderne havde korsfæstet, var livets fyrste, den levende Guds Søn, og at det var i hans navn, at de gjorde de gerninger, som han havde gjort.ME 17.5

I sin afskedssamtale med disciplene aftenen før korsfæstelsen, gjorde Frelseren ingen hentydninger til den lidelse, han havde tålt og endnu måtte tåle. Han talte ikke om den ydmygelse, som ventede ham, men søgte at henlede deres tanker til det, som kunne styrke deres tro og føre dem til at se fremad til den glæde, som venter den, der sejrer. Han frydede sig ved bevidstheden om, at han kunne og ville gøre mere for sine disciple, end han havde lovet dem; at der fra ham ville udstrømme en kærlighed og medlidendhed, som ville lutre sjælens tempel, og gøre mennesker ham lig af sind; at hans sandhed, når den var rustet med Åndens kraft, skulle gå frem sejrende og til sejr.ME 18.1

“Dette har jeg talt til jer,” sagde han, “for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Joh. 16, 33Kristus svigtede ikke, og heller ikke blev han modløs; og disciplenes tro skulle vise sig at være lige så udholdende. De måtte arbejde, ligesom han havde arbejdet, og være afhængige af hans styrke. Skønt vejen undertiden ville være spærret og tilsyneladende umulig, så skulle de ved hans nåde gå fremad uden nogensinde at fortvivle, men altid håbende.ME 18.2

Kristus havde fuldendt den gerning, der var overgivet ham. Han havde udvalgt dem, der skulle fortsætte hans værk blandt mennesker. Og han sagde: “Jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være ét, ligesom vi.” Joh. 17, 10. 11. “Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ... jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.” Joh. 17, 20-23.ME 18.3