3 Åbenbaring 3

Sardes
“Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det,” Her gives en advarsel om en tid, hvor vildfarelser ville snige sig ind som en tyv og stjæle Guds folks tro — hvor de måtte våge flittigt og stadig være på vagt overfor fjendens bedrag.TOAA 20.1

Mange i Sardes var blevet omvendt ved apostlenes vidnesbyrd. Man havde modtaget sandheden som et strålende lys. Men nogle havde glemt, på hvilken vidunderlig måde de havde modtaget sandheden, og Jesus fandt det nødvendigt at Irettesætte dem.TOAA 20.2

En efter en var de gamle pionerer faldet bort, og nogle var blevet trætte af at høre de samme sandheder atter og atter. De ønskede nye læresætninger, som passede del)l bedre. De mente, at de behøvede en vidunderlig forandring — og i deres åndelige blindhed begreb de ikke at deres fordrejede opfattelser ville udslette deres første erfaringer.TOAA 20.3

Men Jesus så, hvordan dette ville ende. Gennem Johannes sendte han denne advarsel: “Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det og omvend dig. Hvis du Ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv.” Åb 3,3 (7BC 958)TOAA 20.4

Den som sejrer.
“Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil. Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder; og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.” Åb. 3,4.5. Dette er den belønning, som vil blive givet til dem, der har opnået en ren og pletfri karakter og holdt fast ved deres tro. Jesus Kristus vil bekende deres navne for Faderen og for hans engle. De har været loyale og trofaste. De har levet og undervist sandheden, uanset om de blev rost eller dadle!. (7BC960) .TOAA 20.5

Gud kalder denne menighed til at omvende sig. De har ord for at være levende kristne, men deres gerninger er blottet for Jesu kærlighed. Ak, hvor mange er ikke faldet, fordi de troede på deres bekendelse! Hvor mange vil ikke gå fortabt, fordi deres anstrengelser går ud på at bevare et navn! Den, som har ord for at være en fremgangsrig evangelist, en dygtig prædikant, en bønnens mand, en troens mand står i den største fare for at lide skibbrud på sin tro, når han møder de små prøver, som Gud tillader at komme på hans vej. Ofte vil hans anstrengelser gå ud på at værne om hans omdømme.TOAA 21.1

Den, der lever i frygt for, at andre ikke skal forstå, hvor værdifuld han er, mister ham af syne, som alene kan gøre os værdige til at ophøje Gud. Lad os være trofaste husholdere og se bort fra os selv — hen til Kristus. Så vil der slet ingen vanskeligheder være. Ligegyldigt hvor udmærket et arbejde kan synes at være, er det værdiløst, hvis det ikke er udført i Jesu kærlighed. Et menneske kan udføre alle mulige religiøse gøremål, men hvis Kristus ikke er kernen i det alt sammen, arbejder dette menneske kun for at ophøje sig selv. (7BC 958)TOAA 21.2

Du kan udvise stor nidkærhed i missionsarbejde, og alligevel er det intet værd i Guds øjne, hvis det er fordærvet af selviskhed; det er et besmittet offer. Hvis Jesus ikke bor i sjælens tempel, så hjertet er gennemsyret af hans guddommelige egenskaber, vil menneskelige anstrengelser, når de vejes på Himmelens vægt, bliv fundet for lette. Jesu kærlighed gør et menneske rigt. Men mange forstår ikke, hvad denne kærlighed er værd. De forstår ikke, at den ånd, de sætter så højt, er helt blottet for Jesu sagtmodighed og ydmyghed, som kunne gøre dem til lysbærere.(7BC 961) .TOAA 21.3

Filadelfia
Se, jeg har stillet dig foran en åben dør.” Åb. 3,8.TOAA 22.1

Bliv ved med at tænke på den åbne dør, som Jesus har sat dig foran — og som intet menneske kan lukke. Gud vil lukke døren for alt ondt, hvis du vil give ham mulighed for det. “Når fjenden bruser frem som en flod, skal Herrens Ånd rejse et banner imod ham foran dig.” Es. 59.19.engelsk oversættelse.(RH 16. april 1889)TOAA 22.2

Jesus døde for dem, for at de kunne tage imod livets gave. Han åbnede en vej for dem, så de ved hans fortjeneste kunne holde Guds lov. Jesus siger: “Jeg kender dine gerninger. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke.” Mennesker arbejder ihærdigt på at lukke denne dør; men det er dem umuligt. “Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel. Åb. 11,19 I arken under nådestolen var de to stentavler, som indeholdt Jehovas lov. Guds trofaste vidner så det lys, som skinnede fra loven og skulle gives til verden. Satan er ivrigt optaget af at lukke døren for dette lys — men Jesus siger, at intet menneske formår at lukke den. Mennesker vil vende sig bort fra lyset, fordømme og foragte det, men det vil vedblive at skinne klart for at opmuntre og velsigne alle, som vil se det. (RH 25. aug. 1895)TOAA 22.3

Jesus venter på at udføre et stort værk for os, og hele Himmelen er interesseret i vor frelse.TOAA 22.4

Vor Forløser vidner: “Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke.” Gennem denne åbne dør kan vi se den kongelige lov i pagtens ark i Guds tempel. Gennem denne åbne dør skinner lyset fra den hellige, retfærdige og gode lov. Den viser mennesket, hvori sand retfærdighed består, så det ikke skal begå nogen fejl i opbyggelsen af en karakter, der kan bestå for Gud. Loven fordømmer synden — vi må renses fra synd. Stolthed og egennytte kan ikke bo i vort hjerte uden at fortrænge ham, som var sagtmodig og ydmyg af hjertet.TOAA 22.5

En åben dør er sat foran os, og hele Satans hær anført af den største modstander af retfærdighed, magter ikke at lukke den Hvorfor vakler vi så af sted uden lys? Hvorfor klager vi over skyer og mørke, når nådedøren står åben, og Jesus er optaget af et særligt værk for os? Han er en forsorg for os og bringer vore navne frem for Faderen. Han venter på at vise nåde han siger: “Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.” Åb. 3,20. Og så kommer den nådige forsikring: “Den, som sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone. Vers 21. (RH 24. nov. 1885)TOAA 22.6

Vi er ikke kaldet til at tilbede Gud på samme måde som tidligere. Gud kræver en højere form fortjeneste, end vi hidtil har ydet. Han kræver en bedre tjeneste end nogen sinde før. Han vil, at vi skal opnå flere af Himmelens gaver. Han. har stillet os over for opgaver, som kræver mere end nogen sinde før. Den sovende menighed må vækkes op af sin åndelige dvale, så den indser, hvilke vigtige pligter, den har forsømt. Menigheden er ikke gået ind på det hellige sted, hvor Jesus beder om forløsning for sine børn. Vi behøver Helligåndens vejledning for at fatte sandheden for vor tid. Men der er åndelig tørke i menighederne, og vi har vænnet os .til alt for let at være tilfredse med vort forhold til Gud. Vi siger, at Vi er rige og ikke mangler noget, mens vi er fattige, elendige, blinde og nøgne. (RH 25. febr. 1890)TOAA 23.1

Det er dit privilegium at opleve fuldstændig frelse ved Kristus. Jesus er dit eneste håb. Du må gå ind i det allerhelligste ved Jesu blod. (RH 15. maj 1892)TOAA 23.2

Laodikea
Hvis budskabet til Laodikea virkelig blev modtaget, ville det resultere i en pinsevækkelse. En middag sad jeg og skrev om, hvilket værk der ville være blevet udført ved sidste generalkonference, hvis de ledende brødre havde fulgt Guds vilje. De, som har fået meget lys, har ikke vandret i lyset. Mødet blev holdt, uden at bruddet skete. Ingen ydmygede sig for Gud som de burde have gjort — og derfor modtog de ikke Helligånden.TOAA 23.3

Dertil var jeg kommet, da jeg mistede bevidstheden. Jeg syntes, at jeg overværede en scene i Battle Creek.TOAA 24.1

Vi var samlet i kirken. Der blev holdt bøn og sunget, og der blev atter holdt bøn. Alvorlige bønner opsteg til Gud. Og Guds Ånd var til stede. Den virkede på hjerterne, og nogle græd højt.TOAA 24.2

En rejste sig og bekendte, at han ikke havde følt sig knyttet til eller næret kærlighed til bestemte mennesker, men nu så han sig selv som han var. Med stor. højtidelighed gentog han budskabet til menigheden i Laodikea: “Fordi du siger: Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget. Og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.” I min selvtilstrækkelighed følte jeg netop sådan, sagde han. Jeg forstår nu, at dette er min tilstand — mine øjne er blevet åbnet. Jeg har næret en hård og uretfærdig ånd. Jeg troede, at jeg var retfærdig, men mit hjerte er blevet knust, og jeg ser mit store behov for de dyrebare råd, som kommer fra ham, der kender mig ud og ind. Hvor nådefulde er ikke disse ord: “Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med så du kan se.” (Åb. 3, 17-18)TOAA 24.3

Den talende vendte sig til dem, som havde holdt bøn og sagde: “Der er noget ,vi bør gøre. Vi må bekende vore synder og ydmyge vore hjerter for Herren.” Han bekendte angergivent og gik så hen til flere af brødrene, rakte sin hånd ud imod hver enkelt og bad om tilgivelse. De, han henvendte sig til, sprang op, bekendte deres fejl og bad om tilgivelse. Derefter faldt de grædende hinanden om halsen. En bekendelsens ånd spredte sig til hele forsamlingen. Det var virkelig pinsefestens ånd. Lovsange opsteg til Himmelen, og hele natten vedblev det vidunderlige værk.TOAA 24.4

De følgende ord blev ofte gentaget meget klart: “Alle dem, Jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.” Vers 19 og 20.TOAA 24.5

Ingen syntes at være for stolt til at bekende af hjertet — og de, som gik forrest hermed, var mennesker, som havde indflydelse, men som ikke tidligere havde haft mod til at bekende deres synder. En stor glæde fyldte alles hjerter.TOAA 25.1

Derefter kom jeg atter til bevidsthed, og først var jeg ikke klar over, hvor jeg befandt mig. Jeg holdt stadig pennen i min hånd. Og en stemme sagde til mig: “Dette kunne være sket. Alt dette ventede Herren på at gøre for sit folk. Hele Himmelen ønskede det så inderligt. Og jeg tænkte på, hvordan alt nu kunne have været, hvis et grundigt arbejde var blevet udført ved den sidste generalkonferense. En frygtelig skuffelse fyldte mit hjerte, da det gik op for mig, at det, jeg havde været vidne til, ikke var virkelighed. (8T 104-106)TOAA 25.2

Angående Laodikea — budskabet, rystelsen og sildigregnen se Daniel 12,10.
Det sande vidnes råd bliver tydeligere for os igennem Profetiens Ånds vidnesbyrd.
“I mit sidste syn så jeg, at det sanddru Vidnes særlige budskab ikke havde haft den virkning, som Gud ønskede.TOAA 25.3

Menighederne fortsætter med at sove i deres synder. De fortsætter med at sige, at de er rige og ikke mangler. noget. Mange spørger: Hvorfor alle disse bebrejdelser? Hvorfor beskylder vidnesbyrdene os hele tiden for frafald og store synder? Vi elsker sandheden; vi har fremgang; vi har slet ikke brug for disse advarsler og bebrejdelser. Men lad dem, som siger sådan, ransage deres liv med Bibelens praktiske undervisning, lad dem ydmyge sig for Herren, lad Guds nåde oplyse deres hjerter — så vil skællene falde fra deres øjne, og de vil indse deres sande åndelige fattigdom og elendighed. De vil føle nødvendigheden af at købe guld, som er sand tro og kærlighed; hvide klæder, som er en pletfri karakter, der er renset i vor Frelsers blod; og øjensalve, som er Guds nåde, der vil give en klar dømmekraft i åndelige spørgsmål og afsløre synden. At opnå dette er mere værdifuldt end alle verdens skatte.TOAA 25.4

Det er blevet vist mig, at den vigtigste grund til at Guds menighed befinder sig i åndelig blindhed, er, at ingen vil tage imod tilrettevisning. Mange foragter de bebrejdelser og advarsler, de har fået. Det sanddru Vidne fordømmer Guds folks lunkne tilstand, som giver Satan så stor magt i en tid, hvor vi burde våge og vente.TOAA 26.1

Laodikeas sande tilstand er selvbedrag.
Budskabet til Laodikea — menigheden er en forfærdelig fordømmelse, som passer på Guds folk i denne tid.TOAA 26.2

“Og skriv til menighedens engel i Laodikea: “Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne,Guds skaberværks ophav: Jeg kender dine gerninger; du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund. Fordi du siger: “Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.”TOAA 26.3

Herren har vist os, at det ikke er et budskab om fred og sikkerhed, de mennesker, som han har kaldet til at advare sit folk, skal bringe. Det er ikke blot et teoretisk, men i høj grad et praktisk budskab. I budskabet til Laodikea fremstilles Guds folk som mennesker, der lever i kødelig tryghed. De er tilfredse og tror, at de befinder sig på et højt åndeligt niveau. “Fordi du siger: Jeg er rig, jeg har fundet rigdom og trænger ikke til noget, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.”TOAA 26.4

Hvilket bedrag kan ikke. et menneske blive hildet i, når det mener at være på rette vej, mens det i virkeligheden er på fortabelsens vej! Det sanddru Vidne finder Guds folk i en sørgelig tilstand af bedrag, og dog er de oprigtige. De ved ikke selv, at de i Guds øjne er ynkværdige. Alt imens de smigrer sig med, at leve på et ophøjet åndeligt stade, knuser det sanddru Vidne deres sikkerhed ved at erklære deres sande åndelige tilstand for blindhed, fattigdom og elendighed. Budskabet er så direkte og skarpt, at det ikke kali misforstås. Det er det sanddru Vidne, som taler — og hans vidnesbyrd må være korrekt.TOAA 26.5

Det er vanskeligt for dem, som føler sig sikre på, at de gør fremgang og tror, at de lever på et højt åndeligt niveau, at tage imod det budskab, som erklærer at de bedrager sig selv og trænger hårdt til Guds nåde for at se klart. Et hjerte, som ikke er renset, er bedragerisk mere end noget andet og fuldt af ondskab. Jeg så, at mange smigrede sig med at være gode kristne, skønt de levede i åndeligt mørke. De havde ingen personlig, levende erfaring i livet med Gud. De behøver en dybgående selvfornedrelse før de føler deres sande behov for en alvorlig vedholdende indsats for at sikre sig Åndens dyrebare nåde. Før de kan modtage Åndens dyrebare gaver, må de ydmyge sig i støvet for Herren.TOAA 27.1

Den levende Guds dom er hans sidste udvej til at vække os op fra vort selvbedrag. Den, som ikke vil modtage Guds ord og hans Ånds vidnesbyrd, vil blive fældet som et træ, der ikke bar frugt. Lad os berede os for Guds dom og adlyde hans Ånds advarsler. Dette vidnesbyrd er lige så betydningsfuldt som det om rystelsen I bogen “Åndelige Erfaringer”. Det er forfærdeligt, hvad Gud tvinges til at gøre for at vække os af vor sløvhed.TOAA 27.2

Dommen.
Den 23. okt. 1879 kl. 2 om natten hvilede Herrens Ånd over mig, og jeg så scener fra den kommende dom. Jeg mangler ord for at beskrive, hvad jeg så, og hvilket indtryk det gjorde på mig.TOAA 27.3

Den store dag, da Herren vil dømme denne verden, syntes at være kommet. Titusinde gange titusinde var forsamlet foran en stor trone. På den sad en, som var majestætisk af udseende. Foran tronen var der mange bøger. Med gyldne lysende bogstaver stod der Himmelens bøger på dem. En af disse bøger, der indeholdt navnene på dem, som bekendte sig til at tro på sandheden, blev åbnet. Straks tabte jeg den utallige skare foran tronen af syne, og hele min opmærksomhed blev rettet mod dem, der bekendte sig til at være lysets bør_. Idet de blev nævnt ved navn en for en, og deres gode gerninger blev omtalt, lyste deres ansigter af hellig glæde, som gav genskin i alle retninger. Men det var ikke det som gjorde størst indtryk på mig.TOAA 27.4

En anden bog blev åbnet. Den indeholdt synder begået af dem, der bekendte sig til sandheden. Under hovedoverskriften egennytte eller selviskhed var alle slags synder opført i hver Sin kolonne.TOAA 28.1

Under overskriften begærlighed var underafdelinger med navne som falskhed, tyveri, røveri, bedrageri og gerrighed. Under ærgerrighed stod stolthed og ødselhed. Under misundelse stod onde hensigter og had. Under overskriften Umådehold var opført en lang række forfærdelige synder som liderlighed, hor, tilfredsstillelse af dyriske lidenskaber o. s. v. Ved at se alt dette blev jeg grebet af en usigelig smerte og udbrød: Hvem kan blive frelst? Hvem kan stå retfærdiggjort for Gud? Hvem har pletfrie klæder? Hvem er fejlfri i en ren og hellig Guds øjne?TOAA 28.2

Idet den Hellige på tronen langsomt vendte bladene i bogen, hvilede hans øjne et øjeblik på den enkelte. Hans blik syntes at brænde sig ind i deres sjæle — og hvert ord og hver gerning i deres liv passerede revy for deres tanke som blev det skrevet for deres øjne med bogstaver af ild. De rystede og deres ansigter blev dødblege. Da de først kom frem for tronen så de ud til at være ligeglade. Men nu var de helt forandrede. Deres selvsikkerhed er forsvundet, og en navnløs rædsel står at læse i deres ansigter, en frygt for at de skal blive vejede og fundet for lette. Hvert øje hænger ved ham, som sidder på tronen. Idet hans alvorlige undersøgende blik ser ud over dem, bæver deres hjerter, fordi de fordømmer sig selv, uden at et eneste ord er bliver sagt. Under stor sjælekval bekender enhver sin skyld og indser, at han ved at synde har bortkastet det evige livs gave.TOAA 28.3

Om en klasse stod der skrevet, at de snyltede på jorden. Da dommerens gennemtrængende blik hvilede på dem, blev deres undladelsessynder fuldstændig afslørede. Med blege skælvende læber erkendt!; de, at de havde været utro i forvaltningen af deres hellige skat. De havde fået advarsler og nydt mange goder, og alligevel havde de ikke forbedret sig. Nu så de, at de havde regnet for meget med overbærenhed fra Guds side. De havde ganske vist ikke sådanne synder at bekende som de virkelig fordærvede; men de blev forbandede ligesom det ufrugtbare figentræ, fordi de ikke havde brugt de talenter, som var blevet dem betroet.TOAA 28.4

Denne klasse mennesker havde ophøjet selvet og havde kun arbejdet for egennyttige interesser. De havde ikke levet op til de krav, Gud stillede til dem. Skønt de bekendte sig til at være Kristi tjenere, bragte de ingen sjæle til ham. Hvis Guds værk havde været afhængigt af dem, ville det være sygnet hen, fordi de ikke alene beholdt alt, hvad Gud havde betroet dem af midler, men også holdt sig selv tilbage. Nu indså de, at fordi de ikke havde taget del i Guds værk, blev de nu sat på venstre side. De havde fået anledningen, men været uvillige til at udføre det, de kunne og burde have gjort.TOAA 29.1

Navnene på alle, som bekender sig til sandheden, blev nævnt. Nogle blev irettesat for deres vantro, andre for at have været dovne. De havde overladt til andre at bære de tungeste byrder under arbejdet i Herrens vingård, mens de havde arbejdet for deres egne timelige interesser. Hvis de havde brugt de evner, Gud havde givet dem, kunne de have været trofaste arbejdere J vingården. Dommeren sagde: Alle vil blive retfærdiggjort af deres tro og dømt efter deres gerninger. Hvor klart så de nu ikke deres forsømmelse! Og de forstod Guds visdom, da han bestemte, at alle skulle fremme hans værk og arbejde for andres frelse. Alle skulle vise en levende tro i sin familie og i sit nabolag, være gode mod de fattige, trøste dem, som var i vanskelighed, deltage i missionsarbejde og støtte Guds sag med deres midler. Men Guds forbandelse hvilede over dem på grund af det, de ikke havde gjort. De havde elsket det arbejde, som ville give det største udbytte i dette liv — og ud for deres navne i den bog, hvor gode gerninger var opskrevet, var der tomt og trist.TOAA 29.2

Til dem blev disse højtidelige ord sagt: I er vejet på vægtskålen og fundet for lette. I har forsømt åndelige forpligtelser, fordi I var travlt optaget af timelige ting, skønt jeres betroede stilling netop gjorde det nødvendigt for jer, at I havde mere end menneskelig visdom og begrænset dømmekraft. Det behøvede I for blot at udføre den rutinemæssige del af jeres arbejde. Da I adskilte Gud og hans ære fra jeres gerning, vendte I jer bort fra hans velsignelse.TOAA 30.1

Det spørgsmål blev stillet: Hvorfor har I ikke renset jeres karakters klædedragt i Lammets blod? Gud sendte ikke sin Søn til verden for at han skulle fordømme den, men for at den skulle frelses ved ham. Min kærlighed har været mere selvopofrende end en mors kærlighed. Det var for at udslette syndens mørke kapitel og byde jer frelsens bæger, at jeg led korsdøden og udholdt forbandelsen for jeres skyld. Jeg tålte dødens bitterhed og rædslen i gravens mørke for at vinde over ham, som har dødens magt — for at åbne fangehuset og lade jer indgå til livet. Jeg led skam og sjælekval, fordi jeg elskede jer med en evig kærlighed og ville bringe mine omflakkende får tilbage til Paradiset og livets træ. Det velsignde liv, som jeg købte til jer for så uendelig høj en pris, har I ringeagtet. I har afskyet skam og vanære, som jeg har udholdt for jeres skyld. De privilegier, som blev tilbudt jer, fordi Jesus betalte prisen, har I ikke værdsat. I ville ikke tage del i hans lidelser — I kan ikke dele hans herlighed med ham.TOAA 30.2

Derefter lød de højtidelige ord: “Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed.” Så blev bogen lukket, og kappen faldt fra skuldrene af den, som sad på tronen og afslørede Guds Søns overvældende herlighed.TOAA 30.3

Synet forsvandt, og jeg var stadig på jorden uudsigelig taknemlig for, at Herrens dag endnu ikke er kommet — og at nådens tid endnu gjorde det muligt for os at berede os for evigheden. (4T 384-387)TOAA 30.4

For bedre at forstå det foregående bør vi læse “Life Sketches” side 241-246, hvor James Whites sag fremstilles meget omhyggeligt.TOAA 30.5