Gud har også regler

Vort eneste ansvar
Som den øverste regent for universet har Gud forordne t love, som skal regere ikke alene alle levende væsener, men hele naturens gang. Alt, enten stor eller småt, levende og livløse ting, følger bestemte love, som ikke kan ignoreres. Der er ingen undtagelser til denne regel, for intet af det, den guddommelige hånd har skabt, er blevet glemt af det guddommelige sind. Men medens alt i naturen regeres af naturens love, er mennesket alene som et intelligent væsen, i stand til at forstå dens krav, og ansvarlig overfor den moralske lov. Mennesket alene, hans skabningers mesterværk, har Gud givet en samvittighed, som kan forstå den guddommelige lovs hellige krav, og et hjerte, som er i stand til at elske den som hellig, retfærdig og god; og af mennesket fordres der øjeblikkelig og fuldstændig lydighed. Og dog tvinger Gud det ikke til at adlyde; mennesket er en frit stillet, moralsk personlighed.VKK 52.1

Spørgsmålet om menneskets personlige ansvar forstås kun af få, og dog er det en sag af den allerstørste betydning. Det er muligt for enhver af os at adlyde og leve, eller vi kan også overtræde Guds lov, trodse hans autoritet og få en passende straf. Til hver eneste sjæl kommer spørgsmålet med kraft: “Skal jeg adlyde Himmelens stemme, de ti ord, som blev udtalt på Sinai, eller skal jeg følge mængden, som ned tramper denne flammende lov?” For dem, som elsker Gud, vil det være den største glæde at holde hans bud og gøre, hvad der behager ham. Men det naturlige hjerte hader Guds lov og kæmper imod dens hellige forordninger. Mennesker har lukket deres sjæle for det guddommelige lys og nægtet at vandre i det, når det skinner på dem. De ofrer hjertets renhed, Guds velvilje og deres håb om Himmelen ,for selvisk tilfredsstillelse eller verdslig vinding.VKK 53.1

Salmisten siger: “Herrens lover fuldkommen.” Sal. 19, 8. Hvor vidunderlig i dens enkelthed, dens alsidighed og fuldkommenhed er ikke Jehovas lov! Den er så kortfattet, at vi let kan huske hver forskrift udenad, og dog er den så vidtomspændende, at den udtrykker hele Guds vilje og har kendskab til ikke alene hjertets ydre handlinger, men dets tanker og hensigter, dets ønsker og sindsbevægelser. Det kan menneskelige love ikke gøre. De kan kun tage sig af de synlige handlinger. En mand kan være overtræder og alligevel være i stand til at skjule sine misgerninger for det menneskelige øje. Han kan være forbryder - tyv, morder eller ægteskabsbryder - men så længe han ikke er opdaget, kan loven ikke dømme ham skyldig. Guds lov lægger mærke til misundelse, skinsyge, hid, ondskab, hævngerrighed, begær og herskesyge, som strømmer gennem sjælen, men endnu ikke har fundet udtryk i ydre handling, fordi anledningen, men ikke viljen, manglede. Og disse syndige følelser vil blive taget i betragtning den dag, da Gud bringer hver gerning “for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt”. Præd. 12, 14.VKK 53.2

Lydighed bringer lykke
Guds lover ligetil og let forståelig. Der er mennesker, som praler af, at de kun tror, hvad de kan forstå, og som glemmer, at der er gåder i det menneskelige liv og Guds magts ytringsformer i naturens virken, gåder, som den dybeste filosofi og den mest omfattende forskning er ude af stand til at forklare. Men der er ikke noget gådefuldt i Guds lov. Alle kan forstå de store sandheder, som den giver udtryk for. Den svageste forstand kan forstå disse regler; den mest uvidende kan indordne sit liv og danne en karakter, som svarer til den guddommelige målestok. Hvis menneskene efter bedste evne ville adlyde denne lov, ville de få åndelig styrke og dømmekraft til at forstå mere af Guds hensigter og planer. Og denne hjælp ville være dem til gavn ikke alene i dette liv, men igennem evigheden, for hvor langt vi end kommer i at kende og forstå Guds visdom og kraft, vil der altid være en uendelighed forude.VKK 54.1

Den guddommelige lov kræver, at vi skal elske Gud over alt og vor næste som os selv. Uden at udøve denne kærlighed vil den højeste bekendelse være det bare hykleri. ...VKK 55.1

At adlyde loven er tvingende nødvendigt ikke blot for vor egen frelse, men for vor egen lykke og deres lykke, som vi er forbundet med. “Megen fred har de, der elsker din lov, og intet skal blive til anstød for dem, “Sal. 119, 165, siger Guds inspirerede ord. Og dog fremholder ufuldkomne mennesker denne hellige, retfærdige og gode lov, denne frihedens lov, som Skaberen selv har afpasset til menneskenes behov, som et trældomsåg, et åg, som intet menneske kan bære. Men det er synderen, som betragter loven som et tungt åg. Det er overtræderen, som ikke kan se noget smukt i dens forskrifter. Det er det kødelige sind, som ikke bøjer sig “under Gud lov, og det kan heller ikke gøre det.” Rom. 8, 7.VKK 55.2

Hinsides “Du må ikke”
Vi lever i en tidsalder med stor ondskab. Masser af mennesker er slave bundet af syndige skikke og onde vaner, og de lænker, som binder dem, er svære at bryde. Ondskab som en oversvømmelse fører verden bag lyset. Forbrydelser, som næsten er for frygtelige til at kunne nævnes, forekommer dagligt. Og alligevel er der mænd, som foregiver at være vægtere på Zions mure, som lærer, at loven var bestemt for jøderne alene og blev afskaffet, da de herlige forrettigheder viste sig, som begyndte den evangeliske tidsalder. Er der ikke en sammenhæng mellem den nuværende retsløshed og kriminalitet og det faktum, at præster og mennesker mener og lærer, at loven ikke længer har bindende virkning?VKK 56.1

Guds lovs fordømmende magt omfatter ikke alene de ting, vi gør, men også de ting, vi ikke gør. Vi kan ikke retfærdiggøre os selv, når vi undlader at gøre det, som Gud kræver. Vi skal ikke alene holde op med at gøre det onde, men vi må også lære at gøre det gode. Gud har givet os kræfter, som skal benyttes til gode gerninger, og hvis disse kræfter ikke bruges, vil vi ganske bestemt blive anbragt blandt de dårlige og dovne tjenere. Det er muligt, vi ikke har begået slemme synder; sådanne overtrædelser står måske ikke indskrevet imod os i Guds bog, men den kendsgerning, at vore gerninger ikke er indskrevet som rene, gode, ophøjede og ædle, og som viser, at vi ikke har forvaltet vore betroede talenter på bedste måde, sætter os under fordømmelse.VKK 56.2

Guds lov eksisterede, før mennesket blev skabt. Den var tilpasset hellige væseners betingelser; selv engle lod sig lede af den. Efter syndefaldet forblev retfærdighedens principper uforandrede. Intet blev taget bort fra loven, ikke en af de hellige forskrifter kunne forbedres. Og som loven har eksisteret lige fra begyndelsen, vil den fortsætte med at eksistere gennem evighedens endeløse tidsaldre. “For længst vandt jeg indsigt af dine vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.” Sal. 119, 152. Selected Messages, 1. bind, side 216-220.VKK 57.1