Kort efter at Daniel og hans medbrødre var trådt i den babyloniske konges tje-neste, indtraf der begivenheder, som tjente til at åbne et hedensk folks øjne for Israels Guds magt og trofasthed. Nebukadnezar fik en bemærkelsesværdig drøm, “og hans sind blev uroligt, så han ikke kunne sove”. Drøm-men gjorde et dybt indtryk på kongen, men da han vågnede, var det ham umuligt at komme i tanker om drømmens enkeltheder.PoK 239.1

I sin knibe sammenkaldte Nebukadnezar sine vise mænd “drømmetyderne, manerne, sandsigerne” og bad dem om hjælp. “Jeg har haft en drøm,” sagde han, “og mit sind falder ikke til ro, før jeg får at vide, hvad den betyder.” Derpå bad han dem fortælle, hvad han havde drømt, så han kunne få fred i sindet.PoK 239.2

De vise mænd svarede: “Kongen leve evindelig! Sig dine trælle drømmen, så skal vi tyde den.”PoK 239.3

Kongen blev utilfreds med det undvigende svar. Han blev mistænksom, fordi de syntes at være uvillige til at hjælpe ham, skønt de foregav at kunne afsløre menneskenes hemmeligheder. Han befalede, at de vise mænd ikke blot skulle tyde drømmen for ham, men også sige ham selve drømmen. Hvis de kunne gøre det, ville han give dem rigdom og ære; hvis ikke, ville de blive dræbt. “Mit ord står fast!” sagde han, “hvis I ikke både kundgør mig drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og sammen og eders huse gø-res til skarndynger; men gengiver I mig drømmen og tyder den, får I skænk og gave og stor ære af mig.”PoK 239.4

De vise mænd svarede stadig: “Kongen sige sine trælle drømmen, så skal vi tyde den.” Nebukadnezar blev rasende, fordi de mennesker, som han havde næret tillid til, tilsyneladende søgte at føre ham bag lyset. Han sagde: “Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde tid, fordi I ser, mit ord står fast, så eders dom kun kan blive én, hvis I ikke kundgør mig drømmen, og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig bag lyset, til der kommer andre tider. Sig mig derfor drømmen, så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den.”PoK 239.5

Drømmetyderne frygtede for følgerne af deres nederlag og forsøgte at overbevise kongen om, at hans krav var urimeligt, og at ingen mennesker nogen sinde var blevet stillet på en sådan prøve. “Der findes ikke et menneske på jorden, som kan sige, hvad kongen ønsker at vide,” sagde de. “Aldrig har jo heller nogen konge, hvor stor og mægtig han end var, krævet sligt af nogen drømmetyder, maner eller kaldæer; hvad kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige kongen det, undtagen guderne, og de bor ikke hos de dødelige.” “Herover blev kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle Babels vismænd skulle henrettes.”PoK 239.6

De mænd, som skulle fuldbyrde kongens befaling, ledte nu også efter Daniel og hans medbrødre. Da de fik at vide, at kongen havde befalet, at de skulle dø, henvendte Daniel sig “med kloge og vel overvejede ord” til Arjok, som var øverste for kongens livvagt, og spurgte: “Hvorfor er så skarp en befaling udgået fra kongen?” Arjok fortalte ham, hvor foruroliget kongen var blevet over sin mærkelige drøm, og at det ikke var lykkedes ham at få hjælp hos dem, som han ellers havde næret ubetinget tillid til. Da Daniel hørte det, vovede han livet og gik ind til kongen og bad om en frist, så ville han bede sin Gud åbenbare drømmen og dens udtydning.PoK 240.1

Det gik kongen med til. “Så gik Daniel hjem og satte sine venner Hananja, Misjael og Azarja ind i sagen.” De holdt bøn sammen og bad lysets og kundskabens ophav om visdom. De stolede fuldt og fast på, at det var Gud, der havde anbragt dem der, hvor de var, og at de udførte hans gerning og gjorde deres pligt. De havde altid bedt ham om vejledning og beskyttelse i vanskelig-heder og farer, og han havde altid hjulpet dem. Med et angergivent hjerte overgav de sig på ny i jordens Dommers hånd og bad ham udfri dem af denne store krise. De bad ikke forgæves. Nu blev de æret af den Gud, som de havde æret. Herrens Ånd hvilede over dem, og kongens drøm og dens udtydning blev åbenbaret for Daniel “i et nattesyn”.PoK 240.2

Det første, Daniel gjorde, var at takke for det syn, han havde fået. “Lovet være Guds navn fra evighed til evighed,” sagde han, “thi ham tilhører visdom og styrke! Han lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger, giver de vise deres visdom og de indsigtsfulde deres viden; han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham. Dig, mine fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig visdom og styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad vi bad dig om; thi hvad kongen vil vide, har du kundgjort os!”PoK 240.3

Daniel henvendte sig øjeblikkelig til Arjok, som kongen havde befalet at dræbe de vise mænd, og sagde: “Henret ikke Babels vismænd, men før mig frem for kongen, så vil jeg tyde ham drømmen!” Arjok førte i hast Daniel frem for kongen og sagde til ham: “Jeg har blandt de bortførte judæere fundet en mand, som vil tyde kongen drømmen!”PoK 240.4

Se den jødiske fange, som han står rolig og fattet foran monarken i verdens mægtigste rige! Han begyndte med at fralægge sig selv al æren og at ophøje Gud som al visdoms kilde. På kongens ivrige spørgsmål: “Er du i stand til at kundgøre mig den drøm, jeg har haft, og tyde den?” svarede Daniel: “Den hemmelighed, kongen ønsker at vide, kan vismænd, manere, drømmetydere og stjernetydere ikke sige kongen; men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har kundgjort kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage:PoK 240.5

Du tænkte, o konge, på dit leje over, hvad der skal ske i fremtiden,” fortsatte Daniel, “og han, som åbenbarer hemmeligheder, kundgjorde dig, hvad der skal ske. Og mig er denne hemmelighed åbenbaret, ikke ved nogen visdom, som jeg har forud for andre levende væsener, men for at drømmen kan blive tydet kongen, så du kan kende dit hjertes tanker.PoK 241.1

Du så, o konge, for dig en vældig billedstøtte; denne billedstøtte var stor og dens glans overmåde stærk; den stod foran dig, og dens udseende var forfærdeligt. Billedstøttens hoved var af fint guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, benene af jern og fødderne halvt af jern og halvt af ler.PoK 241.2

Således skuede du, indtil en sten reves løs, dog ikke ved menneskehænder, og ramte billedstøttens jernog lerfødder og knuste dem; og på én gang knustes jern, ler, kobber, sølv og guld og blev som avner fra sommerens tærskepladser, og vinden bar det sporløst bort; men stenen, som ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.PoK 241.3

Således var drømmen,” sagde Daniel tillidsfuldt. Kongen havde nøje mærket sig hver eneste enkelthed og var klar over, at det var den drøm, som havde voldt ham så megen uro. Nu var han blevet velvilligt stemt og var rede til at høre udtydningen. Kongernes Konge var i færd med at meddele den babyloniske konge en stor sandhed. Gud ville vise, at han har magt over verdens riger, og at han kan indsætte og afsætte kon-ger. Nebukadnezar skulle om muligt lære at indse, at han var ansvarlig over for Him-melen. Nu ville han få et indblik i fremtidens begivenheder helt ned til verdens ende.PoK 241.4

Daniel fortsatte: “Du, o konge, kongernes konge, hvem Himmelens Gud gav kongedømme, magt, styrke og ære, i hvis hånd han gav menneskene, så vide de bor, markens dyr og himmelens fugle, så han gjorde dig til hersker over dem alle du er hovedet, som var af guld.PoK 241.5

Men efter dig skal der komme et andet rige, ringere end dit, og derpå atter et tredje rige, som er af kobber, og hvis herredømme skal strække sig over hele jorden.PoK 241.6

Siden skal der komme et fjerde rige, stærkt som jern; thi jern knuser og søndrer alt, og som jern sønderslår, skal det knuse og sønderslå alle hine riger.PoK 241.7

Men når du så fødderne og tæerne halvt af pottemagerier og halvt af jern, betyder det, at det skal være et rige uden sammenhold; dog skal det have noget af jernets fasthed; thi du så jo, at jern var blandet med ler. Og at tæerne var halvt af jern og halvt af ler, betyder, at riget delvis skal være stærkt, delvis svagt. Og når du så, at jernet var blandet med ler, betyder det, at de skal indgå ægteskaber med hverandre, men dog ikke indbyrdes holde sammen, så lidt som jern kan blandes med ler.PoK 241.8

Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; thi du så jo, at en sten reves løs fra klippen, dog ikke ved menneskehænder, og knuste jern, ler, kobber, sølv og guld. En stor Gud har kundgjort kongen, hvad der skal ske herefter; og drømmen er sand og tydningen troværdig.”PoK 241.9

Kongen var overbevist om, at tydningen var sand, og faldt i ydmyghed og ærefrygt “på sit ansigt og bøjede sig”. Derpå sagde kongen: “I sandhed, eders Gud er gudernes Gud og kongernes Herre, og han kan åbenbare hemmeligheder, siden du har kunnet åbenbare denne hemmelighed.”PoK 242.1

Nebukadnezar tilbagekaldte befalingen om, at de vise mænd skulle dræbes. Deres liv blev skånet, fordi Daniel havde forbindelse med ham, der åbenbarer hemmeligheder. “Derpå ophøjede kongen Daniel og gav ham mange store gaver, og han satte ham til herre over hele landsdelen Babel og til overherre over alle Babels vismænd. Men på Daniels bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego at styre landsdelen Babel, mens Daniel selv blev i kongens gård.”PoK 242.2

I historiebøgerne ser det ud, som om nationernes udvikling og verdensrigernes opkomst og fald skyldes menneskets vilje og dygtighed. Det ser ud, som om det for en stor del er menneskets magt, ærgerrighed eller luner, der udformer begivenhederne. Men i Guds ord trækkes tæppet til side, og her ser vi, at den barmhjertige Gud har sine midler, ved hjælp af hvilke han stille og roligt gennemfører sine beslutninger over, bag ved og igennem de træk og modtræk, som menneskene gør, drevet af deres interesser, magt og lidenskaber.PoK 242.3

Apostlen Paulus skildrede for de vise mænd i Aten i de skønneste og blideste ord Guds hensigt med menneskeracernes og nationernes skabelse og fordeling. Han sagde: “Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, ... lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham.” Ap. g 17, 24-27.PoK 242.4

Gud har gjort det klart, at enhver, som vil, kan blive indbefattet i hans pagt. Da han udførte skaberværket, var det hans hensigt, at jorden skulle bebos af væsener, som var til velsignelse for sig selv og for hin-anden og levede til Skaberens ære. Alle de, der vil, kan bidrage til at opfylde denne hensigt. Der står om sådanne: “Det folk, jeg har dannet mig, skal synge min pris.” Es. 43, 21.PoK 242.5

Gud har i sin lov åbenbaret de principper, som danner grundlaget for al sand fremgang både inden for nationerne og i det enkelte menneskes liv. Moses sagde til israelitterne angående denne lov: “Det skal være eders visdom og eders kløgt.” “Det er ikke tomme ord uden betydning for eder, men af dem afhænger eders liv.” 5 Mos. 4, 6; 32, 47. De velsignelser, som her er lovet Israel, kan komme hver eneste nation og hvert eneste menneske til gode på de samme betingelser og i samme målestok.PoK 242.6

Hundreder af år før de pågældende nationer trådte frem på historiens skueplads, kastede den almægtige Gud blikket ind i fremtiden og forudsagde rigernes opkomst og fald. Gud sagde til Nebukadnezar, at det babyloniske rige ville falde, og at der ville komme et andet rige, som også skulle have sin prøvetid. Dette riges herlighed ville blegne, fordi det ikke ophøjede den sande Gud, og der ville træde et tredje rige i dets sted. Dette ville også forsvinde, og et fjerde, jernstærkt rige ville nu undertvinge verdens nationer.PoK 242.7

Hvis Babylons konger, som levede i det rigeste af alle jordens lande, altid havde haft Herrens frygt for øje, ville de være blevet forlenet med visdom og magt. Derved ville de være blevet knyttet til Gud og have beholdt deres styrke. Men de tog kun deres tilflugt til Gud, når der var noget, der pla-gede og bekymrede dem. Når de ikke kunne få hjælp af deres store mænd i sådanne situationer, henvendte de sig til mænd som Daniel, om hvilke de vidste, at de ærede den levende Gud og blev æret af ham. De bad disse mænd om at åbenbare forsynets hemmeligheder, for skønt Babylons konger var højt intelligente, havde de fjernet sig så meget fra Gud på grund af deres overtrædelser, at de ikke kunne forstå de åbenbarelser og advarsler, som de fik angående fremtiden.PoK 243.1

Det menneske, som gransker Guds ord, kan se den guddommelige profetis bogstavelige opfyldelse i nationernes historie. Babylon, som blev knust til sidst, gik til grunde, fordi dets konger i deres velstand havde anset sig for at være uafhængige af Gud og tilskrevet rigets herlighed menneskers indsats. Det medo-persiske rige blev hjemsøgt af Himmelens vrede, fordi det trådte Guds lov under fod. Det store flertal af folket frygtede ikke Herren. Ondskab, gudsbespottelse og korruption gik i svang. De efterfølgende riger var endnu mere fordærvede og sank stadig dybere i moralsk henseende.PoK 243.2

Himmelen har skænket hver eneste konge på jorden hans magt, og hans fremgang er afhængig af, hvorledes han bruger denne magt. Den guddommelige vægter siger til hver eneste af dem: “Jeg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig.” Es. 45, 5. Livets lektie til dem alle sammen rummes i de ord, som blev sagt til Nebukadnezar i oldtiden: “Gør ende på dine synder med retfærd og på dine misgerninger med barmhjertighed mod de fattige, om din lykke måske kunne vare!” Dan. 4, 27.PoK 243.3

At forstå, at “retfærdighed løfter et folk”, at “ved retfærd grundfæstes tronen”, at kongen “støtter sin trone ved retfærd”, og at det er disse principper, der gør sig gældende i åbenbarelsen af den magt, som udøves af ham, der “afsætter og indsætter konger” det er at forstå historiens filosofi. Ordsp. 14, 34; 16, 12; 20, 28; Dan. 2, 21.PoK 243.4

Guds ord er det eneste sted, hvor dette siges klart og tydeligt. Dette ord viser, at både nationers og enkeltindividers magt ikke skyldes de omstændigheder eller hjælpemidler, som synes at gøre dem uovervindelige. Den skyldes ikke den storhed, som de er så stolte af. Den står i forhold til den troskab, hvormed de opfylder Guds vilje.PoK 243.5

* * * * *

KAPITEL 39—VED BABYLONS HOF

KAPITEL 41—DEN GLOENDE OVN