De to tilbedere

Til nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre,” fortalte Jesus lignelsen om farisæeren og tolderen. Farisæeren går ikke op til templet for at bede, fordi han føler at han er en synder der trænger til tilgivelse, men fordi han mener om sig selv, at han er retfærdig, og håber på at blive rost. Han betragter sin gudsdyrkelse som en handling, der fortjener at han skal finde yndest hos Gud. Samtidig vil den skabe respekt for hans fromhed hos folket. Han håber at han vil vinde gunst både hos Gud og mennesker Hans gudsdyrkelse bliver tilskyndet af egenkærlige interesserKL 144.1

Han er optaget af selvros. Hans blik, hans gang, hans bøn viser det. Idet han går lidt bort fra de andre, som om han vil sige: “Bliv mig fra livet, rør mig ej ” for jeg er helligere end jer står han og beder “ved sig selv”. Han er fuldt ud tilfreds med sig selv og mener af Gud og mennesker betragter ham med den samme tilfredshed.KL 144.2

“Gud! Jeg takker dig,” siger han,” fordi jeg ikke er som de andre mennesker røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder” Han bedømmer ikke sin karakter efter Guds hellige karakter men efter andre menneskers karakter Hans tanker er vendt bort fra Gud og mod menneskene. Dette er hemmeligheden ved hans selvtilfredshed.KL 145.1

Han fortsætter med at opregne sine gode gerninger: “Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt.” Farisæerens religion berører ikke hjertet. Han søger ikke at blive Gud lig i karakter at have et kærligt og medlidende hjerte. Han er tilfreds med at have en religion, som kun berører det udvortes menneske. Hans retfærdighed er hans egen, frugten af hans egne gerninger bedømt efter menneskers målestok.KL 145.2

Enhver der stoler på sig selv og mener at han er retfærdig, vil foragte andre. Ligesom farisæeren bedømmer sig selv efter andre mennesker således vil han også bedømme andre efter sig selv Hans retfærdighed bliver målt efter deres, og jo værre de er jo retfærdigere synes han at være i sammenligning med dem. Hans selvretfærdighed fører til, at han anklager “Andre mennesker” fordømmer han som overtrædere af Guds lov. På denne måde åbenbarer han Satans, brødrenes anklagers ånd. Det er umuligt for ham at have samfund med Gud, når han har et sådant sind. Han går hjem uden at have modtaget Guds velsignelse.KL 145.3

Tolderen var gået til templet sammen med andre, der ville bede, men han fjernede sig snart fra dem, da han følte sig uværdig til at forene sig med dem, i deres andagt. Han stod langt borte og “ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst” i bitter smerte og afsky for sig selv Han følte, at han havde syndet mod Gud, at han var syndig og besmittet. Han kunne ikke engang forvente medlidenhed af dem, der stod omkring ham, for de betragtede ham med foragt. Han vidste, at han ikke havde nogen fortjenester der kunne tale til gunst for ham hos Gud, og i den største fortvivlelse råbte han: “Gud! Vær mig synder nådig!” Han sammenlignede ikke sig selv med andre. Overvældet af sin skyldfølelse stod han der som om han var alene med Gud. Det eneste, han ønskede, var at finde tilgivelse og fred, hans eneste håb var Guds nåde. Og han blev velsignet. “Jeg siger jer” sagde Kristus, “han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke.”KL 146.1

Farisæeren og tolderen repræsenterer to store klasser mennesker som man kan dele dem i, der kommer for at tilbede Gud. De første to findes i dø første to børn, der blev født i denne verden. Kain mente om sig selv, at han var retfærdig, og han bragte kun et takoffer til Gud. Han bekendte ikke sin synd og erkendte ikke, at han behøvede nåde og barmhjertighed. Men Abel bragte blodet, der viste hen til Guds lam. Han kom som en synder og bekendte, at han var fortabt; hans eneste håb var Guds kærlighed, som han ikke havde gjort sig fortjent til. Herren agtede på hans offer men han agtede ikke på Kain og hans offer Den allerførste betingelse for at vi kan blive antaget af Gud, er at vi forstår vort behov og erkender vor fattigdom og synd. “Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.”KL 146.2

For hver af de to klasser som farisæeren og tolderen fremstiller findes der et sidestykke i apostlen Peters liv. I den første tid som discipel følte Peter at han var stærk. Ligesom farisæeren var han ifølge sit eget omdømme “ikke ..... som de andre mennesker”. Da Kristus om aftenen, da han blev forrådt, advarede dem og sagde: “I skal alle forarges på mig,” svarede Peter tillidsfuldt: “Om så alle forarges, så vil jeg dog ikke.” Peter kendte ikke den fare, han var i. Selvtilliden vildledte ham. Han mente selv, at han var i stand til at modstå fristelser men nogle få timer senere kom prøven, og han fornægtede sin Herre med banden og sværgen.KL 147.1

Da hanens galen mindede ham om Jesu ord, vendte han sig og så på sin mester idet han var overrasket og forfærdet over det, som han lige havde gjort. I samme øjeblik så Jesus på Peter og ved at betragte det bedrøvede blik, som gav udtryk for Frelserens medlidenhed og hans kærlighed til ham, kom Peter til at forstå sig selv. Han gik ud og græd bitterligt. Det blik, som Jesus kastede på ham, fik hans hjerte til at briste. Peter var kommet til et vendepunkt, og han angrede bitterligt sin synd. Han var ligesom tolderen sønderknust og angergiven, og ligesom tolderen fandt han nåde. Kristi blik gav ham forvisningen om, at han havde fået tilgivelse.KL 147.2

Nu var hans selvtillid forsvundet. De pralende forsikringer blev aldrig mere gentaget.KL 148.1

Efter opstandelsen prøvede Kristus Peter tre gange. “Simon, Johannes søn, elsker du mig mere, end de andre gør?” spurgte Jesus. Peter ophøjede sig ikke over sine brødre denne gang. Han henvendte sig til den, der kunne læse hans hjerte “Herre” sagde han, “du kender alt, du ved, at jeg har dig kær”KL 148.2

Derpå modtog han sit store kald. Der blev givet ham en gerning, der var større og mere krævende end den, han hidtil havde haft. Kristus bad ham vogte fårene og lammene. Idet Kristus således overlod de mennesker i Peters varetægt, som Frelseren havde givet sit eget liv for gav han ham det stærkeste bevis på, at han havde tiltro til hans omvendelse. Den discipel, der engang havde været rastløs, pralende og sikker på sig selv, var blevet stilfærdig og angerfuld. Fra den tid af fulgte han sin Herre i selvfornægtelse og selvopofrelse. Han tog del i Kristi lidelser og når Kristus engang sidder på sin herligheds trone, vil Peter få del i hans herlighed.KL 148.3

Det onde, der førte til Peters fald, og som udelukkede farisæeren fra samfund med Gud, viser sig at være årsag til tusinders fald i dag. Der er ikke noget, der er mere anstødeligt for Gud eller farligt for mennesket end stolthed og indbildskhed. Af alle synder er den mest håbløse, den, der er vanskeligst at aflægge.KL 149.1

Peters fald skete ikke pludseligt, men gradvis. Selvtillid fik ham til at tro, at han var frelst, og skridt for skridt blev taget på vejen, der førte nedad, indtil han fornægtede sin mester Vi kan aldrig være sikre, når vi stoler på os selv, eller føle, at vi kan være trygge over for fristelser så længe vi er i denne verden. De, der antager Frelseren, burde aldrig oplæres til at sige og føle, at de er frelst, hvor oprigtig deres omvendelse end måtte være. Dette er vildledende. Alle bør lære at nære håb og tro, men selv når vi overgiver os til Kristus og ved, at han har antaget os, er vi ikke uden for fristelsernes rækkevidde. Guds ord siger: “Mange skal sigtes, renses og lutres.” Kun den, der holder ud i prøvelsen, vil modtage livets kroneKL 149.2

De, der antager Kristus og i deres første tillidsfuldhed siger: “Jeg er frelst ” står i fare for at stole på sig selv. De taber deres egen svaghed af syne og glemmer at de stadig behøver guddommelig kraft. De står uforberedte over for Satans snarer og når fristelserne kommer falder mange ligesom Peter i syndens dyb. Vi bliver påmindet: “Derfor skal den, der mener at stå tage sig i agt, at han ikke falder!” Vor eneste sikkerhed består i, at vi aldrig stoler på os selv, men forlader os på Kristus.KL 149.3

Det var nødvendigt for Peter at lære sine egne karaktermangler at kende, og at han behøvede Kristi styrke og nåde. Herren kunne ikke fri ham for fristelser men han kunne fri ham for nederlag. Dersom Peter havde været villig til at tage mod Jesu advarsel, ville han have været årvågen i bøn. Han ville have færdedes i frygt og bæven, for at han ikke skulle snuble. Og han ville have fået guddommelig hjælp, så at Satan ikke kunne have vundet sejren.KL 150.1

Det var på grund af indbildskhed, at Peter faldt, og det var ved anger og ydmygelse, at han atter fandt fodfæste. Enhver angergiven synder kan finde opmuntring ved at læse beretningen om Peters erfaring. Skønt han havde begået en alvorlig synd, blev han ikke forkastet. Kristi ord stod skrevet i hans sind: “Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe.” Da han led samvittighedskvaler fandt han håb i denne bøn og mindet om Jesu kærlige og medlidende blik. Efter opstandelsen huskede Jesus Peter og gav engelen budskabet til kvinderne: “Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter at han går forud for jer til Galilæa; der skal I se ham.” Peters anger blev antaget af Frelseren, der tilgiver synd.KL 150.2

Og den samme medlidenhed, som omfattede Peter for at redde ham, udvises mod hver eneste synder der er bukket under for fristelsen. Det er Satans særlige plan at få menneskene til at synde og derefter overlade dem hjælpeløse og skælvende, bange for at bede om tilgivelse. Men hvorfor skulle vi frygte, når Gud har sagt: “Man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig.” Der er truffet forholdsregler for alle vore skrøbeligheder og vi opmuntres på utallige måder til at komme til Kristus.KL 151.1

Kristus ofrede sit brudte legeme for at løskøbe Guds arv, for at give mennesket endnu en anledning. “Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever så han kan gå i forbøn for dem.” Ved sit pletfrie liv ved sin lydighed og ved sin død på Golgatas kors gik Kristus i forbøn for den fortabte menneskehed. Og nu går vor frelses ophavsmand ikke i forbøn for os som en, der blot ansøger om noget, men som en sejrherre, der henviser til sin sejr Hans offer er helt og fuldt, og som vor forbeder udøver han den gerning, som han selv har påtaget sig, idet han for Gud frembærer røgelseskarret med sine egne lydefri fortjenester og sit folks bønner bekendelser og taksigelser Fyldt med vellugten af hans retfærdighed stiger de op til Gud som en sød duft. Offeret er fuldt og helt antageligt, og tilgivelse skjuler alle overtrædelserKL 151.2

Kristus har lovet, at han vil være vor stedfortræder og gå i borgen for os, og han svigter ingen. Han, som ikke kunne tåle at se menneskene gå deres evige undergang i møde uden at udtømme sin sjæl til døden for deres skyld, vil have medynk og medlidenhed med enhver der bliver klar over at han ikke kan frelse sig selv.KL 152.1

Han vil ikke betragte nogen skælvende og ydmygt bedende uden at løfte ham op. Han, som ved sin egen forsoning skaffede mennesket en uendelig rigdom af åndelig kraft, vil ikke undlade at benytte denne kraft til vort bedste. Vi kan bringe vore synder og sorger til ham, for han elsker os. Hans kærlige blik og venlige ord opmuntrer os til at stole på ham. Han vil forme og danne, vor karakter i overensstemmelse med sin vilje.KL 152.2

I hele Satans hær findes der ingen magt, der kan besejre en eneste, som i barnlig tillid overlader sig til Kristus. “Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke.”KL 152.3

“Hvis vi bekender vore synder er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.” Herren siger: “Vedgå din uret, at du forbrød dig mod Herren din Gud.” “Da stænker jeg rent vand på eder så I bliver rene; jeg renser eder fra al eders urenhed og alle eders afgudsbilleder”KL 152.4

Men vi må have en klar forståelse af vor egen tilstand, en forståelse, der vil lede til anger før vi kan finde tilgivelse og fred. Farisæeren følte ingen syndeskyld. Helligånden kunne ikke påvirke ham. Han var omgivet af selvretfærdighedens panser som Guds pile, der blev styret og ledet af englehænder ikke kunne gennemtrænge. Det er kunden, der selv er klar over at han er en synder som Kristus kan frelse. Han kom for at udråbe for fanger at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed”. “Men “de raske har ikke brug for læge, men de syge” ” Vi må kende vor virkelige tilstand, ellers vil vi ikke føle, at vi behøver Kristi hjælp. Vi må forstå den fare, vi er i, ellers vil vi ikke søge ly Vi må føle smerten i vore sår ellers vil vi ikke ønske at finde lægedom.KL 153.1

Herren siger: “Fordi du siger: Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.” Guldet, som er lutret i ild, er troen, der er virksom i kærlighed. Det er det eneste, der kan bringe os i overensstemmelse med Guds vilje. Vi kan være virksomme, vi kan udføre meget arbejde, men hvis ikke vi har kærlighed, en sådan kærlighed, som Kristus havde, vil vi aldrig blive regnet med til den himmelske familie.KL 153.2

Intet menneske vil af sig selv kunne forstå sine fejlgreb. “Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?” Læberne kan give udtryk for en åndelig fattigdom, som hjertet ikke vil erkende. Medens man taler til Gud om at være fattig i ånden, kan man inderst inde være optaget af tanken om,sin egen enestående ydmyghed og ophøjede retfærdighed. Et sandt kendskab til selvet kan kun opnås på én måde. Vi må betragte Kristus. Det er uvidenhed med hensyn til ham, der får menneskene til at være så store og selvretfærdige i deres egne tanker Når vi tænker på hans renhed og godhed, vil vi komme til at se vor egen svaghed og fattigdom og alle vore mangler som de virkelig er Vi vil se os selv som fortabte og uden håb, klædt i selvretfærdighedens klædebon, ligesom alle andre syndere. Vi vil da se, at hvis vi nogen sinde skal blive frelst, vil det ikke ske på grund af vor egen godhed, men formedelst Guds uendelig store nåde.KL 154.1

Tolderens bøn blev hørt, fordi den viste, at han var klar over sin afhængighed af Gud, og at han ønskede at gribe den Almægtiges hånd. For tolderen var selvet intet andet end skam og vanære. Sådan må det også være for alle, der søger Gud. I tro, den tro, som sætter al selvtillid til side må den, der føler sin trang, bede og tage imod guddommelig kraft.KL 154.2

Der er ingen ydre vedtægter der kan træde i stedet for enfoldig tro og en fuldstændig tilsidesættelse af selvet. Men intet menneske kan af sig selv sætte selvet til side. Vi kan kun indvillige i, at Kristus får lov til at gøre det for os. Da vil vi af hele vort hjerte kunne sige: “Herre, tag mit hjerte, for jeg kan ikke give det. Det er din ejendom. Bevar det rent, for jeg kan ikke bevare det rent for dig. Frels mig til trods for mig selv, thi jeg er svag og har ikke Kristi karakter Dan mig, form mig, løft mig op på et renere og helligere plan, hvor din kærlighedsfylde kan gennemstrømme min sjæl.”KL 155.1

Det er ikke blot ved begyndelsen af kristenlivet, at denne overgivelse af selvet skal finde sted. Den må gentages ved hvert skridt fremad på vejen mod Himmelen. Alle vore gode gerninger er afhængige af en kraft, som vi ikke selv ejer Derfor er det nødvendigt, at vi altid har vort hjerte opladt for Gud, at vi stadig alvorligt og sønderknust bekender vore synder og ydmyger os for ham. Vi kan kun vandre sikkert frem, når vi hele tiden fornægter selvet og forlader os på Kristus.KL 155.2

Jo nærmere vi kommer Jesus, og jo tydeligere vi ser hans rene karakter des bedre vil vi fatte syndens overmåde syndighed, og des mindre vil vi have lyst til at rose os selv. De, som Himmelen betragter som hellige, er de sidste, der ønsker at stille deres egen godhed til skue. Apostlen Peter blev en trofast Herrens tjener og han fik tildelt meget af Guds lys og kraft; han tog aktivt del i opbyggelsen af Kristi menighed, men han glemte aldrig den frygtelige erfaring, han havde, da han blev ydmyget. Hans synd blev tilgivet, men han vidste alt for godt, at det kun var Kristi nåde, der kunne formå noget over for den karaktersvaghed, der havde v@ret årsag til hans fald. Han fandt ikke noget hos sig selv, som han kunne rose sig af.KL 155.3

Der var aldrig nogen af apostlene eller profeterne, der hævdede, at de var uden synd. Mænd, der har levet meget nær Gud, mænd, der ville sætte livet til hellere end at begå en urigtig handling med vilje, mænd, som Gud havde tildelt sin guddommelige kraft og styrke, har indrømmet deres egen naturs syndighed. De har ikke sat nogen lid til kødet, de har ikke fremholdt nogen retfærdighed, som de selv sad inde med, men har stolet helt og fuldt på Kristi retfærdighed. Således vil det være med alle, der betragter Kristus.KL 156.1

Ved hvert skridt fremad i vor kristne erfaring vil vor anger blive større. Det er til dem, som Herren har til givet, til dem, som han antager som sit folk, at han siger: “Da skal I ihukomme eders onde veje og eders gerninger som ikke var gode, og ledes ved eder selv over eders misgerninger og vederstyggeligheder” Atter siger han: “Jeg opretter min pagt med dig, og du skal kende, at jeg er Herren, for at du skal komme det i hu med skam og ikke mere kunne åbne din mund, fordi du blues, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort, lyder det fra den Herre Herren. “Vore læber vil da ikke benyttes til at rose os selv. Vi vil erkende, at vor brugbarhed er afhængig af Kristus alene. Vi vil gøre apostelens bekendelse til vor: “Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt.” “Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herre Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden.”KL 156.2

Befalingen om, at I skal “arbejde på jeres frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske” er i harmoni med denne erfaring. Gud byder dig ikke at frygte, at han ikke vil opfylde sine løfter at hans tålmodighed vil blive svækket, eller at hans medfølelse vil blive mindre. Men frygt for at din vilje ikke vil være underlagt Kristi vilje, at dine nedarvede og tilegnede karaktertræk vil blive de rådende i dit liv. “Thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.” Frygt for at selvet skal stille sig hindrende i vejen for den Almægtiges påvirkning. Frygt for at din egen vilje skal ødelægge den store gerning, som, Gud ønsker at fuldføre gennem dig. Frygt for at stole på din egen kraft, frygt for at tage din hånd ud af Kristi hånd og prøve at vandre på vejen gennem livet uden at have ham med dig hele tiden.KL 157.1

Vi bør holde os borte fra alt, hvad der kan fremme stolthed og indbildskhed; derfor bør vi være forsigtige med at give eller modtage smiger eller ros. Det er Satans gerning at smigre. Han benytter sig af smiger ligesåvel som anklage og fordømmelse. På denne måde søger han at ødelægge mennesket. De, der roser mennesker benyttes af Satan som hans tjenere. Kristi medarbejdere bør afvise ethvert rosende ord. Selvet må lades ude af betragtning. Det er Kristus alene, som bør ophøjes. Vi bør lede alles opmærksomhed hen til “ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod” ” og alles hjerter bør prise ham.KL 157.2

Den, der lever livet i Herrens frygt, vil ikke leve livet i sorg og mørke. Det er når Kristus ikke er med, at ansigtet er bedrøvet og livet en sukkenes pilgrimsfærd. De, der er optaget af selvtilfredshed og egenkærlighed, føler intet behov for en levende, personlig forbindelse med Kristus. Det hjerte, der ikke er faldet på Klippen, er stolt af sin egen fuldkommenhed. Mennesker ønsker en ophøjet religion. De ønsker at vandre på en vej, der er bred nok til at rumme deres egne egenskaber Deres egenkærlighed, deres kærlighed til popularitet og ros lukker Kristus ude af deres hjerter og uden ham bliver der mørke og sorg. Men det er en glædens kilde at have Kristus boende i hjertet. Selve grundtonen i Guds ord er glæde for alle dem, der tager imod ham.KL 158.1

Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er Hellig: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.”KL 158.2

Det var da Moses stod skjult i klippehulen, at han så Guds herlighed. Det er når vi skjuler os i klippen Kristus, at han vil dække os med sine egne gennemstungne hænder og vi vil høre, hvad Herren siger til sine tjenere. Ligesom Gud åbenbarede sig for Moses, vil han åbenbare sig for os som “barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder som tilgiver brøde, overtrædelse og synd”.KL 159.1

Forløsningsværket indebærer så meget, som det er vanskeligt for mennesket at danne sig en mening om. “Hvad intet øje har set og intet øre har hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.” Når synderen drages af Kristi kraft, nærmer sig korset og kaster sig ned ved dets fod, sker der en nyskabning. Han får et nyt hjerte. Han bliver en ny skabning i Kristus. Hellighed kræver ikke mere. Gud selv “retfærdiggør den, som har tro på Jesus”. “Og dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort.” Om end skammen og fornedrelsen gennem synden er stor vil dog æren og ophøjelsen gennem den forløsende kærlighed være større. De mennesker der stræber efter at blive dannet efter det guddommelige billede, vil få tildelt himmelske skatte og blive stillet endnu højere end englene, der aldrig er faldet i synd.KL 159.2

“Så siger Herren, Israels genløser dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af folk ..... Konger skal se det og rejse sig, fyrster skal kaste sig ned for Herrens skyld, den trofaste, Israels Hellige der udvælger dig.”KL 160.1

“Thi enhver som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.”KL 160.2