En lærdom af Kristi missionsgerning

En lærdom af Kristi missionsgerning.

Ved en anledning, da Kristus var beskæftiget med at undervise og helbrede, sagde en i folkeskaren til ham: “Mester! sig til min broder, at han skal skifte arven med mig!” Luk 12,13.VM9 216.4

Denne mand havde lagt mærke til Kristi forunderlige gerninger. Han var forbavset over hans klare tankegang, hans overlegne dømmekraft og den ærlighed, hvormed han behandlede alle de sager, som blev ført frem for ham. Han hørte Kristi kraftige taler, hans alvorlige fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne. Dersom sådanne myndige ord kunne blive talt til broderen, da ville han ikke vove at nægte den krænkede mand hans del. Han forsøgte at få Kristus på sin side. “Sig til min broder,” sagde han, “at han skal skifte arven med mig.”VM9 216.5

Helligånden påvirkede denne mand til at sikre sig den arv, som er uforgængelig, ubesmittet og uvisnelig. Han havde været vidne til udfoldelsen af Kristi magt. Nu fik han anledning til at tale med den store Mester, at udtrykke sit hjertes højeste tragten. Men han lignede manden med møggrebet i Bunyans Allegori — han fæstede sine øjne på jorden. Han så ikke kronen, som svævede over hans hoved. Som troldkarlen Simon betragtede han Guds gave som et middel til at tilegne sig jordiske skatte.VM9 217.1

Frelserens gerning på jorden var snart omme. Han havde kun nogle få måneder igen til at fuldføre det værk, han var kommet for at udføre under oprettelsen af sit nådesrige på jorden. Dog søgte menneskelig grådighed at lede ham bort fra hans gerning og bevæge ham til at optage forhandlinger vedrørende et jordegods. Men ingen kunne formå Jesus til at opgive sin mission. Han sagde til manden: “Menneske! hvem har sat mig til dommer eller skrifter over eder?” Luk 12,14.VM9 217.2

Kristus lod manden tydelig forstå, at dette ikke var hans gerning. Hans opgave bestod i at frelse sjæle. Han ville ikke opgive denne virksomhed og blive en borgerlig politidommer.VM9 217.3

Er det ikke ofte tilfældet den dag i dag, at Guds folk er nød til at gøre det, som aldrig burde have plads i den evangeliske missionsgerning?VM9 217.4

Atter og atter blev Kristus anmodet om at afgøre juridiske og politiske stridigheder. Men han nægtede at have noget med borgerlige sager at gøre. Han vidste alt for godt, at uretvished og hensynsløst tyranni rådede i politiske kredse. Men han blotstillede denne tilstand i verden ene og alene ved forkyndelsen af bibelens sandheder. han oplyste de store skarer, som fulgte ham, om Guds lovs rene og hellige grundsætninger og de velsignelser, menneskene kan nyde ved at indrette sig efter dens krav. Med fuldmagt fra oven indskærpede han vigtigheden af at vise retfærdighed og barmhjertighed. Men han indlod sig ikke på personlige stridigheder.VM9 218.1

Som menneske stod Kristus som hoved for det store åndelige rige, han kom til verden for at grundlægge, retfærdighedens rige. i sin undervisning fremstillede han tydelig de forædlende og helliggørende grundsætninger, som dette rige styres af. Han påviste, at retfærdighed, barmhjertighed og kærlighed er de rådende principper i Jehovas Kongedømme.VM9 218.2