Gå fremad
Gå fremad
Det skal ikke altid betragtes som det klogeste ikke at påbegynde noget, før man har alle penge til at fuldføre det. Når Herren opbygger sit værk, gør han ikke altid alle ting klart for sine tjenere. Somme tider prøver han deres tillid ved at lade dem gå frem i tro. Ofte bringer han dem i vanskelige og prøvede omstændigheder og byder dem at gå fremad i tro, når deres fødder synes at røre det Røde Havs vande. Det er i sådanne tilfælde, når hans tjenere beder til ham i alvorlig tro, at han åbner en vej for dem.VM9 271.1
Herren ønsker, at hans folk i disse dage skal tro på, at han vil gøre store ting for dem, ligesom han gjorde for Israels børn på deres rejse fra Ægypten til Kana'an. Vor tro må være grundfæstet, så vi ikke tøver med at følge hans anvisninger under de vanskeligste forhold. “Gå fremad” er Guds befaling til sit folk.VM9 271.2
Tro og glad lydighed er nødvendige for at bringe Herrens planer til udførelse. Når han påpeger nødvendigheden af at begynde et arbejde på steder, hvor det vil øve indflydelse, da må folket vandre frem i virke i tro. Ved Gudsfrygt, ved deres ydmyghed, deres bønner og alvorlige indsats skulle de stræbe efter at få mennesker til at værdsætte det gode arbejde som Herren har påbegyndt hos dem. Det var Herrens hensigt, at Loma Linda Sanatorium skulle blive vort folks ejendom og dette gennemførte han på et tidspunkt, da vanskelighedernes floder gik over deres bredder.VM9 271.3
Det er en ting at arbejde for personlige interesser og fordele. Der kan man følge sine egne planer og vurderinger, men ved udførelsen af Herrens værk er det en fuldstændig anden sag. Når han viser, at en bestemt ejendom skal sikres for opbyggelsen af hans værk, hvad enten det er for et sanatorium, for en skole, eller for en anden gren af hans værk, da vil han gøre gennemførelsen mulig, dersom de, der har erfaring, vil vise deres tro og tillid til hans hensigter og vil handle omgående for at sikre sig de fordele, han viser. Mens vi ikke skal søge at tiltvinge os nogen ejendom fra noget menneske, skal vi altid være vågne for de muligheder, der byder sig og tage dette med, når vi lægger planer for værkets opbygning. Når vi så har gjort dette, skal vi sætte alle kræfter ind på at sikre Guds folks offergaver til støtte for disse nye foretagender.VM9 272.1
Herren ser ofte, at hans arbejdere er i tvivl om, hvad de skal gøre. Hvis de da vil sætte deres tillid til ham, da vil han åbenbare dem sin vilje. Guds værk skal nu gå fremad og hvis hans folk vil adlyde hans kald, da vil han påvirke ejendomsbesidderne til at skænke af deres midler og derved gøre det muligt, at hans værk bliver udført på jorden. “Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.” Hebr. 11,1. Tro på Guds ord vil sætte hans folk i besiddelse af ejendomme, der vil sætte dem i stand til at arbejde i de store byder, som venter på sandhedens budskab.VM9 272.2
Den kolde, formelle og vantro måde, hvorpå nogle arbejdere udfører deres gerning, er en dyb fornærmelse imod Guds Ånd. Apostlen Paulus siger: “Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, mens I holder fast ved livets ord og derved skaffer mig den ros på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ejheller slidt forgæves. Ja, om end mit ord skal udgydes som drikoffer, mens jeg frembærer jeres tro og bringer dem som et offer, så glæder jeg mig dog og glæder mig med jer alle.” Fil. 2,14-17VM9 273.1
Vi bør opmuntre hverandre i den levende tro, som Kristus har gjort det muligt for alle troende at have. Arbejdet må føres fremad, efter som Herren bereder vejen. Når han fører sit folk ind i vanskelige situationer, da er det deres forret at samles til bøn og mindes, at alle ting kommer fra Gud. De, som endnu ikke har fået del i de prøvende erfaringer, der følger værket i disse dage, vil snart komme ud for sådanne forhold, som på det alvorligste vil prøve deres tillid til Gud. Det er, når hans folk ikke ser nogen udvej, når det Røde Hav er foran dem og den forfølgende hør er bag dem, at Herren befaler: “Gå fremad!” På denne måde prøver han deres tro. Når sådanne erfaringer møder dig, skal du gå fremad, idet du stoler på Kristus. Gå skridt for skirdt på den vej, som han viser. Prøvelser vil komme, men gå fremad. Dette vil give en erfaring, som vil styrke din tro på Gud og gøre dig skikket for sand tjeneste.VM9 273.2