Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Patriarker og profeter

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 44—Overgangen over Jordan

    Israelitterne sørgede dybt over deres afdøde leder og benyttede tredive dage til særlige mindegudstjenester til ære for ham. Først da han var taget fra dem, indså de til fulde værdien af hans kloge råd, hans faderlige omsorg og hans urokkelige tro. Nu mindedes de med en ny og dybere forståelse den dyrebare undervisning, han havde givet dem, mens han var hos dem.PP 246.1

    Moses var død, men hans indflydelse levede videre. Den skulle fortsat gøre sig gældende og fornys i folkets hjerte. Mindet om hans hellige, uegennyttige liv ville længe blive bevaret og med stille, overbevisende kraft påvirke selv de mennesker, som ikke ville lytte til hans ord, mens han levede. Ligesom den nedgående sols stråler oplyser bjergtoppene, længe efter at solen er gået ned bag højene, således kastes lyset fra rene, hellige og gode menneskers handlinger ud over verden, længe efter at de pågældende er gået bort. Deres gerninger, deres ord og deres eksempel lever for evigt. “Den retfærdige ihukommes for evigt.” Sl. 112, 6.PP 246.2

    Selv om folket sørgede dybt over deres store tab, vidste de, at de ikke var overladt til sig selv. Skystøtten hvilede over tabernaklet om dagen og ildstøtten om natten som et bevis på, at Gud fortsat ville være deres leder og hjælper, his de ville vandre på hans veje og holde hans bud.PP 246.3

    Josua var nu Israels anerkendte leder. Han var hovedsagelig kendt som kriger, og hans evner og egenskaber var særlig værdifulde i dette afsnit af hans folks historie. Modig, beslutsom, udholdende, hurtig, ubestikkelig, blottet for selviske interesser og kun opfyldt af omsorgen for dem, som han havde ansvaret for, og fremfor alt drevet af en levende tro på Gud — denne karakteristik passer på det menneske, som Gud havde valgt til at føre Israels hærskarer ind i det forjættede land. I ørkenen havde han været Moses’ højre hånd, og ved den stilfærdige, beskedne måde, han viste sin troskab på, ved sin urokkelighed, når andre vaklede, og ved sin faste beslutning om at stå på sandhedens side midt under faren viste han sin egnethed som Moses’ efterfølger, allerede før Gud kaldte ham til denne stilling.PP 246.4

    Josua stolede ikke på sine egne evner og havde med megen ængstelse set frem til den opgave, der ventede ham, men hans frygt svandt bort, da Gud gav ham denne forsikring: “Som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig. Du skal skaffe dette folk det land i eje, som jeg tilsvor deres fædre at ville give dem.” “Ethvert sted, Eders fod betræder, giver jeg Eder, som jeg lovede Moses.” Alt skulle blive deres, lige til Libanons høje i det fjerne, til det store havs kyster og helt til Eufrats bredder mod øst.PP 246.5

    Til dette løfte føjedes denne befaling: “Vær kun helt frimodig og stærk, så du omhyggeligt handler efter hele den lov, min tjener Moses pålagde dig.” Herrens befaling lød: “Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal grunde over den dag og nat;” “vig ikke derfra til højre eller venstre;” “thi da vil det gå dig vel i al din færd, og lykken vil følge dig.”PP 246.6

    Israelitterne havde stadig deres lejr på østsiden af Jordan. Floden var den første hindring, før de kunne indtage Kanaan. Guds første befaling til Josua lød således: “Bryd nu op tillige med hele dette folk og gå over Jordan derhenne til det land, jeg vil give dem, israelitterne.” Der blev ikke givet nogen anvisning på, hvorledes de skulle komme over floden; men Josua vidste, at Gud ville give sit folk mulighed for at gøre alt, hvad han befalede, og i tillid hertil begyndte den uforfærdede leder straks at træffe forberedelser til at rykke fremad.PP 247.1

    Nogle få kilometer på den anden side af floden, lige over for det sted, hvor Israels lejr var, lå den store, stærkt befæstede by Jeriko. Den var faktisk nøglen til hele landet, og den ville være en meget stor hindring for Israels videre fremrykning. Josua sendte derfor to unge mænd ind i byen som spejdere for at skaffe oplysning om dens befolkning, dens forråd og fæstningernes styrke. Byens indbyggere, der var bange og mistænksomme, holdt vagt ustandselig, og spejderne var i stor fare. Men Rahab, en kvinde i Jeriko, reddede dem med fare for sit eget liv. Til gengæld for hendes venlighed lovede de at beskytte hende, når byen blev indtaget.PP 247.2

    Spejderne vendte uskadt tilbage med dette budskab: “Herren har givet hele landet i vor magt, og alle landets indbyggere er skrækslagne over os !” Man havde sagt til dem i Jeriko: “Vi har hørt, hvorledes Herren lod vandet i Det røde Hav tørre bort foran Eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger hinsides Jordan, Silon og Og, på hvem I lagde band. Da vi hørte det, blev vi slagne af rædsel og tabte alle modet over for Eder; thi Herren Eders Gud er oppe i Himmelen og nede på Jorden.”PP 247.3

    Nu blev der givet ordrer til at gøre klar til fremrykning. Folket skulle sørge for mad til tre dage, og hæren skulle gøres kampklar. Alle gik helhjertet ind for deres leders planer og forsikrede ham om, at de havde tillid til ham, og at de ville støtte ham. “Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre, og vi vil gå overalt, hvor du sender os; som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun Herren din Gud være med dig, som han var med Moses!”PP 247.4

    Folket forlod nu deres lejr i akacielundene i Sjittim og gik ned til Jordans bred. De vidste alle sammen, at de ikke kunne gøre sig håb om at komme over uden Guds hjælp. På denne årstid — det var forår — fik smeltevandet i bjergene Jordan til at gå over sine bredder, så at det var umuligt at komme over på de sædvanlige vadesteder. Det var Guds vilje, at Israels overgang over Jordan skulle ske ved et mirakel. På Guds befaling bød Josua folket hellige sig. De skulle bortskaffe deres synder og rense sig fra al udvortes urenhed; “thi i morgen,” sagde han, “vil Herren gøre undere iblandt Eder”. “Pagtens ark” skulle bæres i spidsen for folket. Når de så præsterne fjerne arken — tegnet på Guds nærværelse — fra dens plads midt i lejren og bære den ned mod floden, skulle de bryde op og følge efter. Det var på forhånd blevet nøjagtigt beskrevet, hvorledes overgangen skulle foregå. Josua sagde: “Derpå skal I kende, at der er en levende Gud iblandt Eder, og at han vil drive kanaanæerne bort foran Eder: Se, Herrens, al Jordens Herres, ark skal gå foran Eder gennem Jordan.”PP 247.5

    På den fastsatte tid begyndte de at marchere fremad. Arken var forrest, båret på præsternes skuldre. Folket havde fået besked på at holde sig i over en halv kilometers afstand fra arken. Alle iagttog med den største interesse præsterne, idet de gik ned mod Jordans bred. Folket så dem gå støt ned mod den vrede, brusende flod med arken, lige til bærernes fødder berørte vandet. I samme øjeblik blev vandet ovenfor stemmet op, medens vandet nedenfor flød bort, og flodbunden var synlig.PP 247.6

    På Guds bud gik præsterne midt ud i flodlejet. Her blev de stående, mens hele folket gik over til den anden bred. På den måde blev det gjort klart for hele Israel, at Jordans vande blev standset af den samme magt, som fyrre år tidligere havde skilt Det røde Hav ad for deres fædre. Da hele folket var kommet over, blev arken båret over til den vestlige bred. Næppe havde præsterne bragt den i sikkerhed, og næppe havde deres fødder betrådt det tørre land, før de optsemmede vande brusede frem som en uimodståelig flodbølge i flodens normale leje.PP 247.7

    Fremtidige slægter skulle ikke savne et vidnesbyrd om dette store mirakel. Mens præsterne, som bar arken, stadig stod midt i Jordan, tog tolv mænd, der var valgt på forhånd, een mand af hver stamme, hver sin sten fra flodsengen, hvor præsterne stod og bar dem over til den vestlige bred. Disse sten skulle rejses som et monument i Israels første lejr på den anden side af floden. Folket fik besked på at gentage beretningen om den måde, Gud havde befriet dem på, for deres børn og børnebørn, for at, som Josua sagde, “alle Jordens folk skal kende, at Herrens arm er stærk, at de må frygte Herren Eders Gud alle dage”.PP 248.1

    Dette mirakel havde stor betydning både for hebræerne og deres fjender. For Israel var det en forsikring om Guds fortsatte nærværelse og beskyttelse og et vidnesbyrd om, at han ville yde dem sin hjælp gennem Josua, ligesom han havde gjort gennem Moses. En sådan forsikring var nødvendig for at styrke deres hjerter, når de begyndte at erobre landet — denne vældige opgave, som havde fået deres fædres tro til at vakle fyrre år tidligere. Inden overgangen over Jordan havde Herren sagt til Josua: “I dag begynder jeg at gøre dig stor i hele Israel øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med dig, som jeg var med Moses.” Dette løfte gik i opfyldelse som forudsagt. “På den dag gjorde Herren Josua stor i hele Israels øjne, og de frygtede ham alle hans livs dage, som de havde frygtet Moses.”PP 248.2

    Denne åbenbarelse af Guds magt for Israels skyld skulle også tjene til at forøge den frygt, hvormed de omkringboende folk betragtede israelitterne, og derved berede vejen for dem, så at de kunne vinde en lettere og mere fuldstændig sejr.PP 248.3

    Da amoritternes og kanaanæernes konger fik at vide, at Gud havde holdt Jordans vande tilbage for Israels børn, blev deres hjerte grebet af frygt. Hebræerne havde allerede slået Midjans fem konger, amoritternes mægtige konge Sihon og Og af Basan, og nu, da de var gået over den brusende Jordanflod, mens den gik over sine bredder, blev de omkringboende folk slået med rædsel. Både kanaanæerne, hele Israel og Josua selv havde fået et umiskendeligt bevis på, at den levende Gud, Himmelens og Jordens Konge, var med sit folk, og at han ikke ville slippe eller forlade dem.PP 248.4

    Hebræerne opslog deres første lejr i Kanaan et lille stykke fra Jordan. Her omskar Josua israelitterne. “Mens Israelitterne lå i lejr i Gilgal, fejrede de påsken.” Omskærelsens anordning var ikke blevet praktiseret siden oprøret i Kadesj, og dette var en stadig påmindelse til Israel om, at deres pagt med Gud var blevet brudt, for omskærelsen var netop symbolet på denne pagt. Påsken, der var indstiftet til minde om deres udfrielse af Ægypten, var heller ikke blevet fejret. Årsagen hertil var Herrens mishag over, at folket ville vende tilbage til det land, hvor de havde været trælle. Men nu skulle Israel ikke være forstødt længere. Gud anerkendte dem endnu engang som sit folk, og pagtstegnet blev genindført. Alle de israelitter, der var blevet født i ørkenen, blev omskåret. Herren sagde til Josua: “I dag har jeg bortvæltet Ægyptens forsmædelse fra Eder,” og som en hentydning hertil blev deres lejrplads kaldt Gilgal, der betyder “bortvælte”.PP 248.5

    Hedenske nationer havde hånet Herren og hans folk, fordi hebræerne ikke havde taget Kanaan i besiddelse umiddelbart efter udgangen af Ægypten, som de havde ventet. Deres fjender glædede sig over, at Israel kom til at vandre i ørkenen så længe, og de sagde spottende, at hebræernes Gud ikke kunne føre dem ind i det forjættede land. Herren havde nu tydeligt åbenbaret sin magt og sin velvilje over for folket ved at bane vej gennem Jordan for dem, og deres fjender havde ikke længere grund til at spotte dem.PP 248.6

    Om aftenen den fjortende dag i måneden blev påsken fejret på Jerikos sletter. Dagen efter påsken spiste de af landets afgrøde, usyrede brød og ristet korn; selv samme dag hørte mannaen op, da de nu spiste af landets afgrøde; israelitterne fik ikke manna mer, men spiste det år af høsten i Kanaans land. Ørkenvandringens lange år var til ende. Israelitternes fødder betrådte endelig det forjættede land.PP 248.7

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents