KAPITEL 21—ELISA AFSLUTTER SIT LIVSVÆRK

Elisa blev kaldet til at være profet, mens Akab var konge, og han oplevede at se mange forandringer finde sted i Israels rige. Israelitterne blev straffet den ene gang efter den anden, mens syreren Hazael var konge. Han blev salvet, for at han skulle være det frafaldne folks svøbe. De radikale reformer, som blev indført af Jehu, medførte, at hele Akabs hus blev udryddet. I de følgende krige med syrerne mistede Jehus efterfølger, Joahaz, nogle af byerne øst for Jordan. En tid så det ud, som om syrerne ville få mag-ten over hele riget; men under den reforma-tion, som påbegyndtes af Elias og fortsattes af Elisa, var mange begyndt at spørge efter Gud. Folket svigtede Ba’als altre, og lang-somt, men sikkert fik Gud sin vilje med de mennesker, som besluttede sig til at tjene ham af hele deres hjerte.PoK 125.1

Det var af kærlighed til det vildfarne Israel, at Gud tillod syrerne at straffe dem, og det var af medlidenhed med de moralsk svækkede, at han lod Jehu fremstå for at dræbe den onde Jesabel og hele Akabs hus. Takket være et nådigt forsyn blev Ba’als og Astartes præster endnu en gang forkastet og deres hedenske altre nedbrudt. Gud forudså i sin visdom, at en del af folket ville opgive hedenskabet og vende blikket mod Himmelen, hvis fristelsen blev fjernet. Derfor lod han den ene ulykke efter den anden ramme dem. Hans vrede var blandet med nåde, og når hans vilje var fuldbyrdet, vendte han begivenhedernes gang til fordel for dem, der havde lært at søge ham.PoK 125.2

Mens de gode og de onde kræfter kæmpede om overtaget og Satan gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at gøre den skade, der var voldt under Akabs og Jesabels regering, så fuldstændig som muligt, fortsatte Elisa sin gerning. Han mødte modstand, men ingen kunne modsige det, han sagde. Han var afholdt og æret over hele riget. Mange opsøgte ham for at få råd. Kong Joram af Israel rådførte sig med ham, mens Jesabel endnu levede, og da han en gang var i Damaskus, blev han opsøgt af udsendinge fra Syriens konge, Benhadad, som ønskede at få at vide, om han ville dø af en sygdom, som han led af på det tidspunkt. Profeten aflagde et sandfærdigt vidnesbyrd over for alle i en tid, hvor sandheden blev fordrejet og det store flertal af folket gjorde åbent oprør imod Himmelen.PoK 125.3

Gud svigtede aldrig sin udvalgte tjener. Under en syrisk invasion forsøgte den syriske konge at komme Elisa til livs, fordi han underrettede den israelitiske konge om fjendens planer. Den syriske konge havde holdt råd med sine tjenere og sagt, at hans folk skulle lægge sig i baghold et bestemt sted. Herren afslørede planen for Elisa, som “sendte bud til Israels konge og lod sige: “Vogt dig for at drage forbi det sted, thi der ligger aramæerne i baghold!” Israels konge sendte da folk til det sted, den Guds mand havde sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin post der; og det gjorde han ikke én, men flere gange. Derover blev Arams konge urolig i sit sind, og han lod sine folk kalde og spurgte dem: “Kan I sige mig, hvem det er, der forråder os til Israels konge?” Da sagde en af hans hærførere: “Det er ingen af os, herre konge; det er profeten Elisa i Israel, der lader Israels konge vide, hvad du taler i dit sovekammer.”PoK 126.1

Den syriske konge besluttede at rydde profeten af vejen og sagde: “Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende folk ud og lade ham gribe!” Profeten var i Dotan, og da kongen fik dette at vide, “sendte han heste og vogne og en stor hærstyrke derhen; og de kom ved nattetide og omringede byen. Næste morgen tidlig, da den Guds mand gik ud, se, da var byen omringet af en hær og heste og vogne.”PoK 126.2

Elisas tjener blev fyldt med rædsel og meddelte sin herre, hvad der var sket. “Ak, herre,” sagde han, “hvad skal vi dog gribe til?”PoK 126.3

“Frygt ikke,” svarede profeten, “thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!” For at tjeneren selv kunne forvisse sig om det, bad Elisa og sagde: “Herre, luk hans øjne op, så han kan se!” “Da lukkede Herren tjenerens øjne op, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.” Der befandt sig en hel skare himmelske engle imellem Guds tjener og de bevæbnede fjender. De var steget ned i kraft og vælde, ikke for at ødelægge eller modtage hyldest, men for at slå lejr om og hjælpe Herrens svage og hjælpeløse børn.PoK 126.4

Når Guds børn kommer i vanskeligheder og det ser ud, som om de ikke kan undslippe, skal de sætte deres lid til Herren alene.PoK 126.5

Mens de syriske soldater dristigt marcherede fremad uden at vide noget om de usete hære fra Himmelen, “bad Elisa til Herren og sagde: “Slå de folk med blindhed!” Og han slog dem med blindhed efter Elisas ord. Da sagde Elisa til dem: “Det er ikke den rigtige vej eller den rigtige by; følg med mig, så skal jeg føre eder til den mand, I søger!” Han førte dem så til Samaria, og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: “Herre, luk nu deres øjne op, så at de kan se!” Da lukkede Herren deres øjne op, og de så, at de var midt i Samaria. Da Israels konge så dem, spurgte han Elisa: “Skal jeg hugge dem ned, min fader?” Men han svarede: “Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge folk ned, som du ikke har taget til fange med sværd eller bue? Sæt brød og vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres herre.” Se 2 Kong. 6.PoK 126.6

Israel var nu fri for syriske angreb i nogen tid, men da den energiske og beslutsomme Hazael [en sønnesøn af den Hazael, der var blevet salvet til at være Israels svøbe] var blevet konge, omringede og belejrede de syriske hære Samaria. Israel havde aldrig været i så store vanskeligheder som under denne belejring. Nu blev fædrenes synder i sandhed hjemsøgt på børnene og børnebørnene. Rædslerne under den lange hungersnød fik Israels konge til at begå desperate handlin-ger, da Elisa forudsagde, at de ville blive befriet den næste dag.PoK 126.7

Ved morgengry lod Herren “aramæernes lejr høre larm af heste, larm af en stor hær”. De blev grebet af frygt og tog “flugten i mørkningen” og efterlod “lejren, som den stod, deres telte, heste og æsler” og store forråd af levnedsmidler. De flygtede “for at redde livet” og standsede ikke, før de var kommet over på den anden side af Jordan.PoK 127.1

Den nat, syrerne flygtede, var der fire spedalske mænd ved byens port. De var vanvittige af sult og blev enige om at gå over til syrernes lejr og overgive sig. De håbede at kunne vække medlidenhed hos belejringshæren og få noget at spise her. Til deres store forbavselse “var der ikke et menneske at se”, da de gik ind i lejren. De gik nu uhindret “ind i et af teltene, spiste og drak og tog sølv og guld og klæder, som de gik hen og gemte; derpå kom de tilbage og gik ind i et andet telt; også der tog de noget, som de gik hen og gemte. Så sagde de til hverandre: “Det er ikke rigtigt, som vi bærer os ad! Denne dag er et godt budskabs dag; tier vi stille og venter til daggry, pådrager vi os skyld.” De skyndte sig derpå tilbage til byen med den gode nyhed.PoK 127.2

Israelitterne tog et vældigt bytte. Der var så meget, at en sea fint hvedemel kom til at koste en sekel og to sea byg ligeledes en sekel, som Elisa havde forudsagt dagen før. Det gik “som Herren havde sagt” gennem sin profet i Israel, og Guds navn blev endnu en gang ophøjet i hedningernes øjne. Se 2 Kong. 7, 5-16.PoK 127.3

Således fortsatte Guds profet sit arbejde fra år til år. Han arbejdede trofast blandt folket og stod i krisens stund som en viis rådgiver ved kongens side. De lange år, hvor kongerne og folket forkastede Gud og dyrkede afguder, havde sat onde spor. Frafaldet kastede stadig sin mørke skygge overalt, men forskellige steder i landet levede der dog mennesker, som på det bestemteste havde nægtet at bøje knæ for Ba’al. Efterhånden som Elisas reformarbejde skred fremad, blev mange vundet tilbage fra hedenskabet, og disse mennesker glædede sig over at tjene den sande Gud. De mirakler, som Guds nåde således udvirkede, var til op-muntring for profeten og tilskyndede ham kraftigt til at søge kontakt med alle de oprigtige af hjertet. Overalt bestræbte han sig på at lære folket retfærdighed.PoK 127.4

For mennesker syntes det lige så håbløst at genrejse nationen åndeligt dengang, som det gør for Guds tjenere at udrette noget i jordens mørke egne i dag. Men Kristi menighed er Guds redskab til at forkynde sandheden. Han har udrustet den til at gøre en speciel gerning, og hvis den er tro imod Gud og lydig imod hans bud, vil Guds uforligne-lige kraft blive i den. Ingen magt kan overvinde den, hvis den er tro imod sit kald. Da vil fjendens kræfter være lige så magtesløse over for den som avnerne over for vinden.PoK 127.5

Hvis menigheden er villig til at iklæde sig Kristi retfærdigheds klædning og afbryde al forbindelse med verden, vil der oprinde en herlig tid for den. Gud ønsker, at hans trofaste børn, som tror på ham, skal sætte mod i dem, som er blottet for tro og håb. Vend jer til Herren, I fanger med håb! Søg styrke hos Gud, den levende Gud. Vis en urokkelig, ydmyg tro på hans magt og på hans villighed til at frelse. Når vi tilegner os hans styrke i tro, vil han på den vidunderligste måde ændre de mest dystre og fortvivlede udsigter for sit navns herligheds skyld.PoK 127.6

Elisa var levende interesseret i profetskolernes trivsel i alle de år, han kunne rejse rundt i Israels rige. Gud var med ham på hele hans færd; han lagde ordene i munden på ham og gav ham kraft til at gøre mirakler. “Profetsønnerne sagde engang til Elisa: “Se, der er for lidt plads til os her, hvor vi sidder hos dig. Vi vil gå til Jordan og hver tage en bjælke og dér indrette os et rum, vi kan sidde i!” 2 Kong. 6, 1. 2.PoK 128.1

Elisa gik med dem ned til Jordan. Han opmuntrede dem ved sin nærværelse, underviste dem og udførte endog et mirakel for at hjælpe dem med arbejdet. “Mens nu en af dem var ved at fælde en bjælke, faldt hans øksejern i vandet. Da gav han sig til at råbe: “Ak, min herre! Og det var endda lånt!” Men den Guds mand sagde: “Hvor faldt det?” Og da han havde vist ham ste-det, skar han en gren af og kastede den derhen. Da kom øksen op på overfladen; og han sagde: “Tag den op!” Så rakte han hånden ud og tog den.” 5.-7. vers.PoK 128.2

Elisas virke havde været så resultatrigt og hans indflydelse så vidtrækkende, at selv den unge kong Joas, som var afgudsdyrker og kun havde meget lidt respekt for Gud, betegnede profeten som en fader i Israel, da denne lå på dødslejet. Kongen erkendte, at profetens nærværelse betød mere end vogne og ryttere i trange tider. Der står: “Da Elisa blev ramt af den sygdom, han døde af, kom kong Joas af Israel ned til ham, bøjede sig grædende over ham og sagde: “Min fader, min fader, du Israels vogne og ryttere!” 2 Kong. 13, 14.PoK 128.3

Profeten havde været som en viis, medfølende fader for mangen en bebyrdet sjæl, som trængte til hjælp. Han vendte sig heller ikke bort fra denne ugudelige yngling, som var så uværdig til den ansvarsfulde stilling, han havde, og trængte så hårdt til gode råd. I sit forsyn gav Gud kongen anledning til at råde bod på fortidens fejltrin og bringe riget på fode igen. Den syriske fjende, som havde erobret landet øst for Jordan, skulle besejres, og Guds kraft skulle endnu en gang åbenbares til fordel for det vildfarne Israel.PoK 128.4

Den døende profet sagde til kongen: “Bring bue og pile!” Joas adlød. Derpå sagde profeten: “Læg din hånd på buen!” Da Joas “gjorde det, lagde Elisa sine hænder på kongens og sagde: “Luk vinduet op mod øst!” i retning af de byer, som syrerne havde erobret på den anden side af Jordan. Da kongen havde åbnet gittervinduet, sagde Elisa, at han skulle skyde. Idet pilen fløj af sted, blev profeten inspireret til at sige: “En sejrspil for Herren, en sejrspil mod Aram! Du skal tilføje Aram et afgørende nederlag ved Afek!”PoK 128.5

Profeten stillede nu kongens tro på prøve. Han bød kongen tage pilene og sagde: “Slå på jorden!” Kongen slog på jorden tre gange og holdt så op. “Du burde have slået fem-seks gange,” udbrød Elisa nedslået, “så skulle du have tilføjet Aram et afgørende nederlag, men nu skal du kun slå Aram tre gange!” 2 Kong. 13, 15-19.PoK 128.6

Alle personer i ansvarsfulde stillinger kan lære noget heraf. Når Gud lægger et bestemt stykke arbejde til rette for os mennesker og lover, at det vil lykkes, skal den, som er udpeget til at udføre det, gøre alt, hvad der står i hans magt, for at opnå det resultat, som der er givet løfte om. Udfaldet vil svare til den begejstring og udholdenhed, hvormed opgaven gennemføres. Gud kan kun gøre mirakler for sit folk, hvis de med utrættelig energi gør deres del. Han har brug for mænd, som vil hellige sig opgaven fuldstændig mænd, som besidder moralsk mod, en brændende kærlighed til sjæle og en aldrig svigtende nidkærhed. Sådanne mennesker vil aldrig anse et arbejde for at være for vanskeligt, og de vil heller ikke se mørkt på fremtiden. De vil uforfærdet fortsætte deres gerning, indtil et tilsyneladende nederlag er blevet forvandlet til en herlig sejr. Hverken fængsel eller marterpælen får dem til at fravige deres beslutning om at sam-arbejde med Gud for at styrke hans rige.PoK 128.7

Elisas livsgerning sluttede, da han havde vejledet og opmuntret Joas. Det menneske, som havde modtaget den samme ånd, som hvilede over Elias, i hele dens fylde, var tro til det sidste. Han vaklede aldrig. Han mistede aldrig troen på den Almægtiges kraft. Hver gang vejen syntes at være spærret for ham, gik han fremad i tro med det resultat, at Gud belønnede hans tillid og banede vejen for ham.PoK 129.1

Det blev ikke forundt Elisa at følge sin herre i en ildvogn. Herren tillod, at han fik et langvarigt sygeleje. Mens han lå svag og lidende, stolede han fuldt og fast på Guds løfter og så sig til stadighed omgivet af himmelske sendebud, som bragte ham trøst og fred. På Dotans høje så han sig omgivet af himmelske hære, Israels ildvogne og ryttere; i denne stund ejede han også bevidstheden om, at der var medfølende engle hos ham, og han følte sig styrket. Han havde haft en stærk tro hele livet igennem, og efterhånden som hans kundskab om Guds forsyns styrelse og om Guds nåde og godhed voksede, modnedes hans tro til en ubrydelig tillid til Gud. Da døden kaldte, var han rede til at hvile fra sin gerning.PoK 129.2

“Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død.” Sl. 116, 15. Elisa kunne tillidsfuldt sige med Salmisten: “Gud udløser min sjæl af dødsrigets hånd, thi han tager mig til sig.” Sl. 49, 16. Han kunne med glæde be-vidne: “Jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem.” Job 19, 25. “Jeg skal i retfærd skue dit åsyn, mættes ved din skikkelse, når jeg vågner.” Sl. 17, 15.PoK 129.3