Sparsommelighed og selvfornægtelse.

Sparsommelighed er nødvendig i enhver afdeling af Herrens værk. Den naturlige tilbøjelighed hos unge i denne tid er at forsømme og foragte sparsommelighed og at forveksle den med gerrighed og smålighed. Men sparsommelighed er i overensstemmelse med de bredest anlagte og ædleste anskuelser og følelser; hvor den ikke bliver praktiseret, kan der ikke være nogen sand gavmildhed. Ingen bør tænke, at han er hævet over at skulle vænne sig til sparsommelighed og lære at tage vare på smulerne. Efter at Kristus havde udført et bemærkelsesværdigt under, sagde han: “Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet går til spilde.” Joh. 6, 12.KE 57.1

Ganske betydelige beløb kan gå med til hotelregninger, som aldeles ikke er nødvendige. Guds sag lå banebryderne i dette budskab så nær på hjerte, at de sjældent indtog et måltid på et hotel, selv om det kun kostede 25 cents for hver. Men unge mænd og kvinder er i almindelighed ikke oplært til at spare, og ødselhed følger ødselhed overalt. I nogle familier spildes der på syndig vis tilstrækkeligt til at underholde nok en familie, dersom en fornuftig økonomi blev gennemført. Hvis vore unge på rejser vil holde nøjagtigt regnskab med de penge, de giver ud, post for post, vil de få øjnene op for, hvor lækagerne findes. Medens det måske ikke er nødvendigt for dem at måtte undvære varm mad, således som de første arbejdere gjorde det i deres omvandrende liv, kan de godt lære at skaffe sig, hvad de virkelig har brug for, med mindre udgifter, end de nu anser for nødvendigt. Mange øver selvfornægtelse for at kunne yde midler til Guds sag; lad derfor dem, der arbejder i sagen, også øve selvfornægtelse ved at begrænse deres udgifter så vidt muligt. Det ville være godt for alle vore arbejdere at studere de valdensiske missionærers historie og at efterligne deres eksempel på opofrelse og selvfornægtelse.KE 57.2