En opmuntrende erfaring

En opmuntrende erfaring

Jeg tilbragte eftermiddagen den 2.marts i rådslagning med broder og søster S.N. Haskell. Vi talte om arbejdet i Oakland og deres planer om at rejse østpå for at tilbringe nogen tid i South Lancaster. Efter denne sammenkomst var jeg træt og gik tidligt til ro. Jeg led af reumatisme i venstre side og kunne ikke finde hvile på grund af smerten. Jeg vendte mig fra side til side, idet jeg prøvede at finde lindring for lidelsen. Det gjorde ondt i hjertet, hvilket ikke var noget godt varsel for mig. Endelig faldt jeg i søvn.VM9 65.3

Omkring klokken halv ti forsøgte jeg at vende mig og da jeg gjorde dette, opdagede jeg, at mit legeme var fuldstændig fri for smerte. Medens jeg vendte mig fra side til side og bevægede mine hænder erfarede jeg en usædvanlig frihed og lethed, som jeg ikke kan beskrive. Rummet var fyldt med lys det mest vidunderlige milde himmelblå lys og det forekom mig, som om jeg var i himmelske væseners arme.VM9 65.4

Dette ejendommelige lys havde jeg før oplevet i perioder med særlig velsignelse, men denne gang var det tydeligere og gjorde et dybere indtryk og jeg følte en sådan fred, en fred så fuld og rig, at det ikke kan udtrykkes med ord. Jeg satte mig op og så, at jeg var omgivet af en lysende sky, der var hvid som sne og havde et mørkt rosa farveskær i kanten. Den blideste, herligste musik fyldte luften og jeg genkendte musikken som englesang. Da sagde en stemme til mig: “Frygt ikke, jeg er din Frelser. Hellige engle omgiver dig.”VM9 66.1

“Da er dette himmelen,” sagde jeg, “og nu kan jeg hvile. Jeg skal ikke bringe flere budskaber eller tåle flere forkerte fremstillinger. Nu bliver alt let og jeg skal have fred og hvile. Oh, hvilken usigelig fred der fylder min sjæl! Er dette virkelig himmelen? Er jeg et af Guds små børn og skal jeg altid eje denne fred?”VM9 66.2

Stemmen svarede: “Det arbejde er endnu ikke fuldført.”VM9 66.3

Atter faldt jeg i søvn og da jeg vågnede, hørte jeg musik og jeg ønskede at synge. Nogen gik forbi min dør og jeg tænkte på om vedkommende så lyset. Efter nogen tids forløb svandt lyset, men freden blev tilbage.VM9 66.4

Lidt senere faldt jeg i søvn igen. Denne gang syntes jeg, at jeg var i et rådsmøde, hvor vort arbejde med bøgerne blev drøftet. Flere af vore brødre var til stede. Lederne i vort arbejde, ældste Haskell og hans hustru rådførte sig der med hverandre og med brødrene om udbredelsen af vore bøger, traktater og blade.VM9 66.5

Ældste Haskell fremførte stærke grunde til, hvorfor de bøger, der indeholdt den kundskab, der var blevet givet til søster White, — bøger der indeholdt det særlige budskab, som skal forkyndes for verden i denne tid — burde blive mere frit udbredt. “Hvorfor,” spurgte han, “sætter vort folk ikke større pris på de bøger, der har det guddommelige præg og lader dem få en større udbredelse? Hvorfor gøres der ikke noget specielt for de bøger, der indeholder advarslerne angående Satans virksomhed? Hvorfor gør vi os ikke større anstrengelser for at udbrede de bøger, der klargør Satans planer for at modarbejde Guds værk, afslører hans hensigt og udpeger hans bedrag? De moralske onder ved hans bedrag må fjernes ved at åbne menneskenes øjne, så de kan erkende forholdene og farerne i vor tid og gøre sig flittige anstrengelser for at gribe troen på Kristus og hans retfærdighed.”VM9 67.1

Et sendebud fra himlen stod midt iblandt os og talte advarende og belærende ord. Han fik os til klart at forstå, at evangeliet om riget, som verden må have for ikke at forgå, samt det budskab, der findes i vore allerede udgivne skrifter og i dem, der vil følge, bør udbredes blandt folk nær og fjern. Vejl f menigh bd 3 side279-281]VM9 67.2