Elias holdt sig skjult i bjergene ved bækken Krit, og her blev der på en mirakuløs måde sørget for mad til ham i flere måneder. Da bækken udtørrede på grund af den fortsatte tørke, bød Gud sin tjener søge tilflugt i et hedensk land. “Begiv dig til Za-repta, som hører til Zidon, og tag bolig dér,” sagde Herren. “Se, jeg har pålagt en enke dér at sørge for føde til dig.”PoK 68.1

Denne kvinde var ikke israelit. Hun havde aldrig nydt godt af de samme privilegier og velsignelser som det udvalgte folk, men hun troede på den sande Gud og havde fulgt alt det lys, som faldt på hendes vej. Da Elias ikke kunne være i sikkerhed i Israels land længer, sendte Gud ham til denne kvinde og lod ham finde et fristed i hendes hjem.PoK 68.2

“Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til byens port, fik han øje på en enke, som var ved at sanke brænde, og råbte til hende: “Hent mig lidt vand i et kar, for at jeg kan drikke!” Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: “Tag også et stykke brød med til mig!”PoK 68.3

Hungersnøden var trykkende i dette fattige hjem, og det så ud, som om de knappe madforråd snart ville slippe op. Enkens tro på, at den levende Gud formåede at dække hendes fornødenheder, blev prøvet til det yderste, fordi Elias kom netop den dag, da hun frygtede for, at hun måtte opgive kampen for eksistensen. Men selv i denne krise fornægtede hendes tro sig ikke, og da den fremmede bad hende dele sit sidste stykke brød med ham, efterkom hun hans anmodning.PoK 68.4

Da Elias bad om mad og drikke, svarede hun: “Så sandt Herren din Gud lever, jeg ejer ikke brød, men kun en håndfuld mel i krukken og lidt olie i dunken; jeg var netop ved at sanke et par stykker brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min søn; og når vi har spist det, må vi dø!” Elias sagde til hende: “Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din søn! Thi så siger Herren, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og olien i dunken skal ikke slippe op, før den dag Herren sender regn over jorden!”PoK 68.5

Hun kunne ikke være blevet stillet på en større trosprøve. Hidtil havde denne enke behandlet alle fremmede venligt og gæstfrit, og nu, da hendes gæstfrihed blev stillet på sin største prøve, stolede hun på, at Gud ville sørge for hende, og gjorde, “som Elias sagde”, uden at tage hensyn til de lidelser, som hun derved kunne bringe over sig selv og sin søn.PoK 69.1

Den fønikiske kvindes gæstfrihed over for Guds profet er enestående. Det er også vidunderligt at se, hvorledes hendes tro og gavmildhed blev belønnet. “Både hun og han og hendes søn havde noget at spise en tid lang. Melkrukken blev ikke tom, og olien i dunken slap ikke op, efter det ord Herren havde talet ved Elias.PoK 69.2

Men nogen tid efter blev kvindens, husets ejerindes, søn syg, og hans sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var liv i ham. Da sagde hun til Elias: “Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds mand! Er du kommet for at bringe min synd i erindring og volde min søns død?”PoK 69.3

Men han svarede hende: “Lad mig få din søn!” Og han tog ham fra hendes skød og bar ham op i stuen på taget, hvor han boede, og lagde ham på sin seng... Derpå strakte han sig tre gange hen over drengen og råbte til Herren . . . Og Herren hørte Elias’ røst; drengens sjæl vendte tilbage, så han blev levende.PoK 69.4

Så tog Elias drengen og bragte ham fra stuen på taget ned i huset og gav hans moder ham, idet han sagde: “Se, din søn lever!” Da sagde kvinden til Elias: “Nu ved jeg vist, at du er en Guds mand, og at Herrens ord i din mund er sandhed.” Enken i Zarepta delte sin mad med Elias, og til gengæld blev hendes eget og hendes søns liv sparet. Gud har lovet at velsigne de mennesker rigt, som i vanskelige og trange tider er sympatiske og hjælpsomme over for personer, som er i større trang end de selv. Hans magt er ikke mindre i dag end på Elias’ tid. Og dette løfte er lige så sikkert i dag, som da vor frelser gav det: “Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn.” Matt. 10, 41.PoK 69.5

“Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft engle til gæster.” Hebr. 13, 2. Disse ord har ikke mistet deres kraft, siden de blev skrevet. Vor himmelske Fader sender stadig forklædte velsignelser på sine børns vej, og de, der benytter disse anledninger, vil finde megen glæde. “Rækker du den sultne dit brød og mætter en vansmægtende sjæl, skal dit lys stråle frem i mørke, dit mulm skal blive som middag; Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye kræfter; du bliver som en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter.” Es. 58, 10. 11.PoK 69.6

Kristus siger til sine trofaste tjenere i dag: “Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig.” Matt. 10, 41. En venlig handling, som er gjort i hans navn, vil altid blive bemærket og belønnet, og Kristus tager selv de svageste og ydmygeste medlemmer af Guds familie i betragtning. Han siger: “Den, som giver en af disse små” en af dem, der er som børn i troen og i deres kundskab om Kristus “blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.” Matt. 10, 42.PoK 69.7

I tørkens og hungersnødens lange år bad Elias alvorligt om, at israelitterne måtte opgive afgudsdyrkelsen og begynde at tjene Gud. Profeten ventede tålmodigt, mens Herrens hånd hvilede tungt over det hjemsøgte land. Da han så, at lidelserne og nøden tog til overalt, krympede hans hjerte sig af sorg, og han ønskede, at han havde magt til at fremkalde en forandring straks. Men Gud var ved at gennemføre sin egen plan, og alt, hvad hans tjener kunne gøre, var at bede videre i tro og afvente handlingens time. Frafaldet på Akabs tid var en følge af mange års ondskab. Igennem årene var Israel afveget fra den rette vej skridt for skridt. Slægt efter slægt havde nægtet at træde i det lige spor, og til sidst lod folkets flertal mørkets magter overtage ledelsen.PoK 70.1

Der var gået cirka hundrede år, siden Israel under kong David istemte deres lovsange til den Allerhøjeste og erkendte, at de skyldte ham deres daglige fornødenheder. Lyt til deres lovprisning, da de sang:PoK 70.2

“Vor frelses Gud, . . .
hvor morgen og aften oprinder, bringer
du jubel.
Du så til landet, vanded det,
gjorde det såre rigt, Guds bæk er
fuld af vand,
du bereder dets korn, du vander dets furer,
jævner knoldene, bløder det med regn,
velsigner dets sæd.
Med din herlighed kroner du året,
dine vognspor flyder af fedme;
de øde græsgange flyder,
med jubel omgjordes højene;
engene klædes med får,
dalene hylles i korn,
i jubel bryder de ud og synger!” SI. 65, 6. 9-13.PoK 70.3

Dengang erkendte Israel, at det var Gud, der “fæsted jorden på dens grundvolde”. De gav udtryk for deres tro i disse strofer:PoK 70.4

“Verdensdybet hylled den til som en
klædning, vandene stod over bjerge.
For din trussel flyede de,
skræmtes bort ved din tordenrøst,
for op ad bjerge og ned i dale
til det sted, du havde beredt dem;
du satte en grænse, de ej kommer over,
så de ikke igen skal tilhylle jorden.” SI. 104, 5-9.PoK 70.5

Det er den Almægtiges kraft, der holder naturkræfterne på jorden, i havet og i luften under kontrol, og disse kræfter benytter han til sine skabningers bedste. “Herren skal åbne dig sit rige forrådskammer, himmelen, for at give dit land regn i rette tid og for at velsigne alt,” hvad mennesket virker med sine hænder. 5 Mos. 28, 12.PoK 70.6

“Kilder lod du rinde i dale,
hen mellem bjerge flød de; de
læsker alt markens vildt,
vildæsler slukker deres tørst;
over dem bygger himmelens fugle,
mellem grenene lyder deres kvidder. . .
Du lader græs gro frem til kvæget
og urter til menneskets tjeneste,
så du frembringer brød af jorden
og vin, der glæder menneskets hjerte,
og lader ansigtet glinse af olie,
og brødet skal styrke menneskets hjerte...
Hvor mange er dine gerninger, Herre,
du gjorde dem alle med visdom;
jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Der er havet, stort og vidt,
der vrimler det uden tal af dyr,
både små og store .. .
De bier alle på dig,
at du skal give dem føde i tide;
du giver dem den, og de sanker,
du åbner din hånd,
og de mættes med godt.” SI. 104, 10-15. 24-28.PoK 70.7

Israel havde meget at glæde sig over. Herren havde ført dem til et land, som flød med mælk og honning. Under ørkenvandringen havde Gud forsikret dem om, at han var i færd med at føre dem til et land, hvor de aldrig behøvede at mangle regn. “Thi det land, du skal ind og tage i besiddelse, er ikke som Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din sæd, måtte du vande landet med din fod som en urtehave; nej, det land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale, der drikker vand, når regnen falder fra himmelen, et land, som Herren din Gud har omhu for, og som Herren din Guds øjne stadig hviler på, fra årets begyndelse og til dets slutning.”PoK 71.1

Løftet om rigelig regn blev givet på betingelse af lydighed. Herren sagde: “Og hvis I nu lyder mine bud, som jeg i dag pålægger eder, så I elsker Herren eders Gud og tjener ham af hele eders hjerte og hele eders sjæl, så vil jeg give eders land dets regn i rette tid, både tidligregn og sildig-regn, så du kan høste dit korn, din most og din olie; og jeg vil give græs på din mark til dit kvæg, og du skal spise dig mæt. Men vogt eder,” sagde Herren videre til sit folk, “at ikke eders hjerte dåres, så I falder fra og dyrker andre guder og tilbeder dem; thi da vil Herrens vrede blusse op imod eder, og han vil lukke himmelen, så der ikke falder regn, og jorden ikke giver grøde, og I skal hurtigt udryddes af det herlige land, Herren vil give eder.” 5 Mos. 11, 10-17.PoK 71.2

“Men hvis du ikke adlyder Herren din Guds røst og omhyggeligt handler efter alle hans bud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig,” sagde han til israelitterne for at advare dem, “skal himmelen over dit hoved blive som kobber, jorden under dig som jern. Regnen over dit land skal Herren for-vandle til sand og støv, som falder ned over dig fra himmelen, indtil du er ødelagt.” 5 Mos. 28, 15. 23. 24.PoK 71.3

Her er nogle af Herrens kloge råd til det gamle Israel: “I skal lægge eder disse mine ord på hjerte og sinde, binde dem som et tegn om eders hånd og lade dem være et erindringsmærke på eders pande, og I skal lære eders børn dem, idet I taler om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.” 5 Mos. 11, 18. 19. Således lød Herrens påbud til sit udvalgte folk. Disse befalinger var klare og tydelige, men som århundrederne gik, og slægt efter slægt glemte de foranstaltninger, som var truffet med henblik på folkets åndelige vel, truede frafaldet med at øve sin ødelæggende ind-flydelse og feje den guddommelige nådes beskyttende hegn til side.PoK 71.4

Det var baggrunden for, at Gud nu hjemsøgte sit folk med sine sværeste straffedomme. Elias’ forudsigelse fik en frygtelig opfyldelse. I tre år eftersøgtes han, der havde bebudet ulykken, i by efter by og land efter land. Mange konger havde efterkommet Akabs krav og givet deres æresord på, at den mærkelige profet ikke var at finde i deres land. Men eftersøgningen fortsattes, for Jesabel og Ba’als profeter nærede et dødeligt had til Elias og sparede sig ingen anstrengelser for at få ham i deres magt. Men der kom stadig ingen regn.PoK 71.5

“Lang tid efter ... kom Herrens ord til Elias således: “Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende regn over jorden.”PoK 71.6

Elias adlød befalingen og gav sig “på vej for at træde frem for Akab”. Næsten samtidig med at profeten begyndte sin rejse til Samaria, foreslog Akab paladsøversten Obadja, at de skulle søge grundigt efter vandkilder og bække i håb om at finde græs til deres hornkvæg og småkvæg, som var ved at sulte ihjel. Selv ved hoffet føltes virkningerne af den lange tørke. Kongen var dybt bekymret for de personer, der var knyttet til hoffet, og besluttede, at han selv ville rejse med sin tjener rundt for at finde nogle steder, hvor der endnu var græs. “Så delte de landet, som de skulle gennemvandre, mellem sig, således at Akab og Obadja drog hver sin vej.”PoK 71.7

“Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i møde; Obadja genkendte ham og faldt på sit ansigt og sagde: “Er det dig, min herre Elias?”PoK 72.1

Obadja var forblevet tro mod Herren under Israels frafald. Hans herre, kongen, havde ikke kunnet få ham til at svigte den levende Gud. Nu gav Elias ham det ærefulde hverv: “Gå hen og sig til din herre, at Elias er her!”PoK 72.2

Obadja blev grebet af rædsel og udbrød: “Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give din træl i Akabs hånd, for at han kan slå mig ihjel?” Det var den visse død at overbringe Akab et sådant budskab. “Så sandt Herren din Gud lever,” sagde han til profeten, “der er ikke et folk eller rige, min herre ikke har sendt bud til for at lede efter dig; og blev der sagt, at du ikke var dér, tog han riget og folket i ed på, at de ikke havde fundet dig. Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min herre, at Elias er her! Hvis nu Herrens Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til et sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab, og han ikke finder dig, lader han mig dræbe.”PoK 72.3

Obadja bad indtrængende profeten om ikke at nøde ham. “Din træl har dog frygtet Herren fra ungdommen af,” fortsatte han. “Er det ikke kommet min Herre for øre, hvad jeg gjorde, da Jesabel lod Herrens profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte hundrede af Herrens profeter, halvtredsindstyve i én hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for brød og vand til dem? Og nu siger du, at jeg skal . .. sige til din herre, at Elias er her han lader mig dræbe!”PoK 72.4

Elias lovede med en højtidelig ed Obadja, at han ikke skulle gå forgæves. “Så sandt Hærskarers Herre lever, han, for hvis åsyn jeg står,” udbrød han, “i dag vil jeg træde frem for ham.” Da Obadja havde fået denne forsikring, gik han “Akab i møde og meldte ham det”.PoK 72.5

Med en blanding af overraskelse og frygt lyttede kongen til budskabet fra den mand, som han frygtede og hadede, og som han havde ledt så utrætteligt efter. Han var udmærket klar over, at Elias ikke ville bringe sit liv i fare blot for at træffe ham. Var det muligt, at profeten ville udtale endnu et ve over Israel? Kongens hjerte blev grebet af frygt. Han mindedes Jeroboams visne arm. Akab kunne ikke undgå at efterkomme op-fordringen til at mødes med profeten, men han turde ikke lægge hånd på Guds sendebud. Ledsaget af en livvagt gik den skælvende konge profeten i møde.PoK 72.6

Nu står kongen og profeten ansigt til an-sigt. Skønt Akab er optændt af et brændende had, synes han fuldstændig at have tabt modet i Elias’ nærværelse. De første ord, han fremstammer: “Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!” åbenbarer hans hjertes inderste tanker, uden at han selv tænker over det. Akab vidste godt, at det skyldtes Guds ord, at himmelen var blevet som kobber, men han forsøgte alligevel at give profeten skylden for de svære straffedomme, som hvilede over landet.PoK 72.7

Synderen er tilbøjelig til at give Guds sendebud skylden for de ulykker, som er en direkte følge af, at retfærdighedens principper er blevet tilsidesat. De mennesker, der giver sig i Satans vold, kan ikke se tingene, som Gud ser dem. Når sandhedens spejl holdes op foran dem, bliver de vrede over at blive irettesat. De er blindede af synd og vil ikke angre; de føler, at Guds tjenere har vendt sig imod dem, og at det er dem, der fortjener en hård straf.PoK 73.1

Elias er klar over sin uskyld, da han står foran Akab, og han forsøger hverken at undskylde sig selv eller at smigre kongen. Han prøver heller ikke på at undgå kongens vrede ved at fortælle den gode nyhed, at tørken snart er forbi. Han har intet at undskylde. Han er fuld af nidkærhed for Guds ære og tilbageviser i harme Akabs beskyldning. Han siger frygtløst til kongen, at det er hans synder og hans fædres synder, der har nedkaldt denne frygtelige ulykke over Israel. “Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel,” siger Elias modigt, “men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til Ba’alerne.”PoK 73.2

Der trænges også til en røst, som kan give en streng irettesættelse i dag, for menneskenes grove synder har skilt dem fra Gud. “Vi ønsker ikke, at den mand skal være konge over os,” lyder det fra tusinder af røster. Luk. 19, 14. De milde prædikener, der så ofte holdes, gør intet varigt indtryk. Basunen giver ikke en bestemt lyd. Guds sværds ligefremme, skarpe sandheder rammer ikke menneskene i hjertet.PoK 73.3

Hvis de mennesker, der bekender sig til at være kristne, skulle give udtryk for deres virkelige følelser, ville mange af dem sige: “Hvorfor sige tingene rent ud?” De kunne lige så godt spørge: “Hvorfor var det nødvendigt, at Johannes Døber sagde til farisæerne: “I øgleunger, hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?” Hvorfor var det nødvendigt, at han vakte Herodias’ vrede ved at sige til Herodes, at det ikke var ham tilladt at leve sammen med sin bro-ders hustru? Kristi forløber mistede livet, fordi han sagde tingene rent ud. Hvorfor kunne han ikke have gjort sin gerning uden at lægge sig for had hos dem, der levede i synd?PoK 73.4

Denne indstilling er endog kommet til udtryk hos mennesker, som burde være Guds lovs trofaste talsmænd, og dette har bevirket, at man efterhånden er gået bort fra at lægge så megen vægt på troskaben og mere vægt på skik og brug, ligesom synden får lov at passere ustraffet. Hvornår vil kirken endnu en gang komme til at høre en røst, som trofast irettesætter synden?PoK 73.5

“Du er manden!” 2 Sam. 12, 7. Sådan lød Natans utvetydige ord til David, men et sådant budskab høres sjældent fra prædikestolene i dag, og det ses sjældent på tryk. Hvis disse ord ikke forekom så sjældent, ville Guds kraft gøre sig mere gældende blandt menneskene. Herrens sendebud bør ikke beklage sig over, at deres arbejde ikke bærer frugt, så længe de ikke angrer deres forkærlighed for at blive rost og deres øn-ske om at behage mennesker. Det er dette, der får dem til at skjule sandheden.PoK 73.6

De prædikanter, der behager mennesker og råber: “Fred, fred,” når Gud ikke har sagt, at der vil blive fred, ville gøre vel i at ydmyge deres hjerte over for Gud og bede om tilgivelse for deres mangel på oprigtighed og moralsk mod. Det skyldes ikke deres kærlighed til deres næste, men mage-lighed, at de neddæmper det budskab, som er blevet betroet dem. Sand kærlighed søger først Guds ære og sjæles frelse. De, der ejer denne kærlighed, vil ikke gå uden om sand-heden for at undgå de ubehageligheder, som følger med at sige sandheden. Når sjæle er i fare, vil Guds tjenere ikke tage hensyn til sig selv, men forkynde det ord, som de har fået til opgave at forkynde. De vil ikke gå med til at undskylde det onde.PoK 73.7

Hvor ville jeg ønske, at hver eneste prædikant forstod, at hans embede og hans arbejde er helligt! Og hvor ville jeg ønske, at han havde Elias’ mod! Prædikanter er guddommeligt indsatte sendebud, og de har et frygteligt ansvar. De skal “overbevise, tugte, formane med al langmodighed”. 2 Tim. 4, 2. I Kristi sted skal de forvalte Himmelens hemmeligheder; de skal opmuntre de lydige og advare de ulydige. De bør ikke tage hensyn til, hvad der er skik og brug i verden. De bør heller aldrig forlade den sti, som Jesus har budt dem at følge. De bør gå fremad i tro og huske på, at de er omgivet af en sky af vidner. De skal ikke tale på egne vegne, men sige, hvad han, der er større end jordens fyrster, har budt dem. Deres budskab bør være: “Så siger Herren.” Gud har brug for mænd som Elias, Natan og Johannes Døber mænd, som vil forkynde hans budskab med troskab uden hensyn til følgerne, mænd, som modigt vil forkynde sandheden, selv om det skal koste dem alt, hvad de ejer.PoK 74.1

Gud har ikke brug for mænd, som er bange for at indtage et fast standpunkt på rettens side i farens stund, da der er brug for alles styrke, mod og indflydelse. Han har brug for mænd, som vil kæmpe trofast imod uretten og føre krig imod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Det er til sådanne, at han vil sige disse ord: “Vel, du gode og tro tjener; ... gå ind til din herres glæde.” Matt. 25, 23.PoK 74.2

* * * * *

KAPITEL 9—ELIAS

KAPITEL 11—SEJREN PÅ KARMEL